Nu er det efterhånden meget lang tid siden jeg har skrevet en blog, og nu er det skisme på tide at flyve til tasterne igen. Det kommer ikke til at handle om danske eventyrere i denne omgang, men jeg håber at vende tilbage til det, på et andet tidspunkt. Der har dælme været nogle brave danske gutter og gutinder ind imellem, og de fortjener alle at få mere omtale end de gør til daglig. Men det må vente...

Denne blog kommer derimod til at handle om programmering og kodning. Jeg tror at rigtig mange af Gamereactor's brugere går med en lille drøm om at lave deres eget spil. Det har jeg i hvert fald gjort, nærmest lige siden jeg begyndte at spille computer på min fars 286'er engang i 1990 eller deromkring.

Spørgsmålet er bare hvor man skal starte, hvis man vil gøre noget ved drømmen. Man kan selvfølgelig lave et screenplay, eller tegne nogle fede figurer og verdener. Jeg er bare ikke særlig kreativ i de retninger, så har jeg med tiden indset, at hvis jeg en dag skal udleve min drøm, så bliver det ved at arbejde med den tekniske side.

På trods af at jeg har en videregående uddannelse, og arbejder med rimeligt avancerede programmer og analyser foran skærmen 8 timer om dagen, så har jeg bare aldrig lært at programmere. Det er egentligt ikke fordi jeg har manglet lysten til at lære det, men jeg har bare aldrig rigtig vist hvor jeg skulle starte. Der er alligevel mange forskellige sprog at give sig i kast med, og hvis man, som jeg, ikke har det helt basale på plads, så er det en jungle at begive sig ud i.

For nylig stødte jeg dog på en hjemmeside der gav mig et mål, middel og motivation til at gå i gang. Codecademy.com er en engelsksproget hjemmeside der tilbyder gratis online kurser af ret høj kvalitet (100% gratis, helt uden bondefangeri, og ingen reklamer!) . Her er mange kurser at give sig i kast med, bla. Ruby, Python, JavaScript og selvfølgelig html.

Selve kurserne er bygget op omkring lektioner indenfor et underemne. De er igen er opbygget i små overskuelige moduler hvor du bliver præsenteret for en ny funktion inden for det pågældende sprog. Herefter skal man selv prøve at arbejde med koden, holdt i hånden af en række korte instrukser. Det fede er at det bliver emuleret i et lille vindue i browseren med det samme. På den måde kan man nemt se om det man gør, fungerer efter hensigten, og hvordan det ser ud i praksis. Efter hvert modul bliver den kode man har skrevet tjekket, og hvis det er rigtigt så ryger man videre til næste modul. Nemt , simpelt og overskueligt, og det hele er opbygget på en måde så det er nemt at ligge fra sig og komme tilbage på et andet tidspunkt.

Noget af det der har motiveret mig til at blive ved, er at man undervejs opnår badges og achievements. De har selvfølgelig ikke nogen praktisk funktion, men ligesom på Xbox og Playstation, giver det bare lyst til liiiige at snuppe en til lektion. Jeg har personligt fået 12 badges og 83 point, og jeg er slet ikke færdig endnu!

Jeg kan ikke sige andet end at jeg har været meget begejstret, og det er faktisk lykkedes mig at få lov til at tage nogle af disse kurser i arbejdstiden, som en form for selvstudie. Hvis i kender andre hjemmesider i stil med codecademy, så del dem endelig med os andre :)

I den seneste tid har en mands navn formået at være på alles læber. Mere end Gaga og Bieber, mere end selv de to amerikanske præsident kandidater! Det er selvfølgelig Felix Baumgartner jeg taler om, manden der med brød lydmuren med et knald, så det kunne høres, selv hvis man boede under en sten i den australske outback. Manden er blevet hyldet for sit heltemod overalt i verden, og fuldt fortjent syntes jeg.

Samtidig har der dog været en masse mennesker, der højlydt spørger: "Var det virkelig var nødvendigt?", "Hvordan kan dette overhovedet være værdiskabende for andre end ham selv og Red Bull?", "Hvorfor sætter han dig sit liv på spil på sådan en tåbelig måde?"

Folk der stiller den slags spørgsmål har slet ikke forstået pointen, efter min mening. Dette er ikke et mediestunt, det er ikke for at profilere sig selv. Dette er en mand der tør drømme større end den gennemsnitlige person, det er en mand der tør gribe drømmen når den er der, og når han gør det så løfter han drømmene for millioner af mennesker. Dette er en sand eventyrer!

Det er sandt at det videnskabelige overskud af denne ekspedition kan ligge på et meget lille sted, og at de mange millioner det har kostet sandsynligvis har kunnet forbedre levevilkårene for tusindvis fattige. Men hvis hans præstation kan få folk til at drømme vildere, præstere mere og inspirere selv små drenge og piger rundt om på jorden, til at ville mere end blot at blive den næste Paris Hilton, er det så spildt? En sådan eventyrer bør hyldes!

Jeg har altid haft et svagt punkt for eventyrer, og jeg vil forsøge gennem de næste par blogs prøve at liste nogle af dem som jeg mener er blandt de største.

Min fascination for eventyrer startede nok da jeg var en lille knægt på omkring 11-12 år, jeg faldt over klassikeren "Jorden Rundt i 80 dage". Jules Verne's historie om den excentriske gentleman Phileas Fogg, og hans tro tjener Passepartout, kender de fleste nok. Men jeg vil nu alligevel råde jer til at gribe fat i bogen igen, og opleve verden som den så ud i 1872. Før internet og fly, dengang da en engelsk gentleman holdte stolen for damerne, og jernbanen var det ypperste indenfor rejseformer. I virkeligheden så burde Jules Verne være på alle skolebørns pensum når de går i 6.-8. klasse...

Næste blog vil jeg vende en af de helt store danskere, nemlig Vitus Bering.

Spil har for mig altid haft en helt særlig tiltrækningskraft, der gør at de adskiller sig fra andre medier som bøger og film. En god film kan være et fantastisk visuelt medie, og jeg tror de fleste vil nikke genkendende til at en god bog kan skabe billeder nethinden som gør at man bliver suget ind i en anden verden. Men spil derimod har for mig et helt særligt element af indlevelse, som ingen andre medier rigtig kan skabe.

Som barn var jeg meget glad for de her tegninger man selv skaber. Du ved dem hvor man skal forbinde en række prikker i en bestemt rækkefølge, og til sidst træder et billede frem, som man ikke kunne se til at begynde med. Nogle spil, og langt fra alle, har den same evne til at opstille en række præmisser, og gennem fantasi og indlevelse give et helt nyt billede, uafhængigt af hvad der måtte være hensigten fra udviklerne. Den type af spil er for mig sjældent en tung historie dreven oplevelse, som eksempelvis Mass Effect serien, og store RPG'er som Baldurs Gate og Elder Scrolls serien. Derimod er der ofte slet ingen decideret historie med elementer som karakter udvikling og intriger.

Denne særlige type af spil kan være af mange forskellige typer, alt lige fra strategi til racerbilspil. Det de har tilfælles er at de på en særlig måde får min fantasi til at køre i overdrive. Ved at opstille nogle ofte simple præmisser, begynder hjernen automatisk at forbinde punkterne (præmisserne), og bygge sin egen historie, og det får min indlevelse til eksplodere til nye højder!

Tillad mig at prøve at give nogle eksempler:

Et af mine første minder af den slags spil var SimCity. Da jeg var en lille purk, skulle der ikke megen fantasi til, før jeg begyndte at forestille mig at jeg var borgmester for byen. Dette inkluderede blandt andet borgermøder, og forhandlinger med de nabobyer jeg vidste, måtte befinde sig uden for kortets grænser.

"UFO: Enemy Unknown" var et andet af den type spil hvor hjernen selv begyndte at forbinde punkter. Dem der har prøvet spillet vil vide at spillet er opdelt i to dele, en management baseret "SimCity"-agtig del, og en turbaseret strategi del. Et vigtigt element er indkøbet af soldater. Dette er ikke bare ansigstløse droner, de har alle deres eget navn og er (til en hvis grad) forskellige rent visuelt. Undervejs i spillet stiger soldaterne i graderne, og får bedre evner, men hvis man mister en af soldaterne på en mission, og så er de væk for evigt. Det gjorde at jeg til at starte med, begyndte at passe utrolig meget på mine soldater, og hvis en af dem døde, så startede jeg forfra fra et tidligere savegame. Senere begyndte jeg at digte historier om soldaternes indbyrdes forhold, og højdepunktet kom da de vigtigste af mine soldater blev inviteret med til møder med regeringsledere fra hele verdenen, for at fortælle om deres arbejde med at redde jorden fra de onde aliens! Altså historier der aldrig blev kommunikeret fra spillet, men alt sammen opfundet inde i mit hoved.

Gennem min spilhistorie har der været en lille håndfuld af disse særlige spil der har kunne give mig denne specielle oplevelse. Jeg har blandt andet oplevet en hård vej op af racerkørernes verdensrangliste, med dertilhørende intriger og vekslende sponsoraftaler i Forza Motorsport 2. Og for ganske nyligt brugte jeg en hel fredag aften alene hjemme, hvor jeg fik skabt mig en fantastisk oplevelse med "Pirates!" til iPhonen. (Dog med hjælp fra et glas rødvin eller to :-S ). Det fik mig til at tænke tilbage på de mange gange et Sid Meier spil faktisk har givet mig denne specielle oplevelse. Både Civilisation og Colonization har gjort mig til tyran, diplomat, konge og gud flere gange end jeg kan tælle, alt sammen med en tilhørende baggrundshistorier og verdener, digtet frem fra intet andet end fri fantasi.

Jeg elsker spil med en stor og dyb historie, og veletableret verden (Skyrim med ca. 150 timer på bagen er vel et meget godt eksempel), men der er noget ganske særligt over de spil der kan få mig til at digte videre, og få sat skub i fantasien på trods af at jeg snart runder det meget skarpe og voksne 30-års hjørne.

Jeg kunne faktisk godt tænke mig at vide om der er andre der sidder i deres stille sind og digter videre i spillet? Og hvilke spil der måske kan få dig til at opbygge en hel ny verden?

Jeg er vel hvad man kan kalde en "long time reader, first time writer" her på sitet. Efter lang tids funderen og overvejelse har jeg besluttet at rykke fra passiv læser, til at være en (mere eller mindre) aktiv del af Gamereactor. Hvorfor har jeg så lige valgt at bruge min tid her, og ikke på et andet site? Det skyldes selvfølgelig en stor interesse for spil. Jeg er i øjeblikket den stolte indehaver af en Xbox 360, en Iphone 4S proppet med spil, og et afdanket hakkebræt af en bærbar, til at opfylde en ret markant del af min fritid.

Men en anden, og for mig vigtigere, årsag til at jeg vælger netop dette sted at bruge min energi her, er at communitiet her på stedet er virker meget rummeligt og åbent, sammenlignet med andre blogsites og communities. Som så mange andre har jeg spenderet mange timer i internettets afkroge, og skiftevist grint og græmmet mig over idioter, trolls og små spydige spidsfindigheder på forskellige sites. Steder som EB's nationen! flyder jo nærmest over af afstumpet småborgerligheder, og selv på et sted som videnskab.dk, hvor man burde forvente at møde mennesker med en større intelligens end den gennemsnitlige befolkning, bliver brugernes spalteplads fyldt op med smålige skænderier og personlige angreb. Det er ganske enkelt ikke noget jeg vil bruge min tid på.

Gamereactor derimod føler jeg byder på en meget større rummelighed, med plads til at diskutere vidt forskellige emner. Det er mit indtryk at det sker i øjenhøjde og med respekt for hinanden, på tværs af alder, køn og hvad der ellers måtte være af menneskelige forskelle. Det kan jeg godt lide, og jeg håber at kunne bidrage med noget positivt! I virkeligheden syntes jeg egentlig også, at det er lidt "fejt" bare at sidde på sidelinien og kigge på, så det er vel også ved at være på tide at jeg får nosset mig sammen til at lave en profil :-S

Da jeg ikke før har været en aktiv del af sådan noget, så ved jeg ikke hvad mit engagement munder ud i, eller hvad jeg kan forvente mig, men jeg håber da på at bidrage med en blog ind imellem, stille nogle spørgsmål i forummet, og måske byde ind med hvad jeg syntes er en klog og kvik kommentar ind imellem. Jeg går allerede med planer om at brygge en blog sammen hvor jeg vil fortælle en smule mere om mig selv, men indtil da så vil jeg være den første til at sige: Hej og velkommen til mig!