Jeg havde en spøjs oplevelse da jeg genspillede Ubisoft's XIII for ikke så længe siden. Jeg kunne på mange måder huske handlingsforløbet, og dermed også en del af banernes rækkefølge, men på forunderlig vis var det ikke noget der gjorde at jeg kedede mig/blev distraheret. Det var som om der gik en slags sport i det at gennemføre det hurtigt, fordi jeg kendte alle spillereglerne. Spillet har endda nogle temmelig åbenlyse mangler efter dagens standard, som beskidte checkpoints, Kamikaze-AI, upræcise sigtemidler og bosskampe med tumpede mængder liv.

XIII vil dog for mig altid have en meget tidløs gulerod, da det visuelle design rammer helt plet. Det er ikke hos alle gamere at Cel-shading vinder indpas, men eftersom XIII er baseret på en belgisk tegneserie af samme navn så er der ingen vej udenom. Det er meget gennemført at klassiske lydord dukker op på skærmen, i forbindelse med eksplosioner og dødsfald, såvel som tegneseriepaneler der bruges som en slags kill-cam og til at vise ting udenfor ens synsfelt. Man skal se selv det udfolde sig vil jeg tro.

Gennemspilningen mindede mig i bund og grund bare om dette lidt sjove fænomen, som måske kan være svært at gøre op, i forhold til når man snakker om genspilningsværdi for et givent spil. Jeg har nemlig helt sikkert oplevet det før, da jeg vel tog min fem-sjette tur gennem det originale Max Payne for 2 år siden. Og det var endda den inferiøre PS2 version, da det var det der lige var tilgængeligt. Max Payne's fortræffeligheder kan jeg snakke længe om, men det korte og det lange er, at det for mig er et af de spil som stortset spiller sig selv.

Så prøvede jeg da at tage springet ud i blogosfæren.. Har du haft en lignende oplevelse med et spil du er vendt tilbage til, for at se om du stadig har krammet på det?

Al feedback er meget velkommen.