Måske er jeg forsvundet fra GR, uden nogen lagde mærke til det. Måske har nogle undret sig. Jeg ved det ikke. Imidlertid må jeg forholde mig til at jeg ikke kommer til at blogge på GR igen. Og med den beslutning fulgte en vis pligtfølelse over for de mennesker, der har læst mine blogs og kommenteret på dem. Det har været fantastisk at følge hvor mange kommentarer man fik og hvordan budskabet blev modtaget. Havde jeg gjort mig klart forståelig? Var der andre, der delte mit synspunkt? Eller var der nogle, der ville indgå i dialog?

Derfor føler jeg at jeg skylder en forklaring på mit pludselig fravær på siden og hvorfor det nok ikke kommer til at ændre sig.

Jeg har egentlig stadig lyst til at skrive blogs og der har jeg da også gjort i den mellemliggende periode. Det handler ikke i samme grad om gameing, hvorfor jeg ikke har fundet GR det rigtige sted at publicere bloggene (de er faktisk slet ikke blevet publiceret). Men det er ikke hovedgrunden til mit fravær.

Hovedgrunden er den manglende teknologiske umiddelbarhed. Når jeg skulle skrive en blog her på siden, var det letteste sådan set at skrive selve bloggen. Når det var gjort begyndte et næsten lige så stort arbejde med få bloggen til at se lækker ud. Fed skrift de rigtige steder, kursiv i starten og billedet indsat det rigtige sted. Men alle de handlinger foregik i Html sprog - enormt kluntet. Ligesom mange andre skrev jeg selve bloggen i word, for derefter at smide den over på GRs platform. Og det hele måtte nødvendigvis foregå på computer, hvilket i min verden gjorde det meget omstændigt.

I virkeligheden ser jeg problemerne med blogsektionen, som symptomatisk for hele GR siden - den er enormt kluntet og gammeldags. Ved godt at designet er blevet ændret til det bedre, men er det ikke bare gammel vin på nye flasker?

Hvis man gjorde det til det mest naturlige at skrive en blog fra telefonen, som man kunne gemme og så kigge på igen, på sin computer og rette lidt hist og her for så til sidst at publicere - ja så vender jeg måske tilbage. Man skal jo aldrig sige aldrig.

Nu lyder det måske som om det har været let for mig at lægge GR på hylden. Det har det imidlertid ikke været, men på den anden side synes jeg at GR fortjener min fortælling, råt for usødet.

Så Tak fordi du læste med! Tak til dig, der tog sig tid til at kommentere (vanligt eller en enkelt gang)! Tak til dig, der bare læste med! Tak fordi jeg fik lov til at fylde noget i dit virtuelle liv. Du fyldte i hvert fald i mit.

<bild> Det er endnu en gang blevet Star Wars tid. Først en uge efter premiere, kunne jeg komme til at se den film, der er blevet spækket til med stjerner og endda blevet kaldt; den bedste star wars film nogensinde. Men er det virkelig den bedste Star Wars film nogensinde? Også for en ærkefan af serien? Her bringer jeg min spoilerfrie anmeldelse af den seneste stjerne i galaksen lang væk her fra

Rogue One er fra de første billeder anderledes. Ingen gul skrift ruller hen over skærmen for at sætte seeren ind i situationen og musikken er ugenkendelig. På trods af dette formår filmen at sende de helt rigtige vibrationer ud til beskueren - det her føles som Star Wars, selvom filmen fraviger rammerne. For historien og især karaktererne emmer af Star wars.

Den unge kvinde Jyn Erso (Felicity Jones), bliver befriet fra en fangetransport af rebellerne. Hun er datter af videnskabsmanden Galen Erso (Mads Mikkelsen). Da Jyn var helt lille blev Galen tvunget til at arbejde for imperiet og kreationen af dødsstjernen. Nu har rebellerne fået nys om projektet og en afhoppet imperiue-pilot, der skulle være i Militsen Saw Garreras (Forrest Whitaker) varetægt. Piloten skulle vide mere om projektet. Da Saw Garrera har fungeret som en slags forskruet stedfar for Jyn har Rebellerne en formodning om at Jyn ville kunne skabe den kontakt til Saw, som de ikke selv formår. For selvom Saw med sine militser indædt bekæmper imperiet, vil han ikke være en del af rebellerne.

Jyn er ikke ligefrem tændt på ideen, men idet hun ikke har set hverken far eller stedfar i mange år indvilliger hun i at tage med. Her fra tager tingene fart og mørke sider af rebellernes virke åbenbares for os ligesom lyse sider af imperiet præsenteres. Rogue One, er altså i høj grad en nuanceringens film. Imperiet er ikke kun onde generaler og Sith Lords. Nej, der findes også dem, som i virkeligheden vil noget andet, men er tvunget til at følge ordrer. Og rebellerne er ikke kun de altid korrekte helte. Nej nogle gange må der træffes svære beslutninger, som isoleret set er onde, men i den lange bane, tjener det godes formål.

Denne nuancering er befriende at være vidne til. Hele første del af filmen var en fest. Et væld af nuancerede karakterer og forhold introduceres. Hos de splittede rebeller møder vi kaptajn Cassian Andor (Diego Luna), som ikke skyr nogle midler, for at nå målet. Senere bliver en force sensitiv munk også præsenteret. Og the force behandles rigtigt; som noget nogle tror på, mens det er mere rationelt at lade vær. Igen en spændende karakter.

Karaktererne er godt skrevet og ikke mindst godt spillet. Og som det er Star Wars universet forundt er effekterne utroligt flotte.

Der er altså rigtig mange elementer i Rogue one, der fungerer rigtig godt. Desværre lider filmen under at være en film i mellem film. Især, hvis man kender handlingen i episode fire indgående, vil der ikke være mange overraskelser, når handlingen for alvor tager fart. Filmen må nødvendigvis være tro over for den første Star Wars film, men det er også en hæmsko. Misforstå mig ikke - jeg ville ikke have det på anden vis, men med dette som præmis, er de overordnede linjer meget gennemskuelige, ligesom nogle underliggende elementer bliver det. Det er ærgerligt, men nødvendigt. Og gør desværre af den sidste halvdel af filmen er lidt kedelig.

Ligesom med Force Awakens, mærker man en smule frygt for at gøre noget der for alvor er løsrevet fra kronologien. Hvor Force Awakens, var en decideret klon har vi med Rogue One, at gøre med en loyal stormtroop, men ikke en klon. Det er ægreligt og jeg kan ikke lade være med at tænke at instruktøren (Gareth Edwards) kunne havde lavet en meget bedre film, hvis han ikke skulle hænge det hele op på, noget allerede eksisterende.

Så nej, Rogue one er i min optik, ikke den bedste Star Wars film nogensinde. Men med sit flotte persongalleri og nuancerede forhold er det bestemt en god film. Hvis dine minder om episode fire er tågede eller ikke eksisterende, er det kun i filmens favør.

Der var engang en meget aktiv figurblogger her på GR. Jeg tænker selvfølgelig på Oleg Rasputin Molotov. Han lagde tit flotte billeder op af sin figurer. Det prøver jeg at tage op igen med denne blogserie.

Ja, det er en tung arv at løfte. Men heldigvis har jeg også besluttet at denne blog skal være sin egen. Selvom den er lavet fordi Oleg, åbnede mine øjne for at det også var en måde at blogge på, bliver jeg nød til at finde min egen måde at blogge om figurer.

Ligheden er at jeg ligesom Oleg samler på figurer (ikke i samme omfang, men lidt har vel også ret). For at begrænse mig og strømline samlingen skal figuren, for at indgå i min samling, fremstille en person, som på en eller anden måde er med i et videospil. Det vil altså kun være gamerfigurer, der optræder på denne blog.

Den regelmæssige læser af denne blog vil vide, at jeg har lagt billeder af figurer op før. Forskellen mellem den gang og nu bliver imidlertid at de billeder, der bliver taget, er meget bedre. Det skyldes, at de ikke er blevet taget med min telefon, men med et spejlreflekskamera.

Jeg ejer ikke sådan et lækkert apparat, men det gør min gode ven, som også er bruger her på siden. Så al ros går i den sammenhæng til Exspechto. Stor tak til ham for at sætte et par timer af til at skyde billeder af min samling!

Nåh men nok introduktion. Som overskriften afslører skal det i dag handle om Nathan Drake.

<bild>

Ja, jeg har spillet alle spil i Uncharted serien og elsket alle spillene for deres høje kvalitet. Derfor var jeg ikke bange for at lave en forudbestilling på det fjerde indslag i serien. Ved at bestille en Libertalia edition fik man bl.a. denne fantastiske figur med i købet. Så det virkede ganske naturligt at afslutte bekendtskabet med Nathan Drake med en erhvervelse af Libertalia udgaven.

Figuren måler 30,5 cm og er dermed den største i min samling. Nathans blik er rettet mod et ubestemmeligt punkt, men ansigtsudtrykket og hånden, der trækker pistolen frem fortæller os, at der er fare på færde.

Som billederne så fint afslører, er der med denne figur virkelig kælet for detaljen. Basen er eminent inddraget; man kan jo ligefrem se aftrykket fra støvlen i mudderet. Derudover falder tøjet naturligt og man fornemmer at Nathan har været en del igennem; bukserne er gennemblødt for neden (fed detalje), han har skrammer på armene og er generelt beskidt. Det jeg også godt kan lide ved denne figur er at vi ved nærmere eftersyn ikke er i tvivl om at dette er en ældre Nathan end den vi lærte at kende for snart ti år siden. Håret har få steder et gråligt skær, ansigtet er mere rynket og mest afslørende; ringen på hans finger.

Ja, jeg er glad for denne figur. Den er både flot, og så er Nathan Drake hovedperson i en utrolig god spilserie. Uncharted serien har været helt fantastisk at følge, og har du ikke spillet serien, får du her en varm anbefaling. Hvis du ikke har spillet serien er det nok ikke den første anbefaling du får.

Tak fordi du læste med.

De fleste ved, at det er værd at forholde sig kritisk og refleksiv over for det man hører, læser og ser. Det kan ind imellem være svært, at finde ud hvad man kan tage for gode vare, og hvad man skal tage med et gran salt. I den her blog har jeg forsøgt at indtage rollen som djævelens advokat og fundet fire antagelser, som jeg mener, er fejlslutninger inden for gamerverdenen.

Forudbestillinger giver udvikleren et fripas til helvede Forudbestillinger er udsat for meget had på internettet, og de beskyldes for mange ting. En del af hadet går på, at man ved en forudbestilling giver sine penge til en udvikler, før man ved en pind om spillet. Bekymringen er, at dette giver udvikleren mulighed for at bruge forudbestillingerne, som et fripas, hvor de ikke behøver, tænke på hvor godt spillet bliver, fordi forbrugeren allerede har lagt pengene. Hvorfor skulle udvikleren gøre sig umage, når nu spillet allerede er købt? Resultatet bliver altså at udvikleren laver et spil, der er så dårligt at det knap nok kan sættes i maskine og forbrugeren er blevet snydt. Det er logikken.

I langt de fleste tilfælde er det imidlertid ikke sådan det fungerer. Det der i virkeligheden sker, ved en forudbestilling, er blot at et kopi af spillet bliver lagt til side til dig. I langt de fleste tilfælde bliver ingen penge trukket før, varen afsendes, og du kan til hver tid trække din forudbestilling tilbage, og dermed ikke have givet nogle penge til udvikleren. Faktisk kan forudbestillinger være med til at hjælpe udvikleren. Udgiveren vil nemlig indimellem gå ind og kigge på antallet af forudbestillinger. Hvis, der er mange forudbestillinger, vil udgiveren nogle gange gå ind og øge spillets budget og dermed give udvikleren mulighed for at gøre spillet endnu bedre.

At man muligvis stadig køber et spil, man ikke ved hvad er - er i virkeligheden det største problem. Det er jeg helt med på. Men det ændrer ikke ved, at ideen om at udvikleren holder ferie med alle forudbestillingspengene, som regel ikke holder vand.

Kilde

Spil skal gennemføres En artikel på GR spurgte for noget tid siden; Hvorfor gennemfører vi ikke vores spil? Et relevant spørgsmål. Svaret kunne imidlertid være; fordi spil ikke nødvendigvis skal gennemføres. Det er altså ideen om at spil nødvendigvis skal gennemføres, jeg angriber her.

Nu er No Mans Sky, meget forhadt, men jeg synes dog alligevel at spillet var med til at bringe den gamle pointe frem igen; spil skal ikke gennemføres - de skal spilles. I ældre spil som Pong, tetris, Pac-man etc., var det meget tydeligt at spillene ikke nødvendigvis skulle gennemføres - det var selve det at spille, der var i centrum. Det kunne sagtens være sjovt, selvom du ikke gennemførte spillet. Nogle af spillene, kunne jo slet ikke gennemføres, og det var fint nok fordi oplevelsen, kunne stå alene.

I dag lægger historiedrevne spil selvfølgelig op til at blive gennemført, så vi får den sidste krølle på halen, men det behøver ikke være sandt for alle spil.

Den vrede gamer er en lille dreng En anden ting, jeg har lagt mærke på GR, er måden hvor på vi ofte skitserer den vrede gamer. I en artikel skrev Magnus Synes du at små drenge der råber og skriger og popper headshots i Call of Duty er irriterende i forvejen, så forestil dig et scenarie hvor de fra start af har en abnorm fordel, og det skyldes udelukkende at de har brugt flere penge end dig. Ikke et ondt ord sagt om skitseringen, for jeg kunne da selv nikke genkende til den. Sådan en der råber i chatten og kalder os andre for noobs, hver gang lejligheden byder sig... og når den ikke byder sig.

<bild>

Jeg må dog erkende at jeg har været vidne til flere af mine venner, der er gået amok i chatten og raset godt og grundigt igennem, mens de har beskyldt andre for det samme. Og de er altså ikke små drenge, men voksne mænd. Jeg skal da heller ikke se mig selv fri for at bande og svovle over mindre erfarne holdkammerater - jeg undlader dog at give udtryk for denne frustration i chatten.

Min pointe er blot; den vrede gamer er højst sandsynligt ikke en bestemt gruppe af gamere, men meget mere nuanceret. Vi kan vel alle sammen blive vrede, og nogle lader det så på en dårlig måde komme til udtryk i spillet.

Esport er en sport Jeg ved ikke om esports atleter også bliver vrede og raser i chatten? Det gør atleterne sikkert også... Og ja, det må vel nødvendigvis hedde en atlet, hvis man godtager at esport virkelig er en sport? Men er det virkelig det?

Oxford definerer sport som; An activity involving physical exertion and skill in which an individual or team competes against another or others for entertainment.

Det er bestemt underholdende at se Esport, og det kræver bestemt øvelse at blive god til et bestemt spil, og det skal da helt sikkert anerkendes. I mine øjne lever Esport bare ikke op til definitionen på en sport. Det er egentlig kun punktet om at det skal være fysisk anstrengende (physical exertion), der synes at være i modstrid med min forståelse af Esport. Skader forekommer også inden for esporten, hvilket jo kunne tyde på en form for fysisk anstrengelse, men det er ikke min forståelse at det kommer af at anstrenge sig, men fordi de samme bevægelser laves gentagende gange.

Derudover er det da mærkeligt at vi først kalder det for en sport, når der begynder at være penge involveret. Sådan er der da, ikke med andre sportsgrene. Hvis du går til fodbold på amatør niveau et par gange om ugen, er det jo stadig en sport. Men at game lidt online med vennerne ville man jo ikke kalde for sportsudøveælse. Nej, pludselig skal det være professionelt, før det er en sport. Det giver da ikke rigtig mening?

Jeg ved godt at poker og skak også bliver kaldt for sport, men giver det virkelig mening ift. definitionen? Det mener jeg ikke.

Tak fordi du læste med

Jeg har efterhånden oplevet det i en del rollespil. Som spillet skrider fremad bliver man mere og mere episk og mægtig. Både i gameplay men også tematisk hvor man erhverver sig flotte titler, og oplever fremskridt. Men bundfælder det sig for alvor i spillets univers?

I Dragon age: inquisition starter man som en fuldstændig ukendt person, der er speciel, fordi han/hun, som den eneste overlever en eksplosion, og efterfølgende besidder evnen til at lukke flænger i himmelen. Flængerne skal lukkes fordi, der strømmer onde væsener ud som, var det skolebørn, der fik frikvarter. Der fra tager tingene fart, og mange historier udfolder sig. Min oplevelse var at spillet, starter ud med en rimelig høj sværhedsgrad, og herefter giver dig en næsten udødelig status. Du bliver altså utrolig mægtig, rent gameplay mæssigt. Men spillet vil mere end det. Du får selvfølgelig også en lækker titel: "The Inquisitor". Det klinger jo faktisk godt.

Desværre besudles din titel gang på gang. "Klynk, klynk Inquisitor. Min gårdhave er slet ikke så fin, som de andre slottes gårdhaver. Vil du ikke nok samle nogle solsikker til mig?" Du kan tro nej, om jeg vil være din personlige gartner og rende rundt i hele Thedas, for at gøre dig tilfreds, jeg er nemlig udvalgt af Andraste, hende selv - JEG ER THE INQUISITOR!

Også i Fallout 4 starter du ud som en uvidende Vault-dweller, der ikke har den ringeste ide, om hvordan verden hænger sammen. Hvad er en Ghoul? Hvad er en Super Mutant? Og andre umiddelbart dumme spørgsmål er man tvunget til at stille. Også her var min oplevelse, at spillet var meget svært i starten. Senere ender man dog i en power Armor, hvis blotte tilstedeværelse kan få selv de frygtede Deathclaws til at visne. Titler tildeles du også i spande vis: General of the Minutemen, Silver Shroud, Spoiler:Brotherhood Sentinel og potentielt mange flere.

Men igen besudles din titel. "Hjælp General, Hjælp! Vi er 18 beboere, men der er kun 17 senge i vores by. Hvad skal vi dog gøre?" Du kan tro nej jeg er sgu ikke din Dyne-Larsen - jeg har bedre ting at tage mig til - JEG ER GENERAL!

Nu blev det måske brugt lidt meget capslock og nedgørelse af diverse NPC'er, for jeg kan faktisk godt lide begge spil. Jeg elsker begge spils univers. Jeg elsker situationerne med magt! Jeg elsker, at jeg bliver så mægtig at det indimellem er for let (om følelsen indtræder på det rigtige tidspunkt kan diskuteres)! Jeg kan bare ikke undlade at tænke, at der er noget modsætningsfyldt i at give mig en position i toppen af hierarkiet for derefter at lade mig udføre arbejde, som burde udføres af mine håndlangere (companions, settlers etc.).

<bild>

Dragon age: Inquisition, inkorporerede nogle fede elementer i den sammenhæng; rådsmøder, hvor beslutninger, omkring The inquisition skulle tages og dine companions kunne lave andet end at sidde på bar dagen lang (ja, det er dig jeg taler til Iron bull). Men hvorfor kunne jeg ikke sende nogle ud for at samle blomster? For sandt være sagt, ville jeg da også gerne have haft Thedas skønneste have, men det blev det bare ikke til.

Gameplayet bør simpelthen udvide sig, som du får de her titler. Når jeg bliver General i Fallout 4, bør jeg kunne sende en companion hen for at forsvare et settlement. Det er jo mig der er General - adlyd mine ord, eller bliv smidt for løverne! Når jeg bliver the Inquisitor, burde jeg kunne beordre enhver af mine companions (især hende der Cassandra) til at køre på ethjulet cykel og jonglere, men det er jeg tvunget til selv at gøre, ligesom jeg selv må finde de dumme blomster, hvis jeg vil have Thedas flotteste gårdhave.

Og selvom jeg elsker at gå rundt og designe min settlements, burde, der altså være mulighed for at nogle andre en Kongen af Commonwealth, står i spidsen, for så simpel en opgave, som at bygge en seng. Jeg kan sådan set godt lide at mine settlements har det de har brug, for, men at jeg skal stå i spidsen, for helt elementære ting, underminerer følelsen af mægtighed, som spillet prøver at give mig. Det er selvmodsigende.

Tak fordi du læste med.