To store arrangementer er nu lagt bag os. Game Awards showet i Las Vegas og Playstation Experience, et show på hælene af 20 år med Playstation. Tilbage sidder jeg med en lidt blandet fornemmelse. Jeg er af flere grunde endnu ikke hoppet på den nye generation af konsoller og er af derfor ret meget "bagefter". Ikke at det er et ræs at skulle være med på alle de nye udgivelser.

Det gør det i første omgang svært at nikke godkendende til en vinder eller sukke over den store urimelighed, det er, når favoritten ikke får en pris med hjem. En hurtig gennemgang af vinderne viser ét spil, jeg rent faktisk har spillet. Hearthstone er forrygende, så jeg forstår godt, at der er sendt et trofæ i Blizzards retning. GTA V som bedste "remaster" har jeg ingen holdning til, men det originale var da skæppeskønt, ingen tvivl om det.

Så er der spil som Shadow of Mordor og Dragon Age: Inquisition, der begge vandt priser, men som jeg endnu ikke har spillet. De kommer nok øverst i bunken, når maskinparken bliver opgraderet. Det går hurtigt i spilverdenen, og mit en-mands hype-tog må tøffe stille og roligt videre, indtil jeg kan se for mig selv, hvad Søren det er blevet til med de spil.

Og så var der de 15 minutters gameplay fra det nye Uncharted. En trailer, jeg troede, ville ende med at være et kvarter med det smukkeste vand, klipper, og mos som Naughty Dog nogensinde har præsteret, men ikke så meget andet. Bedst som jeg var ved at miste håbet, begynde det altid dejlige og dynamiske action, som serien er kendt for. Det er ikke originalt og finurligt, som Adrift ser ud til at blive. Det er ikke en ambitiøs rum-legeplads som No Man's Sky, men alligevel er jeg bare mere spændt på Uncharted end både det spil og andet, der er dukket op for nyligt.

Er det tosset at være spændt på det fjerde spil i en serie, der ikke har ændret sig gevaldigt siden det første?

10 år med Orgrimmar, 10 år med Stormwind, 10 år med oplevelser i alt fra gnom til tauren-højde. Jeg var med nogenlunde fra start, da der i sin tid kom en invitation til den lukkede beta af World of Warcraft. Jeg kan stadig huske min første karakter; en Night Elf Warrior opkaldt efter en wrestler. Sikke en tid. Siden da har jeg haft mere end en pause fra Azeroth og Outland, men med et spil som World of Warcraft og Blizzards trailermagi, har jeg aldrig været langt fra at vende tilbage.

Da Warlords of Draenor tilbage i oktober lå på lur til at overrumple min hverdag, tog jeg springet endnu engang og begyndte med en genopfundet version af min orc rogue tilbage fra den noget hakkende og spruttende lanceringsdag. Bedst som jeg troede, at alt var i skønneste orden, fik jeg beskeden "That name is unavailable." hvor vover de! En næsten tro kopi af mit gamle alter ego måtte begive sig ud i Valley of Trials.

Nu sidder jeg næsten en måned efter og har sunket det enorme underbid og de store hjørnetænder i Warlords of Draenor (det kommer der også en anmeldelse ud af). Ti-års jubilæumet er skudt i gang med en klassisk tur gennem Molten Core, hvor de samme dyder stadig gælder (decurse!). Det er en invitation til wipes og det, der er værre. De vedholdende, der klarer skærene, kan fejre jubilæumet med deres helt egen core hound at ride på. På godt og ondt er Molten Core stadig, som det plejer. Da jeg var der første gang, var det et sammenskudsgilde mellem tre guilds tilbage på Runetotem. Sidst jeg var der, var det fyrre personer fra, hvad der kunne have været fyrre forskellige realms og lignede fyrre forskellige fremgangsmåder. Efter at blive fanget i en evighedsmaskine af spaltende Lava Spawns måtte jeg kaste håndklædet i ringen og vende tilbage til dagligdagen i mit garrison.

Næste gang jeg tager afsted, bliver det nok med lidt flere kendte ansigter end bare Gehennas, Baron Geddon og de andre.

På det sidste har det mest af min tid gået med praktik og optakt til afgangsprojekt. Jeg har ikke rørt mine konsoller de sidste 6 uger og min PC har heller ikke bragt mig meget underholdning. Og sådan ser situationen ud de næste tre måneder.

Nu er der nok én eller to derude der sætter spørgsmålstegn ved min utvivlsomt høje arbejdsmoral. Det er da heller ikke fordi jeg ikke gerne vil sidde I min seng med alskens sukkerstads og vade gennem spil efter spil. Den lille krølle på historien der gør at jeg ikke kan det, er at jeg for tiden sidder i Malaysia. I skrivende stund er jeg knap ti tusinde kilometer væk fra min konsoller, spilsamling og min bløde, bløde seng. Det er naturligvis et spørgsmål om perspektiv, at snorkle i underskønne koral-rev og se havskildpadder i levende live trumfer et par timers trummerum i Skyrim hver eneste gang.

Men nu er rutinerne begyndt at være på plads og de store oplevelser er mere og mere sjældne. Det er nu heller ikke fordi at de sidste par måneder har været de mest ophidsende, rent spilmæssigt. Lige bortset fra ét spil.

Mass Effect 3.

Efter første spil snurrede sidste omgang i min daværende velfungerende Xbox 360 (En af de helt gamle) hungrede jeg efter det næste spil. Historien har været den samme efter Mass Effect 2 blev gennempryglet flere gange end jeg kan huske, denne gang på en ny Xbox 360, da den sidste blev slået ihjel af Batman: Arkham Asylum det forrige år (Så han skåner Jokeren, men ikke mit isenkram? Det er lidt groft).

For knap en uge siden begyndte diverse lanceringsnyheder, trailers og alskens gøjl at dukke op på min ellers ret indskrænkede radar. Derfra tog det ikke lang tid før det ikke bare var simple goder som leverpostej, rugbrød, bacon og god mælk jeg savnede.

Hvad angår Shepard og jeg, så ses vi først en gang i juni.

Uncharted 3

Hvad er der at sige om Uncharted der ikke allerede er blevet sagt tusinde gange før? Det første var utroligt flot og to'eren, ja to'eren er i mine øjne det flotteste spil nogensinde. Men Uncharted er ikke bare flotte kulisser uden indhold. I Uncharted 2, som jeg har svært ved at skjule min kærlighed for, blev mekanikken strammet op og det i forvejen tilfredsstillende skyderi og klatren blev en sand fryd. Naughty Dog skal også have skulderklap til de bliver møre for de troværdige og til tider hyggelige interaktioner mellem deres skuespillere. Det kan godt være at man hører Nolan North snakke hver anden gang man tænder sin konsol, men hans bedste præstation er stadig som Nathan Drake.

Med den sukkersøde smøre overstået er det vel ingen overraskelse at jeg glæder mig afsindigt meget til Uncharted 3: Drake's Deception? I denne anledning vil jeg som jeg gjorde med Batman: Arkham City tage et blik på hvordan man kan komme i skattejagts-humør.

Når man snakker inspiration til Uncharted og karakteren Nathan Drake er det svært at komme udenom Indiana Jones. Harrison Ford's action-arkæolog med omtrent samme charme-niveau som en vis interplanetær smugler med vest. Når det kommer til filmglæde og god underholdning skuffer Indiana Jones sjældent (i hvert fald ikke hvis man holder sig til de første tre).

Derfor ligger det da også lige til højrebenet at anbefale nogle Indiana Jones-film. Min egen favorit er nok "Raiders of the Lost Ark", det er simpelthen umuligt ikke at holde af Harrison Ford, Karen Allen og John Rhys-Davies. Et mere helstøbt startskud til en karakter skal man lede længe efter. At filmen også indeholder én af de allerbedste åbningsscener nogensinde er bare prikken over i'et.

Hvis "Raiders of the Lost Ark" er den perfekte start, så er "The Last Crusade" en næsten lige så god afslutning, komplet med gallop mod solnedgangen. Harrison Fords imitation af en skotte, samt Sean Connerys portrættering af den lettere distræte Henry Jones (Sr.) er seværdigt i sig selv. Med i pakken er der dog også forrygende underholdning og et, desværre alt for kort, gensyn med John Rhys-Davies.

Hvis I har flere forslag til hvordan ventetiden kan benyttes vil jeg meget gerne høre dem, guderne skal vide at der stadig er længe til november.

Som en afskedsgave får i lige en af grundene til hvorfor Naughty Dog er en af mine yndlings-udviklere.

Disse klip skal ses i rækkefølge, ellers giver de ikke meget mening.

Første klip: Et klip fra Jimmy Fallons show med Emily Rose (Elena fra Uncharted)

Andet klip: Naughty Dogs svar (youtube-link)

Batman: Arkham City

Bat-fans har stadig nogle måneder i vente før de kan spille opfølgeren til det helt fantastiske Batman: Arkham Asylum. Jeg glæder mig personligt helt tosset. Batman er, og bliver, min yndlings superhelt og Rocksteady har allerede vist at de ved hvordan et Batman-spil skal skæres. Udover at spille Arkham Asylum igennem endnu en gang, er der også andre måder at nå sin kvote af Batman-underholdning mens Rocksteady lægger sidste hånd på Arkham City.

Batman har eksisteret som karakter i pokkers mange år, primært som helten i sit eget tegneseriehæfte. Det er dog næsten en umulig opgave at skulle igennem det hele. Jeg har knap nok skrabet overfladen, men jeg vil alligevel gerne anbefale et par hæfter.

Batman: Year One handler, som titlen så elegant antyder, om Bruce Waynes første år i dragten. Det er en virkelig god introduktion til Batman og Gotham. Det er heller ikke bare Batman der er den nye i byen, en hvis James Gordon er også netop flyttet tilbage til Gotham og den bundkorrupte politistyrke. Year One er udover at være brandgod læsning også et af de mere populære hæfter, så det skulle være til at opstøve i Danmark.

Hush er ikke et specifikt hæfte som sådan, men en historie der løb over 11 hæfter i det månedlige Batman hæfte. Der er delte meninger om Hush, men i min bog er det en spændende Batman-fortælling der bringer masser af skurke ind (mange af de samme som er med i Arkham City, hvor heldig kan man være?). Catwomans forhold til Batman er også et omdrejningspunkt, hvilket sørme også ligger godt op til Arkham City, hvor de to mødes. Det skal også siges at hver eneste side i Hush-serien er knaldflot. Præcis som med Year One skulle Hush også gerne være til at finde.

Det sidste hæfte, jeg vil anbefale, er faktisk ikke rigtigt et Batman hæfte, men et Justice League hæfte. Tower of Babel hæftet, for at være helt præcis. Justice League er en samling superhelte der ikke altid er ens men i dette tilfælde er både Batman, Superman og Aquaman et par af de helte, holdet består af. Jeg vil ikke røbe for meget, men lad os sige at historien giver et godt indblik i hvordan Batman tænker, samt én af de grunde til at han ikke altid vil arbejde med andre end Robin. Modsat de to andre titler er denne ikke helt så let at finde, men af de nævnte er der også den jeg først ville springe over.

Det er som sagt en meget lille bid, men det er nogle af mine personlige favoritter når det kommer til Batman. Jeg kunne også have anbefalet film, animerede eller ej, men alle mand og deres hund har set The Dark Knight så jeg ville hellere dykke lidt længere ned i godteposen.

Til at slutte af med får I lige lidt gameplay og en video af Jim Lee der tegner Batman på sin iPad.

Youtube-link

GRTV: 12 minutters gameplay fra Arkham City

Hvad siger I? Har I nogle andre forslag til hvordan man kan forberede sig til Arkham City?