Advarsel: I morgen, mandag, kl 10.00 skal undertegnede, mig, ud og tage sin 5 kørelektion som denne gang skal foregå på motorvejen. Hold øje med en Scoda Octavia i Storkøbenhavns området, og hvis muligt så undgå helt og holdent at færdes i det område i morgen mellem 10.00 til ca. 11.30.

Efter godt halvandet år hvor pengene til mit kørekort har ligget i en skuffe, har jeg endelig taget mig sammen til at få det lært. Så da jeg skal bruge det meste af næste uge på at køre bil med min kære kørelære Leif, tænkte jeg at jeg ville bruge søndagen på for det første, wake and bake og så derefter reflekterer lidt over Driver San Francisco, det kommende Need For Speed: The Run og andre forsøg på at bringe fartsuset uden for banen og ud i trafikken.

Som knøs var jeg super nede med Driver til PC og, efterfølgeren til min grå playstation. Jeg var nok for lille til egentligt at fatte en hat af hvad man skulle, men jeg brugte massere af timer på freedrive hvor man i en grå spand af en amerikaner bil susede igennem trafikken og legede med politiet. Der skulle nok ikke så meget til for at imponerer mig dengang, da mit første ord i denne verden var 'bil' og jeg derefter altid har haft en forkærlighed for store muskelbiler og små sportsvogne. Men det var så dengang. Interessen kom igen da jeg begyndte at tage kørekort, og efter at have savlet over filmklassikere som Steve McQueens 'Bullitt', den originale Gone in sixty seconds, en cheesy b-film fra 1974 med corny dialog og skuespillere der alligevel ikke rigtigt rammer replikken, der dog har en 40 minutter lang hæsblæsende biljagt hvor der angiveligt skulle have været ødelagt over 100 biler. Jeg kan også anbefale The French Connection, en af de få film kendt for sin biljagt der har vundet en Oscar.

Efter filmene, gik jeg til spillene. Jeg fandt det mest naturligt at give Driver San Francisco en chance. Også selvom både Driv3r og Parralel lines, mildest talt suttede. Det nyeste i serien, som finder sted i San Franciscos rampeformede gader, hvilket jeg mener at huske også var settet i det originale(?). Spillet er en stor hyldest til bland andet, de film jeg nævnte før og mange flere. Udvalget af biler strækker sig fra alle de muskelbiler du kan forestille dig, til europæiske superbiler, selv Back to the future-bilen er der (med en sprød ekstra mission når man rammer 88 mph). Alligevel bliver udvalget af ordinære biler der er i byen hurtigt lidt snævert. Med sine ekstra 'Movie' missioner, lægges der heller ikke skjul på at hele spillet er en stor pastiche til de gamle hjulbrændende film. og ligesom i de fleste film i den genre, er der ikke lagt mange hjerner i blød over det narrative. På trods af en ekstrem underholdende og lettilgængelig arkadestyring, virker det som om man ikke har turde hvile i denne force, og vi bliver spist af med en historie man bedst kan kalde, 'Bullitt møder Inception'. Efter min noget mangelfulde jomfrublog på GR (btw, tak for nogle super konstruktive kommentarer fra jer!) har jeg tænkt over om jeg lægger for mange forventninger i spillets fortælling. Og til dette spil havde jeg skam heller ingen. Det eneste jeg forventede var muligheden for at få fartsuset og duellere med de kriminelle i trafikken, indtil den første af os ville begå en dødelig fejltagelse. Sådan får du det også på multiplayer siden med det såkaldte freedrive, hvilket er stærkt vanedannende med en ven. Desværre er mit eksemplar fra de forenede stater, så den forbandede Uplay kode virker ikke. Men selv på spiltscreen, for man med lov til at lege og lave sine egne biljagter. I singleplayer, får man desværre ikke samme nervepirrende dueller i trafikken. Fesne gadeløb som vores politihelt åbenbart har tid til mens han jagter sin ærkefjende som måske er sprunget ud som terrorist. Jagten som politimand er desværre nervepirrende på den forkerte måde. Den del ender hurtigt kedeligt, til dels pga. 'Shift-gimmicken' hvor man som en ånd forlader sin krop og indtager en tilfældig billist, som skam er utroligt sjov til tider, men den ødelæggger suset i at forfølge sine fjender i en dødsduel i trafikken og ender ud i et halvhjertet forsøg på at give os den slags sammenstød man ser i Burnout serien. Skal man selv slippe fra politiet, er det også nærmere 'destruction derby' i storbyen, end hæsblæsende og hurtigkørende spænding. I sidste ende var det sidste forsøg i Driver serien faktisk underholdende. Bare ikke hvad jeg naivt var blevet lovet fra reklamerne.

Når biljagten fungerer på det store lærred, som i The French Connection, så er det fordi målet er så vigtigt for protagonisten at desperationen og spændingen stiger. På papiret ligner det kommende NFS: The Run mit umiddelbare drømmespil. Tværs gennem USA, mafiaen i hældebe, et langt løb om at komme først, politijagter til fods og i bil og frostbite 2 grafik. Need For Speed har alt for længe været en vaklende serie, men rebootet Hot Pursuit genvandt min interesse en smule. Demoen efterlod et positivt indtryk af The Run, men udfra trailere med kvindelige supermodeller der kun er der som øjenpynt og en tilfods-del der indtil videre bare ser ud til at være en række quicktime events, så er jeg bange for det ender med at blive en smule.. dumt. Men alligevel håber jeg at den del af spillet der foregår til fods, kan blive starten på noget nyt. Selvom de forrige spil i Driver serien fejlede i deres forsøg på at begå sig fods, så mangler det stadig i det nyeste. Det største problem med bilspil er når de bliver repetitive. Det lider stort set alle bilspil til tider af. I sandkasse spillene hvor flere genre er blandet sammen fungerer biljagterne fordi de er en del af et større gameplay.

Det ultimative bilspil lige nu, ser ud til at være den fjerde udgave i Forza serien. Et baneracer for de ultimative bilnørder. Et uden tvivl ekstremt velproduceret spil, men hvad skal den anden genre inden for bilspil, den der går uden for banen, gøre for at nå de samme højder? Hvor bilen er hovedpersonen i banespil som Forza og GT, bliver bilen nødt til at stå tilbage som sidekick når man rykker ud i byerne.

Driver SF prøvede. Men det udnyttede i sidste ende ikke de muligheder et spil med en poltimand og hans Dodge Challenger havde. Driv3r prøvede forgæves at tilsætte shooteren til deres serie. Personligt havde jeg håbet man havde givet den del en chance til og vise man havde lært af sine fejl. Istedet får vi den noget dovne 'Shift' del. Det er rigtigt ærgeligt, når historien nu prøver sig med en 'Buddycop' tilgang, med Tanner og sin makker Jones. Forestil jer en Co op del der både var en shooter og en trafikracer.

Jeg har ikke tænkt mig at holde vejret i spænding mens jeg venter på The Run. Mest fordi der kommer så mange episke spil i den kommende tid. Jeg håber dog stadig at det kan tilføre et frisk pust til Need For Speed serien, og den del af bilracergenren i det hele taget. Jeg glæder mig til den dag, man tør give denne genre en mere cinematisk tilgang, ligesom man har gjort med spil i andre genre, såsom Uncharted serien.

Hvad synes i? Kan bilspil blive mere en hvad det er nu? og hvad synes i selv om genren?

Hej allesammen, og velkommen til min første blog på GR. Der måtte gå 6 år fra jeg oprettede en bruger her på sitet, til det gik op for mig at jeg jo også selv kan komme med mine holdninger til spilkulturen. Og inden vi går i gang med noget, så kan vi lige så godt få det ud én gang for alle; ja det er sgu et grimt brugernavn jeg står med, men jeg var også 6 år mindre kreativ på det tidspunkt.

Men nu hvor vi er blevet introduceret, er der noget jeg gerne vil snakke med jer om. Som i kan se på bloggens titel vil jeg gerne diskuterer storyline kontra gameplay i vores videospil.

Jeg er nemlig kommet til den konklusion at i min bog er historien i et spil, i sidste ende vigtigere end selve spillets gameplay mekanik. Og hvorfor er det sådan jeg går og har det? Jeg er glad for du spurgte!

Lad os for mine argumenters skyld kigge på GTA IV. Rettere sagt, lad os starte med at kigge på kritikken af GTA IV. Mange sad skuffede tilbage over at vi var blevet budt et spil som, for det første var geografisk mindre end dets forgænger. Et andet element, spillet manglede i forhold til sine forgængere var de mere komiske og useriøse elementer som jetpacks, tanks, flammekastere, jetjagere og dødsensfarlige dildoer etc.. Her vil jeg dog argumentere, at kigger man på GTA IV's fantastisk velskrevede manuskript, er der massere af komiske guldkorn at finde, men da jeg ikke vil være smagsdommer over humor, vil jeg lade det ligge. Andet kritik har været rettet med ens venner som der konstant ringer og vil ud og lege, (dette kommer vi ind på senere) og sidst, men desværre ikke mindst, styringen.. For det første prøvede (og fejlede) spillet på at hoppe med på "gå i dækning"-bølgen, hvilket på ingen måde var optimalt. Det skal selvfølgeligt heller ikke glemmes at man skulle holde A (jeg spillede det på 360) nede for at løbe, hvilket slet ikke fungerede når man havde sure gangstere og skydeglade politimænd på nakken. Så hvad kan vi sige om GTA IV's gameplay? Nogle vil og har sagt at spillet til tider føltes mere som arbejdspligter end ren fornøjelse..

Er Grand Theft Auto IV så et dårligt spil? Jeg er sikker på at svaret for mange af jer vil lyde; "NEJ SGU DA, DIN NOOB BLOGGER!" og jeg er helt enig. Spillets force ligger nemlig, i forhold til sine forgængere, i at der er lagt større vægt på historien. Og i mine øjne er dette spil et af de mest velproducerede, velskrevet og følelsesmæssigt medtagende spil jeg kender til. Jeg mener at spillets meget mørkere og dystre tilgang til gangstermiljøet er et frisk pust i serien. Måden vores protagonist, Niko Bellic, er endt som en medfølelsesforladt skal af at menneske, der har gjort så mange ugerninger i sin fortid som soldat i en østeuropæisk borgerkrig, at der i hans øjne ikke længere findes rigtigt og forkert er intet mindre end en genistreg. Jeg havde altid lidt svært ved at slå alle de mennesker ihjel i de forrige GTA spil, og stadig have sympati med henholdsvis Tommy Vercetti og CJ. Men Niko Bellic er ikke sympatisk. Han er en mand der har mistet alt, og vil gøre alt hvad der er moralsk forkasteligt for at få fat i de mennesker der ødelagde hans liv til at starte med. At sætte denne skruppeløse krigsforbryder i et setting som Liberty City (*HOST* New York *HOST*)'s gangstermiljø fungerer simpelthen perfekt. Men nok om vores velskabte hovedperson. Lad os vende tilbage til de konstante opringninger fra venner der vil ud og spille dart. Gameplay mæssigt er denne del, pisse ligegyldig og rent ud sagt skide irriterende. Men kigger man på denne del af spillet med historien i minde, så giver det lige pludseligt mening. For i et gangsterepos som dette dør der fjender, men så sandelig også venner! Og her har vi disse "hæng ud"-missioner hvor vi lærer vores allierede og venner at kende og lære at forstå deres formål og motiver. Hvilket gør os mere involveret i dem. Hvilket jo gør det lang "hårdere" at miste dem. Bare se på slutningen af spillet hvor vi kan vælge guld og grønne skove, eller kærligheden. Men ligemeget hvad man vælger er konsekvensen jo at du mister en af dine nærmeste. Og her ligger min pointe nok allermest klart. Selvom den del af spillets gameplay er kedeligt og intetsigende, så fungere det der hvor det er allervigtigst! Nemlig historien i spillet.

GTA IV er jo bare et eksempel på dette. Mange kritisere Uncharted serien, for at være et spil, der næsten spiller sig selv, hvilket jeg vil give kritikerne ret i, men fordi historien holder og cinematikken er i topklasse, er det et spil der holder 100% i min bog! Et andet godt eksempel er et spil som Star Wars: The force unleashed som var et gameplaymæssigt skuffende spil, men der i historien lå en lille klassiker som skulle være blevet filmatiseret i stedet for de nye prequels. Men hvad er vigtigst? I mange tilfælde går historie og gameplay hånd i hånd, fordi der i det hele taget er tale om nogle velproducerede spil hvor historie delen komplimenterer gameplay delen og omvendt.

Men hvad siger i? Er et spil som Saints row 2 bedre end GTA IV fordi det, på trods af sin pinligt ringe historie del, er et sjovere spil? Og giv endeligt selv eksempler på spil hvor gameplayet ikke kunne følge med historien, eller for den sags skyld omvendt!