Gennem den sidste tid har jeg med stor undren set flere angreb på lange dialoger og cutscenes i spil. "Hvis jeg vil se en film, så sætter jeg en dvd på", skriver TT i bladet. Love er sur på de lange cutscenes i MGS4. Og mange giver dem åbentbart ret! Jeg har en helt anden holdning, og vil derfor starte en lille blog om narrativitet, eller historiefortælling i spil. Jeg starter med min grundlæggende holdning.

"Underligt", tænkte jeg først. Jeg elsker personligt godt fortalte historier, om det så er i bøger film eller spil. Og jeg ved da godt at der er langt mellem snapsene i spillene. Der er dog guldkorn imellem som, Bladerunner (ja, spillet), Fahrenheit, GTA4, Assassins Creed osv.

Men når der skal fortælles en historie, så skal interaktiveteten oftest træde til siden. Ja - det betyder at kontrollen bliver taget ud af hænderne på spilleren. Det uheldige er så at dagens spillere åbenbart har ADHD, og kan ikke sidde stille i de par minutter det tager at få tilskrevet mening, til det man foretager sig i spillet, men meget hellere vil tilbage til spillet og skyde med deres maskingevær.

Problemet er lidt at i de fleste spil i dag, bliver historien fortalt gennem cutscenes, scriptede events osv. hvor spilleren ikke har direkte indflydelse, med mindre det er i et slags RPG, hvor man kan vælge mellem nogle få foruddefinerede svar. Derfor er det et nødvendigt onde, at for at få historien, er man nødt til at være passiv, i et stykke tid. Til gengæld får man serveret historien, fortællingen, meningen med spillet. Og hvor dejligt er det ikke når den er spændende, velfortalt og vedkommende! Det er en af de store grunde til at jeg elsker spil - de øjeblikke hvor fortællingen går i symbiose med ens handlinger i spillet.

Jeg forstår godt argumenter om at man gerne vil drages mere ind i fortællingen, i stedet for at føle sig passiv og fremmedgjort. Men at være fuldstændig ligeglad med historien, fordi man bare gerne vil spille mere... den er sværere. Ved man ikke at man nok skal få lov til at snige sig, køre eller skyde noget mere lige om lidt? Kan man virkeligt kun lide spillet for de repetetive opgaver det tilbyder? Mystisk...

Jeg kan godt sidde i 3 minutter og lytte til en døende mand i Assassins Creed, for tænk nu hvis han havde noget interessant at fortælle? Noget der kunne få mig til at tænke over meningen med spillet, og hvordan det udvikler sig videre? For mig var historien en ligeså vigtig del af spillet som missionerne.

Men som sagt, når det drejer sig indlevelse i fortællingen, eller ægte interaktive narrativer, er jeg med. Helt med - det er faktisk min store drøm at man i fremtiden vil udvikle spil, hvor man som spiller for mere direkte tilgang til fortællingen, og i hvilken retning den går. Det er forsøgt før med svingende resultater - det vil jeg skrive lidt om næste gang.