Jeg var med fra det øjeblik hvor Commodore udgav deres knapt så kendte C16 og selvfølgelig deres helt store sællert, C64, hvor jeg nød spil som "International Karate+" (et spil jeg stadig vender tilbage til på Wii'en) i fulde drag hver gang jeg var hos min morbror. Jeg kastede mig over alle spillene på en vens Atari ST (fantastisk maskine!). Så kom dagen hvor jeg endelig havde råd til min egen. Men på det tidspunkt var der kun én maskine, der var god nok. Man skulle jo fremtidssikre sig selv; så valget var klart. Amiga 500! Faktisk blev den til en såkaldt A501, da jeg gik all-in på skidtet og købte mig en ÉN MEGABYTE hukommelsesudvidelse! Det var fantastisk. Der fandtes ikke det spil, som ikke kørte perfekt (Savner den faktisk stadig en gang imellem, når jeg får et retro-trip). Spille-konsolernes æra skulle begynde. Ihvertfald i mit univers. For imens jeg sad i mit mørke kammer og tastede løs på A500'eren, passerede verden mig næsten forbi og i opløbet også næsten hele konsol-krigen. Jeg nåede aldrig, at få mig min egen NES eller SNES (hvilket jeg stadig den dag idag vågner badet i sved over), men jeg steg på toget, da Nintendo fik deres, indtil daværende tidpunkt, største og mest frygtede konkurrent, Sega. Og da alle andre godtroende lagde deres skæbne i Nintendo's hænder...og jeg var den rebel jeg nu var....skulle jeg selvfølgelig have modstanderen (set i bakspejlet; måske lidt åndsvagt når jeg nu har det så sjovt med Wii'en). Og det SKULLE være Master System, ikke SMS2, men etteren! Den var jo sej; den lignede jo næsten James Bond's Lotus Esprit. Hvordan kunne man gå fejl af det? Og Sega gav virkelig SNES konkurrence til det aller-allersidste med fantastiske titler som det indbyggede "Alex Kidd in Wonderland", "Bubble Bobble", "Golden Axe", "James Pond 2: Codename RoboCod" og selvfølgelig "Sonic". Og hvad havde SNES? Mario. Pff! Hvordan skulle Mario nogensinde kunne vinde over "Dynamite Duke"?`-men ak, ikke alene vandt Mario over alle Sega's favoritter (med undtagelse af måske Sonic), men han udraderede dem. Grændende over tabet i kampen imellem titanerne, måtte jeg slikke mine sår, hvilket næsten gjorde, at jeg helt missede det faktum at Nintendo næsten blev trampet så groft ned i græsset af et eller andet ukendt firma fra Japan. Selvfølgelig kendte alle til Sony; men hvad fanden var en PlayStation? Nymodernes pjat! Fuldstændig forbigået at min arvefjende blev sønderknust af en ukendt tredjepart og stadig grædende over at Sega tabte dengang, ville jeg have hævn. Og det var ikke nok at støtte op om dem som næsten havde lukket for ilttilførslen for Nintendos rædselsregime. Nej, jeg ville gå skridtet videre og finde en som kunne få min fjendes fjende ned med nakken og derved give mig min velfortjente hævn; og jeg må stadig til dato indrømme at da jeg så Microsoft Xbox's "Burnout"-serie og i særdeleshed "Forza Motorsport" var jeg solgt. Der var den. Min fjendes fjendes fjende. Monsteret, som skulle give mig min hævn. Men man siger jo at historien som regel gentager sig selv. Og rigtig nok; både Xbox'en og 360'eren nåede aldrig rigtig helt op på samme niveau som hvor den japanske antikristen lå. ...og siden har jeg forholdt mig fuldstændig roligt i mit lille domicil, med en Wii under fjernsynet i stuen (if you can't beat 'em, join them!) og et par PC'ere som jeg for tid og evighed vil sætte min lid til. Så Rockstar; FÅ SÅ UDGIVET "RED DEAD REDEMPTION" TIL PC!!!!

"Igår var jeg Ezio Euditore Da Firenze og idag er jeg Sam Fisher".

Jeg købte for et par måneder siden "Assassin's Creed: Brotherhood" og hvilket eventyr han har taget mig på. Vi bekæmpede Romulus's krigere sammen. Vi tog Borgia'erne ned fra tronen med rendyrket vold sammen. Og vi var hos kurtisanerne sammen (uden at det skal lyde så smudsigt!). Jeg kan 100% sige at denne franchise taler til mig. Ikke kun fordi at jeg nyder TPS spil, som de danskproducerede "Hitman" og "Kane & Lynch" spil, men også fordi at jeg er fuldstændig pjattet med historie. Dog må jeg sige at det ikke altid har været sådan; faktisk hadede jeg historie-timerne i folkeskolen, men det bebrejder jeg så min historielære.

Et lille sidespring 1. Han (min folkeskole-historie-lære red.) havde en virkelig kedelig og støvet måde at fortælle om tingene på...Men så kom jeg på gymnasiet og skulle vælge et tillægsfag; Biologi? -No way! Har fået nok af fotosyntese. Kemi? -De ville ikke give mig en formel til at lave øl, så ellers tak. Samfundsfag? -Fandeme nej, politikerne lyver jo også for en! Sprog? Der, die, das...så nej tak! Kunne det sprog jeg havde brug for! Historie? Ja, ok. Du var virkelig ikke min yndling i folkeskolen, men jeg giver dig en chance.

Første dag med historie og jeg gik op til klasseværelset og blev overfaldet af en lille, tyk mand, som skreg "Geronimo" alt imens han var pyntet med en stor fjerpragt, krigsmaling og garanteret også en del "ild-vand" (hvis man ikke vidste bedre). Således blev jeg fanget af historie og blev overbevist om at historie måske ikke er så kedeligt som jeg altid havde troet!

...tilbage til den oprindelige historie. Da det så også faldte sammen med at jeg elsker en god konspirationsteori og medier derom (så som "Da Vinci Mysteriet") så var der ingen tvivl om at "Assassin's Creed"-serien siden starten talte til mig. Ja, ok. Set ud fra et historisk synspunkt, så er der måske drejet en smule på sandheden i nogle aspekter, men hvad gør det, så længe det underholder? :D Så jeg gik i Altaïr's fodspor igennem 1'eren, og Ezio's igennem 2'eren, men hadede det, som de gjorde ved mig i slutningen af sidstnævnte...en cliffhanger? HVAD SATAN!!!! "Ok", mens jeg prøvede at berolige mig selv med det faktum at der snart kom en direkte efterfølger i form af "Assassin's Creed: Brotherhood". Og jeg kunne få min afslutning.

Så indtil forleden sad jeg og terpede mig igennem "AC:B" og hvad opdager jeg? -ENDNU EN CLIFFHANGER? ARRRRGH! PIS NEEEEJ!

Så i disse dage må jeg tage lidt afstand fra Desmond, Ezio, Altaïr og alle de andre karakterer, som man er begyndt at elske. Og hvad er bedre til at fjerne fokus fra et spil? -Nemlig; Et andet spil! Og valget faldte denne gang på "Splinter Cell: Conviction" og indtil videre er det fantastisk.

Det var alt indtil videre. Skriver når jeg er færdig med "SC:C"...eller når det er begyndt at irritere mig! :D