Hvis du har et Netflix abonnement eller det dersens hukommelse, så har du måske set eller kan huske "24" med våde øjne. Serien udspillede sig over 24 timer i realtime, og havde en mere eller mindre ædru Kiefer Sutherland til at spille agenten Jack Bauer, der sparkede terroristrøv for alle pengene.

I serien sker der altid noget, og Jack Bauer er konstant på farten. Jeg kan ikke prale af at være agent, der sparker nogen former for røv, men nogle gange så når selv vi spiljournalister meget på kort tid, og det seneste par dage har jeg i den grad været på farten.

Jeg er netop vendt hjem fra en tur til Budapest, hvor Neocore Games fremviste et reviewbuild af deres seneste action RPG The Incredible Adventures of Van Helsing. Vi er tilbage i den klassiske dungeon crawler genre, som vi kender og elsker, og det er jo som bekendt en noget svær genre at bryde ind i, men Neocore Games tager et ganske fast greb på det hele. Anmeldelsen er på vej og skulle gerne lande her på sitet meget snart. Men jeg kan da allerede nu afsløre, at det bestemt ikke er dårligt, så er man gået Diablo- eller Torchlight-kold, så kan det være et alternativt slasher-fix, og man kan finde det på Steam allerede fra idag.

Men men - turen til Budapest blev til meget meget mere end blot en review session. Der blev nemlig også tid til en tur rundt i Budapest på Segway, som virkelig er en af de sjoveste og mest finurlige oplevelser, jeg har haft længe. Fantastisk at køre rundt på et ret avanceret stykke legetøj, der koster det samme som en brugt VW Passat og høre om Ungarns historie. Det kan anbefales, og så er det forbavsende krævende blot at stå op i flere timer og balancerer sig frem og tilbage.

Dertil skal der lægges masser af fantastisk mad og selvfølgelig en masse vin, der gjorde at selv udviklerne kom på noget slap linie sidst på aftenen. Herligt forfriskende at se mennesker slå sig løs på den måde uden at være bange for os journalister og vores alle sammens "professionalisme."

Men nu er anbefalingen i hvert fald givet videre - skal du på sommerferie og ikke har valgt en destination endnu, så send en tanke til Ungarn, hvor der både er billigt, varmt og rart at være. Skal du blive hjemme og game istedet, ja så tjek lige Steam en ekstra gang.

Nedenfor er der lidt billedelir, der viser en Segway-idiot, en svensker på Segway (ja, tro det eller ej!) og Neocore Games kontor.

Så kom dagen. Et meget tålmodigt sendebud kunne i dag være leveringsdygtig med det spil, der får den amerikanske valgdeltagelse til at falde som en sten blandt actionhungrende mænd og kvinder. Den 6. november er nemlig dagen, hvor Halo 4 rammer butikkerne, men det er nu noget specielt, når man kan modtage det en hel uge før tid. Selvfølgelig til glæde for alle jer halofans - jeg finder ikke nogen nydelse i at tvære denne nyhed ud i ansigtet på jer, men nogen skal jo anmelde spillet på jeres vegne ;-)

Som et lille plaster på såret vil jeg til gengæld gerne høre jer, hvad I godt kunne tænke jer at læse om i en Halo 4 anmeldelse. Selvfølgelig skal vi nok komme omkring hele spillet, men det kunne være at der var en særlig bane, våben eller noget helt tredje vi kunne kigge på i vores anmeldelse. Gerne noget andet end om grafikken er god og om musikken er rytmisk, og så må I også gerne skrive et par ord om hvorfor lige præcis jeres spørgsmål eller emne er relevant.

Lørdag aften trækker vi så det bedste bud, der udover at få sit spørgsmål/emne dækket i anmeldelsen, også modtager en lille gave af vores kære chefredaktør. Deal? Held og lykke! :)

Ja okay. Overskriften er måske lidt tynd, eftersom jeg hverken kan kalde mig det ene eller andet. Bare fordi at man har arbejdet backstage på Orange Scene en sommer. Men rockstar, det føler man sig altid lidt som, når der kommer et nyt støjende legetøj ind ad døren, som der gjorde i dag.

Jep, Rocksmith er landet, og eftersom jeg er den eneste på redaktionen, der er bare nogenlunde habil på en seksstrenget, så er det blevet min ære at anmelde mastodonten, der absolut IKKE ligner Rock Band eller noget andet plastic fantastisk på nogen måde. Så guitarelskere, til jer derude kan I nu fryde jer over en Epiphone Special II i en meget lækker finish, som jeg desværre ikke lige ved hvad hedder. Hvis der sidder en guitarkyndig, så sig lige til!

<bild>

Jeg har tidligere prøvet spillet til dette års Playground messe, hvor jeg må sige at det var en overraskende god oplevelse. Det at lære at spille guitar er ikke nemt. Jeg har forsøgt at lære det i mange, mange år, men er kun blevet nogenlunde, så det er ambitiøst at lave indlæring om til et spil på den måde.

"Men altså, hvad nu hvis man som fattig kunster ikke har råd til en spritny elguitar?" Ja, så frygt ikke, for alle de kreative sjæle med lommesmerter kan købe sig et kabel, der forvandler hvilken som helst guitar (den skal dog have en elektrisk pick-up) til et RockSmith instrument. Demokratisk og dejligt, for os lidt mindre bemidlede sjæle.

Men nu vil jeg jo ikke spolere noget om selve spillet, men blot glæde mig til noget lækker tråd her i weekenden. Anmeldelsen lander i næste uge, og I kan allerede nu glæde jer. :)

Der er ikke noget værre end at vente. Hvileløst trave rundt i hjemmesko og vente på postbuddet, stå i kø nede i Netto med en agurk og en liter mælk i kurven eller sidde og stirre åndssvagt i en lufthavnsterminal og forbande samtlige flyselskaber langt ind i helvede.

Det er noget af det værste her i verdenen, og selvom jeg godt ved, at jeg ikke kan gøre noget ved det, og derved ikke hidser mig op over det, så irriterer det mig grænseløst. Men det kan jo som bekendt være en god ide at lukke et par ord ud omkring, hvad man venter på, så derfor skal vi da have en top 5 over det, jeg venter mest på i øjeblikket.

At tæve en gammel dame Indrømmet det lyder ikke særlig sympatisk, og som sådan skal det da heller ikke forstås. Men det reboot af Tomb Raider-serien, som jeg har ventet i 100 år og en madpakke på, er blevet udskudt til feb 2013. Det er strengt, synes jeg, da Lara Croft virker meget mere tilnærmelig og menneskelig i sin seneste fortolkning. Jeg glæder mig især til at se, hvordan spillets spænding bygges op, og hvor stor indflydelse omgivelserne får for Laras eventyr. Det kan helt bestemt blive et af de fineste spil i serien, men lige nu virker udgivelsesdatoen som flere lysår væk.

Apropos lysår... Så er det svært ikke at blive begejstret over gensynet med en gammel rumtraver, Mr. Master Chief i egen høje person. Demoen fra E3 med de nye fjender, (som måske er Forerunners?) og de nye visor-modes tegner lovende, og nervøsiteten omkring 343 Industries overtagelse af serien er blevet dæmpet betydeligt. Jeg håber, at Halo-serien nu kan bevæge sig i en lidt anden retning, hvor vi får en anelse mere dybde i single player kampagnens gameplay. En større variation og flere muligheder for at udforske universets figurer og bestanddele på egen hånd ville bestemt ikke være af vejen, og co-op delen med Spartan Ops kunne være lige den vitaminpille, serien har brug for at få ordineret. Med Halo 4 skal jeg "kun" vente til 6. november, og det føles allerede nu som en lang ventetid til vinter.

En tur i skyerne Hvis vi skal se helt nøgternt på tingene og i bagklogskabens lys, så var det begrænset, hvor meget interaktivitet der var at finde på havets bund. Det håber jeg ændrer sig markant, når Ken Levine og co. tager os op og flyve i de højere luftlag med Bioshock Infinite. Den smukke tegnede stil og Booker og Elisabeths forhold til hinanden, kan være dét springbræt Bioshock-serien behøver for at gøre historien nærværende og mindre ideologisk end forgængeren. Men mon ikke også der bliver plads til et par solide plottwist og storskrydende skurke af den gamle skole? Det tror jeg nu nok, og jeg glæder mig til at se om jeg får ret (eller tager fejl) når spillet udkommer i - suk! - februar måned næste år.

Skaldepanden Som mange af jer har set ved selvsyn, er Hitman: Absolution lige på trapperne, og det var da også på tide. Seks år skulle det tage IO Interactive at lave en ny grafikmotor, og gentænke agent 47's univers. Til gengæld ser det absolut (fik i den?) ud som om, at det har været ventetiden værd, for måden hvorpå 47 kan interagere med sine omgivelser på virker helt genopdaget. I demoen der blev vist på E3, hvor målet skal dræbes midt i en befærdet Chinatown, var der uendeligt mange måder, at gribe situationen an på, og den frihed til selv at gå på opdagelse og potentielt set spille spillet igen og igen, virker næsten hypnotiserende dragende for mig. Nu fik jeg selv lejlighed til at tale med Marc Skoubo fra IO, der lovede at det ville blive det største Hitman-spil nogensinde, og det glæder jeg mig sindssygt meget til at spille.

Alt det andet Men så er der jo også alt det andet, man kan gå at vente på. Det franske økometalband Gojira sender en ny plade på gaden i morgen, hvor vi også langt om længe får den nye slutning til Mass Effect 3, hvor man så kunne håbe, at Starchild var blevet kvalt i vuggen, selvom det desværre ikke tyder på det.

I hele næste måned bliver vi begavet med Summer of Arcade, hvor især Tony Hawk i HD får mig helt op og ringe. De dage hvor man kunne grinde på trekant knappen, var de klassiske dage, som Skate fik ødelagt godt og grundigt, og selv hvis man ikke er til skateboards, får Jet Set Radio også en renæssance denne sommer. Jojo, der er nok at glæde sig til - hvis bare man altså kunne slippe for ventetiden.

Glæder du dig også til Hitman: Absolution og ny Mass Effect 3 slutning? Eller måske noget helt tredje? Kommentarfeltet er dit.

Vrumm. Gasflammens kugle bryder den blå himmels fredsommelighed og indvarsler en ny koncert med et af de mastodontiske metalnavne, der har fundet vej til de ellers normalt røvsyge omgivelser ved det gamle B&W værft i København. Slayer, Anthrax, Lamb of God, Immortal, Soulfly, Marilyn Manson, Gojira, Mastodon mfl. vidner om et afsindigt stærkt og imponerende program på en kun tre år gammel festival, og samtidig var logistikken meget veludviklet. Man stod aldrig længe i kø til hverken mad eller øl, der var et fint udbud af aktiviteter, gode handikapfaciliteter og generelt tænkt meget over at skabe så gode rammer som overhovedet muligt.

Så nu efter at have gendannet hørelsen og kommet mig over en irriterende snue, har jeg derfor tænkt mig at inddele koncerterne i tre anmeldelsesniveauer, og selvom jeg ikke så alle koncerter, så skulle det gerne give et bredt indtryk af festivalen. Så Rock on!

Tættere på himmelen Det var helt generelt afsindigt imponerende var, hvor solidt metalniveauet var. Der blev arbejdet hårdt af samtlige artister, hvor kun meget få faldt igennem. Især Lamb of God står som et af de ypperste oplevelser, hvor forsanger Randy Blythe havde en fantastisk kontakt til publikum, og hvor bandets energi og overskud alene tændte ilden under publikum. Selv nye numre som The Undertow og The Number Six fra bandets seneste skive Resolution fra sidste år blev leveret med en overbevisende tiltro og stolthed, der gjorde oplevelsen mindeværdig. Der var simpelthen ikke en finger at sætte på Lamb of Gods performance, og det er især en fornøjelse at se et så stort band arbejde for klapsalverne. Hvis vi alle er guds lam, så var Lamb of God hyrderne, der ledte os i fordærv, og sikke en fed oplevelse.

I denne kategori faldt også Mastodon, Meshuggah og All Shall Perish, hvor sidstnævnte personligt stod for en af de større overraskelser. Mastodon var også herligt velspillende, hvor skæringer fra de ældre Leviathan og Remission plader kunne findes på setlisten, men når det er sagt, savnede jeg et hårdere set fra Mastodons side, da Hunter pladens mange mere melodiske numre kvæler noget af tempoet. Det var lidt ærgerligt, men ikke nok til at skramme Mastodons pletfrie ry for at levere ved liveoptrædener. Her skal der også falde en ros mod Immortal, der godt nok ikke er rammer mine øreganges med vellyd. Men jeg må dog bøje mig i støvet over det show, de tre ansigtsbemalede nordmænd kunne levere. Der blev skruet HØJT op og spillet igennem, og den attitude og respekt i forhold til publikum er ekstrem vigtig. Arrogance hører ikke hjemme et sted, hvor folk har betalt i dyre domme for at se en, og det havde Immortal fattet til fingerspidserne. Det var flot.

Skærsildens Too big to fail koncerter De helt store og gamle metalnavne gæstede som nævnt også Copenhell. Slayer og Anthrax leverede begge solide trashmetal koncerter, hvor især de midaldrende metalfans fik luftet læderbukserne og kastet djævlehornene. Nu er jeg ikke selv en storfan af thrashen, og savnede derfor lidt mere energi i de gamle cirkuselefanter. Det er immervæk udfordringen ved at hyre så store navne til en festival - at koncertoplevelsen ikke nødvendigvis svarer til publikums forventninger. For et band som Slayer der med lethed kan spille 40000 mennesker op, virker en koncert for 10000 i København som blød opvarmning, og selvom der blev leveret et solidt set, imponerede det heller ikke særskilt.

Nu er der sikkert de første mange, der tænker "Vorherre på lokum, de har spillet i 40 år, hvad regner du med?" osv. Men det var ikke fordi at de gamle og store metalnavne ikke leverede. Det gjorde de. Men man må med rette spørge sig selv, hvilke forventninger man har til så stort et navn, og om det Slayer-navnet alene ikke trækker så meget opmærksomhed, at man kan nøjes med at levere 80 i stedet for 100 procent. Det mener jeg.

Det våde og skuffende punktum i helvede Som i måske allerede har læst i Rasmus' beretning, så lukkede den festlige hr. Manson ballet med pomp og pragt. Vejrguderne havde straffet vores blasfemiske dyrkelse af metalgenren og lod vandet strømme fra et åbent hul i himmelen. Det kunne Manson godt nok ikke gøre for, men det er svære kår at arbejde under. Efter at have lade tæppet falde og åbne med det navlepillende Hey, Cruel World fra hans nyeste plade Born Villian kom erkendelsen. Der blev sørme spillet med bandtrack, så den trætte og uoplagte Manson selv kunne vælge om han ellers gad at synge sine egne numre. Det gad han ikke altid. Der var blevet blandet et set med løs hånd, hvor Disposable Teens, Rock is Dead og The Dope Show kun lige blev leveret med et minimum af troværdighed. Da covernummeret Sweet Dreams (are made of this) blev hevet op af hatten, kunne hverken tålmodigheden eller regnjakken klare mere, og det var blevet tid at vende snuden hjemad. Det var skuffende at se en mand med så stort et bagkatalog af gode skæringer og effektfulde optrædener lirer noget forfærdeligt lort ud af ærmet. Skammeligt.

Men det skal Copenhell ikke høre et ondt ord for. Jeg synes tværtimod, at det er prisværdigt, at man kan stykke sådan en festival sammen med så bredt et program uden at udvande konceptet på nogen måde. Det var et sindssygt flot stykke arbejde, og jeg kommer med allerstørste glæde igen til næste år.

Hvad med dig? Var du på Copenhell eller ville du gerne have været? Fyr en solo af i kommentarfeltet nedenunder. Hell Yeah!