Penge, klejner, gysser, kontanter, moneter - kald det hvad du vil. Det er dit eget valg. Men hvad der snart ikke er dit eget valg er, at spilbranchen ændrer sig. I mine øjne ændrer den sig til det værre. Fordi de før omtalte penge, hvis vi bliver enige om at kalde dem det, kommer snart under stort pres. Lad mig forklare min bekymring:

Hvad er de fleste af os herinde på Gamereactor helt vilde med? Ja, det er rigtigt besvaret - det er naturligvis spil. Spil og den underholdningsværdi der følger med. De verdener der skabes. De fortællinger der fortælles. De karakterer der fødes. Det er fantastisk - spilindustrien er fantastisk. Nu til dags kan der købes et spil i mange storcentre eller blot angives en ordre på internettet, så skulle spillet være på vej. Når du så modtager spillet kan du nyde det og dets medfølgende oplevelser. Der er altså tale om en engangsinvesteringer, hvor udbyttet er underholdning. Lækkert!

Hvad nu når jeg fortæller, at sådan fortsætter det højst sandsynligt ikke. I dag tager mange spiludbydere nemlig alternative salgstrick i brug når deres spil skal sælges. Engangsinvesteringer skal man efterhånden lede længe efter. Og inden for nogle spilkategorier er det nærmest umuligt at finde et ordentlig spil som følger de gamle gode traditioner: pay once and enjoy. For at sætte et navn på det, så lad først "pay-to-play" blive nævnt. Pay-to-play er når spillet skal betales løbende for at man overhovedet kan spille spillet. Og det er håbløst i min optik. Det bliver et abonnement. Fuldstændig ligesom din internetforbindelse, telefon, husleje mv. Det er en regning ind i gennem døren. En regning jeg personligt gerne vil være foruden. Og skal du spille et spil over en længere periode bliver det altså en dyr fornøjelse. Et andet eksempel er "pay-to-win", hvor man betaler for objekter mv. inde i selve spillet. Måske vælger du at købe et bestemt våben til 50 kr., som er de andre våben i spillet langt overlegne. Der betales altså for fordele, hvor du vinder alt efter størrelsen på din pengepung. Eller, du vinder fordi du har brugt flere penge end dine modstandere. Betaler du ikke, så er mange spil bygget således, at det næsten ikke kan betale sig at spille, hvis du ikke putter mange penge i spillet. Dette koncept er endnu værre end pay-to-play.

Men! Hvorfor er disse koncepter så ødelæggende? Det er de fordi de ødelægger alt det sjove ved spillet. Det ødelægger simpelthen "slap af og spil"-konceptet. Før i tiden har du været nede hos din lokale spilpusher og glædet dig over et køb af det nyeste nye spil, som du med ro i sindet kan nyde på sofaen. Men med spilbranchens udvikling er denne slags fornøjelse meget sjælden. Langt oftere ses det i dag, at gamere propper penge i et spil, hvilket gør spillet til en oplevelse som egentlig går ud på at stresse afsted. Eksempelvis har du lige brugt penge til månedlig adgang til et spil. Hvad gør du så? Jamen du spiller da så du ikke har brugt pengene på intet. Din investering er altså kommet på spil. Og kan endda blive spildte penge pga. stressen der havner i oplevelsen. Et spil du skal betale for at spille, det koster penge at have stående på hylden. Det gør et spil ikke, hvis der er tale om en engangsinvestering. 

Men at nydelsen af et spil bliver ødelagt er én ting, men pay-to-win ødelægger endda selve spillet. Andre spillere kan smide tonsvis af penge i spillet og altid være bedre end dig, hvis du ikke gør det samme. Du er altså tvunget til at følge med strømmen og betale, hvis du ikke vil være spillets evige store taber. Og man vil da ikke være taber. Men man vil heller ikke være fattig. Og det er ét stort ØV! Ens hobby skal da ikke deprimere dig ved at du evig og altid taber. Din hobby skal heller ikke gøre dig fattig. Men det mest faretruende er, at selv engangsinvesterede spil i mange tilfælde nu tilbyde en special "premium"-status, som også koster penge. Endnu et stort ØV!

Så kan man sætte spørgsmålstegn ved, hvem der egentlig bærer skylden. Det er der vel egentlig flere der gør. Først og fremmest selve spillerne. Mange spillere vil ikke støtte op omkring spil der inderligt er originale. Spil der ikke er set før. Man kunne jo spilde sine penge ved ikke at investere i et godt spil. Men er det så bedre at investere i et spil, som man fortsætter med at spille. Og fortsætter med at spille. Og fortsætter med at spille.. I forstår forhåbentlig pointen. Desværre er de spil, som man "fortsætter med at spille" oftest spil der forlanger betaling løbende. Det er meget sjældent spil der er en engangsinvestering bliver ved i lang tid. Og det er ærgerligt.

Så er spilindustrien fantastisk? Ja, det er den stadig den dag i dag. Men det er jo næsten til at ligge søvnløs om natten, hvis du kommer til at tænke på om spilbranchen vil gennemgå denne negative omvending. Kommer den dag, hvor alle spil skal koste penge? Måske.. Gør den det, så ligger jeg controlleren på hylden og siger farvel og tak.

Elektronik gennemgår konstante ændringer. Og den elektroniske udvikling ser ikke ud til at holde en pause foreløbigt. I dag ser vi hele tiden nye smartere smartphones. Samtidig bliver fladskærms TV forsat videreudviklet og forbedret - nu med funktioner som fjernsyn aldrig før har haft. Ligeledes forbedres alt fra stavblendere til digitale ure. Det er en tosset tid vi lever i.

Som forbruger har vi nogle vanskelige beslutninger at skulle tage. Især da teknologien ikke kun forbedres, men også bliver langt mere avanceret. Hvor mange ud af ti personer kender forskellen på et NVIDIA GeForce GT 520 og et NVIDIA GeForce GT 545? Jeg vil gætte på at omkring 2 personer vil kunne fortælle hvad forskellen er - UDEN at slå det op på nettet. De resterende er almene forbrugere der blot ønsker et færdigsamlet og komplet produkt. Nu snakker vi naturligvis om computere, og her kan løbende ændres på komponenter. Men, hov? Det er slet ikke dette emne bloggen skal handle om. Men man bliver hurtig beundret af den forunderlige verden indenfor teknologien.

Tilbage på sporet. De førnævnte eksempler med mere avanceret og forbedret teknologien har alle sammen én ting til fælles. De bliver overordnet set mindre. Smartphones bliver mindre, tyndere og lettere. Fladskærm tv er snart ikke fjernsyn længere, men tager form som en plade. En meget flad plade, som egentlig er meget imponerende. Selv stavblendere er blevet mindre. Det samme er digitale kameraer, eksterne harddiske, projektorer, støvsugere, strygejern og sågar biler. Med disse tanker i mente vil jeg røbe denne blogs egentlig budskab. Hvad er der i vejen med, at gaming-verdenens teknologi bliver mindre? Eksempelvis har jeg oplevet en øget tendens til at stemple den nye PlayStation Vita som dødsdømt. Belægget for dette er; håndholdt gaming er ikke vejen frem. Hvorfor? Vita er vel blot en PlayStation i mindre størrelse. Ligesom alt andet teknologi bliver mindre er Vita også mindre end sine gaming-kammerater. Jovist, Vita er større end PSP, men hvorfor er eksempelvis Vita dødsdømt?

Ser vi tilbage i tiden for at inddrage endnu et eksempel, så befinder vi os i 1876. Her fremviser Graham Bell for første gang en telefon. At det muligvis ikke var Graham Bell der var den egentlige opfinder af telefonen er bloggens emne uvæsentligt. Det der dog i høj grad er væsentligt for bloggen er, at Bell fremviste en telefon. Bemærk; en telefon. Ikke en mobiltelefon. Telefonen var altså stationær - ment til brug på ét sted. Mobiltelefonen blev først lanceret 97 år efter Bells telefon. Der var Motorola der udgav denne "mobile" telefon. Folk kunne altså tage telefonen med sig uanset, hvor de befandt sig. Det er måske for meget sagt. Nogen har måske set Motorolas telefon. Hvis ikke, så lad mig beskrive den. For det første vejede mobiltelefonen omkring ét kilo. Men det problem blev dog løst i og med, at den kun havde en batteritid på 20 minutter, hvilket er længere end hvad man kunne holde den op til øret i... Forstår i sarkasmen?

Telefonen blev altså bærbar. Den blev endda mindre. Og formindskelsen fortsætter den dag i dag. Alt dette skyldes bl.a. at komponenterne i teknologien kan udvikles i mindre størrelse, men med samme ydeevne. Lad os nu sætte et eksempel op. Det antages at PlayStation 1 tager telefonens plads. Hvad ville svare til en mobiltelefon i PlayStations verden? Det ville PSP. Altså har vi en bærbar spillekonsol. Sågar en håndholdt, hvilket næsten ikke kunne siges om Motorolas første mobiltelefon. Opnår PSP samme succes? Opnår håndholdt gaming samme succes som de mobile telefoner? Ikke endnu. Det skal der ikke ligges skjul på. Men det tager kun tid. Og udviklingen fortsætter jo i gaming-verdenen, som den gør på markedet for telefoner. Så på længere sigt bør håndholdt gaming vel opnå sin veltjente succes. Nu er vi trods alt også nogle generationer henne for de håndholdte spillekonsoller, så gennembruddet må være lige om hjørnet.

Nu ved jeg, hvad de fleste læsere af denne blog har i tankerne. Det håber jeg i hvert fald. Nogle af jer tænker; "Der skød han sig selv i foden. At sammenligne mobiltelefoner med håndholdte spillekonsoller - hvilken paddehat!" Men nej... Hør mit argument imod smartphone vs. håndholdt gaming-krigen. Jeg snakker trods alt med en del erfaring indenfor begge genre. Så lad mig optrappe en lille ethos-stemning. Igennem størstedelen af mit liv, op til i dag, har jeg kontinuerligt ejet både håndholdte konsoller og mobile telefoner. Snakkes der GameBoy, jamen så havde jeg en Nokia. Snakkes der Nintendo, jamen så havde jeg en Sony Ericsson. Snakkes der PSP, jamen så havde jeg en Samsung. Snakkes der håndholdt 3D-gaming, jamen så har jeg en smartphone. Uanset, hvad jeg har ejet kontinuerligt med hinanden, så har de egentlige konsoller altid været at foretrække når der skal games. Punktum. Det samme gør sig gældende i dag. Nintendo 3DS er en fantastisk maskine i mine øjne. Det samme er min iPhone. Men, hvad angår gaming så tager de håndholdte konsoller prisen. De er bedre til at spille på. Rent grafisk yder de mere. I oplevelsesværdi varer de længere. Kvalitetsmæssigt holder gaming et trumfkort - de er lavet til at spille på.

Drag endelig ikke nogle konklusioner om mig. iPhone og Android har da også fantastisk underholdningsværdi. Men når det angår gaming, så finder jeg mig ved en skillevej, hvor vejen let vælges. Selv de største titler på smartphones (Plant vs. Zombies, Grand Theft Auto 3, Asphalt 6, Modern Combat, Infinity Blade, mv.) mener jeg ikke måler sig med de største titler på de håndholdte konsoller (God of War, Tekken, Loco Roco, Little Big Planet, Zelda, Mario, Pokemon, mv.). Andriod Store og AppStore er da helt fantastisk. Men overordnet set er det casuel-gaming, som de håndholdte konsoller skal være bange for. Men ikke i så overhængende grad, som medierne og forbrugerne gør det til. Hvis man vil spille spil på farten, så foretrækker jeg personligt en maskine der er blevet udviklet med formålet, at spille spil. Jeg anbefaler jeg til at have den samme mening. Om end, så ændre den negative holdning til håndholdt gaming. Det er fremtiden. Og fremtiden er mindre. Alt bliver mindre. Er det ikke fantastisk?

Vita og dens efterfølgere samt 3DS og dens efterfølgere skal nok opleve stor succes. Ganske ligesom de stationære konsoller har høstet succes. Den ultimative drøm for enhver gamer er vel den dag, hvor man kan tage sin konsol i lommen når man skal på arbejde eller i skole. Også efter en arbejdsdag eller skoledag tage sin konsol op af lommen, forbinde den med sit ultratynde fladskærms tv, også ellers game med kæmpe lyst og underholdningsværdi. Vita nærmer sig disse forhåbninger. Og jeg håber personligt, at Vita vil stå for den revolution indenfor gaming, som jeg tror den vil.

Så lad mig sige det igen; fremtiden er mindre. Men den er da værd at se frem til.

31. december 1996 - jeg er her 3 år gammel. Det er dog ikke min alder der er interessant i dette tilfælde. Det er tværtimod det faktum, at det første Diablo-spil bliver lanceret til offentligheden. Indlysende er det, at jeg i en alder af 3 år ikke uden videre var meget inde i spilverdenen. Men længere inde i mit liv, Diablo 2 var udkommet kan jeg huske, begyndte jeg at spille det første spil. Man starter trods alt ikke en fortsættelse på en film, før man har set den første. Altså spillede jeg først Diablo 1. Det var sjovt. Og, det nu sædvanlige, "loot" viste sig at blive et vendepunkt i genren, og spillede en vigtig rolle. Det gør det stadig i dag. Eksempelvis ligger spillet Torchlight stor vægt på lootets betydning, hvor indsamlingen af disse genstande gør det meget mere spændende at bevæge sig rundt i de huller spilleren bliver sendt ned i. Ligeledes er Borderlands berømt for sit nærmest uendelig antal af våben der fungerer som en andens slags loot. Ikke sværd, økser og skjolde længere, men i Borderlands er der tale om alt fra et lille håndvåben til faretruende raketskyts. Det er anderledes, men en yderst velkommen udvikling. Uanset om det omhandler det klassiske eller nye loot i rollespilsgenren som henholdsvis Torchlight og Diablo eller action-rollespil som Borderlands, så er loot af en yderst vigtig værdi for spilleren - og selve spillet i det hele taget. Det er en slags skattejagt, hvor man er villig til at spendere et uvirkeligt antal timer, blot for at finde nyt og bedre grej.

Men hvorfor? Hvorfor er det egentligt at disse virtuelle genstande har en betydning? Mit svar vil umiddelbart være, at spillet bliver ført ud i en helt anden boldgade. Ja man kan nærmest vove at påstå, at spillet bliver væsentligt udvidet. Når loot indgår i et spil er det trods alt en udvidelse af de eventuelle "skilltrees" - eller "kræfter", "styrker", kald det hvad i vil, som indgår i spillet sammen med loot. Loot forøger nemlig oftest på mange kanter spillerens styrke, hvilket gør søgen efter nyt grej langt mere spændende. Belønning venter nemlig på dem som søger. Det lærte jeg i Diablo.

11 år siden i år 2000 d. 29. juni - her udkommer Diablo 2. Diablo 2 der blev et af årets mest populære spil. Og samtidig et spil der stadig spilles af adskillige mennesker, selvom det har en masse år bag sig. Det udtrykker vel blot hvor skelsættende spillet fremtrådte. Diablo 2 er samtidig det spil jeg har forbrugt mest tid på - nogensinde. Har ingen hårde beviser på denne påstand, men det ved jeg blot. Skal dog indrømme, at det er for nylig jeg har opstartet Diablo 2 igen. Fandt en smart lille CD-key i mine gamle omslag til CD'erne. CD'erne var blevet tabt. Men Battlenet giver direkte adgang til spillet i virtuel download, hvis du stadig besidder en CD-key. Det var fantastisk. Og selvom det kun var få dage før jul, at Diablo 2 kørte på computeren igen, skulle det ikke holde mig tilbage for at bruge nogle timer i spillet. Og det er ikke de sidste timer jeg skal forbruge med Diablo 2. Og da slet ikke nu, hvor juleshopperiet endelig er omme. Spillet indeholder nemlig mange af de ting, som gjorde, at jeg spillede det første spil. Hvis i har spillet begge kan i nikke genkendende til dette. Personligt mener jeg at Diablo 2 er et bedre spil end 1'eren. Faktisk mener jeg, at det er blandt de bedste spil udviklet. Stempel mig ikke som en fanboy - det er jeg ikke. Diablo 2 er bare en såkaldt "melting-pot" der indeholder alle de elementer jeg ønsker fra et spil af denne genre. For det første: mulighed for opgradering af selve din karakter. For det andet: en åben verden der ændrer sig fra gang til gang. Og for det tredje: masser af loot. Ganske vidst er dette meget firkantet, men jeg forsøger blot at lave en pointe.

Diablo 2 har ligeledes tonsvis af loot. Loot, loot og loot gør, at mange endda laver de såkaldte boss-runs, hvor pointen er at finde nyt og bedre grej. Loot spiller sågar en så stor rolle, at der er udviklet et marked i spillet, hvor man bytter diverse objekter med hinanden. Det har jeg aldrig oplevet siden Diablo 2. Bekendte påstår at dette gør sig gældende i World of Warcraft, men det har jeg aldrig gjort et bekendtskab med. Uanset, hvor mange spil loot bliver brugt som en valuta i, så styrker det kun loots betydning for spil. Det fungere jo som værdigenstande - værdi-loot. Hvis personer er villige til at leve sig ind i sådan et marked, hvor valutaen er genstande spilleren finder, så spiller spillene langt bedre.

Diablo 2 indeholdt dog ikke kun loot. Og loot skal ikke have titlen som den evige frelser i rollespils-genren. Både Diablo 1, Diablo 2, Torchlight og Borderlands er veludførte spil. Men, hvis vi ligger fokus hos Diablo 2, så skal det nævnes, hvor mange kræfter der er lagt i dette spil. De evnetræer der findes i Diablo 2 var det jeg for alvor forelskede mig i. De bød på diversifikation fra karakter til karakter. Og genspilsningsværdien blev væsentligt forøget, da hver karakter samtidig havde mulighed for et uendeligt antal opbygningerne. Necromancer-karakteren, vampyren, er blandt mine yndlings. Han besidder mulighed for at vække de døde til live. Men samtidig har han nogle aggressive angreb, hvor håndlangere ikke er behøvet. Og så er der barbaren, som kan skræddersyes efter, hvilke våben man ønsker at benytte giver gameplayet et ekstra pift. Min egen personlige holdning er, at Diablo, især 2'eren, er det mest veludførte hack-n-slash rollespil der findes på markedet. Dette er også en påstand jeg holder ved, selvom Diablo 2 efterhånden nærmer sig pensionsalderen.

Og pensionsalderen er tiltrængt. Jeg skal ikke bilde jer ind, at Diablo 2 ikke er et spil man kan få nok af. Halvandet års pause var, hvad der skulle til før jeg fandt glæden ved spillet frem igen. Muligvis kun fordi jeg ser frem til d. 22 februar næste år (2012 - altså lige om lidt!). Det er eftersigende her den længeventede 3'er rammer markedet. Vi krydser fingre. Blizzard har trods alt meddelt en noget videre uklar melding. Men mon ikke det holde stik denne gang.

Inderst inde sætter jeg spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig gør, at lige netop Diablo er af stor betydning for mig. Er det spillene der bare er superbe? Eller er det grundet, at Diablo-spillene var de spil der var blandt de første min generation spillede? Jeg vil sige -muligvis- til sidstnævnte. Kultstatus bliver trods alt tit tildelt de spil man vokser op med. Men samtidig holder jeg fast i, at Diablo-serien har holdt en standard der ikke er set siden. Jeg håber inderligt, at Diablo 3 vil kunne leve op til de kriterier jeg ønsker fra det. Jeg håber inderligt, at Diablo 3 bliver en succes. Og jeg håber inderligt, at i deler disse forhåbninger med mig. Fordi ofte skal man løfte i flok for at se præstationer der når uanede højder. Skal vi ikke alle krydse fingre for at Diablo-serien skal genvinde sine gyldne tider med 3'eren? Vi ses måske i Tristram den 22 februar.

Hej GR,

Det er ved at være et stykke tid siden jeg sidst skrev en blog herinde. Undskylder mit fravær Men nu får i én.

Jeg var til den meget omtalte Beep-messe i søndags. Der var lagt op til et brag af en messe i stor kaliber. Men lad det være sagt; størrelsen bedrog. Én hal i Bellacenteret var der gjort brug af. Mine forestillinger havde lagt op til en noget større messe der gjorde brug af mere plads. Men virksomheder, udviklere mv. er naturligvis ikke nemme at lokke til. Og de tilstedeværende var jeg udemærket tilfredse med.

Når det lidt negative er lagt på hylden, så lad mig konstatere at Beep-messen langt fra var dårlig! En messe af denne art er alt for sjælden i Danmark, hvilket er meget sørgmodigt. Øv bøv. Dette har Beep gjort noget ved - tak Beep.

Som sagt var jeg der inde i søndags (i går). Det var den sidste dag for messen. Menneskemylderet hentydede dog ikke til en tydelig udvandring, da mange mennesker (hovedsageligt mænd og unge) stadig flokkedes til. Flere steder måtte jeg endda stå i kø før jeg kunne prøve diverse ting.

Det nye SSX var på messen. Der var dog kun mulighed for at prøve en enkel bane, men oplevelsen kan vel være den samme. Følelsen jeg fik at spillet var meget blandet. Snesport har altid været af stor interesse, og derfor var det i det hele taget sjovt at stå ned af virtuelle sneklædte bjerge. Men styringen, ifølge mig, var ikke hel optimal. Det føltes som om der var en smule forsinkelse på reaktionen, hvilket jeg ikke har bemærket i de foregående spil. Men der var naturligvis også positive ting med oplevelsen. Bl.a. var den ene bane man kunne spille, ikke så linæer som de andre spils baner var. Man følte sig mere fri, da man ikke behøvede at følge en bestemt løjpe. Frihed er altid dejligt.  Desværre er der også et sidste kritikpunkt... SSX On Tour gav mulighed for at stå på ski. Det jeg prøvede af på messen indebar KUN snowboard. Snowboards er farlige! Og alle ved det er sjovere at stå på ski. Derfor er dette tiltag savnet..

Ved siden af SSX var der også mange andre spil. MW3, BF3 eksempelvis. Disse spil har jeg dog allerede investeret i, hvilket derfor ikke gav mig yderligere grubler efter lidt sjov til messen.

AR Drone var til stede. Ja man kan vel sige jeg stort set blev fløjet ned. AR Drone er en lille flyvende filur der styres ved hjælp af en iPad. Den bruger således iPad'en til at balancere imens 4 propeller holder den svævende over jorden - i flyvende tilstand naturligvis. Denne fik jeg prøvet. Meget morsomt, men dog aldrig noget jeg vil anbefale folk at investere i. Det kan meget vel være det er sjovt, men man skal virkelig føle for modelfly/bil/båd verdenen for at holdbarheden holder ved. AR Drone var sjovt de første 10 min. Men derefter faldt interessen.

Kort efter blev interessen dog vækket til live igen. Af hvad? Spørgsmålet vil nok nærmere være; af hvem? Robotten Titan var nemlig også til stede på messen. Sikken en fyr. Ved virkelig ikke så meget om ham andet end han er stor og avanceret. Og for en gangs skyld har vi med en robot at gøre, som ikke føles kluntet og tung. Titan bevægede sig blødt og nærmest elegant. Samtidig med at han kunne synge og spille musik. Respekt herfra. Det er vist et juleønske nogle år frem i tiden! :)

Derimod er PlayStations Vita en gadget jeg meget godt kunne ønske mig denne jul. Problemet er dog, at den først kommer på markedet i februar (d. 22.). Men under alle omstændigheder, så var den på Beep-messen. Vita var rent faktisk grunden til at jeg tog initiativ til at møde op på messen. Og, hvor var det det hele værd. Stod i kø og prøvede Vita 3 gange. Ved ikke om jeg bare var "uheldig", men alle gangene var der kun mulighed for at prøve Uncharted: Golden Abyss.. Ville godt have prøvet nogle andre titler, men er tilfreds med at have prøvet Vita og Uncharted. De 3 gange gav mig en god fornemmelse af Vita. Og har virkelig høje forventninger for at Vita bliver den næste store spiller på det håndboldherrer marked.  Vita føles større end andre håndholdte konsoller på markedet. Dens mål siger også 182 x 18,6 x 83,5 mm, hvilket er en del. Men det er ikke dårligt. Den passer stadig i lommen er ligger helt fantastisk i hånden. Og skærmen er samtidig utrolig flot. Selvom skærmen blev chikaneret af diverse spotlys på messen, så holdt kvaliteten i den grafiske oplevelse hele vejen igennem. To analogstikker har samtidig bidraget ENORMT til oplevelsen. Her trækker Vita mange billige point i land. Vita føles som en PlayStation - perfekt.  Kunne blive ved at at lovprise Vita resten af aftenen, men skal desværre være hovedperson i en præsentation i morgen.

Derfor takker jeg af for nu.

Vi ses omkring GR. :)

Titlen kunne umiddelbart godt indlede til en blog der former sig dramatisk ud. Dette er dog langt fra tilfælde, da denne blog kommer til at omhandle mit sidste år i gymnasiet, samt de tanker der indtil videre følger med. Tredje året har ladet vente på sig, men som samtidig har sneget sig utroligt hurtigt ind på mig. En følelse jeg højst sandsynligt ikke står alene med, da mange studerende føler det samme.

Slaget starter på onsdag. En dato der ikke har været ventet med længsel, da sommerferie-dovenskaben har fået et godt rodfæste. Denne lange periode, vi studerende får tildelt, er et forvorpent fænomen, da friheden lige så hurtig som den starter, også slutter igen. Samtidig føles det som en kamp at komme tidligt i seng og stå endnu tidligere op. Et tilvænningsforsøg der ikke har båret frugt i mit tilfælde. Hver morgen føles mørkere og mindre indbydende end den forrige, og tanken på den lange togtur dræner kun mere på morgenhumøret..

Selvom alle disse negative skavanker tydeligvis bliver omtalt i en meget nedladende tone, er 3.g stadig en periode jeg ser frem til. Gymnasiet og den undervisning der indtil videre er fulgt med, har været yderst tilfredsstillende. Generelt gode og forstående lærerer, dejlige og venlige kammerater, samt tilbud fra gymnasiets side har været helt i toppen fra start. Heriblandt kan min klasses studietur til Brussel nævnes med gode minder - besøg i diverse EU-filialer, udflugter i den smukke by, og turer til diverse produktionsfabrikker. Dog naturligvis også med en ordentlig mængde sjov og ballade.

Med disse minder i mente, kan man ikke undgå at se en smule frem til endnu et år. Desværre er tredje året også det som byder på den største mængde opgaver, lektier og forståelsesfærdigheder. De to første år bød allerede på mange opgaver. Nogen der lærte noget, samt interesserede en, mens andre blot skulle overståes i en fart. Førstnævnte har været i overtal, men ikke i en betydelig grad. Dette skyldes nok at standardfagene ikke er til at komme udenom. Hertil kommer det brede udvalg af fag også, som høvlede lektier ind i lektiebøgerne fra alle sider. Dette ændrer sig heldigvis på tredje året, hvor valgfagene endelig viser sig. Jeg har valgt psykologi, hvormed der også kommer erhvervsret og retorik. Disse fag skiftes ud med fag som eks. afsætning, matematik og samfundsfag. Dette har sine fordele og sine ulemper.

Ved ikke om det er en sag man skal afgøre med sig selv, om hvorvidt det sidste år er det sværeste. Men tanken bliver ved med at komme tilbage. Selv får vi fire nye elever dette år, som alle er studerende der har måttet gå deres daværende sidste år om. Noget af en skræmmefaktor. Tror dog ikke dette er et stort problem, da jeg besidder det største gennemsnit i klassen, og sågar har fået foræret et legat på 2.000 kr. for min præsentation i gymnasiet. Kald mig bare nørd, en stræber, en blærerøv, men dette er i bund og grund ikke tilfældet; Jeg belærer helst ikke andre, medmindre de beder mig om det.  Jeg ytrer mig ikke om andres karakterer, eller for den sags skyld mine egne.  Jeg forsøger ikke at blive bedst, men yder alligevel alt hvad jeg personligt kan præstere.

Dette har vist sig at være nok. Og det kan trods alt ikke gøres anderledes. Tror bare mange tager dette forgivet, og derfor får man det store skel i præsentationerne. Jeg er ikke blevet opdraget med "hård hånd", men har selv taget initiativet til at oplærer mig selv igennem en form for streng anti-pligtsforsømmelse. Skole og uddannelse er alfa og omega når det kommer til et rigt liv. Ikke blot et materielt rigt liv, men også et liv med goder på andre måder. Hele uddannelsesforløbet byder på dejlige oplevelser, gode venner og langvarige kontakter.

En titel som student og en druktur i studenterbussen er desværre ikke enden på galskaben. Herefter kommer de videregående uddannelser. Men dette er kun godt. Hele forløbet indtil videre har kun budt på obligatoriske fag, alle skal lærer. Efter dette år kan man endelig vælge noget der hele vejen er i ens egen interesse. Herligt, og et faktum der minde en om hvor heldig man egentlig er. Vi får lov til at leve livet som vi vil. Det er der mange andre der ikke har mulighed for.

Jeg håber og tror at hele det sidste år kommer til at forløbe nogenlunde som de forrige. Og samtidig vil jeg fortælle alle der står i samme situation - hold ud. Har selv oplevet et virvar af irritationsmomenter. Alle har dog været overkommelige.

Dette var mine tanker sort på hvidt.

Hav en dejlig aften.