Frisørsaloner er noget jeg altid har haft det lidt svært med. Der er bare et eller andet over de her steder giver mig lyst til at løbe skrigende væk i samme sekund jeg træder indenfor døren. Sandsynligvis fordi de i de fleste tilfælde er ret feminint indrettede, hvilket gør at man som mand godt kan føle sig lidt på udebane. Bevares, jeg har før været hos frisører der har forsøgt at imødekomme mandlige behov, men det virker bare som om at de (i de fleste tilfælde) kvindelige frisører bare ikke fatter det! Den eneste forskel er tit at der ligger et FHM man kan læse i istedet for et Femina. Biksen er stadigvæk fuld af væg til væg udstillinger med terapeutisk shampoo og billeder af mildest talt metroseksuelt udseende hårmodeller. Man bliver også stadigvæk klippet af enten en kvinde eller en mand med meget løse håndled. Præcis som i alle andre frisørsaloner.

I begyndelsen af 2009 flyttede jeg til Australien. Jeg var efterhånden ved at blive lidt langhåret, så jeg besluttede mig for at finde et sted at blive klippet. Min kærestes bror anbefalede mig et lille sted nede i byen, og til min store glæde var det sgu en rigtig barbershop! Der var en rigtig "barber pole" udenfor og indenfor blev der solgt smøger og kondomer. Barberen der klippede mig var en stor tatoveret gut med fuldskæg. Det tog ham ca. 15 minutter, og kostede mig 20 dollars (godt og vel 85 kroner).

Da jeg var lille tog min bedstefar mig tit med ned til den lokale barber. Her var der ingen kvinder og der var bestemt ikke noget "queer eye" over barberen. Det var et sted mænd kom for at blive studset og der var ikke en tørrehjelm eller ugeblad at se nogen steder. Det var måske lidt spartansk, men jeg har alligevel savnet det lige siden. Barbershoppen er i dag stortset uddød, så jeg havde efterhånden affundet mig med at med mindre jeg ville være kronraget eller langhåret, måtte jeg nok bare vænne mig til at blive klippet af en frisør istedet for en barber. Indtil igår ihvertfald.

Nogen synes måske at det er lidt pedantisk at gå så meget op i hvem der klipper ens hår. Det er jo ikke noget man udsætter sig selv for hver dag, og det tager sjældent længere end en halv time i værste fald. Alligevel var det lidt en succesoplevelse at finde et sted hvor man kan blive smukkeseret lidt uden at det virker alt for "piget".

Michael Jackson er død og har forhåbentlig fundet fred efter næsten 2 årtier præget af pædofili-skandaler, sygdom, pille-misbrug, og konkurs. Han er uden tvivl en af det 20 århundredes mest inflydelsesrige musikere, og mange vil nok savne ham af den grund.

Alligevel synes jeg det er vigtigt ikke at skabe et glorificeret helgenbillede af en mand der absolut ikke fortjener det. i 1993 gav en lille dreng en detaljeret beskrivelse af Michael Jackson's penis. Desuden elskede han efter eget udsavn at "sove" med små drenge. Michael Jackson var ikke noget monster. Han var også en stor filantrop der gjorde meget for den tredje verden, men man må tage det sure med det søde og huske manden som han nu engang var.

Personligt har jeg ikke rigtig noget forhold til ham eller hans musik. Hans musik sagde mig aldrig rigtig noget, og hans optræden i offentligheden var bizar og krukket. Jeg sørger heller ikke over hans død. 50 er en ganske imponerende alder når man tager alt det han udsatte sin krop for i betragtning. De eneste jeg føler lidt for er mandens børn. Hans ældste søn er vel ikke andet end 11-12 år, og det er ingen alder at miste sin far i.

Jeg var nede hos den lokale plade pusher i dag for at købe et par CD'er, og ganske som forventet var butikken fuldstændig rippet for Michael Jackson produkter. Det eneste der var tilbage var en smadret kopi af Bad og en Jackson 5 opsamling. Det virker som om at han i døden endelig har fået det økonomiske skub der kunne bringe ham ud af hans økonomiske krise.

Hvil i fred Jacko. Jeg vil ikke savne dig, men jeg glemmer dig heller aldrig ;-)