"Find dig en sportsinteresse..."

Sådan noget lignende sagde en ven til mig her den anden dag. Jeg studsede lidt over denne bemærkning, og spurgte ham, hvad han mente med det. Han mente, at jeg skulle være noget mere social og komme mere ud blandt andre mennesker. Altså, at det var for lidt det, som jeg allerede havde i forvejen.. Jeg studsede igen, vidste ikke helt, om jeg skulle være enig eller ej.

Min hverdag foregår sådan, at jeg arbejder cirka tre gange om ugen i et skånejob, som i alt bliver til cirka tolv timer. Udover det, så er jeg sammen med nogle venner engang imellem. Men ellers, så er jeg ikke særlig meget ude i blandt fremmede mennesker.

Tidligere har jeg gået til noget fitness igennem et halvt års tid, hvorefter jeg holdt en pause fra det, da fitnesscenteret skulle igennem en overhaling af renovation. Igennem min chef, der dyrker Taekwondo, prøvede jeg det også cirka et halvt års tid. Jeg kunne meget godt lide det, selvom jeg er en sofakartoffel, som ikke synes, at hektisk aktivitet er det fedeste i verdenen. Men så mistede jeg en smule af interessen for det og har ikke haft noget sportslignende beskæftigelse siden da. Hvis man ser bort fra, at jeg engang imellem går cirka tre kilometer om dagen, bare for at lave lidt.

Men nu mener ham vennen her, at jeg måske skulle finde en sportsinteresse. Efter at have tænkt lidt over det, så er jeg nået frem til, at han måske kan have ret. En af grundene er, at jeg egentlig godt vil ned i vægt. Men jeg aner ikke rigtigt, hvad denne nye sportsinteresse skulle være. Fodbold og håndbold siger mig ikke en skid, så det har jeg allerede udelukket.

Har I nogen sportsgrene, som I kan anbefale? Eller har I en eller anden erfaringer med, hvordan man smider nogle kilo?

For et par uger siden købte jeg den komplette pakke med Company of Heroes til min elskede pc for at se, om det skulle være noget for mig. Jeg har tidligere prøvet strategi-spil uden at det var noget, som jeg blev hængende særlig længe ved, fordi de virkede alt for uoverskuelige, kaotiske og hektiske efter min mening. Sådan grundlæggende, så vil jeg helst have tid og ro, hvis det er et strategi-spil, som jeg sidder med.

Et af de eneste rigtige, vellykkede strategi-spil for mig nogensinde, er western-spillet Desperados - wanted dead or alive fra 2001. Her blev jeg ved fordi spillets historie holdt mig limet fast til sædet af ren spænding efter at finde ud af mere og fordi man skulle for det meste ikke bare storme frem. I stedet skulle man tage fjenderne en efter en og bruge sine spilbare karakteres evner for at overkomme udfordringerne.

Nå, men tilbage til Company of heroes. Jeg spillede de fleste øvelsesmissioner igennem for at lærer the basics. Herefter gik jeg videre til selve kampagnerne. Jeg spillede en bane, men synes ikke rigtig, at jeg kunne finde hoved eller hale i det efter gennemførslen af den. Så gik jeg over til skirmish. Der fandt jeg ud af, at man skulle tage alle ressource-points før fjenden gjorde det.

Fair nok, men efter at have indtaget en del af de placeringer, som jeg havde brug for at opbygge sin hær, så væltede fjenden frem med tanks, soldater med flammekastere og fra tid til anden irriterede en skide tysk snigskytte mine soldater ved at placerer en kugle i deres pandeskal. Til sidst lukkede jeg det ned og fik en fornemmelse af, at dette spil nok ville blive endnu et af dem, som jeg ikke ville få så meget sjov ud af. Efterfølgende var jeg lidt irriteret på mig selv, for ikke at have givet spillet særlig stor chance. Endnu senere hen efter nedlukningen, fik jeg den tanke, at det måske bare var et bevis på, at strategi-spil ikke lige er særlig velegnet til mit temperament. Jeg har tidligere prøvet spil, hvor noget lignende er sket: Eksempelvis First-person-shooters.

Nu vil nogle nok få den opfattelse, at jeg er typen, som let giver op med et spil, hvis det bare skulle give mig det mindste gram udfordring. Sådan hænger det dog ikke sammen. Hvis der er en ting, som jeg finder svært i et spil, så plejer jeg for det meste at eksperimenter for at overkomme problemet, prøve forskellige løsninger af eller blive fortrolig med det ved bare at tage de tæsk og afstraffelser, som det måtte give. Men lige med det her spil, gav jeg hurtigt op.

Men hvad jeg egentlig ville fortælle med den her historie, var, om I allerede er blevet klar over, hvad I kan lide og ikke kan lide at spille?

For nogle dage siden startede jeg en tråd om den såkaldte berettermodel for at høre, om GR`s brugere mente, om den kunne bruges til at strukturer et plot.

Jeg fik en del henvendelser i den henseende som var meget brugbare. Tak for dem, vil jeg lige sige, hvor jeg måske lige nu har deres opmærksomhed.

Nå, men jeg fik en ide, efter at have læst disse indlæg. Måske var der en interesse i, at der blev oprettet en skrivegruppe herpå GR, hvor de brugere, som godt kan lide at skrive, kunne udveksle ideer, erfaringer m.m. Det kan være alt fra brugere, der skriver i form af gymnasieopgaver, skønlitteratur eller måske brugere, som skriver spilanmeldelser.

Hvad mener I om denne ide?

Jeg sad netop og kedede mig i dag, men solen hamrede ned for fuld skrue, da jeg fik denne ide. Jeg fik lyst til at skrive en lille sommerhistorie. Med vor allesammens helt Marcus Fenix, som tager på ferie til en middelhavsø.

Kommenter endelig, enten med meninger eller konstruktiv kritik.

Han kastede sig ned i stolen, luften forlod let hans bryst. Endelig var han fremme. Endelig kunne han tage en velfortjent ferie, væk fra alle nysgerrige spiljournalister og fanatiske spillere. Marcus Fenix så sig omkring i baren og undrede sig. Flere af de andre gæster sad adskillige meter væk fra hans bord. Gad vide hvorfor? Vidste de ikke, hvem han var? En stemme afbrød hans tanker: "Du er vist den eneste på den her hotel ø, som tør sætte sig ved mit bord, knægt. Du har nosser, det kan jeg lide!" Han vendte hovedet i den retning, som stemmen var kommet fra. Ved siden af ham sad en skaldet fyr i et velpresset, sort jakkesæt med rødt slips. Foran ham lå to kaliber.45 pistoler. Manden sad, mens han nippede til et glas iste fyldt med klirrende isterninger, og nikkede trist mod de andre i hotellets bar. Først nu genkendte Markus manden ved siden af. Det var ikke mindre end danske IOI mastodont, agent 47. En af de bedste lejemordere, hvis ikke den bedste, i hele verden. "Jeg er, som du ved, en af de bedste lejemordere i spilhistorien. Ingen tør komme alt for langt ind for min rækkevidde. Enten tror de, at jeg vil sprænge noget i luften eller skyde en eller anden i deres nærværd. Det er ret belastende, for at det ikke skal være løgn. Det holder især damerne væk."

I det samme bragede et gammelt dansktop nummer ud af barens diskret skjulte højtalere; "Rigtige venner, kan ej købes for penge ..." 47 rejste sig op i en lynhurtig bevægelse. Han pløkkede med hurtig og knivskarp præcision forskellige steder rundt om i rummet. Man kunne høre, at samtlige højtalere i rummet afgik ved døden, med en mere eller mindre stor eksplosion med gnister og røg. "Selvfølgelig kan man købe alt, hvis man bare har nok penge. Om det så skulle være blodpenge!"

Menneskene omkring dem sprang op af deres stole og stod, som om de var superlimet til væggene, med blikke, som kun kunne tydes som "Nu skal vi alle sammen dø, eller, nu går han da fuldstændig amok!" 47 blev tydeligt irriteret over deres dødsangst og gøede ud i den forskræmte forsamling. "Ja, rolig nu, jeg tager ikke livet af levende mennesker i dag, ok?" Det lod til at have en vis overbevisende effekt på dem. De satte sig igen roligt ned og vendte tilbage til deres varme mad, hyggelige snak eller kolde drinks. Marcus rejste sig og nikkede venligt farvel til den velklædte 47. "Kig ind, næste gang du kommer forbi, så giver jeg en øl." 47 smilte sådan venligt, som en dræbermaskine nu kunne fra sin bedste side. "Tak, det skal jeg huske " sagde Marcus, der trykkede mandens hånd. Han forlod på en hurtig, men diskret måde, baren. Situationen i baren havde overrasket ham. Hans hals føltes, som om den var pludselig havde snøret sammen. Hans hjerte bankede derud af som hos en væddeløbshest. Han måtte pludselig have luft. Og det i en fart! ...

Han nød solens ovn varme stråler, de azurblå bølgers brusen i det fjerne og den behagelige brise, som fra tid til anden berørte hans ansigt. Marcus havde belejret sig midt på stranden udenfor det famøse femstjernes hotel med sin nyindkøbte havestol fra Silvan. Han prøvede, for en gangs skyld, i lange tider, at slappe af. Der var stadig tid til at han skulle være med i Gears of war 3 i 2011. Så hvorfor ikke kick back, når muligheden endelig var der?

Omkring ham var unge mænd og billedskønne piger i gang med heftige wollyballturneringer. Nogle, der ikke kunne holde den varme sol ud, havde valgt at søge tilflugt i palmernes skygge. Han lå og var, for ikke at overdrive det, dødtræt. Han måtte, efter at have indtaget stranden, udskrive autografer til det meste af strands gæster. Ved siden af ham lå den karakteristiske rustning, som alle Gearssoldater bar. Nu ville han bare slappe af, få noget sol på sin ligblege krop, som var udsmykket med helede, men tydelige ar.

Men det skulle vise sig ikke at være tilfældet.

En lille kugle rullede pludselig ind i hans havestol. Træværket rokkede en smule fra side til side. Marcus kiggede overrasket ned for at undersøge, hvad der havde fået hans stol til at bevæge sig sådan. Kuglen folede sig derefter ud og blev til en høj panserdragt.

Processen væltede havestolen, med Marcus, fuldstændig omkuld i sandet. Med sin velkendte, gnavende stemme, spurgte han robotfyren, hvad i helehulehelvede han havde gang i? Var det ikke muligt, at der var plads nok på stranden til dem begge? Panserdragten, som var udstyret med en håndkanon på den ene arm, så ned på ham. Men siden der var en hjelm, som skjulte ansigtet, kunne Marcus ikke bedømme, hvordan hans sure ord påvirkede den anden. Panserdragtsbæreren tog først livet af tavsheden imellem dem.

"Måske var det en god ide, at tage denne hjelm af. Det er ikke til at fører en civiliseret samtale med den på." Han tog fat om hjelmens sider og hev den af. Marcus tabte både næse og mund, da bæreren viste sit sande ansigt. Kvinden over ham slog det lange, korngule hår ud, som var blevet presset sammen og bragt i vild uorden i hjelmen. Hun var ualmindeligt smuk. Det morede hende tilsyneladende meget, at han sad der, måbende som en tåbe, som om man aldrig havde set en kvinde i en panserdragt før. "Du kan kalde mig Samus Aran, men mine venner kalder mig bare Samus."

Marcus stammede fjalet og flov. Både over kvindens unaturlige skønhed og at han havde været så gnaven over for hende; "Øhhhh ... Mig en ...æææ...æææærr... ære ... at møøøøde deeem ..." Hun rakte sin hånd frem, som han ikke under et sekund tøvede med at tage. Hun hev ham op med sådan en styrke, at han fløj op og landede i en sandbunke længere henne af stranden. Han sank ned i den til livet. Han spjættede vildt med benene, som om det på den måde skulle hjælpe ham. Samus kom ham løbende til undsætning. "Det må du undskylde. Jeg tror, at jeg har indstillet min dragt med et lidt for stort styrkeboost her i morges. Nu skal jeg hjælpe dig op. Hey, stop med at sprælle sådan med benene ..." Marcus mumlede gnavent, uden at hun kunne høre det; "Dumme ged ..."

Hvordan kommer mødet mellem Marcus og Samus til at forløbe sig? Følg med i næste episode.

Igennem mit liv som gamer, hvilket udsprang sig fra 7 års alderen, har jeg oplevet en ting i adskillige spil. Man har muligheden for at spille online over nettet i forskellige spilmuligheder; Deathmatch, Capture the flag osv. Men... Ja, der er bare et men. Skal ærligheden lægges på bordet, så er den som følger; At rende rundt på en bane og kappe livstrådene over på hinanden for at opnå den bedste score, det siger mig bare ikke noget. Jeg har en god håndfuld spil, hvor den mulighed er gældende. Mulighederne er sikkert gode nok, eller sjove for andre. Men det siger altså bare mig ikke en hyldende fis.

Der er dog visse online muligheder, som jeg mere end noget andet elsker; co-op! I stedet for pløkke hinanden i smadder i flere runder, finder jeg det mere spændende at spille sammen med en homie igennem en singleplayer kampagne. For nogle måneder siden spillede jeg mig igennem Gow 2 med en kammerat over Xboxlive. Good times. Da det store brød i slutningen var nede, var der bare en god fornemmelse i en. Vi klarede det her shit i fællesskab. Det var et øjeblik at storslået og overordnet skønhed!

Så nu ser jeg frem til Gow 3 næste år for at få det sidste showdown afgjort. Men det bliver med en online buddy ved min side!

Hvad er jeres respektive forhold til multiplayer?