A Serious Man er 17. film i rækken af film, som de velkendte Coen brødre har skrevet og instrueret. Kender man dem ikke bare ved lyden af deres efternavn, kender man dem måske når jeg siger, at det er dem, der står bag film som b.la. oscarbelønnede Fargo, ligeledes belønnede No Country for Old Men, Blood Simple og ikke mindst, den både sjove og geniale, The Big Lebowski. Coen brødrene laver film, der handler om noget, film der altid har noget at sige, en pointe at komme frem til.

Personligt er jeg kæmpe fan af Ethan- og Joel Coen og deres vidunderlige film, og har egentlig været det siden jeg, for nogle år siden nu, så Blood Simple for første gang. Jeg elsker den måde Coen brødrene 'finder' noget som de vil sige med deres film, for så derefter at lave et genialt univers og en genial historie til at bygge op omkring det. Når du ser en Coen brødrene film, så ved du med det samme bagefter at det er dem der har lavet den, det behøver man ikke at få fortalt.

A Serious Man handler om en mand som ikke har andet end modgang. Han hedder Larry, han er jøde og han bor sammen med sin kone, hans to børn og så lige hans bror. Han er manden som på én og samme dag (teoretisk set, dette sker ikke i filmen) får piftet sin cykel, får dårlig mælk når han handler ind og så kører han også lige galt i bilen. Nu er Coen brødrene lidt mere opfindsomme end de ting jeg skrev lige her, men det er i bund grund hvordan hans hverdag er.

Hvorfor han er uheldig synes jeg egentlig ikke er særlig spænende, selvom det er tydeligt, at det er meningen at dette skal være et af hovedtemaerne i filmen. Hvad jeg derimod synes er enormt spændende, er at hvis man tænker over det, så er filmen ikke specielt urealistisk. Dette er også noget Coen brødrene ganske genialt kører på. Det at vi alle tænker, at det jo aldrig kan gå 'så' galt, men at vi alligevel på samme tid konstant siger at jo sagtens kunne gå perfekt med lidt held.

A Serious Man er en ganske typisk Coen film, dette er ikke nogen dårlig ting. Ligesom de fleste andre af deres film giver den en fantastisk velovervejet og genial pointe, og man føler sig bestemt hele tiden klistret til skærmen. Coen brødrene er inde i rigtig god stime, først kom No Country for Old Men som, ganske velfortjent, hæv 4 oscars hjem, så kom den under vurderede Burn After Reading, som jeg elskede, og så nu A Serious Man.

A Serious Man er ikke Coen brødrenes bedste film, men den er bestemt der oppe ad. Jeg elsker hvor skræmmende realistisk den er, og jeg synes det er fantastisk historie. Helt sikkert værd at se hvis man får chancen!

8/10

Fuld albumstitel: No More Stories Are Told Today I'm Sorry They Washed Away No More Stories The World Is Grey I'm Tired Let's Wash Away

Det skal aller først siges, at dette er et det første album som jeg har hørt med Mew, so don't flame me Mew fans!

Jeg har aldrig før fået hørt et Mew album, da jeg plejede at hade Jonas Bjerres stemme. Men da de nu, for femte gang, fik roserne til at falde fra (alle) anmelderne, måtte jeg give dem en chance.

Som du måske har lagt mærke til, så har Mew valgt at give dette album en usandsyndelig lang titel, 23 ord helt præcis, og nu har jeg godt nok ikke lige den præcise stilling, men jeg tror dette album er et af de album med den længste titel, nogensinde. Nogle mennesker vælger af samme grund derfor også bare at forkorte albums titlen til 'No More Stories..'. Forklaringen på dette er, at det Mew har vaglt at gøre, er at de ganske enkelt har taget hele teksten fra en af deres sange, nemlig sangen 'Hawaii Dream'. Dette fungerer egentlig bedre end man lige først tror.

Det første jeg lagde mærke til da jeg skulle hører dette album var, at jeg med det samme kunne hører at dette var et album som er så gennemført og så komlex som de findes. Nogle gange blev jeg nødt til at gå ind på wikipedia, da jeg ganske enkelt ikke troede på at der var 3 medlemmer, det passer ikke.

Albummet var også langt mere eksperimenterende end jeg havde regnet med, der er mange usædvanlige brug af instrumenter som jeg ikke havde forstillet mig. Men på den anden side, så havde jeg forstillet mig et halv kedeligt dansk indie band med en mandelige forsanger som lød som en lille pige.

Det der overraskede mig aller mest ved albummet overhoved, var at det var enormt hyggeligt, rart og sødt på en dejlig måde (så fik jeg da vidst sagt det), hvor jeg måske nærmere havde regnet med, at det aller højest var godt med underligt. En sang der viser dette bedre end nogle andre er den sukkersøde 'Silas the Magic Car', som (ligesom resten af pladen) er tilstrækkeligt glidende og rytme drevet til at trække deres store brug af instrumenter og effekter, som ved andre bands ville lyde overproduceret.

Noget af det som jeg havde frygtet/regnet med, var også at det kom til at virke barnligt, på grund af Jonas Bjerres stemme. Det gør det også. Men når Mew bruger det så godt, bliver det både deres akillessene og deres død (for nogle, stadigvæk). Der er ingen tvivl om, at der er specielt. Men det er lidt sådan med Mew, at kan man lide stilen, elsker man Mew, kan man ikke lide stilen, vil man højest sandsynligt hade dem.

En ting som går igen ved næsten alle sange på No More Stories.. (og måske generelt ved Mew?) er at sangen ligger tæt op af rytmen. Jonas Bjerres specielle stemme følger ligesom tonerne i en speciel høj grad i forhold til mange andre bands. Dette er specielt tydeligt på første singlen 'Repeater Beater'.

No More Stories.. er som sagt et meget gennemført og komplex album, men desværre ikke helt nok til, at der ikke lige er en enkelt sang som ikke helt rammer plet. Sangen 'Cartoons and Macreme Wounds' virker desværre, og i modsætning til resten af albummet, kedelig og tilfældig. Det virker lidt som om den bare er der for at fylde ud.

Alle sange, undtagen Cartoons and Macreme Wounds, er som sagt fantastiske på No More Stories.., men der er også sange som virkelig er mere end det, små mesterværker for at være ærlig. Og de skal selvfølgelig også nævnes. Som sagt er Silas the Magic Car en helt igennem genial sang, den er så blød og så glad og dejlig og rar, men det har jeg vidst allerede sagt. Sangen 'Tricks of the Trade' har en ualmindeligt fantastisk tekst, og er som alle andre sange på No More Stories.. og fantastisk instrumentalt. Disse kommer dog ikke i nærheden af den bedste sang på pladen, som i øvrigt var lige ved at skubbe den op på en 6'er, som er sangen 'Sometimes Life Isn't Easy' den er så spacey, så tidsløs, så genial og så relevant at det ikke helt er til at tro.

'De forfinede outsiders' er nok ordene jeg ville bruge om Mew, efter at have hørt No More Stories..

(sorry hvis der er grammatik- eller stavefejl, klokken er 01:44 lige nu, og jeg orker ikke at læse anmeldelsen igennem).

(jeg glemte helt karakteren i nattens mørke)

5 ud af 6

At slappe af er unægteligt ekstremt vigtigt. Det er det i hvert fald for mig. Hvis man ikke engang imellem bruger lidt tid på at slappe af, så får man en kedelig og irreterende tilværelse.

Nu vi har det på plads, at det er vigtigt at slappe altså. Så synes jeg egentlig at det er langt mere spændende, hvordan man hver især slapper af. For, correct me if i'm wrong, måden man slapper af på, siger vel nok en del om hvem man er, hvis altså man tror på, at det er ligeså vigtigt at slappe af som jeg gør.

Jeg kan dårligt nok side her og sige hvad andre folk bruger, når de rigtig skal slappe af. Men jeg kan dog sige hvad jeg selv bruger..

Efter en lang dag, hvis jeg føler mig træt og irriteret.. ja selv hvis jeg bare er i dårligt humør. Så er der kun én ting jeg gør, og den ting er, at jeg sætter den mest afslappende og dejlige musik på jeg kender. Denne musik skifter aldrig, faktisk, har jeg en helt specifik spilleliste på iTunes hvor disse sange er på.

Hvilken slags musik er dette så? -kort sagt, electronica. Men det svar er ikke heeelt nok. Siden electronica er en ganske stor genre, så må jeg hellere begrænse det lidt. Jeg kan ikke rigtig komme med en specifik genre, desværre, men jeg vil beskrive det som let og afslappende elektro musik.

Jeg snakker om bands som Four Tet, The Field, Autechre, LCD Soundsystem*, Fuck Buttons*.. og ja det er faktisk dem.. *betyder at det ikke er alt deres musik der er brugbart til dette formål.

Sådan kom jeg så, noget sneglet, igennem hvad jeg bruger som afslapning..

hvad gør i når i skal slappe af?

<bild> Four Tet - She Just Likes to Fight <-- dette er om nok en af de bedste afslapnings sange nogensinde, synes jeg

Er den eneste ene i flertal? Mange af os vælger helt at ignorere det faktum at vi kan forelske os mere end én gang. Ærlighed er en stressende og krævende ting og det er nok også derfor at hverken hr. Følsom eller fru. Gennemsnit altid vælger at følge den, hverken over for sig selv eller overfor dem omkring dem. Men er det nødvendigt for os at være uærlige for at kunne være glade, eller er det det at vi tror netop dette, der gør at vi ikke er glade?

Jeg husker det tydeligt. Men det er jo også klart, ikke? Dagen hvor det gik op for mig at jeg skulle være ærlig overfor mig selv og omverdenen for at få kærlighed til at fungere. Det var på ingen måde nogen sørgelig dag, mørk på en måde, men mere optimistisk end hvad man umiddelbart ville have troet. Jeg forestillede mig altid at netop dette var definitionen på den perfekte ateist-filosofi. Denne teori om at der ingen den eneste ene, som der ellers var en almen tro om at der var, gjorde at jeg følte at jeg blev anderledes, at jeg skilte mig ud og det er alle jo fan af nu til dages. Dette er i teorien en forfærdelig idé, at vi alle skal skille os ud, da det jo i princippet bare ville skabe større krige af de små slags. Men i praksis fungerer det jo, men det er jo også som de siger, altså at overdrivelse fremmer forståelsen. Det var en fredag i juli. Op til denne dag havde jeg sat alt min manglende tro på religion på at mine tidligere fejlede forsøg på kærligheden havde skyldes at jeg ganske enkelt endnu ikke havde mødt den rigtige pige, også kaldt den eneste ene. Nu ved jeg at mine fejl inden for kærligheden ikke har noget med det at gøre.

Jeg havde allerede prøvet følgende, men dengang havde det intet indtryk gjorde mig. Det kom som et ligeså stort slag som første gang, da den største kærlighed i mit liv, nr.2, ikke kunne lide mig. Jeg kunne ligesom første gang ikke opfatte at hun ikke var den for mig, den eneste ene, det var nærmest som et Deja Vu. Jeg bildte mig selv ind at der simpelthen ikke var andre på denne jordklode, i hele dette univers som kunne passe bedre til mig. Kærligheden gik, ligesom sidste gang jeg mødte den eneste ene, altså bare ikke begge veje. Det åbnede på ingen måde mine øjne, det gjorde sådan set bare mit syn endnu mere snævert lige i det øjeblik. Det er jo ikke ligefrem fordi man er optimistisk efter at have tabt stort til det man kæmper for. Hvad der til gengæld åbnede mine øjne var da jeg følte det samme for en anden. Det gik op for mig at jeg kunne føle at en person var den eneste for mig overhoved, flere gange. Dette kaldes at være forelsket. Men det er jo ikke en dårlig ting. At være forelsket viser at man er naiv og optimistisk på samme tid. Og det er en god ting fordi vi, som med kærligheden i sig selv, ikke kan overleve uden. Man skal også have lov at være naiv for at kunne være realistisk.

Der kan helt sikkert argumenteres for at jeg lyder som endnu blot en opblæst teenager, men jeg er dog ærlig overfor både andre og mig selv. Kærlighed er en god ting, en vigtig ting og ikke mindst en ting ingen kan eller bør undvære. Alle har brug for at blive elsket i dette omsorgsfulde egotrip vi kalder livet. Og husk på at det er okay ikke at være elsket af alle. Tilgiv dem, selv hvis de ikke kede af hvad de gør. Kærlighed handler ikke om hvem eller hvad vi er fan af, men nok nærmere hvad der er fan af os. Så husk blot på dette, kærlighed er hverken et demokrati eller et diktatur så lad vær med at blive liggende for at slikke sår hvis din elskede forlader dig. Hun er ikke den eneste ene, for der er ikke kun én af den eneste ene, der er mange, også flere end du tror.

_______________­_______________­________

Kritik?

I dag har været en meget langt dag. Vi tog afsted klokken elve i morges/formiddags og vi kom hjem kl. tolv her til aften.

Sagen er den at vi har været til min fætters bisættelse i dag. Han begik selvmord i mandags i en alder af bare elve år. Jeg har aldrig rigtig snakket med ham, dog set ham mange gange til familie fester og andet i den dur.

Ikke sagt at jeg ikke kendte ham, for det gjorde jeg, jeg var måske bare ikke ligefrem perlevenner med ham. Dette er nok fordi jeg er fire år ældre end han var. Men nok også endnu mere fordi vi kommer fra to hvidt forskellige kulturer.

Han var psykisk syg. Han kunne ikke overskue hvad konsekvenserne ville være for de handlinger han foretog.

Da vi så i kirken sidder til bisættelsen af min fætter siger præsten så at den afdøde havde ønsket at vi skulle høre et stykke musik. Dette var Nik og Jay og sangen 'En Dag Tilbage'.

Jeg er ikke kristen eller religiøs overhoved, jeg satte mig kun ind i den kirke af respekt for min fætter og hans familie. Af denne grund ville det heller ikke pine mig det mindste at sige hvis jeg syntes det var brutalt dumt hvad præsten sagde om Nik og Jay.

Jeg husker ikke hvad han sagde ordret, men jeg tror det var noget i stil med dette:

"Det kan godt være at der er blandede meninger omkring Nik og Jay i denne sal, men det var hvad afdøde ville høre" -dette er der intet galt i. Det var til gengæld da han begynde at citerer fra sangen, at det gik galt for alvor. Han citerede egentlig nok den mindst dumme del af sangen, men på samme tid undlod han helt at citerer dele af det stykke han citerede, det kunne man hører da vi bagefter skulle hører sangen.

Men lige pludselig slog det mig imens at sangen spillede, hele kirken var stille og selv præsten sad og nikkede stille med på sangen som indeholdte linier som "Ryge min sidste blå kings og drik' mit sidste glas rødvin", hvor sjovt og kærligt det egentlig var.

På den ene side var det sjovt fordi det tydeligvis var Nik og Jay. På den anden side var det kærligt fordi man kunne se hvordan alle desperat sad og prøvede at finde den mindste mening i denne sang, bare for min afdøde fætters skyld.

Og dette er faktisk ment helt seriøst, at det var kærligt altså. Fordi i musik som Nik og Jay laver skal man virkelig elske en person meget til at få naiviteten og sindet til at ville finde mening i en af deres sange. Dybt seriøst.

Alt dette er også derfor min Album Top 10 er gået lidt i små stå, men bare rolig jeg ska nok komme i gang igen.