Oftest rammer dødsfald af kendte mig ikke særlig meget, hvis jeg skal være ærlig. Jeg tror sidst, det skete, da Michael Jackson døde i 2009. I hvert fald før i dag. Philip Seymour Hoffman har altid udgjort én af min trio af yndlings skuespillere sammen med Robert De Niro og Joaquin Phoenix. Der er ikke mange A-list skuespillere i Hollywood, som PSH. Han er bleg, overvægtig og har nogle karakteristisk tykke, røde øjenbryn. Han er ikke nogen køn mand objektivt set. Han er dog en af vor tids bedste skuespillere, også er jeg ligeglad, hvilket objektiv du kigger igennem. Hans versatilitet er svært matchet af andre. Lige meget, hvilken slags rolle han skulle spille, var du sikker på at blive underholdt og imponeret. Selv i en dårlig film som Twister, er han den mest underholdende del. Han løftede alle de, film han medvirkede i et tak højere op. Her er mine top 3 yndlings Philip Seymour Hoffman præstationer og film.

Capote Jeg plejer altid at sige om PSH, at han er den skuespiller der mest overbevisende kan spille vrede. Han har en teatralsk, rungende stemme, der fryser scenen, når den hæver sig. Derfor finder jeg det også morsomt, at det var for hans rolle i ‘Capote', at PSH vandt en Oscar. I denne film spiller han den homoseksuelle Truman Capote, der havde alt andet end en dyb, rungende stemme. Det viser bare, hvor meget skuespil Hoffman får ud af bare at bruge hans stemme. Hvis du lukkede øjnene og hørte Hoffman i filmen, ville du svært kunne høre det ikke var Capote selv. Filmen er også et spændende studie af et usædvanligt forhold, der opstår, når Truman Capote møder en af de to mordere, som der skrives om i hans bog ‘In Cold Blood'. Det er en hudløs ærlig præstation i en både rørende og tvetydig film.

The Master Hvis en film sætter Joaquin Phoenix og Philip Seymour Hoffman op mod hinanden vil der være fyrværkeri i hver scene. Lige meget hvad. Og det er lige præcis, det man ser i Paul Thomas Andersons ‘The Master'. Mange synes filmen er tom, mangler plot og forstår ikke helt meningen. Jeg er dybt uenig i det første, nogenlunde enig i det andet og har et svar på det sidste. Meningen med filmen, i hvert fald det vigtigste at tage fra den, er direkte det, man ser på skærmen. En ‘komplet' mand, der prøver at redde et ‘ødelagt' menneske. Under dette er selvfølgelig også temaer som menneskedyret, posttraumatisk stress og kultkultur. Men det vigtigste i filmen er Lancasters forsøg på at samle Freddie Quell op og hjælpe ham give slip og fortsætte. PSH er charmerende på skræmmende vis. Til tider er man lige ved at købe sig ind i den kultiske sekt i filmen, og det må være den højeste pris at give hans præstation og filmen.

Doubt Doubt er en film, der enten falder eller rejser sig med skuespillernes præstationer. Især Hoffmans præstation som den pædofilibeskyldte præst er vital. Filmens titel siger alt, der er nødvendigt for at decifrere den. Det er det eneste, man bliver efterladt med, når filmen er slut; tvivl. Er præsten skyldig, som Søster Aloysius anklager ham for, eller er der tale om et personligt vendetta? Det er en speciel oplevelse, at se Doubt. Hvert minut skifter du standpunkt på dilemmaet. Som sagt er det Hoffmans præstation, der skal have æren for det. Lige når han har overbevist publikum og vundet deres sympati, ændrer han karakter. Og sådan går det til, frem og tilbage, indtil filmen er slut.

Som sagt, er jeg virkelig ked af at miste Hoffman. Jeg kommer til at savne ham. Han var relativt ung og vi kunne have nydt så meget mere af hans fantastiske værk i mange år frem endnu, men åbenbart ikke alligevel. Jeg er personligt bare taknemmelig for, at vi havde chancen for at se ham i de film, han nåede at lave.

Åh, Gamereactor, hvor er det længe siden jeg har siddet sammen med dig og luftet mine tanker, hvor det ikke handlede om film og tv-serier, men om mit lille liv som teenager i vest Århus. Det var vist nok før jeg startede på gymnasiet som er snart 4 år siden. Dengang skrev jeg meget detaljeret om personlige emner og oplevelser. Og jeg fik kommentarer på disse ting, og nogle gange lærte jeg Gamereactor noget, og nogle gange lærte gamereactor mig nogle ting om mig selv. Jeg tror det var på gymnasiet at jeg opfattede folk omkring mig egentlig var skide ligeglad med mine problemer. Det virkede i hvert fald sådan på det tidspunkt, selvom det ikke var helt sandt, ville jeg senere finde ud af. Da jeg opfattede det, lod jeg det også gå ud over det jeg skrev her på GR. "De er ligeglade med mig og mine problemer. Jeg keder dem bare." Tænkte jeg, både om mine nye venner på gymnasiet og også om brugerne på GR. Så jeg stoppede med at skrive sådanne blogs. Jeg slettede sågar mine gamle blogs, selvom jeg fortryder jeg ikke gemte dem for mig selv.

Det var sidste år jeg blev færdig med gymnasiet. Meget er sket siden da. Det virker som flere år siden jeg var elev. Og selvom jeg savner det, at stå op og møde til skole hver morgen, virker mit gymnasieforløb også meget tomt. Jeg havde det rigtig sjovt i de tre år, nogle af mine bedste oplevelser, men af bekendtskaber er det kun 3-4 seriøse jeg har tilbage. Det er stadig den samme gruppe af 5 drenge som er mine bedste venner, og dem kender jeg fra folkeskolen. Gymnasiet for mig var et stort påskeæg med tyk chokoladeoverflade. Den var tyk nok til at fylde min mave, men gav også lidt kvalme. Den var dog også stor og hul indeni, så den ikke ramte så hårdt som forventet. Jeg er helt sikker på der er et bedre metafor at bruge.

Efter gymnasiet var der ikke nær så mange fester, og man mødtes ikke med nær så mange af ens skolekammerater. De forhold der holdte, var dog forstærket. Det første halve år inde i mit sabbatår, var det kedeligste i mit liv tror jeg. Omkring november ramte livet bunden. Vi, i familien, blev mødt af en krise, min gruppe af venner var halvt splittet og jeg var stadig kun vikar og havde intet fast job endnu.

Jeg forstod min fars depression efter at han mistede sit job for ti år siden. Det er ikke sjovt at være arbejdsløs. Afslag efter afslag og man undrer sig over om folk bare er racister (jeg har tyrkisk etnicitet) eller om man bare intet er værd. Dette kender mange mennesker selvfølgelig til. Familiekrisen omhandler min bror pga. handlinger der puttede vores økonomisk tætte familie i en svær økonomisk situation, samtidig med at det bragte en vis skam over familien blandt de tyrkiske vennefamilier. Det tog hårdt på alle i familien, undtagen mig. Jeg har dog altid været et sort får i min familie. Jeg var kold i en varm familie. Jeg var rationel i en følelseshandlende familie. Jeg var dansker i en tyrkisk familie. Angående mine venner så snakkedes vi bare ikke så meget længere. En af os mistede sin mor til kræft sidste sommer, han følte ikke han fik nok støtte, plus nogle andre ting. Hvor vi før i tiden ville være sammen mindst en gang om ugen, var vi ikke sammen i en hel måned fra start november af, som bestemt bekymrede mig.

Sådan føler jeg dog altid det går: det er en pinlig kliche at skrive her, men vinterens mørke tog altid sit indtog. Jeg aner ikke vinteren på sneen udenfor, men vinterdepressionen i og omkring mig. Og vinteren var også lang i år. Vejret var koldt helt hen til slut april. Tingene begyndte dog at vende sig lidt før det. Jeg fik endelig et fast job på den SFO jeg var vikar for. I hvert fald indtil sommer, som jeg havde det helt fint med, da jeg er sikker på at ville starte på uddannelse efter sommer. Jeg elsker børn. Ikke fordi jeg vil påstå, at børnene har lært mig ligeså meget som jeg har lært dem, men jeg har bestemt haft det rigtig sjovt med de små banditter, til trods for de mange gange har gået mig på nerverne. Men jeg følte endelig lidt anerkendelse, som jeg havde savnet, da jeg fik jobbet.

Det var dog ikke det eneste. Jeg havde troet vores venskab i min gruppe var ved at møde sin ende, ligesom så mange andre venskaber fra gymnasiet, men det modsatte skete. Vores lille pause endte med at bringe os tættere sammen end nogensinde. Vores venskab modnede sammen med os. Og alle de tanker jeg havde om at folk var ligeglade med mine problemer og tanker. Det var ikke sandt. Jeg tror bare ikke mine venner var helt modne endnu til at åbne sig og vise deres sårbarhed foran deres drengevenner. Det er dog fortid, da vi nu betror og støtter os op ad hinanden. Det er en dejlig følelse at vide, at man har en gruppe af venner, hvor man har unikke og stærke forhold til hver person i gruppen. Det er sådan noget vi har.

Lige nu er jeg på rejse i Sydøstasien og har været det i 6 uger. Jeg var rigtig lykkelig mht. arbejde og venner, da jeg forlod Danmark, men selvom familiekrisen virkede ovre, sad dens spor stadig tydeligt der stadig. Alle i familien så ud til at have deres egne problemer. Både med dem selv og med hinanden. Igen, undtagen mig selv. Jeg føler lidt, jeg har været egoistisk ved at rejse væk fra dem, når de har været i så dårlig en situation. Som om jeg flygtede fra mine problemer. Om det er sandt eller ej, ved jeg ikke, men jeg er sikker på, at jeg ikke fortryder at tage afsted på rejse. Jeg har haft brug for at komme væk. Sætte ting i perspektiv. Noget andet som gymnasiet frarøvede mig var min kærlighed til at skrive og læse. Det har jeg også gjort meget af det sidste halve år. Det må denne blog være et lille produkt af. Jeg sagde farvel til at være teenager sidste måned. Tingene føles ikke meget anderledes, men det ser i øjeblikket for det meste lyst ud. Der vil altid være konflikter der skal løses. Det er der bestemt i øjeblikket for mig nu. Men hvis det allerede nu er så meget lysere end det var for et halvt år siden, så tror jeg på at tingene nok skal ændre sig en dag. Det er altid muligt.

Tillagt 2013-06-21 21:03: Bloggen er skrevet på ipad og har ikke læst korrektur, så beklager stavefejl.

Der er under 2 uger tilbage til Oscar uddelingerne. Den største aften i showbizz og en hyldest til film. Jeg har nu fået set mange af de nominerede film og vil løbende skrive en blogserie indtil den store aften.

Mandlige birolle: Alan Arkin - Argo Robert de Niro - Silver Linings Playbook Phillip Seymour Hoffman - The Master Tommy Lee Jones - Lincoln Christoph Waltz - Django Unchained

Ud fra de nominerede må min favorit være Philip Seymour Hoffman. Jeg er allerede meget stor fan af ham, samtidig med at filmen er den bedste film der er kommet ud siden Paul Thomas Anderson's forrige film; There Will Be Blood fra 2007. Hoffman spiller lederen af kultbevægelsen The Cause (tydeligt inspireret af Scientology). Hoffman gør det som han altid gø. Ingen andre skuespiller kan spille så overbevisende vred. Det er en interessant person han spiller, og jeg kunne personligt ikke se andre i den rolle.

Det er dejligt at se De Niro lave en god drama film for en gang skyld. Han har, ligesom Al Pacino, været bedøvende ligeglad og har været med i nogle meget dårlige film i forhold til hans tidligere standarder. Han spiller faren til Bradley Coopers karakter, hvori han har OCD. Det er ikke nogen uvant rolle til De Niro. Faktisk bruger han alle de samme kneb som han er blevet kendt for. Når bare sådan en præstation er i en god film for en gangs skyld, så skinner han bare endnu mere.

Tommy Lee Jones og Alan Arkin var også begge fine. Arkin synes jeg dog ikke skulle være nomineret. En overvurderet præstation i en film, hvor det ikke var skuespillet som gjorde den god.

Christoph Waltz gentager sin rolle fra Inglorious Basterds i Django. Det var også en fantastisk præstation, som han fortjent fik en Oscar for. Waltz er i det ene øjeblik charmerende og den rareste person på jorden. Andre gange er han frygtindgydende. En nominering er måske okay.

Det er dog Leonardo DiCaprio fra Django som bør blive nomineret og også vinde. Jeg synes DiCaprio gør det virkelig godt i rollen som en ond, snu slavehandler. Jeg synes han skulle have haft nomineringen i stedet for Alan Arkin.

Favoritten: Christoph Waltz eller Alan Arkin Min favorit: Philip Seymour Hoffman

Kvindelige Birolle: Amy Adams - The Master Sally Field - Lincoln Anne Hathaway - Les Miserables Helen Hunt - The Sessions Jacki Weaver - Silver Linings Playbook

Det er desværre en tendens i Hollywood, at der ikke skrives gode kvindelige roller. Der så mange gode kvindelige skuespillere, og de får desværre ikke nær så gode roller som mænd gør. Det gælder især for kvinder over 40. Derfor er det også, at hvis man kigger tilbage på de senere års Oscar uddellinger, har de nominerede roller for mænd altid været lang overlegne kvinderne. Det skyldes ikke at mænd er bedre skuespillere, men fordi der skrives bedre karakterer til mænd. Igen i år har der ikke været mange gode kvindelige roller, men måske lidt bedre end de seneste par år.

Anne Hathaway er favoritten og også den præstation jeg synes bedst om. Det er ikke lang tid hun er med i filmen, og faktisk kunne man give hende prisen bare for en enkelt scene/sang, som folk der er velkendt med musicalen nok ved, hvilken det er. Der er nok ikke mange, der kunne holde tårerne tilbage ved lige netop den scene. Hun skal vinde og det gør hun højst sandsynlig også.

Jacki Weaver, Sally Field og Amy Adams er alle tre rigtig gode. De spiller roller der ligner hinanden. De står i baggrunden og giver moral støtte til mændene der dominerer filmen. Sally Field gør det godt i at vise forholdet mellem præsidenten og hans kone. Samtidig er der små hints til, at hun havde meget stor indflydelse i det, at præsident Lincoln lyttede og agerede meget efter, hvad hun siger når dørene og lyset er slukket. Det samme er gældende for Amy Adams. Hun har også meget stor magt over Hoffmans karakter. Og i sidste ende er det kvinderne der styrer det hele. Dog i The Master virker det lidt mere ondsindet.

Jeg har desværre ikke set The Sessions og dermed heller ikke Helen Hunts præstation.

Favoritten: Anne Hathaway Min Favorit: Anne Hathaway

Næste blog tager jeg hul på manuskript kategorierne.

Flight handler om piloten Whip Witaker, som mirakuløst får reddet et fly fra at styrte, hvor han redder 100 mennesker. Han bliver dog senere efterfulgt med en retssag imod ham, da der bliver fundet alkohol og kokain i hans blod. Denzel Washington spiller Witaker, som er alkoholiker og vi følger ham gøre det tingen konstant værre for ham selv.

Robert Zemeckies står bag kameraet og er (heldigvis) vendt tilbage til live-action efter en lille omvej med nogle animerede film de seneste par år. Zemeckies har også stået for klassikere som Tilbage til Fremtiden og Forest Gump. Den samme fortælleglæde, som er Zemeckies varemærke er heldigvis intakt. Der er et farverigt musikvalg. Zemeckies instruerer i starten af denne film en af dette års mest hæsblæsende sekvenser, når han skildrer flystyrtet med knivskarp præcision. Det er også godt gået af ham, at kunne holde seerens interesse, når man tænker på, at hvad der følger denne action scene er fyldt med snak og karakterdrama. Det er klogt, at holde fokusset fuldstændig på Whip Witaker. Man kunne f.eks. være fristet til at vise scener med, hvad der er det tætteste på en skurk i filmen, nemlig advokaten imod Witakers sag (spillet af Melissa Leo). I stedet ser man hende kun til sidst i filmens klimaks. Faktisk er kritikpunkterne i filmen kun de elementer, som fjerner fokusset fra Washingtons karakter. Kelly Reilly spiller en, efter min mening, ligegyldig karakter - en fortabt misbruger, som Witaker møder på sin vej og de prøver hurtigt at hjælpe hinanden med deres problemer. Der kommer der ikke nogen tilfredsstillende udvikling og afslutning på deres forhold og det føles som fedt, der let kunne skæres væk.

Sådanne film som denne, er kun ligeså god som den præstation som hovedrollen giver. Har man set en Denzel Washington film før, ved man hvordan han kan lide at spille sine roller, og dette kunne til forveksling også ligne nogle af hans tidligere præstationer. Jeg tror dog, at der er få derude der ikke nyder at se Denzel gøre det han er bedst til. Han oser af selvtillid, men viser også rørende sårbarhed. Selvom det ikke er nogen transformation af en rolle for Denzel, er præstationen stadig nydelig for enhver der kan lide skuespilleren. Dette er noget af hans bedste arbejde og det siger ikke lidt. Han er også omringet af fremragende skuespillere, især nævneværdige er Don Cheadle og John Goodman.

Hvad Flight egentlig behandler er et simpelt emne og et realistisk problem; nemlig alkoholisme. Dette var jeg faktisk ikke klar over, før jeg så filmen, og det er ikke fordi jeg har noget bekendtskab til dette fra mit eget liv, men med det som emne, fremtræder også temaer som selvdestruktivitet som jeg er meget draget af, og mine yndlings film har netop dette i en eller anden form i sig. I sidste ende handler filmen om en mand, der har svært ved at indrømme hvem han er, både for ham selv, men især for andre. Det er et ærligt og medrivende karakterstudie med en sober tone - til trods for den fulde pilot i hovedrollen.

5/6

(Jeg fangede Flight her i Istanbul, hvor jeg er på ferie i øjeblikket. Den kommer 28. Februar næste år i Danmark)

Dette er ikke en top 3 skuespillere nogensinde, men de tre bedste nulevende og arbejdende skuespillere. Altså de skuespillere som har betaget filmseere de sidste par år med deres præstationer. Det er selvfølgelig en personlig top 3 liste og faktisk betyder dette ikke, at disse navne er mine yndlings. Det er bare de bedste skuespillere i øjeblikket. Dem der er i bedst form, så at sige.

3. Brad Pitt: Selvom han aldrig har været nogen dårlig skuespiller og er kommet op i alderen, har Brad Pitt stadig et ry som en pretty boy. Hans tabloid-overskrift tider med Aniston er ovre og lige siden da har han kun ramt plet med hans film. Se bare på hans film repertoire efter 2005's "Mr. and Mrs. Smith". Udover to animerede film, så er han kun med i film som jeg alle vil kalde gode. I de komiske roller som i "Burn After Reading" og "Inglorious Basterds" viser han allerede sin rækkevidde i samme genre. Det er to vidt forskellige roller, men i dem begge er han hylende morsom. Selvom han blev overskygget af en blændende præstation af Casey Affleck, er han stadig betagende i rollen som Jesse James, hvor han formår både at virke sympatisk, skræmmende og i sidste ende tragisk. Babel, Moneyball, The Tree of Life og senest Killing Them Softly er alle rigtig gode film, hvor han leverer en fornem præstation i hver af dem. Selvom hans roller på papir er meget ensidet, formår Pitt i alle hans nyere roller at bringe noget nyt, noget ekstra til dem. Han er ikke en skuespiller som bliver glemt i rollen, sådan at man ikke aner det er Pitt, når man ser hans film. Faktisk kan der nævnes rigtig mange andre skuespillere, der er bedre end Pitt, men hvad der sætter ham på denne top 3 liste, er hans valg af film. Pitt har i de sidste 5 år kun været med i gode film og det gør selvfølgelig hans præstation bedre. Det er en vice versa situation, hvor det i sidste ende er filmelskeren der vinder. Hvis der er en Brad Pitt film på vej, er jeg i hvert fald interesseret.

2. Phillip Seymour Hoffman: Hoffman har altid været en rigtig god skuespiller. Man har dog i lang tid kun set ham i birollerne, desværre. Det er ikke fordi, han ikke er i stand til at bære en film selv. Sidst han gjorde det, vandt han en Oscar (Capote). Han burde få flere hovedroller, men jeg tager birolle Hoffman frem for ingen Hoffman. Jeg er nemlig altid så fascineret af, hvad han gør med sine roller. Han stjæler alle scener han er i. Der er ikke mange andre der kan virke vred så overbevisende og uden det virker dramatisk overdrevet. F.eks. i "Doubt"; en film som foregår som en lang duel mellem en præst og en nonne, hvor nonnen beskylder præsten for at have begået pædofili. I rollerne er Meryl Streep og Hoffman selv. I filmen er der ligeså også en duel mellem disse to skuespillere over, hvem der spiller bedst. Hvor det første dilemma, præsten og pædofili, aldrig bliver forløst og forbliver et mysterium for seeren, er der dog ingen tvivl om, hvem der leverer en bedre præstation blandt skuespillerne. Hoffman spiller op imod og vinder over den måske bedste kvindelige skuespiller nogensinde. Det er fantastisk skuespil, hvor Hoffman spiller rollen, så man aldrig helt er sikker på om man skal tro præsten eller ej. Filmen kunne ikke blive titlet bedre. Hoffmans bedste præstation i lang tid. Han er en produktiv mand, der vælger nogle interessante roller. Altid spændende at se ham på rollelisten.

1. Daniel Day-Lewis: Det er spøjst, at en mand der kun har lavet en håndfuld film de sidste ti år kan toppe sådan en liste. Det er dog et typisk eksempel på kvalitet frem for kvantitet. Han er, hvad der kaldes en "Method actor" og er af den skole, hvor man forbliver i rollen, selv når der ikke filmes og i ens privatliv. Af mange ses det som en latterlig tilgang til skuespil, men ingen kan argumentere imod metoden, når man ser på Day-Lewis' præstationer. Modsat de to andre skuespillere på denne liste, forsvinder Day-Lewis i hans roller. Han bliver den karakter han spiller. Det er ikke noget, han har formået i en enkelt film eller to, som mange andre skuespillere også har gjort; Day-Lewis bringer karakteren i live på bedste vis i alle hans film. "There Will Be Blood" er hans kronjuvel. Ikke blot en af de sidste års bedste skuespillepræstationer, men i hele filmhistorien. Jeg glæder mig meget til at se, hvad han gør i rollen som Lincoln i den kommende film. Det ville ikke overraske mig, hvis han tog endnu en statuette hjem ved det kommende Oscar.

Hvem er jeres yndlings skuespiller iøjeblikket?