Der er en jul jeg altid vil kunne huske. Julen 2002. Det var en jul hvor det blev hold hjemme, og ikke over ved en af mine bedsteforældre. Dette kunne jeg så glæde mig en smule over, da jeg som tolv-årig måske kunne blive nooooget utålmodig når man får spil-gaver og ikke rigtig kan bruge dem før man kommer hjem sen aften. Er dog blevet opdraget sådan at jeg "holdte ud" så længe som jeg nu kunne og spurgte så omkring 21-22 om jeg måtte få lov at gå ind på mit værelse. Der var nemlig noget jeg skulle putte i min PS2.

Havde fået 2 spil. Det ene var jeg sikker på jeg vil kunne li'. Det andet... var en gamble. En af mine venner havde nogle måneder forinden købt et spil som var blevet rost på Troldspejlet, og var blevet positivt overrasket, så det ville jeg også prøve. Og det blev spillet Kingdom Hearts.

Jeg anede ikke hvad jeg skulle forvente. Det andet spil jeg havde fået var Dragon Ball: Budakai 2, og det vidste jeg hvad var, men tænkte at jeg ville prøve Kingdom Hearts først. Det blev sat i maskinen og så begyndte et eventyr som jeg sent ville glemme. Startede ud med at lære de Sora, Riku og Kairi at kende, og fik sat mig en smule ind i et univers som består af forskellige verdner. Men så kom jeg til det punkt i spillet hvor jeg for første gang blev en smule skræmt. Destiny Island blev slugt op i et sort hul, og sorte væsner begyndte at poppe op over det hele.

Men jeg var frisk og tænkte de bare skulle have et par slag med mit træsværd; men det så ikke ud til at virke. Og det var lige her hvor et spil for første gang fik mig til at føle noget. Jeg var en smule angst og følte mig til dels (i mangel på bedre ord) svag. Jeg formåede dog at finde et save point. Gemte, og tog spillet ud. Puttede Dragon Ball i og spilte det indtil jeg lagde mig til at sove.

Der skulle faktisk gå en til to måneder før jeg tog modet til mig igen og satte Kingdom Hearts i igen. Her tog jeg mig dog sammen og endte med at blive en smule forelsket i det spil. Endte dog med at sidde fast på et tidspunkt, og valgte at starte forfra. Selv anden gang blev mit følelses registre en rutchebanetur. Jeg blev skræmt, glad og ked af det i løbet af et eventyr jeg aldrig rigtig glemmer.

Men heller ikke da jeg første gang satte spillet i. Havde lagt en madress ned foran TV'et, så jeg kunne ligge på maven eller rygge, værelset kun oplyst af det blå skær fra fjerneren og så en julestemning der stadig ikke helt havde forladt mig. Det var jo trods alt juleaften. Jo tættere vi nærmer os den 24., jo stærkere bliver det minde.

Mon man skulle tage at tænde op for KH snart igen ? Og mon bloggen skulle navngives "Stærke Spilminder" i stedet ?

Før jeg begynder rigtigt at skrive, vil jeg gerne hurtig lave en lille disclaimer. Det kan godt være at det på nogle punkter lyder som om jeg laver en anmeldelse af spillet, men jeg kan love at prøver at holde fast i tanker jeg har og havde omkring spillet. Dette er så også en grund til at jeg måske bare vasker rundt i hvad nogle vil kalde spoilers, men når spil er over 2 år gamle tænker jeg at enten har folk haft chancen, eller også interessere de sig ikke for spillet og er ligeglade. Er der tale om nyere spil vil jeg selvfølgelig prøve at oppe mig på ikke at spolere oplevelsen. Dette kommer også til at gælde for fremtidige blogge.

I sidste blog valgte jeg at skrive om Command & Conquer som i sin tid virkelig fik sat min spillelyst igang, og gav mig en forkærlighed for RTS. Så jeg tænkte, "Hvorfor ikke bare skrive om et andet spil som ledte mig ind på en genre?" Det er så også et spil som jeg har en del kærlighed for, og det var på en måde introen og de første 30 minutter af spillet som fik mig til at spille det spil i så mange timer som jeg nu har spillet det.

Det var godt nok det 3 spil i serien, men det gjorde mig ikke det store, da jeg havde fundet frem til at man ikke behøves at have spillet de foregående. Året er 2008, jeg sætter disken i min PS3 og bliver taget til en dyster fremtid i år 2277. En radio starter op og The Ink Spots's "I Don't Want to Set the World on Fire" begynder kameraret at zoome ud og en ødelagt by ses.

Allerede efter denne intro til Fallout 3 var jeg nærmest paralyseret. Fuldstændig opslugt af dette gennemførte setting. Det blev så bare lige endnu bedre da "War. War never changes" begyndte at klinge ud og give mig en hurtig historie time omkring Fallout universet.

Hvad der dog var specielt for mig var at dette var det egentligt første RPG spil jeg havde fået sat mig selv til at spille. Det var en smule skræmmende for mig da jeg aldrig har været vild med at spille energi og penge på noget jeg ikke syntes om. Men tænkte at det skulle prøves og når man nu kunne skyde i første person såh kunne man jo godt. Det blev købt og jeg endte med at blive alt andet end skuffet.

Hurtigt var jeg draget ud i ødemarken og begyndte at opdage hvordan jeg som person ville opføre mig i en post-apokalyptisk verden. Det kom også som et chock da jeg pludselig blev stillet over for alle disse valg man tager i løbet af spillet. Og det glædede mig hver gang at jeg så at mine gerninger (eller ugerninger) havde ændret den verden. Det er, nu hvor jeg ser tilbage, måske ikke de største ændringer der blev lavet, men for mig var det gevaldigt.

Noget der virkelig fik taget min interesse i spillet var ens far, hvis stemmeskuespil er leveret af Liam Neeson. Allerede da man i starten som baby kravler rundt og høre på ham og nærmest begynder at "bonde" med ham, kom det som et chock, da man 10-20 minutter efter flygter fra vaulten for at finde ens far. Og jeg ledte. I senere RPG'er fanger jeg tit mig selv i at lave alt andet end hovedmissionen. Jeg vader rundt og finder andre ting at lave, og prøver så vidt muligt at få udskudt historien for at være sikker på jeg fik det hele med. Men ikke her.

Jeg ledte efter farmand. Var til dels ligeglad med at der var side quests og at jeg trods alt kun havde udforsket området rundt om Megtron og så turen hen til Rivet City. Glæden var derfor også stor da jeg endelig fandt ham. Fanget i hvad der svarer til en drøm. Endelig kunne jeg høre hans stemme igen, men også stille ham lidt til ansvar sådan at forlade mig. Men det var hurtigt videre igen, og da han så ofrer sig selv for at redde en, vidste jeg næsten ikke hvad jeg ville gøre. Der var ting jeg ville spørge ham om, og hvis jeg fortsatte med main historien, ville flere af de personer jeg havde lært at kende igennem spillet også dø?

Det var her det virkelig slog mig hvad RPG kan gøre. Jeg var jo fuldstændig opslugt af en historie som jeg selv har været med til at skrive. Måske overdriver jeg på nogle punkter, men så igen....

Sagens kerne er at jeg fik øjnene op for RPG. I hvert fald denne form for RPG, hvor man har lidt mere impact på historien. Ikke ligesom hack 'n slash spil hvor man bare kan vælge hvilke ting man bliver stærkere i. Det er også på baggrund af dette spil at jeg gav Oblivion en chance, som så ledte mig til en sikker investering (eller fik det som gave) i Skyrim.

Vi har vel alle prøvet det. At der er et spil man husker mere end noget andet. Enten på grund af en speciel begivenhed, eller grundet de tanker og følelser spillet gav os. For mig er der et par stykker. Nogle er mere en franchise generelt, mens andre er et decideret spil.

Det første jeg husker er det originale Command & Conquer. Jeg var ikke speciel gammel, men var dog gammel nok til at forstå meningen med spillet. Men det var sådan set også det; dog er det specielle ved dette spil at hver gang der er en skyfri sommerdag, bliver jeg taget tilbage i tiden og føler den samme følelse som da jeg spillede spillet for første gang.

Min far havde lige købt en ny computer, hvilket var ret stort på daværende tidspunkt, da en computer ikke var noget alle ejede. Han havde en computer forinden, hvor spil som Pac-Man, Skat og Civilization blev proppet ind i computerenes disk-drev (med floppy disc). Nu havde han købt et nyt spil hvor det var en CD man puttede ind i maskinen. Magisk!

Spillet var simpelt. Man brugte kun musen til at bevæge skærmen rundt, vælge mænd, bygge tanks og bygninger. Nok en af grundene til at jeg hurtigt forstod styringen. Det skete også hurtigt at der opstod en lille uofficiel konkurrence mellem min far og jeg, idet vi ville se hvem der kunne komme længst. Kan huske bane 7 med GDI som værende et lille problem, men med tips fra min far om hvordan han kom videre, kom jeg hurtigt længere end ham. Måske også fordi at man som barn har langt mere tid til computerspil end man har som voksen familiefar.

Men nu skrev jeg jo at jeg bliver taget tilbage til en skyfri sommerdag, og det var fordi at det var om sommeren at jeg spillede spillet. Computeren var placeret ved et vindue således at computerskærmen var foran, og vinduet på ens venstre side. Solen skinnede den dag, og mens jeg sad og tænkte på hvordan jeg nu skulle komme videre, mærkede jeg solens varme og det er dén følelse jeg mærker hver gang solen skinner ind ad vinduet og jeg sidder ved en computer. Et lille pust fra fortiden så at sige, og en af årsagerne til at jeg næsten fik et hjertetilfælde grundet nostalgitrip da jeg med The First Decade valgte at prøve spillet igen en sommer.

Det er også grundet dette spil at min interrese for RTS og bare computerspil generalt begyndte at tage fat.

Normalt er jeg ikke den der hurtigt bliver sur og tvær over et spil. Det sker heldigvis sjældent, og for det meste kun i bil-spil. Intet mere frustrerende end at bruge lang tid på at køre en svær bane igennem, og så fejler man i 1 (!!!!) sving og så er det bare at starte forfra -.-

Dette er en af grundene til at jeg holder mig væk fra den slags spil. Har selvfølgelig et par stykker, men ikke dem jeg bringer frem mest. Men nu er der sket det at et nyt spil begynder at bringe dette irreterende element frem i mig. Rigtig irreterrende når jeg prøver at bevare roen, da jeg ikke syntes man får noget ud af at være vred (hvorfor bruge energien på det).

Spillet jeg taler om er Battlefield 3. Spillet er jo FPS (suprise) så det er jo simpelt at gå til. Alle kan gå til det. Der er en knap for fremad, baglæns, siderne, sigte og skydeknappen. Mere høves man vel ikke at kunne?

JO!

Multiplayeren i BF er klart det stærkeste aspekt i spillet, og er faktisk noget jeg med jævne mellemrum spiller. Der er intet som at have et hold som arbejder sammen. Skriver i chatten hvor fjenden er, eller at de har brug for engineers til at reparere tanks, og at de omtalte engineers så kommer. Det hele er små brikker i et stort pudslespil der bare falder sammen.

Men så er der de gange hvor man kun kan få lavet rammen. Jeg skal nok allerede her påpege at jeg ikke er den bedste BF-spiller. Selvfølgelig har jeg nogle gode dage, men erkender dog også at jeg ikke altid spiller godt. Dog syntes jeg selv at jeg har "the fundamentals" på plads. Her taler jeg ikke om hvordan man styrer spillet, men hvordan det hele foregår på.

Hvis man spiller Conquest nytter det ikke kun at have tage 2/5 baser og så tage en middagspause. Hvis du er Attacker i Rush nytter det ikke at halvdelen af holdet er snipere som sidder på baglinjen og en gang imellem rammer en fjende (sker ufattelig tit). Det vinder man ikke af sjovt nok, og det er (desværre) noget som jeg har fanget mig selv i at rage-quitte.

Så er det sagt.... jeg har rage quitted et par gange i BF3 pga. for dårlig holdspil. Her er det dog tit fordi at folk er blinde overfor ALT hvad der foregår. Så sent som for 5 minutter siden måtte jeg gå alene mod en tank fordi resten af holdet syntes det var vigtigere at beskytte den ene vej hen til vores base (Rush defender). Der gik heller ikke mere før tanken og et par fjender gjorde det af med mig og gik lige hen til målet og begyndte at tage basen. Alt imens holdet stadig syntes at den ene vej stadig nok hellere måtte beskyttes.

"Jamen hvorfor så ikke skrive i chatten?" Godt du spørger..... det hjalp ikke -.- Et andet aspekt jeg tit bliver sur/frustreret/irreteret over er også noget jeg har lavet en tidligere blog om (http://www.gamereactor.dk/blog/dalleussr/48226/)

Dog spiller jeg alligevel BF3 og nyder hver gang det holdet arbejder nogenlunde sammen. Ak, et hade-elske forhold er vel det rette ord.

Jeg er en af de få som har en oldemor. Faktisk havde jeg både to oldemødre og to oldefædre da jeg blev født, men da jeg blev 3 var der ikke længere en oldefar (Det blev jeg i hvert fald fortalt). For nogle år siden mistede jeg min ene oldemor, og nu ser det ud til at den sidste er ved at gøre sig klar til at sige farvel. Det er en lidt mærkelig følelse at sidde med. Har ikke rigtigt været så meget i kontakt med min olde, men jeg er alligevel en af de få ting hun husker, og bliver spurgt om når hun snakker med enten min mor eller mormor. Specielt mærkeligt når hun med sine 96 år efterhånden er ret senil, men stadigvæk formår hun at følge med i hvordan jeg går og har det. Så da jeg hørte at hun var begyndt at have det dårligt og om jeg ville med for at besøge hende (og sige farvel) følte jeg mig tvunget (af mig selv) til at sige ja.

Min anden oldemor døde efter de kvæstelser hun havde fået ved at være faldet ned ad en trappe. Men min sidste, tjah... hun begyndte nærmest at græde hver gang hun sagde at hun var blevet gammel og ikke længere kunne noget. Jeg sad dog ikke alene sammen med hende, hvilket jeg tror var godt, da der ellers ville have været flere pinligt tavse episoder. Min mor, min søster og nogle andre relaterede sad i hendes lille lejlighed og snakkede. Det var mest os, da min olde sagde at hun ikke rigtigt kunne få vejret når hun snakkede for meget, så det skulle vi andre bare gøre. Hun brød dog ind engang imellem og spurgte til hvordan det gik med os. Og nærmest komisk blev jeg i løbet af 1 time spurgt ca. 10 gange om hvad det var jeg ville være når jeg var færdig på universitet. Men det er lidt mærkeligt at sidde og snakke med en person som har indset at det er ved at være slut. Jeg fik specielt en klump i halsen da hun spurgte hvornår jeg ville blive færdig med min uddannelse. For da jeg svarede 4½ år, kunne jeg høre hende sige "øv" mens hun kiggede ned i skødet og førte hænderne op til hendes øjne. Hun pointerede dog et par gange at hun havde levet et godt liv, så det hjalp en smule på den ellers lidt tryggede stemning. Senere stod den på lidt kanelboller og kaffe. Måske for at fjerne fokusen lidt fra det triste, og for en stund gøre det hyggeligt(?). Min mor, min lillesøster og jeg tog hjem lidt tid efter.

Det er mærkeligt at skulle sige farvel...