Kristian-R-Ahms blog https://www.gamereactor.dk/blog/kristian-r-ahm/ da 60 Den lille ny https://www.gamereactor.dk/blog/Kristian-R-Ahm/96821/Den+lille+ny/ https://www.gamereactor.dk/blog/Kristian-R-Ahm/96821/Den+lille+ny/

Hej Gamereactor!

Nå, nu har jeg altså lavet endnu en film. Det her er min første større produktion jeg har lavet selv, dvs. udenom den højskole jeg gik på sidste år. Jeg har skrevet og instrueret.

Den er produceret sammen med min gode ven Luke McQuillan (han spiller hovedrollen) og produktionen startede tilbage i marts. Nu, et halvt år og tusind problemer senere er den endelig klar og kan ses her:

https://vimeo.com/48974727

Som altid ville jeg være glad for at høre hvad I syntes.

Tue, 11 Sep 2012 18:46:43 GMT
Mit første professionelle værk https://www.gamereactor.dk/blog/Kristian-R-Ahm/86191/Mit+forste+professionelle+vaerk/ https://www.gamereactor.dk/blog/Kristian-R-Ahm/86191/Mit+forste+professionelle+vaerk/

Hej allesammen!

Jeg skriver ikke til jer i dag fordi MUBI bloggen starter igen (det ville heller ikke give mening i forhold til overskriften i guess) men fordi jeg for nylig udgav en musikvideo jeg har instrueret og klippet for bandet Fired By Choice.

Siden jeg ikke foretager mig meget andet her på sitet end at give kritik på andres produktioner ville det kun være på plads at jeg udsætter mig for jeres kritik på mine produktioner.

Værsåsgod:

http://www.youtube.com/watch?v=jYindXsawzY

Tue, 10 Apr 2012 17:02:50 GMT
Tilbage fra et mærkeligt sted https://www.gamereactor.dk/blog/Kristian-R-Ahm/76261/Tilbage+fra+et+maerkeligt+sted/ https://www.gamereactor.dk/blog/Kristian-R-Ahm/76261/Tilbage+fra+et+maerkeligt+sted/

Hej allesammen! Jeg håber i har haft en god jul og et godt nytår.

Det ville være arrogant af mig at tro at nogen har bemærket min inaktivitet på siden de sidste tre måneder, men det er desværre sandt. De sidste tre måneder har været nogle af de mest bizarre i mit liv og det har altsammen noget at gøre med produktionen af min afgangsfilm fra Københavns Film- og Fotoskole.

Nogen kan måske huske jeg allerede tilbage i sommers linkede til min afgangsfilm. Well, det var fra basis-holdet, et nybegynderkursus om man vil, som skolen tilbød. Filmen jeg var i gang med at producere her var fra Overbygnings-holdet. Det her var "the real shit".

Jeg indtog igen rollen som manuskriptforfatter og begyndte at samarbejde med instruktøren om hvilken historie vi havde lyst til at fortælle. Helt ud af det blå faldt snakken på stofmisbrugere og det miljø de befandt sig i. Derfra begyndte vi at spitballe ideer om scener, til dels baseret på hvad der rent dramatisk var interessant og til dels baseret på instruktørens egne oplevelser og det heroinmisbrug han engang var ude i.

Vi begyndte at forme en historie der handlede om en tidligere heroinmisbruger, der kommer ud af behandling og hvordan han konfronteres med den virkelige verden. Jeg arbejdede på manuskriptet i to måneder, samtidig med at vi fik styr på det produktionelle (dvs. vi skaffede en kameramand, en klipper, skuespillere und so weiter und sofort), indtil alt faktisk så ud til at være klar til optagelserne.

Vi havde castet en tidligere misbruger og en branddygtigt skuespiller, Dion, i hovedrollen. Vi nåede at skyde og klippe åbningsscenen som en test og var derfra slet ikke i tvivl om han var den rette. Han bragte en enestående sårbarhed og ærlighed til rollen, siden han havde gennemlevet mange af de ting som vores hovedkarakter skulle til at gennemgå på lærredet.

Første skydedag skulle være foregået i en gigantisk Bilka i Ishøj. Her skulle vi optage en sekvens, der ville vise hvor hård en overgang det er for nybagte eksmisbrugere at færdes i den verden som størstedelen af os konstant er i kontakt med, nemlig supermarkedet.

5 dage før vi skulle optage fik instruktøren et opkald. Det var fra Dions kontaktperson. Han var blevet fundet død i en vens lejlighed, grunden var en stof-overdosis.

De næste 7 dage var meget mærkelige. Det kan af gode grunde ikke fremgå særlig tydeligt af en enkelt paragraf, men de to måneder hvor jeg skrev og vi fik produktionen op at stå var en konstant kamp op ad bakke. Det var ufattelig hårdt, men igennem det hele havde vi set frem til at producere den her lille, på samme tid sjove og dybt alvorlige film om stofmisbrug. Men virkeligheden nåede at overhale os indenom.

Efter 7 dage hvor vi i en tilstand af den mest ekstreme febrilskhed prøvede at få produktionen op at stå igen, gik det op for os at slaget var tabt. Det her slag var i hvert fald.

Imens instruktøren rejse til Indien for at komme væk fra det hele var kameramanden, klipperen og jeg efterladt med en knugende følelse i maven at der intet håb var for at kunne producere en afgangsfilm.

Pludselig skete der dog noget. Kameramanden begyndte at pønse på en idé til en animationsfilm og efter endnu en uge var jeg hoppet med på animationsfilmen som klipper.

På kun 3 uger fik vi produceret en afgangsfilm, og endda en virkelig god én oven i det. Vi fik kæmperos af alle på skolen og blev positivt omtalt i Informations avisartikel om denne årgangs afgangsfilm.

Jeg ved ikke om der er nogen morale til alt det her, men det er rart at få det fortalt og forhåbentlig har det ikke kedet jer alt for meget. Men nu er jeg tilbage på GR på fuld kraft og det er en fantastisk følelse at være tilbage.

Så til de nysgerrige er der her et link til min afgangsfilm, animationskortfilmen "Empty Mirror": http://vimeo.com/33589782

og til de virkelig, virkelig nysgerrige er der her et link til den ene scene vi fik lavet med Dion inden han døde: http://www.youtube.com/watch?v=aBkiY2Vz_iM&feature=plcp&cont<wrap>ext=C39b1407UDOEgsToPDskLUa0ekTxlKzIBvXCDirpWd

Wed, 04 Jan 2012 19:49:33 GMT
MUBI Bloggen: Elephant https://www.gamereactor.dk/blog/Kristian-R-Ahm/73010/MUBI+Bloggen+Elephant/ https://www.gamereactor.dk/blog/Kristian-R-Ahm/73010/MUBI+Bloggen+Elephant/

Gus Van Sant er en mand der aldrig har ladet sig stemple som værende det ene eller det andet. Han blev en darling hos de etablerede selskaber med Good Will Hunting i 1997, for kort efter at ødelægge det med sin meningsløse remake af Psycho året efter.

Der ville gå et årti inden han vendte stærkt tilbage i mainstreamen med den dobbelt-oscar vindende Milk, men det betød ikke at han var uproduktiv. Han producerede nogle fantastiske indie-film i den periode og én af dem, Elephant fra 2003, er filmen vi skal kigge nærmere på i dag.

Handlingen udspiller sig på dagen to teenage-drenge tager ind på deres high-school, væbnet til tænderne, og dræber et utal af mennesker. Vi ser hvad der sker i minutterne op til angrebet fra en række elevers synspunkt og er derefter med under hele massakren.

Noget af det mest slående ved Elephant, er hvordan Van Sant får én til at sympatisere med karaktererne. De er dybest set de klassiske stereotyper man ser i dårlige komedier; sportsidioterne, den kunstneriske, den søde dreng med problemer hjemme, de populære tøser osv. I stedet for at holde med nogen, forsøger han helt nøgternt og uden de store armbevægelser at vise os hvordan virkeligheden er.

Gennem brugen af rigtige high-school elever der aldrig har spillet skuespil før og modigt kameraarbejde der ikke er bange for at give sig god tid, opnår det en slående ægthed.

Under min research opdagede jeg at størstedelen af scenerne er improviserede og det er deri hele geniet ligger. Skuespillerne kan snakke præcis som de plejer og ikke få smidt en skabelon over sig. Hver karakter er så unik, at når skyderierne pludselig starter rammes man af det samme chok eleverne oplever.

Van Sant prøver ikke på at give os en vild, action-packed rutsjetur eller en dyb indsigt i menneskets natur, han vil bare vise os et stykke virkelighed og konsekvenserne af den virkelighed. Den lidt sælsomme titel refererer til talemåden "an elephant in the room", det vil sige et enormt problem som ingen anerkender.

Nogle vil måske kalde den rolige fortællestil for kedelig, men det er egentlig bare en opfordring til virkelig at kigge efter. Vi får ikke meget information, men for den opmærksomme seer kan billederne virkelig sige mere end 1000 replikker.

Det hjælper at den kun varer en time og et kvarter, for hvis du kan afsætte din fulde koncentration til Elephant i så lang tid, vil du være en stor oplevelse rigere.

9/10

Sun, 06 Nov 2011 21:16:45 GMT
MUBI Bloggen: The Silent House https://www.gamereactor.dk/blog/Kristian-R-Ahm/72917/MUBI+Bloggen+The+Silent+House/ https://www.gamereactor.dk/blog/Kristian-R-Ahm/72917/MUBI+Bloggen+The+Silent+House/

Med nybruddene indenfor digital video det sidste årti har det aldrig været nemmere at komme ud og lave ens egne film. Fleksibiliteten er enorm og med boomet indenfor spejlreflekskameraer med videofunktioner er det faktisk muligt med få midler at skabe noget visuelt betagende.

De gamle mestre, Coppola, Scorsese, Spielberg osv. har stadig et kærlighedsforhold med filmformatet (med formatet mener jeg de gamle filmruller), men det kommer ikke til at tage mere end den her generation før det ses som værende overdrevent gammeldags.

Et meget interessant aspekt ved de nye formater er at det nu er muligt at lave reelle onetakers. En onetaker er en hel film der udspiller sig på kun et take. På gamle filmruller var det umuligt at gøre det, på grund af kapaciteten på en enkelt filmrulle, men introduktionen af harddiskoptagere ændrede alt.

Alfred Hitchcock forsøgte sig alligevel med et sådant projekt tilbage i 1948 med thrilleren Rope, men den gav mere illusionen af at være i et take (der var nogle snedige, skjulte klip) og arrangementet var meget enkelt. Hvad nu hvis man lavede en gyserfilm sådan her? Ville det være muligt at skabe den nødvendige suspense og stadig kunne bygge op til et klimatisk chok? Et hold uruguayanere har i hvert fald prøvet i den nye gyserfilm The Silent House der udkom i år.

Laura og hendes far er sat til at renovere et gammelt, forfaldent hus der skal sælges videre. De beslutter sig for at overnatte dagen før arbejdet starter, men da der begynder at komme mærkelige lyde fra etagen ovenover og Lauras far forsvinder, er hun nød til at undersøge huset nærmere.

Inden jeg giver mig i kast med at snakke om den egentlige film, syntes jeg det er værd at prise holdet for deres fantastiske tekniske arbejde. Det her er virkelig en onetaker med "cajones"; kameraet er i konstant bevægelse og den løser en masse kompositionsproblemer temmelig elegant gennem brug af spejle og lyssætninger. Stemningen er trykkende og klaustrofobisk gennem den flotte scenografi, uden at være prangende.

Jeg må dog af et helt og ærligt hjerte sige at jeg ikke tror på de har fået alt i et enkelt take.

Der er nogle bestemte sekvenser hvor de snildt ville kunne snyde og det tror jeg også de har gjort. Det har jeg faktisk ikke noget problem med, for mig er det vigtigste bare at de kan skabe illusionen af én flydende optagelse. Hvis publikum køber den, hvad er så problemet? Desuden gør den det den skal, den fortæller historien fra Lauras dybt subjektive synspunkt på en hudløst direkte måde.

Intet af det her teknisk imponerende håndværk løser dog det største problem: historien. Jeg siger ikke at det er umuligt at skabe en god gyserfilm i onetake stilen, det er fantastisk til at opbygge stemning og trække suspensen til det allersidste. Men fortællingen bygger kun op og op og op, der er intet payoff eller tilfredsstillende slutning.

Den er usandsynlig letkøbt og kommer helt ud af det blå. Jeg forstår godt hvordan slutningen er en kommentar til den subjektive fortællestil og jeg forstår husets symbolik som en drømmeagtig version af sindet. Det er fint tænkt, men det bliver slet ikke brugt til noget.

Fra Laura begynder at vandre rundt i huset er det næsten en hel time af hende der går rundt i mørke lokaler og hulker, ikke andet. Hvis der var blevet lagt en mere stringent struktur, eller hvis der simpelthen bare skete mere kunne Silent House være gået hen og blevet en klassiker. I stedet for er den ikke mere end et eksperiment.

Nu skal det siges at jeg til at starte med ikke er den store gyserfilms fan, måske vil horror buffs nyde den anderledes tilgang til genren. Jeg kan bare ikke se det appellerende i at se instruktørens jerngreb om publikum bliver løsere og løsere desto længere vi når.

4/10

Sun, 30 Oct 2011 23:37:25 GMT