Autisme er noget vi alle har en mening om. Det er dog et tabubelagt emne, fordi at sind, erindringer og tanker ikke er noget man kan bevise 100%.

Spring til afsnittet "konklusion", hvis du ikke føler at du behøver at læse en lang, hård historie. Jeg anbefaler dog at du læser det, så at du forstår mine meninger og konklusioner 100%.

Efter at have bemærket hvordan borderline "lyder" (ret mig hvis jeg er forkert på den; du ved hvem du er :) ) så tænker jeg at jeg heller ikke vil lægge låg på... Mit. At lægge låg på noget, er i min forstand at gemme viden som måske kan være af en vis betydning, og derfor vil jeg ikke lægge låg på det. Men psykologer vil højest sandsynligt ryste hovedet over udsagn som denne blog vil indeholde - højest sandsynligt fordi at psykologer oftest ikke selv har nogen psykisk lidelse.

Jeg har en fortid som autist, nærmere betegnet "Paranoid skizofren med tidlige psykotiske træk", som var diagnosen for kun 3 år siden. Men det kunne ikke fastsættes, da jeg som "patient" kun var 15 dengang, og kun en myndig person kan diagnosticeres med skizofreni af hvilken som helst grad. Men hvad (hvorfor) er dette?

Nu lyder det måske bizart at sige at psykologerne var vildledt. Men det var ikke deres skyld. Jeg var ikke vant til at kommunikere med folk før jeg blev omkring 16. Derfor kunne meget af det jeg sagde misforstås, da jeg var grammatisk korrekt det meste af tiden, men mange sætninger var ufuldendte og indeholdte mange banale ord. En diagnose bliver ofte konkluderet ud fra den mest pålidelige kilde - nemlig patienten selv. ... Det er så ikke så smart, hvis patienten ikke er god til at formidle.

Husk de basale træk der findes hos stort set alle "autister". Grunden til at de helst undgår øjenkontakt er ikke fordi at de er asociale, ikke fordi at det gør ondt. Men det er fordi at en autist vil forsøge at læse personen, for evt. at kunne finde et fællestræk. Det vil ofte ende med nederlad, og misforståelser, og derfor stopper en "autist" med at have øjenkontakt.

Grunden til at "autister" har en meget lav tolerance for støj, og endda baggrundslyde, er ikke pga. lav tolerance, men fordi at de ikke kan filtrere lyde. Alle lyde er der lige meget fokus på, og derfor vil for mange lyde ende i en myriade af tanker. Forestil dig at stå midt i en rundkreds, hvor hele rundkredsen råber tilfældige ord i hovedet på sig - sådan vil en kantine i frokostpausen lyde for en "autist". En erfaren "autist" har lært at leve med det, og derfor lukke sig selv inde i en skal når sansestormen raser.

Nå, nu ikke rode for meget rundt i introduktionen af hvad bloggen egentligt skal handle om. Håber ikke jeg har hægtet dig kære læser af.

Selv psykiateren har for nyligt udtalt at jeg var en utroligt speciel patient, idet at jeg nægtede mange af de påstande han havde, samt nægtede at medikationen havde nogen som helst positiv effekt, og at gå i specialskole for "børn og unge med specielt krævende behov" var den største grund til mine problemer (som var antisocial opførsel - nægtede at kommunikere med lærere eller psykiatere fordi at de havde en negativ påvirkning på sindet). Han var delvist enig i min påstand om at jeg havde "kuréeret" mig selv. Han mente dog at medikamenterne havde en positiv effekt i en begrænset periode, hvorefter jeg spurgte: Hvilken periode? Hvilken effekt? - hvilket han nægtede at svare på, fordi han ikke kunne komme med noget specifikt (Havde virkeligt lyst til at tvinge ét eller andet ud af ham, det var trods alt 7 år vi snakker om, som han ikke virker til at vide noget som helst om).

Sidste fakta for at have grundlag for mine udtalelser. Medikation giver mere ofte end ikke tiks, højere appetit (som selvgølgeligt kan medføre fedme), dovenskab (fordi at Risperdal/risperidon, ritalin, Xanor mm. formindsker sanseindtryk og blodtryk), og i værste fald kan de faktisk give flere negative symptomer. Jeg har set det så mange gang blandt andre "patienter". Nogle er så "dopet" at de har givet op. Simpelthen bare se sig enig i alt psykiateren og "special-lærerne" siger, og skovl medikation ind. R.I.P NJ og JN - ofre af risperidon og Xanor overdosis.

Konklusion og mening:

Efter 7 års kamp, blev jeg udskrevet. Lige før jeg fyldte 18. Kig på diagnosen. Da jeg var 15 år, så blev jeg diagnosticeret med skizofreni, som ikke kan fastlægges før at jeg er myndig. At de udskriver mig lige før jeg bliver myndig, i en pludselig beslutning, og stort set lige efter en optrapning i medikation, ser rimeligt mystisk ud i mine øjne. Det ligner utroligt meget at de har taget fejl. Tænk på det her: Hvis du er rask, normal, ligesom alle andre, og bliver lukket ind i en skole hvor at elever har akavede (a)sociale træk, og hvor du ingen kontakt har med andre elever i undervisningstimerne, så ville du da også protestere med al kraft? Hvis man bliver straffet med fængsel eller institution, men du ved at du er uskyldig, ville du så ikke bruge alle midler for at undgå straf, eller slippe ud hvis du er uskyldigt dømt? Psykiateren så det som endnu et led i diagnosen, da en paranoid person oftest vil nægte al diagnose - Smart måde at straffe en stædig, kampklar person? Børn og unge som modtager medikation imod "psykiske lidelser" er forsøgskaniner, og det er faktum. Der er rimelige videnskabeligt belæg for at det skulle virke, men utroligt meget levende bevismateriale for at der er utroligt specifikke krav for virkningen, såsom miljø, kost, energiforbrug, omgangskreds, endda petitesser som syn og hørelse.

Et budskab. Venligst lad medikation være den sidste udvej for et svært barn. I min mening burde du først bruge det, hvis du mener dit barn fortjener det værste. Jeg har haft kræft, jeg har mistet familiemedlemmer, jeg har nære familiemedlemmer som nægter at kendes ved mig, men ingen af disse ting kommer bare en smule tæt på at være lige så ødelæggende som medikation og psykiatri.

"Forældre og børn med vanskeligheder, må i aldrig bukke under for den nemmeste læsning. Intuitonen forfalder aldrig, men hold fast i dem. Hvis det endeligt er, så læs og lær alt om medikamenterne, og observer dine børn/dig selv tæt. Lad dem vide, at du elsker dem, at alle elsker dem. For kun det, kan forevige livet, som jo bygger på livets glæder."

Fremtvunget efter NJ og JN's nylige død, men ikke farvet af det. Nu kan jeg bare ikke lade den delvise sandhed bag dette ligge gemt.

Spørgsmål er mere end velkomne, siden jeg selvfølgeligt umuligt har kunnet skrive bare en brøkdel af historien. Feedback, eller efterspørgsel for en evt. serie hvor hele sandheden kan uddybes er velkomne. Men kun hvis du ser dig enig.

Til sidst vil jeg sige, at dette på ingen måde er et angreb på psykiatri og psykologi, men feedback, og en ægte historie som ikke er farvet, for at sætte fokus på en sjældent beskrevet sandhed.

Denne "blog" berører et følsomt emne, som derfor må portrætteres gennem et mindre digt, eller væg af tekst, hvad end du vil kalde det.

Endnu et farvel til dig Hvem end du var Undskyld mig For alt jeg har

Forlist Berøvet Forvist Overstået

Grænser som ingen kendte For ej var der nogen der turde Trodse mængden midt i alt dette Den mængde jeg nu engang kendte

Minder evigt forlist Dem jeg blev berøvet Minder evigt forvist Evigt overstået

Kastet bort i en sæk Ej får de i morgen at se I morgen kigger væk I ren og skær askese

Hvad du end var Var du nødvendig Hvad jeg end har Er ufuldstændig...

Vi kender det alle. En uforklarlig, irrationel barriere i mellem dig, og en anden person. En barriere du gerne vil have væk, men du ved ikke hvorfor - og måske ved den anden part heller ikke hvorfor den eksistere. Måske vil han/hun også gerne fjerne den?

Nu skal det jo ikke være alt for filosofisk, så her kommer ét eksempel fra det virkelige liv: Er til en fest. Som altid går jeg ud på dansegulvet. Jeg bliver efter 2 minutters solodansning inviteret til dans, af en køn pige fra 3. g (jeg går på 2. g). Vi danser, smiler til hinanden, hurtig dans, tæt dans, solodans. Jeg introducerer mig selv, og hun introducerer sig selv, og vi snakker lidt bagefter. Det ender med et intimt kram, indtil hendes veninder spørger om hun vil med hjem til dem og sove ud - det er jo trods alt klokken 01.00.

Nu ser jeg hende stort set hver dag, fordi at 3. g's klasseværelse næsten er lige ved siden af 2. g's. Udveksler altid et smil (Hvilket alle piger gør alligevel når det er mig, af en eller anden uforklarlig grund), og jeg fanger hende nogle gange i at stirre på mig. Vi har slet ikke ytret et eneste ord til hinanden siden. Det føles som om der er en glasmur i mellem os, som jeg ikke kan bryde, fordi at jeg ikke kan få mig selv til at starte en samtale når der er andre omkring - hvilket der jo som regel altid er i en gymnasiekantine. Så jeg har ingen idé om hvad jeg skal gøre, når vi begge åbenlyst er generte. Apatisk som altid, eller må jeg bare tage chancen og sige, "det kan på ingen måde skade...":-k

Plejer I at gøre noget i sådan en situation?

Bemærk! Læs part 1 før du læser denne.

Jeg vælger at genfortælle kemoterapierne meget kort, og derfor er jeg nødt til at gøre det på en ret poetisk måde. Dette er nemmest for mig, da alt var... Tåget. Det er utroligt svært at fortælle.

"Første uge ovre, med højt håb, og stille skrig. Medicinen der strømmer gennem årerne, indhyller dig i tåge, som for at beskytte mod Døden. Men Døden er som drømme; den der tror på det, kan opnå det. Derfor undgår jeg den, og smiler til den. Kræft er ubeskriveligt. Men jeg kan sige, at man forstår livet efter".

Så var de 4 ugers kemoterapi ovre. Altså, fordelt over 3 hårde måneder. Jeg var så træt, at da lægerne fortalte mig, at nu er det meget sandsynligt nok, svarede jeg bare med et stort smil, og glædestårer. Så det bliver fejret (vel at mærke et par uger efter, for appetitten skal jo tilbage igen).

3 uger efter kommer svaret. Jeg skal opereres, for knuderne er der stadig. Uden kræftceller i, dog. Det er dog et stort indgreb, så er nødt til at tage til rigshospitalet.

OBS!!! Lad vær med at læse den næste spalte, hvis du er i gang med at spise. Jokes med diverse organer kan forekomme.

Jeg får detaljerne på operationen, af overlægen som skal observere mig den uge, eller de par uger hvor jeg er indlagt. For det første skal et par ribben bøjes, og en lunge tappes for luft, for at de kan nå ind til en af knuderne. Og så skal din mave bogstaveligt talt skæres op, for at vi kan komme ind til 2 af knuderne, som jo er dem der presser på din lever og nyre. Jeg tænker bare, hvis det er det der skal til, og det jo nok er den sidste operation der skal til, så er det jo fint. Jeg siger så til overlægen "Får man knuderne tilbage i et glas, som et trofæ?". Han griner, og siger så: "Nej, vi er nødt til at beholde det, som et led i kræftforskningen. Du kan få et billede af dine tarme? siger han, småfnisende.

OBS: Joke done.

Operationen lægger jeg jo selvfølgeligt ikke mærke til. Tid er dog helt glemt da jeg vågner. Vågner i en slem tåge. Forestil dig at du kun lige præcis kan se at det er din mor der har vækket dig. Andet kan kun lige ænses som silhuetter. Jeg starter med at hoste, fordi at halsen kradser (et rør skal der til for luft, heh), og får en enorm smerte! Min mave føltes som om den var lige ved at revne (Mærkeligt hva', har jo lige fået et ordentligt guttercut...).

Juleaften kommer dansende om hjørnet, dog uden træsko, for kan slet ikke høre det. Juleaften bliver fejret, med glæden over at jeg nu har spist fast føde, første gang i 4 dage efter operationen. Hvilket så bestod i havregryn på yoghurten, heh. Risengrød blev der så en bitte skål af, dog med efterfølgende kvalme (intet ondt om kokken dog, det smagte fint).

Well, så må jeg jo sove igen.

PS: Part 3 bliver slutningen, og regner med at jeg får den skrevet... Snart?

Et kæmpestort emne, som alle nok er bekendt med, på et eller andet plan. Jeg har selv oplevet det i egen krop, i en i forvejen lidt hektisk tid. Så jeg tænkte på, at nu hvor der findes alle mulige enten solstrålehistorier, eller negative historier, vil jeg nu skrive om min egen oplevelse, som måske virker for glad. Jeg har haft en barsk tid, og én sætning som mine plejeforældre og min mor blev enig om passede om mig, og kun mig er: "Tænk at en person på (dengang) 17 år, kan sige at sit bedste år har været det år hvor han fik konstateret kræft". Det passer, og de næste blogs fra mig, kommer til at handle om det...

Ferie. Sikke en ferie.

Østrig, høje bjerge, høje temperaturer, men også høj smerte i lænden. Det blev det til, 3 dage inden i ferien. Smerten sneg sig langsomt, og blev til sidst u-udholdelig. Så vi gik til den lokale læge i Skt. Johann in Tirol. De mærkede i maven og lænden. I maven fandt de en meget stor knude (på størrelse med en voksen, knyttet næve) i maven på mig. De ville så have mig til Danmark, så jeg kan få tjekket hvad den indeholder. For hvis det nu skulle ske at være kræft, så skulle jeg helst ikke ende med at blive i Østrig i årevis. Fra Østrig til Danmark = 3 døgn, pga. nogle lettere ubehagelige mennesker fra Alm. Brand forsikring. 18 timer fra Østrig til Danmark uden lægeopsyn, arghh... Det endte dog med et forlig, hvor det så vil tage 4 timer.

Højt humør, som jeg nu plejer at have det. Grinede lidt over en joke, med at knuden måske indeholdte al den sodavand jeg nu drak de første par uger i ferien.

Så befinder jeg mig pludseligt i Odense sygehus. Jeg møder nogle læger, som er i højt humør, som smitter af på mig. Der venter det de kalder en "fin-nåls biopsi". Så tænker den unge gut bare, "Spændende!". Får sat drop i af lægen der ledsager i biopsien, og jeg griner halvt nervøst, og halvt af den iskolde væske der strømmer gennem venen. Lægen lignede en der aldrig har oplevet en med så højt humør inden en biopsi.

Biopsien blev taget, før de havde testet om jeg var ordentligt bedøvert, hvilket jeg IKKE var. En 20 cm lang nål, lige ind i maven, det skal jo gøre ondt, og det gjorde det. Aldrig i mit liv havde jeg oplevet så stor smerte.

1 uge senere kom resultaterne. Jeg blev inviteret ind i et rum af nogle (ret overraskende) knapt så positive læger. De snakkede lidt om hvad jeg skal gøre mig beredt på. Som den teenager jeg var, tænkte jeg bare "Kom nu videre, jeg skal bare vide hvad der er galt". Så kom ordet kræft. Tankerne fløj rundt, mor og plejeforældre grædende ved min side. Jeg tænkte imens "De har det godt nok dårligt, over at jeg har kræft. Jeg tager det som en spændende oplevelse, for lægerne siger jo at chancerne for overlevelse af testikelkræft er over 90%. Feber når da næsten derop, så hvad er der galt i det?".

Første uges kemoterapi er gået i gang, og jeg møder nogle dejlige humørbomber af nogen læger. Dejligt, for jeg er nemlig lige kommet herud fra nogle rimeligt triste plejeforældre, som tror jeg har brug for alenetid. Næ, jeg vil egentlig bare have det sjovt. Selv kræft bliver jo ikke nemmere af at man får tid til at tænke over det. Nå. Jeg ser det som spændende med alle de sjove slanger de føre ind gennem et kateter i mit bryst. Spørger entusiastisk ind til hvad det egentlig er de strømmer gennem min krop, og hvilke bivirkninger de har. Laver selvfølgelig et par jokes om det med at man skal spæne frem og tilbage mellem toilettet med et rullende "juletræ" som er sit nye kæledyr. Værelseskammeraten viser sig at være en hyggelig fætter, hvilket er dejligt, da man skal være sammen med ham 24/7 i en uge. Vi snakker om fodbold, musik og dagens nyheder, og laver jokes om kræft og behandlingen dertil.

Nå ja, nu skal jeg jo starte i gymnasie (HHX). Spændende! Alle finder hurtigt ud af at jeg har kræft, og jeg får en hel del respekt grundet det at passe skolen samtidig med kræftbehandlingen. Det er en utroligt god klasse, hvor der ikke bliver holdt for munden når der bliver talt, og hvor alle klinger godt sammen på kryds og tværs.

Nøj hvor bliver det et godt år med gymnasie, fester, nye venskaber og kræft.