Ja, blog igen, Skyrim har indtaget vores hjem, på både 360, PS3 og PC. Mens jeg fortrækker PC, har min kære forlovede fået lavet en pænt led Dunmer. Vores kære lille Arya er også noget fasineret af alle de sjove ting på skærmene. Hun elsker når jeg bare står å en bjergtinde i spillet, mens jeg sidder og holder hende, musikken beroliger hende og lige pludselig sover hun. Nyt Skyrim slogan: Skyrim, helps your babies sleep.

Der har da også været andet kørende på min PC end Skyrim. En sindsyg Desmond, et Sonic spil der prøver at lege i 2 spiltyper, og efter tusind og tyve forsøg har jeg endelig fået min Gamecube til at virke igen, så døde Sonic Generations på min pc, og min gamle Chao Garden fra Sonic Adventure 2 Battle.

Underlig titel... I know, men sad lige i vores sofa der er så lige pludselig sidder en lille bitte pige på mit skød og er dybt interesseret i hvad far han laver, og beslutter "Jeg kan da også trykke på en række tilfældige knapper. Så midt som jeg skulle til at skrive en titel på min næste blog, er der lige en pige der mener "det vil jeg gøre inden jeg bliver lagt i seng" Lol, men ihvertfald, første gang min datter rører en computer (hun har dog leget med min X-box 360 controller... som jeg blev nød til at købe en ny af da hun smadrede den ned i gulvet...) men hun er så sød, og jeg elsker hende så højt. Hun hedder Arya, noget specielt navn (den første der forstår referencen er awesome :P). Men altså hun skrev titlen, og jeg syntes så bare jeg ville fortælle lidt om hvor meget jeg elsker hende. Hun er min lille guldklump, og selvom jeg ikke er hendes biologiske far, elsker jeg hende som var hun min egen. Hendes mor og jeg har besluttet at eftersom vores lejlighed er lidt rodet lige nu, må hun godt sove i samme seng som os, hvilket betyder at jeg vågner op kl 3 om natten med en lille pige liggende halvt oppe på min mave.

Ja... Så er jeg her igen igen. Min dag i dag har mildest talt været underlig, siden sidst er jeg flyttet permanent sammen med min kæreste, har flyttet alle mine ting fra mit barndomshjem op i hendes lejlighed. Men inden det var helt overstået gik jeg lige en tur op til min fars grav. Jeg ved godt det bare var en åndsvag gestus, men jeg "fortalte" "ham" and hans førstefødte flyttede hjemmefra. Jeg har ikke været i mit barndomshjem siden... Men det var ikke det underlige.. eller jo det var underligt, men ikke det jeg vil snakke om. I dag var det præcis 20 dage siden min fars begravelse... og samtidigt var det den dag jeg resten af mit liv vil huske som den dag hvor min elskede friede til mig.... Jep folkens... jeg er forlovet....

Jeg har i den sidste uges tid, boet hos min kæreste da jeg bare ikke kunne holde ud, at være hjemme efter min fars død. Jeg vågnede op igår og gjorde mig klar til at tage i skole. Da jeg skulle til at gå, gik jeg ind for at kysse min kæreste, og da jeg så kyssede min adoptivdatters pande så smilede hun, og lidt kluntede sagde hun far. Jeg blev helt varm indeni. Da jeg så kom hjem satte jeg mig ned med hende og der sagde hun det så igen

Nu sidder jeg her igen bange, deprimeret og trist. Den her gang er der bare en mere fatal grund til det. To timer efter jeg skrev min sidste blog fik vi et opkald. Det var fra en af min fars arbejds kammerater. Min far var faldet om på arbejde og de havde tilkaldt en ambulance mens de prøvede at vække ham. Da han stadig trækkede vejret på dette tidspunkt troede de at hand bare var besvimet... Da ambulancen kom blev han hurtigt kørt væk til hospitalet... vi ankom til hospitalet, jeg kunne mærke på den læge der kom og snakkede med os at der var noget galt... vi fik lov til at se ham, han var stadig ikke ved bevidsthed, og han ville aldrig vågne op igen...

min far døde 54 år gammel og efterlod sig to børn og en hustru der altid vil huske ham for den fantastiske person han var...