Er det nu tid igen? E3 har været over os, og vi er blevet bombarderet med nye spiltitler, nye trailere og ny information. Af denne grund har det været svært at finde min absolutte favorit trailer. Der har været flere titler, der har imponeret med deres potentiale og muligheder. Far Cry 4 var lækkert, interessant og tog skridtet videre fra sidste titel. No Man's Sky efterlod mig med kæben på gulvet over dets høje tekniske kvalitet. Batman: Arkham Knight var en mundfuld, og viste hvordan det næste stadie af Batman så ud. Mange andre spil satte sig også fast hos mig, og flere af dem skal nok få en tur gennem min maskine, men det spil der imponerede mig mest er følgende:

Uncharted 4: A Thief's End. Hvis ikke man kan få The Last Guardian, så må man jo tage det næst bedste ;-) Men wauw. Jeg er muligvis en smule farvet her, da Uncharted er en af mine absolut yndlings spilserier, men jeg føler at dette er berettiget. Naughty Dog har bevist, at de kan deres kram. Uncharted 3: Drake's Deception og derefter The Last of Us, har sat sig som nogen af mine bedste spilminder, og derfor er det ikke mærkeligt, at Uncharted 4 er mit mest ventede spil fra dette års E3 - en plads som det har holdt fast i siden den første teaser.

Spillet ser jo også vanvittig lækkert ud. På trods af at det kun var en cutscene, så var det en lækkerbisken, som meget få titler kan rivalisere med. Naughty Dog har i alle deres Uncharted spil været gode til, at få en grafisk sammenhæng mellem gameplay og cutscenes, og derfor er det forventeligt, at Naughty Dog har tryllet med Playstation 4's kræfter, og endnu engang har skabt en grafisk perle - sandet på Nathans tøj, rifterne i hans ansigt, den tropiske jungle; det hele ser afsindigt godt ud. Og så centrerer historien sig omkring en ukendt pirat skat, og hvis der er noget vi har lært, så er det at pirater er badass.

Jeg ejer endnu ikke en Playstation 4, men dette E3, og specielt denne titel (samt Assassin's Creed: Unity), har gjort, at købet nok sker inden for en overskuelig fremtid. Jeg er klar til endnu et eventyr med Drake - one last time.

SPOILER SPOILER SPOILER SPOILER SPOILER SPOILER

Jeg vil starte med at sige, at The Last Of Us er et af de bedste spil, jeg nogensinde har spillet. Gameplay der er så finjusteret, at det er svært at finde en lille ting, der føles bare en lille smule malplaceret eller unødvendig, og grafik og miljøer der er så måbende flotte, at man finder sig selv stående og beskue dem i flere minutter. Det sjove er, at det ikke engang er disse to ting, der er The Last Of Us' bedste træk. For hvad gør, at gameplay ikke føles unødvendig, og hvad gør, at man kan presse så mange miljøer ind i et spil: historien og personerne i samme. Historien i The Last Of Us er ekstremt velskrevet, og slutningen er noget af det mest tankevækkende, jeg har oplevet i et noget som helst underholdningsmedie. Og netop slutningen er, hvad jeg vil diskutere i denne blog. Så sidste advarsel, for herefter bliver bloggen fyldt op med spoilere, og denne historie er noget i skal opleve på første hånd.

Efter Joel har kæmpet sig gennem sværme af Fireflies og 'kidnappet' Ellie, tager de tilbage til Tommy's lille fællesskab. Her slutter spillet på en enkel men kraftfuld linje. "Okay", svarer Ellie med mistanke i stemmen, efter Joel har sværget, at det var sandt, at der findes flere immune ligesom Ellie, og at the Fireflies har gjort mislykkede forsøg med disse og derfor opgivet at lave en vaccine. Her begynder diskussion. Det store spørgsmål er egentlig, hvem er de onde i denne historie. Er det the Fireflies, the Hunters, Davids og hans bande eller er det faktisk Joel?

Jeg har samlet min fortolkning i en enkelt linje, som jeg føler remser min mening rimelig godt op: Joel lyver for at Ellie skal blive, og Ellie vælger at tro løgnen, for at retfærdiggøre at hun bliver. Joel mistede som bekendt sin datter, da udbruddet begyndte. Han har overlevet 20 år, og har mistet alt menneskelighed - han er blevet en koldblodig dræber, der gør alt for at overleve. Så møder han Ellie, og efter at have været gennem tykt og tyndt sammen i et år, begynder han at se hende som hans nye datter. På vej hen til hospitalet snakker de om, at Joel bagefter skal lære Ellie at spille guitar og svømme, men da Joel lærer, at operation på Ellie vil ende med hendes død, kan han ikke klare at miste endnu en datter. Han kan i bund og grund ikke overleve uden Ellie. Ellie lider af noget der kaldes "survivor's guilt", som er en skyldfølelse hos overlevende i en alvorlig ulykke, hvor de mener, at de ikke fortjente at overleve, og ikke gjorde nok for dem der døde. Han fortælle om Riley, Tess og Sam, der alle døde før hende, og at hun nu bare venter på, at det er hendes tur. Hun kan ikke retfærdiggøre, hvorfor de skulle dø og hvorfor hun ikke skulle. Derfor lyver Joel, fordi han ved, at Ellie vil give sit liv for at hjælpe - ikke fordi hun vil, men fordi hun føler det er hendes pligt. Da Joel sværger, lærer han hende, at det er okay at være egoistisk, og sætte sig selv foran andre, fordi det er sådan man overlever i denne splittede verden. Joel behøvede Ellie for at overleve, og Ellie behøvede Joel.

Er Joel så den onde i denne historie? Har han ikke lige dødsdømt menneskeheden? Nej, jeg mener ikke Joel er ond. For det første: der findes optagelser på hospitalet der fortæller, at de har haft andre immune, og at ingen af disse har skabt en vaccine. Joel ville ikke have, at Ellies liv skulle spildes på den måde. For det andet, så er der gået 20 år siden udbruddet. En vaccine kan ikke redde menneskeheden nu: kun samarbejde kan klare dette, og det ses tydeligt, i byen Tommy og hans folk har stablet på benene. Ingen i den by er immune, men alligevel har de opbygget et samfund af glade mennesker. En kur ville ikke hjælpe dem. Og hvis vi kigge uden for byen, så findes der Hunters der slår uskyldige ihjel for deres ejendele, og Davids bande der slår uskyldige ihjel for at spise dem. Ville en vaccine hjælpe menneskeheden mod dem. Nej. Men alle gør, det de gør, for at overleve. Både Joel, Ellie, the Hunters og David. I denne splittede verden er morale en sjælden ting, for morale er hvad, der slår dig ihjel. Derfor lyver Joel og derfor tror Ellie.

Jeg elsker denne historie. Slutningen er ikke en cliffhanger. Det er heller ikke en åben slutning, men alt der leder op til slutningen, for en til at tvivle. Den er så simpel og alligevel så kompleks, at jeg stadig sætter spørgsmålstegn ved min egen fortolkning. Jeg vil meget gerne høre, hvad jeres fortolkning af slutningen er, for jeg er helt åben for, at min ikke er den rigtige.

Et album næsten udgivet i hemmelighed er et sjældent syn i internettets dage, men det er ikke desto mindre, hvad det egocentriske mega-ikon Kanye West har formået. Men fire dage før en officiel udgivelse, eksploderede internettet med tweets om at "Yeezus" var steget op fra graven før planlagt, og det er heraf, jeg kan lave min anmeldelse af et af årets mest ventede album.

Kanye West har uden tvivl nogle enorme succeser bag sig: "My Beautiful Dark Twisted Fantasy" blev hyldet som et mesterværk, der stadig ligger højt på cd-hylde, mens "Watch The Throne" i samarbejde med Jay-Z var en solid hip-hop plade, der heller ikke har været foruden sin ros. Men hvad gør man efter succeser som disse? Hvis man hedder Kanye West, kaldes man sig Gud og går amok.

"Yeezus" er en rutsjebanetur af musik - et utroligt modigt udspil fra Kanye West som spiller på tempo-skift og genre-mix der går fra synth til hip-hop til punk til rock og alt der i mellem. Et meget eksperimentalt indspark der samtidig er West's mørkeste. Fyldt med spydige kommentarer, der på ingen måder ville kunne siges af andre end Kanye ham selv. "We get this bitch shaking like Parkinson's" bliver sagt i åbnings nummeret "On Sight" produceret af Daft Punk, og der er en perfekt start, der på 2:30 viser hvordan resten af albummet vil forme sig. "Black Skinhead" er en vred og brutal sang med 'Ye's ikoniske skrig. "New Slaves" er West's syn på at være under kontrol, hvilket ikke er noget Kanye ser på med gode øjne: "Cuz there are leaders and there are followers/But I'd rather be a dick than a swallower", en kraftfuld sang som ender ud i noget sjælfuldt og harmonisk ved hjælp fra Frank Ocean. "Bound 2" er albummets slut og endnu et sjælfuldt nummer om Kanye's omdømme om ikke at kunne holde på kvinder og hurtigt går videre. Men albummets bedste sang er den gammeldags Kanye på "Blood On The Leaves" samplet af Nina Simone's "Strange Fruit", en sang om slaveri, men Kanye får vendt den til at omhandle et fejlet forhold, er forhold som Kanye West mente ville kunne holde, hvis den anden halvdel ikke var faldet i berømmelsens afgrund og en mængde groupies der ikke kunne holde sig fra ham. Af andre samarbejdspartnere findes Chief Keef, Justin Vernon fra Bon Iver, TNGHT og Rick Rubin.

"Yeezus" er bestemt et mesterværk i sin egen form. Det er ikke en traditionel hip-hop plade, og til dem der ikke kan lide Kanye West, vil det helt sikkert give flere grunde til hvorfor. Samtidig vil det også give endnu flere grunde, til at kunne lide mesteren. Albummet spænder over ti sange og 40 minutter, og er derfor ikke langt album, men det er nok til at have efterladt et aftryk på mig. Måske er han ikke helt ved siden af, når han synger "I am a God".

5/6

(Fortolkningerne i denne anmeldelse er kun mine egne, og behøver altså ikke være Kanye's personlige. Der er nok hundredevis af måde at forstå hans sange på - dette var bare hvordan jeg gjorde det)

Hej venner og nye bekendtskaber,

Jeg startede for nylig en blog. En noget... sjov en af slagsen. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive den, men den går nogenlunde ud på, at jeg spørge mine venner om, hvad de synes jeg skal skrive om, og så blive det dét. Det gør, at det bliver lige lovlig underligt til tider. Men det er sådan, jeg kan lide det.

Grunden var egentlig, at en af mine veninder havde startet en blog, som er blevet ganske succesfuld. Som et modsvar (og som en joke), startede jeg min egen. Jeg startede den i sjov, for at gøre lidt grin med det, men det endte ud i at jeg faktisk nyder det.

Jeg synes egentlig det er en ret sjov verden, at lukke sig inde i. Jeg kan skrive hvad som helst. Jeg kan godt lide, at skrive stile i skolen, men at vi får et tema at skrive om, er som at lukke at fri i en indhegning. Jeg kan godt lide, at jeg har lov til at gå fuldstændig af sporet, og snakke om de mærkeligste ting på de mærkeligste måder. Selvom jeg ikke skriver så ofte, så er det en dejlig form for afkobling - jeg skal jo heller ikke begynde at, se det som en pligt, at skulle skrive et blodindlæg hver uge, så går hele den her magi jo hurtigt af det.

Her til aften blev jeg færdig med et indlæg omkring, hvordan jeg ville overleve en zombie invasion - et af mine mere seriøse indlæg. Det er dedikeret til en af mine zombie-glade venner, som også kom med ideen til det. Den er også længere end normalt. De plejer ikke at være så længe og de bliver det nok ikke igen.

Jeg har stadig en del emner, jeg kan skrive om, og jeg kan love jer for at, selvom de ikke lyder seriøse, så skal jeg nok sørge for at de bliver det. Nogle sneakpeeks er: tidsrejser, hvorfor folk holder været når de løber forbi fremmede og folks konstante konstatering af kulden. I kan evt. tjekke de andre opslag, for at se hvordan standarden for mit indhold det er.

http://rasmusbugge.blogspot.dk/

I tirsdags var dagen hvor sommerferien definitivt sluttede for mig. Her skulle jeg nemlig til at begynde i første klasse. Nu har jeg fået min første weekend efter sommerferien, og jeg tænkte at det ville være på sin plads at fortælle lidt om hvad jeg synes.

Jeg må sige, at det er noget af en omvæltning efter folkeskolen. I folkeskolen har jeg altid haft en meget fast dagligdag, men her skal jeg gå til forskellige lokaler forskellige dage, og aldrig har jeg en dag der er den samme. Det kræver lidt tilvænning, men det lader til at fungere. Desuden er jeg meget glad for lærernes brug af hjælpemidlet Lectio, da de, meget elskværdigt af dem, skriver alle vores lektier ind. Indtil videre er det ikke det vilde vi skal lave, men det kommer vel..

Men nok med alt det kedelige. Tid til det vigtige. Fællesskabet. Da jeg begyndte i 1.c, startede jeg, ganske simpelt, helt fra ny. En klasse uden nogen af mine kammerater, så en masse nye venskaber bør kunne formes her. Men man kan vel ikke bære så heldig, at man kan holde alle i klassen ud.. Men lige nu er jeg ganske tilfreds med min klasse, og det skal nok blive endnu bedre efter introturen den 29. Selvfølgelig snakker jeg stadig med mine kammerater fra folkeskolen, som også går deroppe. I pauserne kan vi godt finde på at sætte os, og så lige snakke om dagen og lignende. Og jeg er da også så heldig, at mine kreative- og valgfag er blevet udvalgt til at skulle være sammen med nogle af kammeraterne så det er godt nok.

Alt i alt, så ser fremtiden lys ud her i 1. klasse, og jeg glæder mig til at skulle lære de nye personligheder at kende.

Men nu vil jeg tilbage til min weekend. Selv om det har været en kort uge, så er det uundgåeligt ikke at kunne mærke skolen er begyndt. Føler de næste par dage er ganske velfortjente.

(Forresten, så mener jeg 1. klasse på en STX uddannelse :3)