jeg har altid godt kunne lide at skrive historier så derfor besluttede jeg at smide den historie som jeg mindst hader op på GR for at høre jeres Mening evt. kunne jeg godt tænke mig noget Feedback:

Tiden

Peronnen var beklædt med et tæt lag fremmede mennesker, han kunne næsten ikke finde den rigtige imellem alle de forkerte. En af hendes kufferter var blevet glemt ved cafeen, da de spiste morgenmad, dette opdagede han heldigvis i tide til at finde hende. Hun var meget lettet, hendes tog skulle dog til at køre så det blev bare til et "farvel..." der hang i luften, indtil det blev afløst af et "vi ses". Mens hun fandt sig til rette i toget. Smed han "husk at skrive" op i luften. Hele farcen varede kun 20 minutter. Resten af dagen så han for sit indre blik scenen hvor de stod på perronen, til slut hvor, hun køre væk, rejser publikum sig op og klapper. skuespillerne bukker og forlader scenen blot for at opføre det selv samme scenarium igen. Ja således er kærlighed. Dagene derpå sad han og skrev til hende, ordene var deres og ikke andres. Det skrevne budskab fik snart en besvarelse, skrevet med et ligeså fjernt sprog som den afsendte besked. Denne byttehandel blev med tiden en tradition, som han fulgte efter bedste evne. Ganske som på perronen var tiden en udeladt faktor, når han sad og læste og besvarede de hieroglyfiske beskeder. Tiden gik sin gang, men uden ledsager. Han sad fastspændt i stolen, fantaserede med forventningerne, parat til hendes næste besvarelse. Inden længe så han at det var tid til et nyt stykke. Skuespillerne ventede spændt på manuskriptet, hvorved de vil øve dette til perfektion. Peronnen var malet med helt nye mennesker, hvilket gjorde det besværligt for ham at finde hende. Han vidste dog hvad han skulle gå efter, sproget, det som ingen kunne forstå, Åh det fantastiske sprog. Et af de ord brugt rigtigt sagde mere end tusinde almindelige ord. Han begyndte i det små, snart det mindre, derefter det lidt større og således blev han ved indtil svaret svang sig om halsen på ham og kyssede ham. Manuskriptet var færdigt, rollerne var indøvet og scenen var sat. Tiden svandt atter engang ind til en ubetydelig faktor, mens de forlod peronnen. Duftenen og lydene legede rundt om hende som små børn, de børn de altid havde haft sammen. Døren bød hende hjerteligt velkommen hjem, mens den uden et knirk gik op. Men hele denne og samtlige andre begivenheder frøs ihjel, da hendes smil faldt fra hinanden. Hun skyndte sig at samle stykkerne op fra gulvet og sætte dem på plads, da hun ikke havde den samme slags tid, som da hun satte det i første gang, blev det heller ikke ligeså vellykket. Revnerne i smilet tegnede forfærdelige billeder i hele hendes ansigt, sådan havde han aldrig set hende før. Aftenen derpå talte de, ikke på det sprog de før havde talt, men et nyt. Medens hun havde været væk var hun blevet et andet. Noget andet. Tiden, som gik sin gang, havde fået en ny ledsager. Som tiden gik med hende, blev dagene længere og længere og ligeledes blev det mere og mere pinefuldt at se på. Indtil den aften hvor hverken dagene eller pinslerne kunne strækkes mere, hvor det hele knækkede for ikke at kunne samles igen.

Slut...................... Af: AMM