The Last of Us, Fallout, Super Mario, Tomb Raider, Resident Evil, Mortal Combat og Sonic er allesammen spilserier som har taget springet fra deres interaktive ophav til det store lærred eller har fundet plads blandt tv-serierne. Fælles for dem er at det er deres historie, eller univers og figurer der er blevet adapteret. Men i tilfældet med filmen Flow fra 2024 fik jeg en stærk følelse af at der var den bedste filmatisering af et videospil jeg har set. Det er bare ikke et spil som eksisterer.

Så hvad mener jeg? Hæng på lidt endnu.

Flow er en animationsfilm om en kat, hvis hjem oversvømmes, og katten må derfor flygte gennem en genkendelig, men mystisk og mennesketom verden, hvor det er op til seerne selv at afkode årsagen til fortidens efterlade ruiner. Katten må kæmpe for at overleve på en lang, ordløs rejse mod et visuelt klart defineret mål i horisonten. På sin rejse stifter katten bekendtskab med en række andre dyr, der er mere eller mindre hjælpsomme på dennes færd.

<br /> Har du spillet Journey, eller de spil der er kommet i kølvandet på Journey: såkaldte Jouney-likes - er der helt sikkert genkendelige elementer i overstående beskrivelse. Læg dertil at Flow er "filmet" i et langt uafbrudt skud, der gør at du følger katten helt nært, på sammen måde som du gør i det fleste thirdperson spil af denne type.

Noget denne type spil også ofte har til fælles er en smuk og stilfuld gengivelse af natur indhyllet i en melankolsk stemning og følelsen af at civilisationen er gået tabt og naturen er påvirket på grund af menneskelig aktivitet. Tænk Journey, Abzû, Sword of the Sea, Jusant. Der er ikke altid udtalt - det samme er tilfældet med Flow - men som tilskuer har jeg svært ved ikke at koble de forladte menneskeskabte bygninger og genstande kombineret med oversvømmelse i form af en decideret syndflod - som ikke at indeholde et budskab om menneskelighedens plads i- og indvirkning på sine omgivelser. Uden at spolere for meget tør jeg godt røbe at der nær enden af historien er en form for selvofring eller genfødsel der har en form for rensende effekt.

Så hvem skal se Flow? Det synes jeg egentlig at alle skal - i skrivende stund er den frit tilgængelig på biblioteketes udlåningstjeneste: Filmstriben.

Jeg så den selv med mine børn på 6 og 3 år, og selv om den 3-årige blev tabt lidt hen over midten og begyndte at lege på gulvet foran skærmen, blev han alligevel revet med ind igen og så den til ende da klimakset fik fat om ham. Den ordlæse fortælling og kamp for overlevelse føles universel for alle, ligesom det er tilfældet med Jouney-likes. Undervejs havde vi gode snakke omrking ansvar, hjælpsomhed og venskaber.

Men mest af alt er Flow et godt gate-way drug for de folk i dit liv, som du godt gad se prøve kræfter med den slags spil, men aldrig selv ville samle en controller op. For kan de lide filmen, er der ikke andet for end at fortælle dem at så kan de godt selv prøve rejsen mod målet i det fjerne. De fleste Jouney-likes er enten mekanisk virkelig simple og/eller meget tilgivende i sin sværhedsgrad - og kan klares på ret få timer. God rejse.

I Gymnasiet mødte jeg en gut, som jeg blev venner med gennem vores kærlighed til Half-life. Gennem de 3 år på STX nåede vi begge vidst at ramme et vidst niveau af skoletræthed der måske kan forklare det virtuelle eventyr som vi kastede os ud i:

Vi har nemlig gennemført hele Half-life sagaen: fra de første spæde skridt i Black Mesas togvogne, over Opposing Force og Blue shift (tilmed på Hard) til 2'eren og dens episoder (vidst nok på Normal) alt sammen i Co-op. 

Og hvis du ikke mindes at historien i Half-Life kan spilles Co-op i traditionel forstand, ja, så har du fuldstændig ret. Men min kammerat var på tastaturet, hvor han var beskæftiget med at hoppe, dukke sig, skifte våben, lade og gå i de forskellige retninger imens jeg betjente musen hvor jeg styrede retning på vores udsyn, tog sigte og affyrede våbenes primære og alternative funktioner.⌨️🖱️

Og det kræver altså enorm god kommunikation, når man deles om styrringen: nonverbal kommunikation endda.

For det var stort set kun i gymnasiettidens undervisningen at vi spillede - så alle levels var teknisk set også en social-stealth-sekvens i den virkelige verden, hvor de forskellige lærere ikke måtte opdage hvad vi havde gang i, om det så var at undgå elektrisk stød, kæmpe mod regeringsstyrker eller bøvle med savklinger og drabelige fælder i Ravenholm.

Vi havde mange fantastiske og intense øjeblikke: f.eks. kan jeg huske enden af en særlig svær kamp i det første spil, hvor vi var lav på liv og mig der febrilsk hvisker "Reload, Reload!" Og min makker får os kastet i dække, genlader og springer frem og løber sidelæns så jeg på perfekt vis får nedlagt fjenderne og vi overlever... Og uden at vores tysklærer blander sig. 🎯

Mange øjeblikke var komisk kaotiske - imens andre fik det til at føles som om vores hjerner var forbundet på et højere plan. I filmen Pacific Rim er der en gimmick, der er ret uudforsket, med at de der robot-piloter der skal kunne synkronisere hjerner for at samarbejde perfekt - de bruger det ikke rigtigt til en skid i filmen - men jeg har levet det!

Har man spillet gennem Half-life 2: Episode Two, husker man stensikkert den afgørende kamp hvor man er bevæbnet med sin bil og magnetiske bomber, og får til opgave at beskytte et antal bygninger imod de angribende robottyper: Strides og Hunters. Det er et ret intenst endgame hvor man kører rundt i en dal, skifter mellem at være til fods og bag rettet, bruger sin Gravity gun til at slynge bomberne op på de tårnhøje Striders for så at skifte til et skydevåben som man så pløkker bomben med. Der er et hav af taktiske beslutninger man skal træffe hurtigt og talrige tidspunkter hvor man skal have gode reflekser og høj præcision. 

Og dette udspillede sig altsammen inde i computeren, under en uinspireret historietime en søvnig eftermiddag... Og det gik okay for os i starten ,men ikke vildt godt, men godt nok til at der var håb. Men så var vi pludselig tilbage med kun den sidste bygning der skal beskyttes og den sidste Strider lægger an til at skyde.

Har man spillet Half-Life 2 husker man garanteret den ikoniske lyd og måden hvorpå hele skærmbilledet trækkes sammen om dens kanon, i millisekunderne før den affyrer sit knusende skud. Det skete imens vi fik kastet bomben, min kammerat trykkede "q" for at skifte til sidst-brugte-våben, jeg tog sigte og skød - vi troede det var for sent, for lyden og de visuelle effekter fortalte og at nu skete det - men i sidste brøkdel af et sekund sprang vores bombe i luften og dermed vores sidste fjende, inden den fik afgjort kampen til deres fordel. Og vi udbrød begge et kæmpe GISP, der fik vores historielærer til at spørge undrende til hvad der gjorde os så oprørte - og jeg kan sgu ikke lige huske hvilken undskyldning vi fik os rodet ud i, måske at vi bare var så forbavset over mordet i Finderup lade.

Men vi var i hvert fald svedige og fulde af adrenalin og eufori. Min bedste spiloplevelse blev simpelthen skabt af den dummeste idé med at dele styrringen i et singleplayerspil. 😅

Og nu er jeg nysgerrig: Er der andre der har gode historier eller har haft sjove oplevelser med at spille et spil på en helt anden måde end det er tiltænkt?

Og så er jeg også klar på at modtage fan-mails fra alle jer der nu har tænkt sig at tage samme, dumme rejse med en makker hvor i deles om styrringen. 🧔🏽👍🏼

Går lidt rundt med en nyfundne lyst til at snakke om spil og dele sjove historier og minder. Blogformen er oplagt til formålet, i forhold til de tanker jeg har.

Jeg har intet ønske om at have et stort publikum, men ville alligevel synes det var lidt omsonst at nedfælde det, hvis der slet ikke opstår nogen dialog eller ingen modtager er.

Internetforums og også Gamereactor har ændret sig meget, siden jeg sådan rigtig har skrevet den slags her på siden - så jeg vil egentlig bare høre om der overhovedet er nogen der finder frem til brugerblogs? 🧔🏽❓

Læs del 1 her.

_____

Her fortsætter min ønskeliste for næste generation af konsoller:

- Handicap venlighed

Ikke fordi det kommer til at påvirke min spiloplevelse, men jeg ville nu ønske at der som standard i alle spil blev taget hensyn til farveblinde; rødt hold mod Grønt hold er en dårlig idé hvis det er den eneste måde man kan skelne mellem dem.

Det ville også være fedt med et gamemode for folk med nedsat brug af sine hænder. Det må være enormt frustrerende ikke at kunne komme forbi et latterligt Quick Time Event fordi ens hænder ikke virker som de skal. Det kunne være valgfrit i starten. Let, normal, svær, handicappet. Her ville man så have lang tid til at gennemføre QTEs og lignende små minispil der tester vores reflekser. Hvis man er bange for at folk ville bruge et sådan mode til at "snyde" sig til en højere gamescore, så slå achievements fra når man spiller spillet sådan.

Hvis jeg var handicappet og ikke havde muligheden for atspille spillet, eller spille spillet uden achievements. Så er jeg ret sikker på hvad jeg ville vælge.

Man tænker ikke over det når man ikke selv har et handicap, men så sørg for at have handicappede spiltestere.

Jeg ved godt at det er krævende og nok også koster en del penge at tilføje og udvikle ekstra gamemodes, og jeg forventer heller ikke at det indføres i alle spil, men spil som Call of Duty har så stor en fanbase at de må have sin andel af handicappede spillere. De må da, om nogen, have ressourcerne til at give dem en bedre og mere tilgivende oplevelse.

Giv mig solidaritet!

- Tastatur og mus

Når PC vs. Konsol krigen raser drejer det sig ofte om præferencer inde for styring. Det ville være fantastisk hvis man kunne tilslutte sit USB tastetur og mus i ens konsol og så eller bare vælge denne styring under indstillinger.

Det er ikke fordi jeg mener at f.eks. Playstations eksklusive titler som Infamous: Second Son skal til at gøre spillet konvertibelt med denne styring. Men kan det virkelig passe at det er så svært for multiplatformsspil der udkommer samme tid på PC/Xbox/Playstaion at kunne styres med mus på konsol?

Selvom jeg sagtens kan spille shooters med controller, så fungerer det slet ikke for mig med strategispil Red Alert, og jeg kan slet ikke forstille mig at spille Half Life (Episode) 3 med min dualshock.

Giv mig PC styrings muligheder hvor det giver mening!

- Trophies/achievements Sved drypper fra min pande, klikkende lyde nærmer sig, jeg lyser febrilsk rundt i det spindelvævs dækkede rum. Alt for sent optager jeg at den muterede skabning er lige over mig. Den springer og rammer mig, jeg reagerer hurtigt og får presset mig op af muren bag mig så den ikke har mulighed for at flankere mig, da den muterede edderkop rammes af min lyskegle begynder den at ryge, og den trækker sig panisk tilbage. Lyset fra min lygte bager dyret der i smerte vrider sig så meget at den falder op på ryggen og blotter sit svage punkt på maven. Jeg ser min chance, stormer frem og placerer min kniv i dyret som kæmper forgæves for at overleve. Dyret er dødt, men jeg står nu fuldstændig blottet midt ude i det mørke rum, batteriet i min lygte er næsten fladt. Jeg må sænke mit haglgevær og finde min oplader, og så hører jeg lyde fra flere dyr der i ly af mørket omringer mig og... *BLING* Jeg rives ud af oplevelsen da jeg skal informeres om at jeg har fortjent et trofæ ved navn Tortoise. Tillykke...

Metro: Last Light er et fantastisk stemningsfuldt spil, Trofæet ødelagde sku lidt oplevelsen for mig.

Jeg har ikke noget imod trofæer og achievements, i mange spil synes jeg faktisk de er fornøjelige at jage efter historien er slut. Men hvor ville jeg dog ønske at det var valgfrit hvorvidt de skulle poppe op og forstyrre mit spil. For hvor kan de altså bare rive en ud af stemningen eller ødelægge et rørende øjeblik. For en industri der søger i retning af mere cinematiske oplevelse er det mig en gåde hvorfor vi ikke kan fjerne notifikationen der hører med til at trofæ.

Giv mig muligheden for usynlige Trofæer og achievements!

- Hvad med dig, er du enig eller uenig? Hvilke ønsker om ændringer for næste generation har du? Eller hvad ønsker du bare vi holder fast i ?

____ Læs del 1 her.

Fra næste generation af konsoller findes disse punkter nok på de flestes ønskelister: flottere grafik, større verdener, klogere AI, bedre fortalte historier, kortere indlæsningstider, skarpere kontrol og smartere udtænkt gameplay.

Og hey, jeg ønsker dette lige så meget som den næste, men der er andre ting som står mindst lige så højt på min ønskeliste. Ting som jeg ikke synes bliver omtalt i debatten. Så her er min personlige ønskeliste for næste generation:

- Flere Save Slots

Det er virkelig, virkelig dumt når et spil kun giver dig mulighed for at have ét gemt spil af gangen. Kan det virkelig passe at udvikleren holder ved den stereotype gamer der sidder alene i en mørk kælder og ikke kender skyggen af socialt liv. Kunne det ikke tænkes at man var flere personer i husholdningen der deltes om konsollen? Som gerne ville spille på hver deres save? Og 3 save slots, som f.eks. i Red Dead Redemption, er altså bare heller ikke nok.

Giv mig masser af saveslots!

- Enighed mellem spils mellemsekvenser

Jeg elsker et spil med en godt fortalt historie, og selv de halvt lunkne historier følger jeg gerne med i fordi det giver mit skyderi, hopperi og gådeløsningsri kontekst.

Forestil dig at du sidder og ser en mellemsekvens og pludselig ringer det på døren.. Eller vandet koger over ude i pastagryden... Eller en lignende situation der passer ind i din hverdag. You name it. Du trykker på start, mellemsekvensen pauses, og du tager dig af situationen. Efterfølgende sætter du dig tilbage foran skærmen og fortsætter hvor du slap.

Jeg ved godt dette er gældende for mange spil, men jeg ville ønske at det var for alle, og det skulle være den samme knap i alle spil.

Jeg hader når jeg spiller et spil og jeg ikke aner om ét forkert knaptryk springer mellemsekvensen over og så forstår jeg ellers intet af hvorfor der er rumvæsner i mit hus, min bedste ven forsøger at slå mig ihjel og at jeg pludselig ikke har nogle af mine våben længere.

Desuden savner jeg muligheden for at skippe alle mellemsekvenser så længe spillet ikke indlæses. Der er de folk hvor historien rager dem, hvorfor skal de tvinges igennem den? Og jeg mister nok også selv interessen i min fjerde gennemspilning.

Giv mig pause knap og mulighed for at skippe alle mellemsekvenser!

-Undertekster:

De fleste spil har det, men ikke alle. Jeg sætter dem ganske enkelt altid til, da du let kan misse en del af dialogen hvis du lige affyre dit våben på det forkerte tidspunkt, eller kommer til at tænde for en radio lige når du får noget vigtigt at vide.

Tilføj også undertekster for hørehæmmede. Gamere med nedsat hørelse vil også gerne vide at der er et stort monster bag dem, eller at personen råber frem for at hviske. Lad os justere hvor vidt vi vil have vores spil tekstet eller ej, og lad os vælge til hvilken grad.

[råber] "Giv mig altid valget om undertekster!"

- HUD og kontrol valgfrihed.

Jeg er tidligere PC gamer, og har ikke ejet en konsol før jeg købte min PS3 i 2009, og det var et chok for mig hvor få mulighederne er under options/settings/indstillinger på konsol. Hvorfor fanden må jeg ikke fjerne mit sigtekorn hvis jeg bedre kan lide at spille uden? Hvad nu hvis jeg slet ikke bruger det minimap? Nej altså, jeg kan langt bedre lide at hoppe på X... Vent, hvad? skal jeg sigte ved at trykke på højre pind?

Størstedelen af spil på konsol giver dig ikke mulighed for at ændre styring og fravælge dele af ens HUD... Hvorfor?

Giv mig muligheder under options!

- Hvad med dig, er du enig eller uenig? Hvilke ønsker om ændringer for næste generation har du? Eller hvad ønsker du bare vi holder fast i ? ____ Del 2 http://www.gamereactor.dk/blog/emil_nissen/111941/