Ahh, MoH:A. Endnu et herligt 2. verdenskrigsspil, hvor vi endnu engang skal nakke 100-vis af tyskere, og endnu engang redde verden fra den sikre udrydelse. Det kan da aldrig blive kedeligt...eller hvad?

Lad mig lige starte med noget jeg læste på nettet for nogle uger siden. En undersøgelse viser, at hvis man ligger antallet af tyskere sammen, som man har skullet skyde i spil over de sidste mange år, så er der faktisk blevet dræbt flere folk i alle spillene tilsammen, end der rent faktisk blev dræbt i 2.verdenskrig. Kunne det måske tyde på at det er et opbrugt emne? Well, i mine øjne i hvert fald.

Jeg har spillet mange spil efterhånden, og en ting har jeg efterhånden lagt mærke til (hvilket mange andre også har). Nogle ting flytter sig bare aldrig. Selvom vi har et nærmest uendeligt arkiv med 2.verdenskrig, så kommer der stadig flere. Det er nøjagtigt det samme som japanske rollespil: de rykker sig bare ikke en meter over årene. Man kan så sige, at der konstant bliver prøvet nye ting af i krigsspillene, hvilket jo ikke rigtig sker i rollespillene, men hvorfor overhovedet lave et krigsspil mere. Skal man dømme på nogle af de nyere spil indenfor den ide, så er selv udviklerne ved at være træt af det (Hour of Victory anyone?).

Derfor synes jeg det var utrolig rart at se CoD4 rykke videre til vores tid. Det kan godt være det er i nutiden, og at det stadig handler om krig, men jeg er bare dødtræt af at skyde flere tyskere fra 1939-45 nu. Jeg synes udviklere burde tænke sig lidt om nu om dage. Har vi rent faktisk brug for flere krigsspil i dag? Eller nej...mere konkret...har vi brug for flere 2.verdenskrigsspil i dag? Har ikke noget imod krigsspil /fps som sådan, men jeg synes ærlig talt at vi skal se at komme videre. Det er næsten ligefør jeg hellere vil have en opdigtet krig i det næste spil, som utvivlsomt kommer.

Forsinket...hvor tit har man ikke hørt det ord? Hvem har ikke prøvet at lægge søvnløs i flere nætter, mens de venter på en film, et spil eller lign. til at udkomme, hvorefter de på dagen bliver mødt med en "fantastiske" besked. Det kunne f.eks. være: Beklager, filmen Snakes on a Plane (bare som eksempel, regner ikke med at nogen rent faktisk forudbestilte det skidt) er forsinket, vi får den MÅSKE om 2 uger.

Den tror jeg vi alle har prøvet på et tidspunkt, men hvorfor er det bare værre med spil end med alt andet? Hvorfor skal vi altid vente 2-3 måneder længere for at få det vi gerne vil have?

Det sjove er bare, at når et spil får en udgivelsesdato...eller i hvert fald en anslået dato, så går der omkring 3-4 måneder og vi får derefter at vide, at spillet bliver forsinket X antal måneder. Det er irreterende nok i sig selv, men det faktum at det sker hver gang kan godt nok være belastende. Det nytter ikke noget med en dato, for vi ved alle automatisk at spillet bare ikke kommer den dag.

Selvfølgelig er det rart at vide hvor langt de er med spillet, og en dato kan da også give en ide om det, men så alligevel ikke, for når det så bliver udskudt, så sidder man bare tilbage med en underlig følelse af at man er blevet skuffet, men det forventede man faktisk også. Nu kan man ikke vide hvor langt de reelt er med spillet. Det giver bare en lyst til at vide mere om det (tilfælde?).

Men så igen, jeg er da ofte i stand til at vente, for hvem vil have et ufærdigt spil? Det er heller ikke så meget ventetiden, nok mere det at man sætter sin næse op efter, at man måske er heldig denne gang, og at spillet rent faktisk kommer...til tiden, men nej. Det sker...bare...ikke.

Måske bliver de bedre til det i fremtiden, men ligenu må man bare bide det i sig. Og igen, man ved da de er igang med det når man får en dato. Det er vel altid bedre end et evighedsprojekt....oh undskyld, hvem sagde Duke Nukem Forever?

Ahh, så fik jeg endelig prøvet det...noget jeg gerne har villet prøvet de sidste par måneder. I søndag havde jeg den ondeste hangover (tømmermænd hvis nogen er i tvivl) og så var der en tanke der slog mig. Måske skulle man se om det virkelig er rigtigt, at ens sanser bliver sløve efter en voldsom tur i byen.

Efter at min bedste veninde havde været nød til at aflyse vores aftale (desværre), var jeg nød til at finde på noget andet at lave. Så jeg besluttede mig for en gang tømmermænds-Halo. (ikke noget der kunne opveje hendes besøg, men det var bedre end ingenting) Og lad det være sagt med det samme, det er sværre end man tror.

Jeg er sådan en lidt ustabil Halo-spiller. Nogen gange er jeg praktisk talt uovervindelig, mens jeg andre gange er ved at blive kværnet noget så grumt. I søndags var det nok mest det sidste der gjorde sig gældende. Jeg skal ikke kunne sige om jeg bare mødte 100k spillere der har spillet halo 2 siden udgivelsen, men jeg fik i hvert fald en voldsom gang høvl! Sløve sanser, et aim der praktisk talt var ikke-eksisterende og 100 begynderfejl senere kan man godt se at det passer.

Har ikke noget imod at tabe i spil, det hører sig jo til, men når man for 9 gang bliver nakket af "SupahCheezeLord", kan man godt blive en smule negativ. Men okay, så må man jo bare tage kampen op igen senere.

Findes der noget bedre end chefer? Folk der nogen gange er totalt selvfede fordi de "bestemmer" og som mener at alt skal være surt og kedeligt? Ved godt det ikke er alle der er sådan, men der er godt nok også nogen der skulle se og få smilet frem. Det er faktisk lykkes mig at blive uvenner med en chef...som ikke engang var min (gider ikke arbejde, ser mig selv som livsnyder) her idag. Det er jeg nærmest helt stolt over.

Men lad os tage den fra en ende af. Der ligger en føtex meget tæt på mit hjem, hvor jeg ofte henter frokost, slik osv. I denne ofte ret proppede butik arbejder en af mine venner, så naturligvis hilser jeg på ham når jeg møder ham derover. Det sker da også at vi snakker 1 minut eller 2, hvorefter han bare fortsætter sit arbejde. Ikke noget der påvirker deres dag overhovedet.

Sådan har det været i 1½ år nu, men lige idag havde hans chef åbenbart fået det gale ben ud af sengen. Vi havde vores sædvanelige samtale og jeg var ved at gå videre, hvorefter chefen stopper op og begynder at brokke sig over at min ven ikke laver nok og ikke laver andet end at snakke med alle mulige andre. Da jeg ved hvor pligtopfyldende han er, ryster jeg bare på hovedet og udånder et ligegyldigt fnys. Alligevel skulle hun lige bærer sin vrede over på mig, på trods af at det er første gang hun ser os snakke, og at jeg åbenbart er døren og kilden til alt ondskab i hendes butik.

Vælger bare at ignorerer hende(ja, en kvinde endda) og går videre. Har en eller anden ide om at hun sikkert har glemt mig i morgen igen, for hun elsker at råbe og brøle af folk derover. Sådanne folk burde virkelig indlægges. Okay, måske er det ikke helt rigtig fra min side at snakke med ham i arbejdstiden, men hvad kan der ske ved at han mangler 1 minut? Tvivler på at butikken brænder ned i de få sekunder han ikke er der. Det er i hvert fald ikke nogen grund til at flå hovedet af os begge 2. Gad vide hvad der sker når han holder frokostpause...

Det er en grund til at jeg nok vil blive en dårlig arbejder. Jeg kan simpelthen ikke holde den slags personer ud, og der er faktisk overraskende mange af dem. Findes der noget værre end at møde på arbejde med en chef med brændende mavesår til at ødelægge ens i forvejen depri morgen? Er jeg den eneste der synes de skulle se at komme i bedre humør, eller er jeg bare helt vild hippie på det punkt? Sikke en verden...

Det må vel være gældende for det meste nu om dage: Kvalitet fremfor kvantitet. Hvorfor vil man også have meget af noget der er mere eller mindre ubrugligt? Og hvorfor skal et spil være langt fremfor kort, hvis det du spiller er helt forfærdeligt?

Det er ved at være nogle år siden, men der skal nok være flere der kan huske det. Der var startet en ny trend hos spiludviklere. De ville i fremtiden til at lave kortere spil, som var mere gennemarbejdet. De mente at folk, der på en eller anden måde ikke var i stand til at gennemfører et langt spil, ikke skulle lukkes ude, og derfor blev den originale længde på mange planlagte spil reduceret ret kraftigt.

Dengang var det nærmest verdens undergang. Folk begyndte at råbe og græde ude på forskellige forums og mange mente, at vi aldrig ville se spil med en rigtig lang handling, og masser af timers gameplay igen. Det er efterhånden flere år siden (mener det skete omkring da Gamecube udkom), og nu kan vi igen diskuterer hvor mange folk der stadig efterlever den ide.

RPG: De er, og har altid været, rigtig lange. Det er nok en genre hvor det ikke rigtig ville kunne lade sig gøre. Forstil dig et Final Fantasy som var gennemført på 10 timer......*gab*.

FPS: Well...mange FPS er gennemført ret hurtigt, men sådan har det også altid været, så det er jo nok heller ikke her man finder problemet. Desuden er der utallige fede oplevelser i spillenes levetid, så hvorfor klage?

Platform: Heller ikke her er der sket det helt store. De gamle 2-D platformespil var godt nok ikke uendelig lange, og mange af de senere som f.eks. Jak and Daxter er heller ikke vildt langt, men helt ærligt: Holder de ikke også hele vejen- ligesom mange FPS?

Og sådan er det vel over hele linjen. Mange spil har faktisk stadig en rigtig god længde, og mange af dem der måske ikke varer 40-50 timer, holder dig stadig fuldt underholdt hele vejen igennem. Tror faktisk ikke rigtig at den såkaldte trend der opstod dengang holder mere...hvis den nogensinde kom igang.

Har altid holdt af et langt RPG, og det gør jeg stadig, men et spil som måske kun varer mellem 9-15 timer (God of War, Gears of War, den slags) kan sagtens blæse benene væk under dig.