Så er den gal igen. Ubisoft proklamerede "cinematic 30 FPS", og derefter udgav de et tydeligvis ufærdigt produkt - men hvem er skyld i det?

Jeg tror ikke det er nemt at være spiludvikler i disse dage. Jeg tror de fleste udviklere ønsker at skabe et fantastisk spil, som bliver globalt hyldet og går over i historien som en klassiker. Når de i op til flere år arbejder på produkter, som kræver kunstnerisk snilde af den ene eller andet art, så tror jeg, det står udviklerne hjertet nær. Med AAA titler er der dog oftest så mange mennesker involveret i udviklingen af ét produkt, at der kan opstå gnidninger i mange forskellige faser på utallige plan.

Ikke alle involverede kan være enige under hele processen, og der er samtidig mange interessenter, der skal plejes. Samtidig er vi spillere en broget flok, og vi er kun mennesker, der alle koger over i ny og næ. Nogle mere end andre. Forhåbentligt er det dog minoriteten, der skrider til galde på internettet, men disse skal udviklerne håndtere over Twitter og lignende, og det hjælper ikke på udviklerholdets samlede moral, hvis de kronisk bliver haglet ned fra alle sider.

Det er ikke nemt for os at pinpointe, hvor det går galt. Det er særligt svært, da vi ikke ved, hvad der foregår bag de lukkede mure. Vi kan kun gisne, og det vil jeg gøre her.

Det der lukkes ud til offentligheden under spiludviklingen er PR-tekster. I disse skrives der ofte, hvad der kan forventes af spillet. Nogle gange er disse udmeldinger så vage, at vi næsten intet ved efter at have læst med. Andre gange er udmeldingerne fyldt med stærke overdrivelser eller tilsnigelser, der ikke passer særligt godt på det færdige produkt. Ofte er de fyldt med ikke særligt deskriptive buzzwords, der får os til at undre os over, om vi skal forvente os noget skidt eller noget godt.

PR-medarbejderne kan have en del af skylden for, at vi får skyhøje forventninger, som i sidste ende ikke kan indfries, men disse medarbejdere er ofte topstyrede. Det skal forstås således, at firmaet ønsker et stærkt og forenet brand. Det vil sige, at alle PR-tekster skal fortælle samme historie, men er det så bossens skyld?

Det kan sagtens være tilfældet, men firmaet skal samtidig svare på investorernes krav. Investorerne vil have deres penge igen - helst mangedoblet. Derfor ønsker investorerne ikke, at spilfirmaet kommer ud i noget rod. Samtidig sætter investorerne ofte krav, og sjældent kaster de sig ud i noget, der er alt for farligt. Det er med al sandsynlighed én af grundende til, at vi ofte bliver ved det velkendte. En anden grund er os selv, køberne, men det kommer vi til senere.

Investorerne vil have deres penge igen hurtigst muligt. Det gælder også udgiveren selv. Så udgiverne ser gerne, at udviklerne gør det hele på den halve tid. Kan kendte AAA titler tjene penge ind hvert eneste år, så er alle vel glade, kunne vi spørge. På denne måde får vi jo en masse af vores favoritter serveret årligt.

De korte udviklingstider betyder dog også dårligere spil. Der er mindre tid til at teste - der er mindre tid til at lave om. "Har de ikke testet spillet inden det kom ud?", har du måske spurgt dig selv, når et spil ikke har været færdigbagt. Jo med al sandsynlighed har der været QA folk tilknyttede. Har de så ikke gjort deres arbejde godt nok? Spiltester er som regel ikke den fedeste arbejdsopgave. Det kræver, at du gennemgår de samme handlinger igen og igen, for at se, hvad der kan gå galt. Så rapporterer du tilbage, og så bliver der lavet om... Hvis der er tid.

"Men er det ikke i sidste ende udviklerens skyld, at spillet er elendigt udviklet?" Det afhænger igen af et væld af faktorer. Det kan sagtens tænkes, at der er ansat udviklere, der simpelthen ikke er dygtige nok. Det kan også sagtens tænkes, at de ikke har haft tid til at færdigudvikle spillet.

Så er der forbrugeren. Ja dig og mig. Hver gang vi køber et spil, støtter vi direkte udgiveren og udviklerne. Indirekte støtter vi således, den måde spilindustrien bærer sig ad. Hvis vi hvert år køber halvfærdige spil, så må vi også regne med, at vi hvert år får serveret halvfærdige spil. Udgiverne er at finde der, hvor pengene er. Selvom den enkelte medarbejder sikkert ønsker det bedste for spillet, så ønsker den overordnede forretning, at der kan tjenes penge ind.

Der er selvfølgelig flere dilemmaer ved dette. Støtter vi ikke udgiveren ved at smide penge efter dem, så går det ud over udviklerne, der måske eller måske ikke gjorde deres bedste. I værste fald betyder det fyringer i bedste fald betyder det bedre spil, hvis firmaet regner frem til, at bedre spil måske kan betale sig.

Hvis vi ikke forudbestiller spil, men venter med at købe spil til vi ved, om de er pengene værd, så kan udgiverne ikke længere regne med dette som indtægtssikring. Til gengæld kan det på kortere sigt også betyde færre penge til udviklerne i form af bonusser, hvis det er på denne måde, den enkelte udgiver har valgt at drive forretning.

På længere sigt, kan det forhåbentligt betyde, at der bliver udviklet bedre spil på knap så hårde præmisser. Det kan også blive en selvopfyldende profeti, hvor spilbranchen atter går nedenom og hjem, fordi den på kort sigt ikke kan tilpasse sig den manglende, eller senere, indtægt.

For leden havde jeg problemer med et særligt velkendt nyt årligt udgivet skydespil fra Activision. Gæt selv hvilket. Problemet var rimeligt teknisk, og livechat-supporteren kunne ikke rigtigt svare mig på mit spørgsmål. Det virkede til, at han var bange for at sige det ligeud, men det er ren fortolkning.

Han spurgte til sidst, om der var andet, han kunne gøre for mig, og jeg svarede ham, at han kunne gøre mig glad, hvis han havde en fantastisk dag. Han skrev: "Thanks for being so nice!", og derefter fortalte han mig, at han videresendte mit problem, og han ville maile mig, hvis der nogensinde blev fundet en løsning.

Videresendte han problemet? Hvem ved. Får jeg nogensinde den mail? Måske ikke, men pointen er, at han ikke alene er skyld i, at dette problem ikke løses. Han kender ikke personligt noget til problemet, men det er han på den anden side heller ikke oplært til at vide noget om. Han er en del af firmaets netværk. Havde han derimod ikke taget imod min forespørgsel, kunne jeg have klaget, hvis jeg var sådan en type, og så kunne han være blevet erstattet, hvis nok klager hobede sig op.

Jeg tænkte, at han sikkert modtager galde nok hver dag, så en venlig bemærkning, gjorde nok ingen skade.

Det er svært at placere "skyld".

Hvem var skyld i, at et spil var dårligt? Var det udviklerne, der skabte et elendigt spil? Var det udgiveren, der pressede udvikleren for meget? Var det PR-medarbejdere, der skrev lidt for positivt om emner, der essentielt er "anti-forbruger", og dermed skabte for megen hype, der ikke kunne indfries? Var det investorerne, der pressede udgiveren? Var det livesupporteren, der ikke kunne hjælpe de folk, der havde problemer, og som følge heraf skabte negativitet omkring udgiverens kundeservice? Det er et spørgsmål, der er meget svært at besvare som udenforstående, og et spørgsmål, der med al sandsynlighed ofte har flere og/eller forskellige svar.

Det er utroligt komplekst, og derfor skal vi passe på, at antaste hinanden, hvis vi ikke er enige omkring emner, vi egentlig ikke er helt inde i.

Overordnet set er jeg for, at vi ikke angriber hinanden og firmaets enkelte medarbejdere. Det burde give sig selv, men på gaming sites og sociale medier, synes der ikke at være grænser for vi menneskers had.

Derudover håber jeg, at vi er varsomme med hensyn til at betale for produkter, vi essentielt set ikke ved noget om. Drop nu at forudbestille spil fra udgivere, der snød dig sidste gang, du forudbestilte.

Jeg er for, at vi ikke accepterer PR-løgne fra udgiverne som gyldne sandheder.

Jeg håber, vi i fremtiden bruger mindre fokus på "previews" og kopieret PR-snak og mere fokus på anmeldelser.

Jeg mener ikke, vi skal finde os i embargo-ballader. Vi bør boycutte spil, der ikke må anmeldes, da det ikke kun kan resultere i tabte besøg for siderne, vi besøger. I endnu højere grad er det skidt for os, forbrugerne.

Jeg håber, vi kan fokusere på spil efter udgivelsen: Er det blevet bedre/værre? Jeg er for, at vi kigger på alle formater, når det gælder multiplatform. Når det gælder PC'en, så foretrækker jeg personligt, at der samtidig er teknisk info, så det er til at vide, om spillet afvikles ordentligt. Jeg håber, at vi ikke lader os kue af diverse narrativer fra udgivernes side om, hvordan vi forbrugere tager fejl - særligt når det viser sig, at vi har ret.

Jeg håber på endnu mere gennemsigtighed hele vejen fra udgiveren til anmelderen til forbrugeren.

Jeg beder om mindre DRM ovenpå DRM ovenpå DRM. Lad nu være.

Derudover glæder jeg mig til dagen, hvor vi fokuserer mindre på karaktererne (måske skal de droppes?) og i stedet læser anmeldelserne - flertal. En persons mening kan være vidt forskellig fra en andens. Anmeldelser er subjektive. Kig på forskellige hvis du er i tvivl og dan dit eget indtryk. Som konsekvens bliver indholdet af teksterne samtidigt endnu vigtigere, hvilket efter min mening er interessant for alle involverede.

Efter at blive inspireret af Gamereactors nuværende afstemning, har jeg har skrevet denne blog om grafik, platformsvalg og alt derimellem.

Afstemningen lyder således: 1080P - En nødvendighed for et ordentligt billede - En opløsning som folk bilder sig ind at kunne se - Ligegyldigt - gameplay er det vigtigste

Afstemningen kommer sig sandsynligvis af den seneste tids fokus på sammenligninger af PS4, Xbox One og PC udgaver af samme spil - nævneværdigt den nuværende ballade om Assassin's Creed: Unity.

Assassin's Creed: Unity vil efter udtalelser at dømme se ens ud på PS4 og Xbox One. Spillet vil afvikles med 30 billeder i sekundet i opløsningen 900p. (Om der menes 1440 x 900 eller 1600 x 900, har jeg endnu ikke fundet set nogen skrive om. Måske kan I hjælpe mig her.)

Konsolfolket har set sig vrede på hinanden siden udtalelsen. PS4 spillerne mener, at PS4-konsollens specifikationer er Xbox One overlegen, og at PS4 derfor bør kunne køre spillet bedre. Ubisoft har udtalt, at de ønsker, at de to udgaver af spillet skal ligne hinanden på en prik. Ubisoft vil undgå at afvikle PS4 udgaven i en højere opløsning end Xbox One udgaven.

Nogle PS4-ejere stiller sig uforstående overfor dette valg, da de mener, at konsollen vel lige så godt kunne yde, hvad den er i stand til. De ser ingen grund til at skære kunstigt ned på funktioner, hvis dette er tilfældet. Andre er fuldstændigt ligeglade, og vil bare spille spillet, som Ubisoft laver det.

Personligt har jeg altid ærgret mig over, de mange frame rate drops, jeg oplevet på PS3 og Xbox 360 i tidernes løb. Der ville jeg have foretrukket en 'grimmere' grafik og en hurtigere afvikling af spillet. Så hvis Assassin's Creed: Unity formår at holde sig på eller over de 30 billeder i sekundet, så er det klart at foretrække frem for et kønt diasshow.

Bliver PS4 udgaven, der i teorien burde kunne køres bedre, ikke pænere at se på, så må den immervæk afvikles bedre på systemet end på Xbox One. I så fald kommer der alligevel til at være forskelle på de to udgaver til PS4-konsollens fordel.

PC står lidt udenfor netop denne diskussion, da du med al sandsynlighed vil kunne spille Assassin's Creed i den opløsning du ønsker ved den billedhastighed din PC formår.

Nintendo står helt udenfor sammenligning, da Ubisoft ikke ønsker at understøtte Wii U platformen med disse spil. Til sammenligning kører Nintendos Mario Kart 8 med 60 FPS i opløsningen 1080p. Spillet er heller ikke grimt at se på, om end det ikke forsøger at være fotorealistisk.

Spillene bliver mere behagelige at spille, når de ikke kører som en rusten Golf. Så ser vi Assassin's Creed: Unity dukke langt under de reklamerede 30 billeder i sekundet, så bliver spillet ikke en særligt behagelig oplevelse.

Derfor vil jeg foretrække, at vi skærer helt ned til 720p, hvis det er nødvendigt for at oplevelsen bliver rar.

Det lyder måske trist for nogen, at deres helt nye konsol ikke kan afspille hardcore 4K Ultra HD Master Edition Graphics, men sådan er virkeligheden desværre. Efterhånden vil udviklerne optimere spil til konsollerne, men optimeringen vil være begrænset af konsollernes hardware.

Før Last of Us blev udgivet til PS4, var der flere skribenter på diverse sider, der mente, at den til tider ødelæggende billedhastighed var en del af oplevelsen, og gav spillet et filmisk feel. Efter udgivelsen af Last of Us til PS4 var der endnu flere, der hyldede den flotte opdatering og virkeligt glædede sig over, at spillet kunne være så behageligt at spille. Det ene sekund er grafik ligegyldigt og billedhastighed ligefrem vigtig at holde nede. Det næste sekund er en opdateret billedhastighed som sendt fra himlen.

Jeg tror vi alle fokuserer på de forkerte ting. Hvis du foretrækker et format over et andet, så er det cool. Foretrækker du at angribe andre formater og se igennem fingre med de mangler, dit foretrukne format måtte have, så er du fjollet.

Vi må indse, at der er forskellige holdninger til, hvad flot grafik er, og hvad det betyder for oplevelsen. Vi må samtidigt indse, at de forskellige formater har begrænsninger. PS4 og Xbox One vil ikke kunne afvikle spil i samme opløsning som en toptunet PC. De kan til gengæld byde på eksklusive titler, og de kan tilbyde en relativt let adgang til spil.

Dette sagt så holder den klassiske holdning: "Konsollen kræver bare, at du smider spillet i. Så er du i gang" ikke længere helt vand. Selvom konsoller nok stadigvæk er det letteste at gå til, så kræver både spil og konsollen opdateringer efter opdateringer. Dette er let at udføre på en konsol, men det er stadigvæk tidskrævende.

Er det overhovedet en fordel for nogen, at samme spil er ens på forskellige formater? Mjaa nej. Ikke rigtigt.

Jeg kan godt forstå, at hvis du som Xbox One ejer kan blive lidt skuffet over, at PS4 udgaven af dit spil er pænere at se på, hvis dette er tilfældet. Er du på den anden side af den holdning, at grafik er vigtigst for oplevelsen, så burde du købe en stærkere PC i stedet.

Det er vigtigt med forskelle. PC udgaven skal være optimeret anderledes for at fungere. Når PC udgaven af et spil bliver behandlet som en konsoludgave, så føles det oftest som noget halvfærdigt juks. På samme måde burde vi acceptere forskelle mellem Xbox One og PS4, som vi accepterer forskelle mellem PS4 og Wii U. PC, Xbox One, PS4 og Wii U er alle forskellige formater med forskellige fordele og ulemper.

Lad os indse dette og arbejde med det vi har. Hvis PS4 er en stærkere konsol end Xbox One, så er det sådan verden hænger sammen. Til gengæld kan Xbox One ejerne være glade for de mange andre muligheder, konsollen tilbyder dem. Xbox One er en stærkere konsol end Wii U. Til gengæld tilbyder Wii U Nintendos ofte kritikerroste kernetitler.

PC'en kan uden tvivl være det teknisk set stærkeste format. Til gengæld kræver det, at du sætter dig ind i at købe lige den PC, som dækker dine behov. Det kræver også, at du i hvert fald på et basalt plan forstår, og selv gider, at holde din software opdateret. Al denne information er måske let nok at finde, hvis du opsøger den på et forum, men det forudsætter, at du gider gennemgå den proces kontra bare at købe den første den bedste PS4 med hjem fra byen.

Personligt foretrækker jeg at være dækket ind. Havde jeg pt råd til samtlige konsoller, så røg de i indkøbskurven. På nuværende tidspunkt ejer jeg en PC og en Wii U (af de nyeste konsoller). PS4 og Xbox One ender jeg sikkert med at købe, når jeg har råd til dem, og når de tilbyder så mange eksklusive spil, at jeg ikke kan holde mig væk.

New game for me New game is wee I feel free I feel killing spree On disc I see On disc DLC Oh give thee a Oh much diarrhea

For et par uger siden skrev Lee West bloggen "Kan gamere ikke lide spil mere?" om sure videospillere, der sjældent havde noget glædeligt at sige omkring spil og branchen.

Lees blog kan læses her.

Det har inspireret mig til at skrive denne blog, der skal læses som en fundering over emnet, der stikker lidt i en anden retning.

Tilfredse brugere er oftest mindre højtråbende end utilfredse brugere. Sådan tror jeg, det plejer at være. Det er én grund til, at de vrede kommentarer ofte er de første, der springer læseren i øjnene, når denne tjekker en spilside. Når jeg skriver spilsider, mener jeg alle store spilsider - ikke kun Gamereactor. For en god ordens skyld vil jeg skrive, at følgende pointer ikke nødvendigvis gælder for Gamereactor, men at de gælder for spilmedier som helhed.

En anden grund ligger i, at det er mediernes opgave at være kritiske. Det burde være spilsidernes job at være talsmand for forbrugeren. Oftest ender spilsiderne i stedet med at være hype-generatorer, der smider lovprisende previews af sted. Nogle sider uddeler sågar priser til ufærdige spil: Mest eftertragtede, flotteste grafik på E3 osv. Disse previews og priser sætter gang i toget, og hjælper udgiveren med at sælge sit produkt, før det er ude. Det giver folk, der ikke er dygtige til at se igennem tågen, lyst til at forudbestille spil, de herefter bliver skuffede over på udgivelsesdagen.

Da det er let at kaste sin vrede efter spilsider, havner vreden fra de skuffede forbrugere ofte der. De vrede forbrugere er måske mindretallet, men det er dem, der har 'grund' til at lufte sine til tider ugennemtænkte og aggressive holdninger, imens de lykkelige brugere hygger sig med det givne spil.

Frustrationerne bliver også hældt udover spilsiderne, når disse kun anmelder én eller få udgaver af et multiplatform spil på mange formater. Hvis det viser sig, at en af de andre udgaver er en uspillelig omgang hø, så vælter høtyvsbærerne tilbage til siden og råber: "Hvorfor har I givet X 9/10, når det er fuldstændigt uspilleligt på PS3?".

Spilsiderne ser også frustrationer direkte imod eksempelvis Activision, Ubisoft og EA, som nævnt i Lee Wests blog. Hvorfor er folk så vrede på forhånd? Fordi de er blevet skuffet gang på gang. I den senere tid har særligt PC udgaver af multiplatformstitler i bedste fald været uoptimerede og i værste fald været uspillelige. Når forbrugeren skuffes gang på gang, giver det god grund til at være på vagt. Det giver ikke god grund til at svine hinanden og spilsiderne til i diverse kommentarfelter, for det leder aldrig til noget fornuftigt, men det giver grund til at være pessimistiske over PR snak.

For PR snak bliver oftest viderebragt af spilsiderne mere eller mindre ukristisk. Ofte indledes eller afsluttes de af 'det skal man nok tage med et gran salt', men ikke desto mindre får udgiverne ofte ganske gratis lov til at sprede budskaber som: "Denne gang har vi skabt et helt nyt spil X-2, som på alle måder er bedre end X, og bare er helt vildt nyskabende."

Når spillere blev skuffet over Skyrim til PS3, så er der god grund til ikke at æde ovenstående udtalelse råt. Det samme gælder de, der købte Watch Dogs til PC eller de, der erhvervede sig Battlefield 4 på de fleste af de gængse formater.

Skylden lægger sig ikke kun hos spilmedierne. Ubisoft viste et Watch Dogs under E3, der var væsentligt pænere, og lød rimeligt mere innovativt end det Watch Dogs, der udkom. Medierne skrev, at Watch Dogs så pænt ud, og havde noget stort i vente. Det havde det måske også, men slet ikke i samme grad som Ubisoft oprindeligt proklamerede.

Spilmedierne skal ikke lade udgiverne koste rundt med sig, hvis de skal forblive troværdige. Det gør de desværre alt for ofte, selvom de måske gør alt, hvad de kan for at undgå det.

Det er én årsag til at YouTube kritikeres popularitet stiger og stiger. Dette er ikke altid en god ting, da langt fra alle YouTube-kendiser forstår sig på, eller underkaster sig etiske skrevne og uskrevne regler indenfor journalistikken. Flere af de mest kendte YouTube baserede kritikere, skubber dog spilkrikken i den rigtige retning, i og med de ofte tør sige fra og ikke finde sig i udgivernes og PR-medarbejdernes fis. Dette skyldes måske, at YouTuberne ofte ikke holder sig til nyheder, men lige så ofte anbefaler eller advarer om ældre titler. Således kan EA og lignende ikke holde dem i snor og sige: "Hvis I ikke er søde, må I ikke anmelde Titanfall før tid, og så får I ingen sidevisninger."

I den seneste tid har flere udenlandske spilmedier været under hård kritik for at lade nepotisme og pres styre for meget af dagsordenen. Når flere store sites kommer under hård kritik, så går det ud over alle de andre. Ikke fordi alle de andre nødvendigvis har gjort noget galt, men fordi forbrugerne er hurtigt på at hoppe på hadsvognen, og efterfølgende drøner derudaf, så de kører flere sider over end tiltænkt. De mister stille og roligt tiltroen til samtlige spiljournalister og ikke bare de enkelte afstikkere.

Alt dette er selvfølgeligt skidt. Det er trist at vi forbrugere altid skal råbe ad hinanden, i stedet for at debattere sagligt og sammen finde ud af at glæde os. Idioter vil der desværre altid være mange af, og idioterne er samtidig de mest højtråbende. Samtidig er det ikke forbrugernes skyld, at spiludgivere haster spil ud på markedet, før de er overhovedet er halvfærdige, og det er ikke forbrugernes - og absolut heller ikke spilmediernes - job at skabe hype omkring de store firmaer. Særligt ikke, hvis de behandler forbrugerne som skidt. I det tilfælde er det spilmediernes job, at råbe dem op og adspørge dem, hvorfor de udgiver ufærdige spil, og hvorfor de snyder forbrugeren.

Det er i øvrigt min sidste pointe. Spilmedierne tør yderst sjældent stille kritiske spørgsmål i interviews. Alt for ofte ender det med, at spiludgiverne og spiludviklerne får en gratis kanal til at promovere sit produkt. Jeg forstår, at spilmedierne ikke tør være for kritiske i sådanne direkte/interview situationer, da de har brug for udgivernes eksklusive info og udgivernes anmelderudgaver af spil, så de kan være hurtigt ude med info og få klik på siden. Det betyder desværre også, at man ligger, som man har redet. Hvis spilmedierne ikke tør være kritiske nok på forbrugernes vegne, så må forbrugerne selv være det, selvom det sjældent ender som noget kønt syn, da 'udtalte' folk på nettet har det med at råbe, før de tænker.

Jeg ser frem til en spilbranche, der bliver udfordret af forbrugeren og nye mediers indtog. Jeg er sikker på, at hvis de store udgivere begynder udelukkende at smide fede og færdige spil på gaden, så skal de nok få spillernes accept.

Til sidst vil jeg alligevel opfordrer jer alle til at tænke jer om. Hver gang i skriver noget i retning af: "Hør nu her din nar. Mit spil og min platform er bedre end dit spil og din platform, røvhul", så håndfodrer i spiludgiverne og platformsudgiverne. Spil- og konsoludgivere lever af, at du bruger dine lommepenge på et spil frem for et andet, og derfor kan de grine hele vejen til banken, når du sviner 'modstanderen' til og på den måde forsøger at skabe hype om dit eget spil.

Undgå at være en røv, men stil spørgsmål til din favorit og dig selv. Selvom du måske elsker Sony, Microsoft eller Nintendo, så undgå at forsvare dem, når de laver rav i den. I sidste ende ender du med dårligere spil og dårligere platforme til dig selv, hvis du ikke siger fra.

TL;DR: Spilmedierne skal tage sig sammen og ikke bukke under for udgivere; forbrugerne skal geare ned, men stille spørgsmål til deres egne darlings; tal pænt, så når vi alle længere sammen.

Først og fremmest mange, mange gange tak til Gamereactor og særligt Nick Holmberg, der var med os på det meste af turen, for en helt overdrevent fed rejse til GamesCom. Det havde jeg ikke lige regnet med skulle være en del af min sommerferie. Jeg er lige kommet hjem igen i forgårs, og jeg er helt blæst oveni. Det har simpelthen været en super underholdende og helt igennem fænomenal tur. Dinobambino og jeg har haft en tur, der oversteg al forventning, så tak!

Jeg vil selvfølgelig også sige tak Activision, Sledgehammer og alle Call of Duty folkene, der har gjort turen mulig! Dette bliver til en lille blogserie, hvor jeg fortæller om, hvad vi har oplevet.

Det var været en fantastisk oplevelse! Gamereactor udvalgte min kæreste Dinobambino som vinder af Call of Duty GamesCom konkurrencen. I konkurrencen skulle deltagere uploade videoer af Call of Duty Gameplay, og det fedeste gameplay vandt to billetter til turen "Road to GamesCom" med Call of Duty og Activision.

Gamereactor udvalgte Dinobambinos (eller Dinahs) video som den sejeste, og pludselig skulle vi af sted til Køln. Tak Dinah, du er for awesome!! :D. Dinah læste vindermailen, imens jeg sad og var i gang med at streame spil. Hun råbte højt, at hun havde vundet konkurrencen, og at vi skulle til GamesCom, imens jeg i et følelsescluster af overraskelse og glæde helt mistede overblikket over, hvad jeg spillede og udbrød: "Guys we're going to GamesCom!" til mit stream.

Der gik længe, før vi kunne fatte, at Dinah havde vundet, og at vi skulle til GamesCom, men i løbet af aftenen sivede det lige så stille ind. Imens det stille og roligt sivede ind, blev vi helt hyped, især fordi vi aldrig har været på så stor en event før.

Da det gik op for os, hvad vi skulle, gik der ikke længe, før vi begyndte at planlægge, hvad vi skulle have med, og hvordan vi skulle komme af sted. Activision betalte alle udgifter som fly, hotel og mad, så planlægningen var til at overskue.

Vi fløj fra København til Amsterdam. Herfra skulle vi køre til vores hotel i Düsseldorf sammen med nogle andre vindere samt et væld af inviterede YouTubers, vi ikke umiddelbart kunne genkende.

I Amsterdam skulle vi først mødes med de to andre vindere samt Nick Holmberg fra Gamereactor.

Vi var dog for hurtige til at nå frem. Så vi kunne underholde os selv med at skue over Amsterdams befolkning og byens mange turister. En næsten overraskende stor mængde af folket havde særligt én ting tilfælles: De inhalerede en form for hjemmerullede 'cigaretter', der ikke just lignede eller lugtede som almindelige Prince. Man kan sige, de levede op til de stereotype forventninger, nogen af jer måske har om Amsterdam.

Først oplevede vi en mand løbe hen ad banegården, imens han råbte: "Amsterdam!". Herefter tændte han for sin tilsyneladende særligt Hollandske smøg.

Der var også en ryger, der vist havde fået rigeligt 'hjemmerul', for han væltede omkring på fortovet og ud på vejen med halvdelen af en rullekuffert, imens han undersøgte sine tænder (eller mangel på samme) i sidespejlene på en scooter. Det brugte han omtrent halvanden time på, vi nåede i hvert fald at vente, få lidt frokost og vente lidt mere, før vi skulle videre. Alt imens var han stadigvæk i gang med samme rutine. Forhåbentligt hyggede han sig.

Derudover øvede en gøgler sig på at stå hænder, efter hun havde fået sig en lille spliff selvfølgelig. Byens autoritet, der til tider vandrede forbi, virkede i øvrigt meget storsindede omkring disse episoder.

Da de andre omsider dukkede op, fandt vi med sporvogn sammen hen til bussen. Eller det vil sige: vi fandt parkeringspladsen, hvor bussen skulle være. Den var der tilsyneladende ikke, og det skabte en del forvirring. Det viste sig, at den holdt og ventede længere nede på at køre ind på pladsen. To biler, der åbenbart ikke kunne komme igennem kontrollen, spærrede vejen. Vi så godt nok en bus, da vi ankom, men den holdt bag træer, og vi kunne derfor ikke se, om det var den. Dinah og jeg valgte, at gå hen og kigge, og lagde mærke til, at der var et kæmpe Call of Duty logo og en fyr med en assault rifle i hånden på bussen. Så måtte det jo trods alt være den rigtige bus.

Efter noget ventetid, dukkede arrangørerne og resten af deltagerne, der skulle med fra Amsterdam, op. I første omgang troede vi, at det var alle, der skulle med. Det viste sig senere, at hele fire busser med Call of Duty tema var på vej til Düsseldorf.

Før vi nåede så langt, fik vi fodret nogle ænder - eller buschaufføren gjorde, imens Nick Holmberg var overbevist om, at han havde set heste (og muligvis giraffer). Vi andre så hverken heste eller giraffer, men ænder var der masser af.

I næste blog vil jeg bl.a. skrive om busturen, og hvordan det var at være til Call of Duty Advanced Warfare Multiplayer Reveal.