De fleste af os er spændte når E3 nærmer sig, men denne gang er jeg næsten mere nervøs. Min entusiasme dræbes af udsigten til en spil-fest i dollarens tegn.

Jeg vendte for nylig problematikken omkring de mulige DRM-løsninger samt betaling for at spille brugte spil på fremtidens konsoller med vennerne, og der var en bred konsensus om, at det sandsynligvis ville koste udviklerne flere penge end de ville tjene. Det lyder ulogisk, men der er faktisk et solidt ræsonnement bag det.

Jeg køber mange spil, og jeg er som regel aldrig bange for at smide pengene efter nye IP'er og andet, men jeg venter ofte til de enten er faldet i pris, kan fås brugt eller jeg kan låne det af en ven.

Der er altid en hvis usikkerhed forbundet med at prøve noget nyt, og af og til får man da købt noget som man ikke bryder sig om. Det kan man så sælge igen, eller bytte væk til en vennerne, som gerne vil prøve det.

Jeg har købt mange spil brugte, som jeg ellers ikke ville have givet en chance. Og nogle af de spil, var startskuddet til en kærligheds-affære med en lang serie af spil, hvor jeg har brugt tusinder af kroner på at købe de nye spil på release-dagen og DLC i stride strømme.

Problematikken ved kun at kunne købe nyt, er at mange nye IP'er aldrig ville få en chance, fordi meget få ville turde tage chancen på noget nyt og uprøvet. Det ville gøre markedet endnu mere ensrettet end tidligere, og kvæle nye og spændende idéer.

Der er mange serier, som jeg aldrig ville have taget chancen med, hvis jeg ikke havde kunne købe dem brugt eller få dem fra vennerne, og på den måde ville udviklerne aldrig have tjent en klejne på mig. Måske havde jeg købt det engang når det faldet langt ned i pris, men til den tid kan de manglende salgstal både have dræbt IP'en og måske endda studiet bag.

Bare en simpel ting, som at låne et spil af en ven, har fået mig til at ligge mange penge i udviklernes lommer, fordi jeg har forelsket mig i spillet, og købt en kopi til mig selv.

Det forundrer mig til stadighed, at spilbranchen gør så meget for at kvæle den kreativitet der skabte den i sin tid. Den kreative frihed taber terræn til grådighed og knusende kedelig ensrettethed og skabelonskårne sequels år efter år, og den nye generation lader til at blive værre end nogensinde før.

Jeg håber inderligt, at jeg tager fejl, og at Sony's lille nye vil redde dagen med ingen restriktive online-krav, DRM og betalinger for brugte spil, men jeg tør ikke sætte mine forventninger for højt.

Jeg har en snigende fornemmelse af, at min kærlighedsaffære med konsollerne og de skønne eksklusive titler snart er ovre, og at pc'en bliver min eneste platform i fremtiden, for der tillader priserne i det mindste at man tager chancen med de nye titler.

Hvad gør et spil til en klassiker? Det er et utrolig subjektivt spørgsmål, når man tænker over det.

Siden jeg første gange satte mig ved en Commodore 64, for næsten tyve år siden, har jeg været bidt. Men de spil jeg for alvor husker, det er dem som gjorde et helt særligt indtryk. Det er de spil jeg stadig hiver frem med jævne mellemrum, for at minde mig selv om, hvad virkelig fantastiske spil-oplevelser er. I den samling, i min personlige top tre, står Mafia - ikke toeren, men originalen.

Det første spil var udviklet af en flok tjekker, bedre kendt som Illusion Softworks, som ingen dengang havde hørt om. Og det gjorde i sandhed Mafia: City of Lost Heaven til en overset perle.

Jeg fandt min kopi i 2003, et år efter release, i spanden med billige spil i Gamestop. Jeg manglede noget billig underholdning, og da jeg lige havde set Godfather-filmene lød titlen ganske interessant, og det røg med mig hjem. Jeg købte tre for 100 kr. men kan ikke erindre hvad de to andre spil var, for set i sammenligning var de ligegyldige.

Mafia var præcis hvad jeg ønsker mig allermest i et spil om Mafiaen; masser af action i missionerne, høj sværhedsgrad, masser af periodekorrekte biler og tung røg, sprut, jakkesæt og korruption, vold og mord. Alsammen bundet sammen af en følelsesladet historie fortalt i tilbageblik, med en fantastisk krølle på halen til allersidst.

Rent mekanisk er det et gammelt spil. Grafikken er næsten grinagtig i dag, men efter 2002-standarden er det glimrende, og lidt modding kan redde meget.

Alderen til trods fungerer det. Styringen af 1920'er bilerne er tung og accelerationen tilpas langsom. Våbnene siger de rigtige lyde, og en lang byge med en tommygun trækker sigtet mod skyerne - ganske som det skal. En nævekamp er derimod en ret fesen affære, så det er heldigt at det mest er krudt og kugler der taler.

Missionerne (der er en hel del) er variede og spændende, og selvom spillet er fra samme tid som GTA 3, var jeg faktisk mere opslugt af Mafia end førnævnte.

Du skal røvertogt på havnelager, skuddueller i høj fart på vejene omkring Lost Heaven (ja, navnet er så pænt cheasy), du skal smide molotovs efter biler, stjæle luksusbiler og bryde ind i overklasse-villaer - og det er kun toppen af isbjerget.

Hvis du ikke er vant til old-school svære spil, så får du nogle grimme overraskelser undervejs i Mafia. Der er ingen kære mor. Den uhyggeligt dumme AI får dig i problemer et par gange undervejs (specielt i et hvis parkeringshus) og fjender skal ikke skyde dig meget før du ligger med stængerne i vejret. Og politiet i Mafia, giver bestemt heller ikke ved dørene. Du kan endda få en fartbøde for at køre for stærkt ;)

Jeg tror næsten ikke, at jeg kan sælge spillet bedre, end jeg har gjort her. Alt hvad jeg kan sige er, at du gør dig selv en tjeneste ved at spille det! Men for guds skyld, vælg pc-versionen. PS2-versionen er en rædsel, intet mindre.

Så er den her! Den nye Xbox, som til alle store overraskelse ligner en VHS-afspiller fra 80'erne.

Jeg ved, at et godt gaming-marked (som alle markeder) grunder i konkurrence. De fantastiske oplevelser i denne nu snart forgangne generation var foranlediget af en evindelig skyttegravskrig imellem Sony og Microsoft (med tilhørende fanboys), så hvad var det lige der skete for Microsoft igår?

Microsoft brugte deres tid på at præsentere en maskine som ganske utroligt kunne køre spil, browse nettet og se film samtidig! Rent trylleri! Hvis man ser bort fra, at vi har kunne præcis det samme på pc i årevis.

Men efter en præsentation, hvor ordene "TV" og "sports" blev vold-brugt på fuld hammer, og vi fik bekræftet at den næste Xbox tydeligvis er Amerika-centrisk. Mere præcist er den rettet til de ca. 20-årige amerikanske mænd der elsker sport, online skydespil og score-kareter / dyre sportsvogne.

På nær for kærligheden til bilerne, så er det ikke mig, og nok heller ikke dig, hvis du er nået hertil i min lange brokke-blog. Men, hvis det Microsofts målgruppe, hvad er der så i godteposen for core-gamerne? Altså, alle os der elsker intelligent gameplay, dybe historier og sjove og skøre indiespil? Tja..

Faktisk ikke rigtig noget - indtil videre. Vi fik løftet om masser af eksklusive titler, men hvad vi så var en slatten prut på et kvarter til allersidst med et par gamle travere (Forza, COD etc.), samt en enkelt kryptisk trailer - ganske vidst var det Remedy, så jeg vil ikke dømme det ude på en slatten trailer (det kan jo være næste års GOTY, hvem ved).

Men min pointe er, at det tydeligvis ikke var en spil-konsol de prøvede at sælge. Der var intet for dem, som gjorde den første xbox til en succes - nemlig gamerne.

Ok, ok.. der var en next-gen vovse, men eftersom det er det bedste jeg kan komme på, så mener jeg at det var en sørgelig forestilling.

Vi fik at vide, at Microsoft gemmer en masse titler til E3, men de får også hårdt brug for at komme igen efter præsentationen igår.

E3 kan bringe alt det vi ikke fik at se i går, men hvad det ikke kan ændre på er Microsoft absurde forretnings-beslutninger, som tydeligvis grunder i uhæmmet grådighed: betaling for at spille brugte spil, ingen kompatibilitet og online-krav.

1. Betaling for brug af spil udenfor ens egen konto. COME ON Microsoft, det er sku for galt! Så er det nemlig slut med at låne og bytte med vennerne - en af de bedste ting ved konsollerne!

I praksis har det været sådan længe på pc (Steam fx), men det er til dels acceptabelt grundet lavere pris og fordele som modding etc. Det skal lige nævnes, at den praksis Steam bruger, hvor det ikke er muligt at videresælge brugte produkter faktisk er i strid med EU-lovgivning, men fordi Steam er amerikansk er de pænt ligeglade.

Men at sætte en sådan begrænsning på konsol-spil virker som et skyde sig selv i foden, når Sony ikke opsætter lignende restriktioner.

2. Ingen bagud-kompatibilitet. Fair nok, det tilbyder Sony heller ikke, men i det mindste har Sony en god grund pga. af skiftet fra den special-designede cell-chip til en mere konventionel pc-struktur. Det kan Microsoft ikke undskylde sig med, og derfor lugter det grimt at grådighed.

3. Man skal på internettet en gang om dagen for at kunne spille offline, dvs. at du ikke engang kan tage den med på ferie i sommerhus, hvis du ikke har internet derude.

Alt i alt bliver det et foreløbigt nej tak, Microsoft. Gameren er ikke vred, gameren er skuffet!

Jeg er glad for min PS3 - helt bestemt. Men over årene har haft den har jeg brugt temmelig mange penge på spil og DLC. Jeg har mine hylder derhjemme bugnende med mine favoritter, og også en lang og omstændelig liste af PSN-spil MEN - og det er et stort fedt men - hvad sker i den nye generation?

Den nye x86-arkitektur i PS4'eren tillader ikke direkte bagud-kompabilitet, og indtil videre ved vi faktisk intet om hvad der sker med vores biblioteker af spil. Hvad hvis det meste af din samling er købt på PSN? Vil Sony give dig adgang til alt du har købt via streaming (via Gaikai) - og bliver det måske endda imod betaling?

Jeg frygter, at grådigheden tager over med den nye generation af konsoller, og selv hvis vi kan få adgang til vores bibliotek af titler (som vi har købt og betalt én gang allerede), så er det mod betaling. Kort sagt, så kan Sony holde din spilsamling som gidsel, indtil du hoster op med penge.

Jeg beholder selvfølgelig min PS3 når PS4'eren kommer, men når den engang dør, hvad gør jeg så? Måske kan jeg finde en brugt på et loppemarked, men hvor længe understøtter Sony online-funktioner på PS3'en? For selv, hvis jeg bare køber en ny, så er det jo ikke sikkert at jeg kan få adgang til alt det jeg har købt på PSN.

Mit spørgsmål og min bekymring er om vi - som både gamere og forbrugere - i virkeligheden er blevet ført bag lyset, af alle løfterne om den digitale fremtid; har vi i virkeligheden kun lejet vores spil på ubestemt tid?

Jeg frygter, at grådigheden stiger Sony og Microsoft til hovedet, og at vi vil skulle betale igen og igen, for spil og DLC vi havde købt på PSN i PS3-dagene, når de unægteligt engang bliver ported over til PS4'eren.

Jeg ved ikke med jer, men jeg er træt af at betale og betale, og jeg tror, at det er nu vi som forbrugere skal sætte foden i jorden og sige, "fandme nej!". Hvis det er næste konsol-generations realiteter, så skal jeg i hvert fald ikke være en del af det, for som det gamle ordsprog siger, "fool me once, shame on you. Fool me twice, shame on me."

Vi har fået rettens ord for, at vi har ret til at videresælge digitale produkter, fordi vi ejer dem - ganske som en fysisk kopi. Men branchen har stadig ikke lyttet, og det er stadig umuligt, fx på Steam, Xbox Live og PSN.

Jeg håber, at den næste generation, bliver den generation, hvor vi som forbrugere trækker en linje i sandet, og siger nej til at blive taget ved næsen, og nej til helt afmarcherede holdning om at det vi køber og betaler, kun er til låns. Vi skal tage ejerskabet tilbage!