... Som spilanmelder står man i en problematisk situation: hvordan verbaliserer man den eventuelle foragt eller entusiasme man føler for et foreliggende spil? Hvordan skal man begrunde sit final judgement?

Langt de fleste anmeldere vælger at skrive lange velformulerede esayistiske forklaringer til deres valg af karakter - de fleste spilanmeldelser er længere end Politikens filmanmeldelser - og Politikens kulturskribenter er i manges øjne danmarks dygtigste. Bottom line: spilanmeldere er så entusiatiske omkring deres medieplatform, at de vælger at bruge 2000 ord til at beskrive deres oplevelse - til glæde for andre - langt flere end man eksempelvis ser Danmarks førende kulturformidlende avis gøre på dens dominerende kulturplatform.

Noget der til stadighed undrer og irriterer mig er den evindelige anmelderfrase: spillet er glimrende på grund af "blablabla", hvilket er great, men i sidste ende burde du købe det, for spillet, når alt kommer til alt, er "simply fun to play". Hvis du vælger at bruge 2 fulde A4-ark til at give en læser grund til at købe et givent spil, er det så ikke en temmelig hul konklusion, at spillet "kun" er sjovt at spille?

Misforstå mig ikke: jeg elsker sjove spil (min supernintendo har aldrig oplevet almindelig stuetemperatur, fordi der er blevet spillet så meget Super Mario Allstars + Super Mario World på den), men jeg oplever alt for tit at "sjov" er den ultimative dom over et godt spil. Mange af mine yndlingsspil spillede jeg ikke fordi de var "sjove".

Tag eksempelvis Metroid Prime + efterfølgere. De var ikke "sjove" at gennemføre (sjov er selvfølgelig ikke ment som i "lawlz, han stak pikken i tærten, og faderen så det = more lawlz", men som i "spillet er fedt = det er sjovt"). Til gengæld var spillene immersionelle mesterværker (jeg undskylder fordanskningen, men tilsyneladende har det danske ordforråd ikke et ord som dækker "immersion"- sig hvis til hvis du har et, for så vil jeg gerne vide det!). Jeg oplevede en ny verden på min egen måde, hvilket mange andre også gjorde.

Se bare på Metroid: Other M's modtagelse. Spillet gav Samus en personlighed, hvilket har pisset mange af - hun var ikke i overensstemmelse med den individuelle spillers personlige fortolkning af Samus. Hun er så stærk en personlighed, at Nintendo ikke kan give hende en personlighed (paradoksalt nok).

Så hvorfor gad jeg overhovedet spille Metroid Prime-spillene? De var jo ikke "sjove" i traditionel forstand. De var, og er, en oplevelse ud over det sædvanelige (ordet "oplevelse" er brugt i mangel af bedre). De giver mig en verden som jeg udforsker, og som man ovenikøbet alene og forladt i på samme tid - en immersionel oplevelse som hverken film eller bøger kan matche - heller ikke Robinson Crusoe. Jeg "føler" mig aldrig som hverken John McClaine, den unge Werther eller Lucy in the Skies. Spil kan få mig til at føle mig som Gordon Freeman, Snake eller Samus Aran. Men er det altid følelsen "sjov", som gennemsyrer oplevelsen?

Næh, siger jeg. Spil er mange ting, men de er ikke altid bare "sjove". De kan være gribende, indsigstfulde, immersive og meget, meget andet. Men ikke altid (og for enhver pris) "sjove". Jeg ser ikke "Dommedag nu" for at have det sjovt. Jeg ser den, fordi den giver mig ny viden og indsigt i livet - og på kunsten i det hele taget.

Jeg har samme mindset, når jeg spiller spil (den generelle og platte karakterisering "spil" er en anden diskussion :) ). Spil kan tryllebinde ét menneske på mange måder, men hvis den bedste tilkendegivelse, man kan give et spil, er "it is simply fun", så degenererer man underbevidst mediet - og det gør mange annmeldere desværre. Selvom anmeldelsen er skrevet i god mening, så sidestiller man ubevidst spillet med underlødig pulp fiction. At sige at Metroid Prime er sjovt, er lige så mærkværdigt som at sige at Dommedag nu er sjov (off the rekord: jeg elsker selv mange lavkulturelle ting, så det er bestemt ikke for at hate på lavkurel kunst, jeg skriver denne pointe - men gamingkulturen skal nok desværre være en del af "højkulturen" før de "lav"-kulturelle tilbud får plads/kultstatus i den dominerende kulturs øjne = ligesom film a la The Rocky Horror Picture Show)?

TL:DR: Læs bloggen :D men alle må være med ;) Jeg er bare imod ordet "sjov" som mest suveræne superlativ, når man skal anmelde spil. Jeg tror mange vælger ordet i mangel af bedre, fordi de ellers ikke har en idé om, hvordan de skal give deres bedste intentioner til kende. Men ordet er fattigt og misvisende, da det ikke til fulde kan beskrive en hel spiloplevelse - som eksempelvis Metroid Prime. Fordi spilmekanikkerne fungerer og er tilfredstillende, er det ikke ensbetydende med at de bare er "sjove" at bruge

lolz, hvad mener du?

Jeg har ikke spillet hele Bioshock igennem, men jeg læste lige en liste på dette link: http://www.denofgeek.com/dcuniverseonline/727664/top_10_godlik<wrap>e_powers_in_gaming.html som fik mig til at tænke lidt over spillet. En lille "apropos"-pointe som jeg ikke har læst mig frem til før på nettet (men som jeg heller ikke vil afvise, at er blevet tænkt på diverse sites før).

Spillet er et af de sjældent dygtige miks mellem action/pacing og kunstnerisk ambition, hvilket har været en af de største grunde til at det blev en så massiv succes. Det er glimrende lavet, og spillets grundlæggende kunstneriske vision har været at dissekere kapitalismen. Så vidt jeg er orienteret spiller Ayn Rands bog (kapitalismens "bibel") en større rolle i serien (spillets (SPOILER) "hemmelige" skurk hedder sågar Atlas - ligesom hendes bog hedder "Atlas Shrugged" (SPOILER OVER AND OUT)), hvilket jeg personligt giver kudos for i kløgtighed og nice brug af interkontekstualitet.

So far, so good. Det, der gjorde mig tænkende, var dette udsagn i artiklen: "Imagine, if you will, going to a vending machine for a Tango, Mars bar and a dose of telekinesis. In the world of BioShock, this is a reality, and anyone with a bit of loose change can grab their very own god-like abilities." - hvordan kan man lave en større kritik af kapitalismen end via denne (tilsyneladende) harmløse gimmick? Pointen med kapitalismen er jo, at man kan få adgang til alt - så længe man har arbejdet hårdt nok for det.

Så hvorfor ikke få adgang til telekineses? Eller hvad med elektricitet og/eller dødelige bier sprøjtet ud af hænderne? Eller hvad med en lille tactical nuke? Det absurde i sammenhængen er, at disse dødbringende våben kan fås i en slikautomat - for (wait for it..: ) en slik. For i en ultimativkapitalistisk verden, burde det så ikke være rimeligt, at man kan få adgang til alting, så længe man har mammon til at understøtte sit projekt? Og hvorfor så ikke kunne købe sine verdsligheder i en slikautomat?

Ak og ve, det har jo desværre sine konsekvenser at have den slags muligheder. Ifølge Bioshocks mytologi, er det jo lige netop tilgængeligheden til disse materialistiske glæder, som viser sig at blive Raptures undergang. Derfor spiller disse harmløse slikautomater en måske større kritiserende rolle end man umiddelbart skulle tro - da jeg selv spillede spillet, tog jeg det ikke for andet end en måde at give spilleren en mulighed for at bruge omtalte våben på.

Men måske er denne lille margin i spillet, en af dets større bedrifter, i dets kritik af en verdensdominerende ideologi?

Det var mine to halvtredsører :) Hvad tænkte/tænker I selv? Overfortolker jeg - eller er mekanikken en lulz måde at gøre spilleren badass på?

Jeg har lige opdaget Left 4 Dead 2, og er totalt paralyseret af det. Fantastisk spil.

Pludselig fik jeg en idé til et spil, som måske ikke er den dybe tallerken ver. 2.0, men som jeg i det mindste tror kunne være sjov.

Pitchen er skrevet på ti minutter, da jeg bare skrev de idéer der lige kom forbi, så det er måske ikke særligt struktureret, men prøv at kæmpe dig igennem alligevel :) følger:

En hybrid af Defend Your Castle og Left 4 Dead, sat enten i et Sci-Fi univers eller i et middelalderunivers og evt. RPG-elementer. En gruppe helte skal indtage et ondt slot, men det bliver ikke let for dem. En ond konge sidder på tronen og giver ordrer. Han er styret af en spiller, og karakteren er stærk og magtfuld. Han har en masse officerer, og de bestemmer fra tronen hvordan de onde tropper skal manøvreres så de giver heltene størst mulige problemer på vej mod enden af turen, som er skurkenes hovedkontor. Kongens og hans officerers to store udfordringer er: hvordan stopper vi bedst heltene, og helst dræber dem? Den anden er intriger. Der er kun én konge, men alle vil gerne have den ultimative magt. For at blive officer skal man have bevidst sit mod på slagmarken og have "leveled up" til man er værdig. Så alle der sidder på det onde kontor er kompetitive, og tørster efter magten. Spillet har friendly fire, og kongen, officererne inklusive, har kun et liv i hver runde. Officererne kan derfor vælge at vælte kongen, slå ham ihjel, af flere årsager: tørsten efter magt, eller de mener han gør et dårligt stykke arbejde. Men vil dette betyde, at heltene vinder, når de ikke kan organisere sig godt nok? Officererne og kongen får bedre rank af en vunden runde, men den med den bedste titel får de højeste exp, så det er et svært valg, der er koldt på toppen.

På slagmarken foregår det på mange måder på samme måde som i Left 4 Deads gameplay. Heltene kæmper imod en masse bots som rusher imod dem, men som er temmelig nemme at slå ihjel. Der er så nogle "specielle" modstandere (ligesom i Left 4 Dead), der taktisk kan skade heltene, og de fungere som slagmarkens officerer som skal holde styr på, og give ordrer til bots'ne. De bliver givet ordrer fra hovedkontoret. De har flere valg: Skal de omrokere banen så heltene bliver forvirret og måske lave taktiske baghold, eller skal de storme heltene? Disse officerer har flere liv, og respawner på samme måde som the special infected gør det i Left 4 Dead. Disse taktiske valg bliver lavet på baggrund af heltenes class og stats. Officererne får exp på baggrund af hvor godt de gør deres opgave. De kan vælge at gå imod kongens ordrer, men hvis de fejler, trækker det anseelige point fra deres exp. De er også afhængige af hovedkontoret, da det er kongens og hans folk der har fuldt overblik over slagmarken. Derfor kan det i langt de fleste tilfælde bedst betale sig at gøre hvad kongens siger.

Hele konceptet kan vendes den anden vej, så altså de onde stormer de gode.

Man former sin karakter som i et traditionelt RPG, altså fra scratch. Man vælger om man skal have en taktisk karakter, eller en stormtroppe. Begge del kan betale sig, både som dem der angriber slottet, og som slagmarkens officerer der skal beskytte sit holds slot. Det handler om éns spillestil. Pointen er, at man får et personligt forhold til sin karakter (ligesom i WOW går jeg ud fra), og det tilføjer spillet mere taktisk dybde end Left 4 Dead. Det giver også mening i forhold til rankingsystemet.

Tror I det kunne fungere, eller jeg for naiv? :) Kom med flere idéer, eller skyd min plan til pindebrænde!

Tilføjelse: Der kunne være checkpoints, på samme måde som i L4D, og ved hver checkpoint deles der exp ud - både til dem der indtager slottet (De får delt point ud af computerens AI), men også til slagmarkens "specielle modstandere" (de lavtrangerende officerer). De specielle modstandere får exp af kongens of hans mænd efter hvor godt de har klaret sig. Men: Kongens og hans mænd har kun en bestemt bunke exp, der skal deles både med de lavtrangerende officerer, og Kongen og hans mænd selv. Så de bliver nødt til at belønne efter fortjeneste: giver de for lavt, forlader tropperne måske spillet, giver de for højt, får kongen og hans mænd intet ud af det.

Ja, hej goddag, mit navn er Kristian. Jeg lever et helt almindeligt liv, ligesom alle mine naboer. Dem er der fem af på min vej. Mit hus er nummer to fra højre. Jeg bor med min dejlige kone, Sarah!!!!1, og vi har lige fået et barn. Det ligger i en vugge hele dagen, nogen gange vil barnet have mad, andre gange vil det hellere sove. Og det er sådan cirka det.

Jeg tager også pligtskyldigt på arbejde hver dag. Men jeg har aldrig set mit arbejde. Det er såmænd fordi min verden, kun går til hvor min vej ender. Der er intet på den anden side, kun behagelig lyseblå tekstur. Jeg har faktisk aldrig set andet, end min hyggelige lille villavej. Det tænker jeg nu ikke så meget over, jeg ved bare at når klokken ringer 17.00 er jeg på mytisk vis tilbage igen. Så har Sarah!!!!1 som regel lavet mad.

Forleden havde jeg en mærkelig og lidt forstyrrende diskussion med Rolf, min genbo. Normalt foregår vores diskussioner med vilde fagter og spøjse lyde, men ikke denne her besynderlige gang. Han kiggede pludseligt alvorligt op på mig, og spurgte: "Kristian, hvad nu hvis vores perfekte og harmoniske lille virkelighed Sims2, ikke er andet end en simulator af en anden verden? Et sindssygt forsøg på, at gengive en andden verden, som måske er mere ægte end vores?" Et udråbstegn i en taleboble viste sig over mit hovede. Det kan der ikke være tale om, sagde jeg. Hvordan skulle det overhovedet være muligt, at nogen kunne (eller for den sags skyld, ville) gengive vores komplicerede hverdag, vores komplicerede relationer og vores forholdsvis høje polygontal, så stabilt og så ægte, som (jeg mener) det er tilfdældet? "Måske", sagde Rolf, "lever de almægtige simulatorerer i en virkelighed, som er endnu mere kompliceret end vores. Måske er det derfor de kan lave vores virkelighed så ægte for os Sims?" "Nonsens", sagde jeg og gik ind for at spise middag. Alligevel faldt mit mood-meter, og der gik lang tid før det gik op på "average" igen. ----------

Hvis nu de små Sims havde bevidsthed, kunne dette være situationen, hvor den grufulde sandhed gik op for dem: "Vi er slet ikke levende væsener. Vi er banale simulationer, vi er legetøj!" Tough news, for en lille simmer! "Og?", kunne én læser spørge. "Ja, og hvad så?", sagde en anden. "Fuck den her lorteblog, jeg tager på Burgerking", sagde en helt tredje.

Det er denne artikel http://www.nytimes.com/2007/08/14/science/14tier.html der gør det hele relevant. En amerikansk videnskabsmand har anslået at der er tyve procents chance for at vi, ligesom de stakkels Sims, er resultatet af en gigantisk simulator. Med andre ord: Et sølle sandkassespil. Takkede polygoner og pumpede teksturerer. Måske endda bare banalt legetøj. "Nonsens", er måske din første tanke, når du læser dette. Men sæt dig i Simmernes sted: De har aldrig set set vores verden. De får ikke en gang muligheden for det. Det eneste Kristian ser, er hans græsplæne og naboer. Hvorfor skulle han, ligesom du, tro, at der fandtes en fedtet fyr (ved navn Karsten) og planlagde hans liv? Den slags åbenbaringer er han slet ikke programmeret til at kunne fatte.

Ligesom vi heller ikke er programmeret til at fatte, at der skulle være noget større end vores planet, ja, større end vores univers. Det virker altså temmelig stort. Eksisterer der overhovedet nogen computer, der vil kunne trække sådan en whopper-simulator? Ja, hvis vores virkelighed er ligeså simpel sammenlignet med vores designeres, som Sims virkelighed er med vores.

Forskere kalkulerer at om halvtreds år, vil supercomputere kunne rumme samtlige homo sapiens eksemplers hukkommelser. For den sags skyld, er der snak om at skanne almindelige mennesker bevidsthed og hukkommelser ind i stærke computere, helst iPhones lommecomputere på sigt.

Så når vi engang får den fornødne teknologi, hvorfor skulle vi så ikke (enten for sjov, eller i videnskabens navn) skabe en virkelighed magen til vores egen? Hvor indbyggerne har samme grad selvbevidsted, fantasi og intellektuel ydeævne som du og jeg. Hvem siger ikke, at det allerede... Er sket? =:-O

Nåh, det blev en lang blog, når det nu bare var filosofiske strøtanker.

Hvad er jeres tanker om emnet? :)