Sony har afsluttet deres sandsynligvis største event på året, og jeg elsker virkelig events som disse, hvilket normalt er en god grund til skuffelse, men det gør jeg sjældent. Det er spil, noget jeg brænder for, også i mængder. Derfor er jeg let underholdt. Så kan det selvfølgelig være bedre eller værre, men til Sonys event tirsdag aften ville jeg nok stadig give en otte i rating.

Det, jeg ikke kunne lide, var et lidt for langt segment med Marvels Wolverine i starten (et spil jeg faktisk ikke var særlig imponeret over, havde håbet på mere fra Insomniac) og et lidt for langt segment med God of War: Laufey til sidst (det så dog utroligt ud, der er få, der kan trylle med performance som Santa Monica Studio). Ellers var der lidt færre titler end normalt – hvilket jeg kun så som positivt. Nok til at jeg var tilfreds, og også af høj standard.

De susede ikke bare forbi, hvilket ofte er kutyme i dag, og jeg kan ikke engang huske, hvad jeg har set. Godt, Sony, mere sådan. 

Med hensyn til gårsdagens væddemål vil jeg give æren til Svamphammar. Det meste af det, folk gættede, var forkert (men det var også pointen – at gætte på klippesikre kort er lige så kedeligt, som det er fejt). Svamphammar scorede annonceringen af Until Dawn 2 – som giver retten til at prale af. Godt klaret, ikke overraskende, jeg har fulgt ham i lang tid og ved, at han er en spiller med et meget godt kendskab til spilverdenen.

Min personlige favorit af alt, der blev vist, er Kemuri, som ser helt fantastisk ud og ligner et spil efter min smag.

Nu glæder jeg mig til Summer Game Fest på fredag. Jeg syntes, det var sjovt at satse lidt med dig, og det gav præsentationen en slags bingo-følelse, så jeg gør det igen i overmorgen.

<bild>

Hvad syntes du om Sonys event, og hvilket spil var det bedste?

Jeg har allerede givet jer mine spekulationer om, hvad vi vil se hos Sony i aften, når de afholder deres store spilbegivenhed, årets største som det ser ud til med over en times spil. Vi vil selvfølgelig overvåge alt, når det sker, men jeg tænkte, at nogle af jer måske ville være med og satse lidt. Skriv maksimalt tre spil, du tror, vi vil se – og inkluder for eksempel ikke Wolverine (som allerede er bekræftet), og føl dig fri til at gå lidt ud af din vej , for vi ved alle, at Marvel Tōkon: Fighting Souls vil dukke op. 

Hvis der er nogle af os, der svarer (mine kære kolleger er også velkomne til at deltage), lover jeg at hylde den, der har kommet med flest gode gæt i en blog i morgen – med en ekstra guldstjerne for svære alternativer. Husk, at vi kan se, om du har redigeret dit opslag, det er selvfølgelig automatisk vask:)

Her er tre spil, jeg tror på:

• Krigsgud: Faye

• Silent Hill 2 genindspilning

• Berygtet genstart

<bild>

Se, lad os høre, du må grine af mine gæt, siden du har fortalt mig, hvad du tror på.

For halvanden måned siden anmeldte Johan Mackegård Hansson Nintendo-titlen Tomodachi Life: Living the Dream, som jeg havde æren af at korrekturlæse. Det blev hurtigt klart, at det var en mærkelig titel, mildest talt, som jeg har været lidt nysgerrig på lige siden.

Lige før weekenden blev min partner syg og downloadede demoen, som nu er tilgængelig, og den gav mig en forsmag på mere. Jeg satte mig og prøvede at arbejde og hørte hende grine glad nedenunder og mærkelige lydeffekter. Næste dag kunne hun ikke holde sig tilbage, hun havde brug for spillet – og slog til. 

En lige så kold partner har siden spillet næsten uafbrudt og fyldt sin by med karakterer fra Clair Obscur: Expedition 33, Final Fantasy VII, familiemedlemmer (inklusive mig), Sega-ikonet Ulala, tv-stjerner og meget mere. Mellem runderne har jeg set det mærkelige spil i forundring for at prøve at forstå, hvad der er så fortryllende.

Og... Langsomt men sikkert er det gået op for mig, hvor vanvittigt bizart det egentlig er, og hvordan det drypper af den sædvanlige tørre japanske humor. Søndag omkring frokosttid faldt jeg selv der. Spillet viste mig pludselig stående i mit hus – hvor min karakter rev en rigtig lort af (som jeg kan lide at huske det professionelle udtryk), hvorefter hoveddøren åbnes få sekunder senere, og den førnævnte Ulala slentrer ud i en ærinde – men stopper sig selv. Står stille i et par sekunder, rynker mit ansigt og går igen. Uden at sige et ord.

Tanten og jeg bryder ud i latter, og jeg bliver i godt humør bare ved tanken om denne bizarre begivenhed, designet som en velskrevet, men uscriptet sitcom-episode med perfekt levering og timing.

Desværre synes jeg ikke, at Tomodachi Life: Living the Dream er et spil efter min smag (jeg bryder mig ikke om at bygge og rode med noget, der ikke hedder Animal Crossing), men hvis du har ledt efter noget at grine af i ferien, så tjek Tomodachi Life: Living the Dream. Det er måske en af de vildeste ting, jeg har set inden for gaming.

<bild>

Japansk vrøvl af den absolut bedste slags.

Jeg har egentlig ikke noget mere fornuftigt at sige, at jeg igen sidder fast foran Sonic Racing: Crossworlds (som så mange gange før). Jeg elsker Mario Kart World, men det føles mærkeligt stillestående og som om Nintendo ikke rigtig går op i feedback og at holde det friskt.

Parallellen med Sega, der får nye drivere hver måned, er milevidt bred. De lever af dejlige Sega-ikoner og gæster (fra Minecraft, Pac-Man, Spongebob og flere), og de sidste to måneder har været utrolige.

Næsten præcis på dagen for to måneder siden dukkede både Mega Man og Proto Man op i spillet, komplet med en ny bil og en tilhørende Dr. Wily-bane. De blev fulgt i april af både en Angry Bird og Yakuza/Like a Dragon-bussen Goro Majima – og denne uge kom Arle fra Puyo Puyo. Spillet føles nyt og frisk, det lever på en måde.

Bare en lille kærlighedserklæring fra min side for en titel, der har kostet mig en nats søvn utallige gange før. "Bare ét løb mere" - nå, pyt...

<bild>

Sega har håndteret dette rigtig godt, og velkommen til Arle! Sjov alene, sjov online og sjov lokalt med op til tre andre.

Jeg er måske 49 år gammel, men det forhindrer mig ikke i bekymrende ofte at længes efter almindelige, klassiske svenske chokoladekugler. De er utroligt nemme at lave og, som du ved, smager de helt fantastisk. Jeg vil også have mine rullet i perlesukker for den ekstra sprødhed, når man bider i dem.

Men... Selvfølgelig kan selv noget så simpelt som chokoladekugler hipstrificeres, og der findes masser af opskrifter på mere eller mindre luksuriøse ting. Jeg prøver nogle gange forskellige ting med ting som revet chokolade, kogt chokolade, blandet havregrød og mere – men ender altid med, at det ikke er noget, der fungerer godt med eksklusivitet (ligesom jeg ikke synes, burgere bliver bedre med blåskimmelost eller trøfler, selvom jeg ellers elsker det gladeligt).

Chokoladekugler skal simpelthen være lidt af en børnefest i smagen, og jeg tænkte, jeg ville dele en lille hemmelighed med dig. Per Morberg har den bedste opskrift. Han har flere, men jeg tænker specifikt på dette.

Jeg er ligeglad med margarinen, du burde lave dem med ægte svensk smør, men hemmeligheden er... Åh dreng. Sørg også for at have virkelig stærk kaffe, så smagen træder mere frem. Nyd komfuret og gå bare i gang.

<bild>

Jeg ruller dem på fredag og presser i et rasende tempo om aftenen, mens jeg spiller den nye Lego Batman.