Det har været nogle travle og rent ud sagt pissesjove uger. Til de af jer, der tænker: "Hvad mon der blev af Lee?", kommer svaret her:

Jeg havde forventet at skulle fede den lidt med The Witcher 3, men sådan skulle det ikke gå.

Jeg har nemlig sat mig på den anden side af bordet, og arbejder nu med markedsføring af spil og film. Lige i øjeblikket står den på filmen Birdman samt spillene Warframe, Expedition: Vikings og Ronaldo&Hugo: Superstar Skaters.

Sidstnævnte er en vanvittig oplevelse. Ikke fordi det er et mobilspil (som jeg jo elsker at hygge mig med), heller ikke fordi det er med superstjernen Cristiano Ronaldo og Skærmtrolden Hugo, men fordi jeg står for at sikre markedsføringen med et hav af bureauer i hele verden. Det er underligt at vide, at ens tekst læses i Kina, Ukraine, Tyrkiet og et hav af andre lande.

Det er kort sagt: sjovt, udfordrende og forfriskende.

Jeg håber også at I hygger jer herinde, med Magnus og Philip ved roret.

<bild> Henrik Kølle, CEO hos Hugo Games og Cristiano Ronaldo

Mere end 9000 tekster, mere end 700 blogge. Omkring 20.000 gennemgange af nyheder, previews og anmeldelser, et vanvittigt antal planlægninger og bestillinger af spil, åndsvagt mange korrekturlæsninger og rettelser samt en stadig mere svindende fritid. Seks skønne og fantastiske år. Uden sammenlagt ferie en eneste gang og med alle juleferier forkortet. Phew.

Sådan cirka indledte jeg lederen i Gamereactor #150. Det var dog andet end bare et nostalgisk tilbageblik, der havde fået den tankerække kickstartet, men selvom jeg fornemmede, hvor det bar hen, havde jeg naturligvis stadig brug for at sikre, at det var den rette beslutning fra min side.

Det har været hyl på Gamereactor i mangel af bedre superlativer. Flere ændringer i arbejdsgangen gør dog, at jeg ikke føler for at fortsætte med det produkt, som jeg i sin tid blev ansat til at arbejde med. Nummer 150 af den trykte udgave af Gamereactor er samtidig for mig et godt sted at stoppe.

At løbe stadigt stærkere uden assisterende redaktører har blandt andet betydet, at jeg føler, at der skal skæres hjørner for ofte. Jeg vil ikke gå på kompromis med min troværdighed, min kvalitet eller min spillelyst. Den første har jeg heldigvis endnu, den næste har jeg længe ikke haft ressourcer til at levere i samme omfang, som jeg gerne ville, og den sidste har jeg på det sidste ikke haft tid til at udleve - heller ikke i min sparsomme fritid. Og så ender det i bund og grund som et oversætterjob uden anden udfordring end at ræse løs, fremfor et job med og om det, jeg elsker: Spillene. Bevares: Travlhed er en sjov og spændende udfordring i alle jobs, men er det den eneste slags udfordring, der er, så er det så som så med arbejdsglæden.

En læser skrev for nyligt, at vedkommende syntes, at påskeæg i spil er fede, fordi de viser et overskud fra udviklerholdets side. Det er på det seneste gået op for mig, at jeg kan vinke farvel til overskud og kreative, sjove eller fyldige tekster fra min side, hvis jeg vil fortsætte uden at arbejde syv dage i ugen med den nuværende arbejdsfordeling. Så jeg mener ganske enkelt, at det er smart at stoppe nu, inden stressen melder sig som eneste belønning. Derfor har jeg pænt meldt min afgang fra Gamereactor til ejerne af Gamez A/S.

Lidt praktisk: I dag overlader jeg således stafetten til blandt andre Magnus og Philip, tag fortsat godt imod dem. Magnus og Kim får også de mange ansøgninger, som jeg har modtaget fra freelancere, da det nu engang er dem, der skal arbejde sammen med de nye. Så tålmodighed, hvis du er en af ansøgerne: Dine skriblerier er sendt videre. Eventuelle udestående præmier bedes rykkes for ved Kim Clemstrup - men der burde ikke være nogle. Er du en af dem, der elsker mobilspil, så har jeg en privat Twitter-konto, hvor jeg jævnligt nævner mine favoritter, og det gør jeg nok fortsat fra tid til anden. Den finder du ikke overraskende her: @Leemobilegame på Twitter. Følg mig endelig for hyggens skyld.

Det har været sjovt, og I er nogle fantastiske brugere.

Der er flere af jer, der har gjort, at Gamereactor føles som en familie. Ja, også brokrøvene, som bare har taget rollen som den kværulerende og evigtkloge lillebror i mit hoved, og som jeg har nydt at debattere med, men af professionelle årsager ikke altid har kunnet give svar på tiltale. Men sådan er det jo. Det har været hyggeligt at møde mange af jer både her på sitet, men også i det virkelige liv.

Tak til jer alle for kommentarer, spilleglæde og nogle rasende gode år som chefredaktør. Jeg ville ikke bytte dem for noget.

Tak til de mange freelancere, der for tæt på ingenting har slidt og slæbt med sene og urimelige deadlines og herlige skriblerier. Tak til de tidligere freelancere, som var med til at bygge Gamereactor op efter den sidste chefredaktørs exit. Tak til vores moderatorer. Og tak til de PR-folk, der så sig for gode til at forsøge at presse på, når der blev sagt stop. I har været guld værd!

Vi ses måske et helt andet sted engang.

Så er dagens live-udsendelse med fokus på Star Wars ovre. Det var nu herligt at se med, selvom det er lidt sært at se alle "vennerne" se så gamle ud lige pludseligt.

Herover Chewbacca, Luke, Leia og C-3PO. Og ja, de nye Stormtroopers. De er nu meget fede, selvom det altid er farligt at pille ved et klassisk design.

Så I med og glæder I jer? Jeg føler nu, at de nye film er i gode hænder med J.J. Abrams ved roret.

Som I nok har bemærket, har jeg ikke skrevet meget på siden i dag, og det skyldes, at jeg langt om længe får holdt nogle af de gazillion timers afspadsering jeg havde tilgode. Så vi ses først den 27. april igen. Det er således Magnus I skal tippe om nyheder, brokke jer til eller juble over.

Du har sikkert læst vores preview af Guitar Hero: Live, Hvad der dog intet blev nævnt om i teksten er, at Activision også denne gang fortsætter de gode toner fra Skylanders-serien og leverer en mobiludgave med controller ved samme lejlighed.

Jeg bliver nok aldrig en stor fan af netop denne type musikspil, da jeg ganske enkelt føler, at det er for langt fra virkeligheden, men jeg bifalder spilgigantens evner til at tage mobilformaterne alvorligt, og ikke ride med på bølgen af "fine fornemmelser". Så vil du spille det på din iDims eller 'droid, så kan du altså se frem til at hygge dig med det på de platforme også. Det virker for mig ikke synderligt praktisk eller elegant at spille løs i eksempelvis toget, men jeg kan godt se idéen med at kunne slæbe en guitar med til en fest og benytte værtens tablet. Når alt kommer til alt, er dette og Singstar gode bud på spil til ikke-gamere.

Jeg syntes personligt, at det har været spændende at se Activision forsøge at lave "ægte" spil og ikke bare halvfesne cash-ins på formatet. Måske du er ligeglad, måske du jubler ved tanken. Nu ved du det om ikke andet.

Der er ting man siger live, og så er der ting man siger live - som man virkelig fortryder.

En af de ting sagde jeg for nyligt på Gamereactor Live. Jeg ved det her er Internettet, så du forventer sikkert, at jeg har sagt noget racistisk, ondt eller på anden måde utroligt dramatisk og dumt. Men det har jeg nu ikke. Jeg kom til at fortælle, at jeg så Gossip Girl, da vi streamede den nye udgave af Borderlands, og at jeg samtidig syntes, at det var den perfekte kombination med spillet Godus. To halvhjernedøde tidsknusere sikrede en hyggelig aften. Igen og igen. I lige omkring to uger.

Men jeg vil faktisk gerne trække mine afdæmpede lovord om Gossip Girl tilbage. For hvad pokker er det, der sker for serier så ofte? Beklager, hvis der kommer spoilers nu, så stop læsningen, hvis du ikke vil have afsløret en masse. Men Gossip Girl blev jo bare dum og fladpandet udover, hvad man kan byde seerne, hurtigere end man kan sige Imma let you finish.

Serien startede da fedt ud. Første sæson var god, anden var okay, men jeg kan umuligt se videre efter fjerde sæson med et smil på læberne, selvom jeg ved, at der kun omkring en sæson tilbage.

Det begyndte med drama krydret med en lille smule soap opera, og så pludselig BAM: Alle var sammen med alle. Tåbelige mord kom ind i billedet, Serena blev turbo-utålelig, og BW skulle nu være prinsesse. Alliancer - uanset hvor usandsynlige - blev skabt og brudt. Nej, bare nej.

Gossip Girl toppede bestemt på dumhedsskalaen, da BW ringede til Chuck under en kidnapning, fordi hun ikke kunne se sin telefon og havde ham på speedial som den første. Okay? Hun kunne som mobilafhængig dulle trykke 1, men ikke 911? Georgina? Graviditet, falske familiemedlemmer og hunde. Det blev dummere og dummere og mere og mere usandsynligt. Mit hovede imploderede, efterhånden som jeg fortsatte med at se med, på en måde, som det ikke har gjort siden Heroes smed alle evner på kryds og tværs af hovedpersonerne og sendte os i et omrejsende cirkus/tivoli/kedsomt miskmask omkring tredje(?) sæson.

Jericho, 4400, Fringe og BattleStar Galactica, det er derimod gode serier, der stoppede, da de burde, selvom den første på listen rest beset var med en ret ufrivillig afslutning.

Men her sidder jeg så alligevel: Klokken tre om natten for at kæmpe mig gennem sidste sæson af Gossip Girl, fordi jeg er så pokkers stædig. Og grifler samtidig en blog, fordi min hjerne virkelig trænger til det.

Det leder mig til mit spørgsmål: Hvordan har du det med serier? Føler du også ofte, at de løber ud i sandet hurtigere end Prinsen af Persien? At man burde holde sig til miniserier og sætte en længde fra starten? Eller elsker du at suge hver en blodsdråbe ud af din valgte underholdning? Hvad er din favorit eller hadefavorit?

Ved nærmere eftertanke behøver spørgsmålene jo ikke begrænse sig til tv-serier. Hvad med spil? Fable 2, Call of Duty 4: Modern Warfare og God of War III havde været fint med mig. Jeg behøvede ikke flere. Hvornår er nok nok?