Hej allesammen. Lige op til vinterferien var jeg på studietur til Rom med resten af 2.g. I forbindelse med denne skulle vi skrive et essay. Den skulle strække sig over begrebet frihed og indeholde reflektioner fra turen samt lidt dansk materiale. Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor jeg poster den her, men jeg håber, at I kommer igennem den. :) Jeg fik 12 for stilen.

Essay - frihed

Man kan stille sig selv det spørgsmål, hvad frihed er, og hvad frihed skal være, for sig selv. Vi spørger hele tiden hinanden og diskuterer, hvordan vores personlige frihed - udover alle de andre frihedsformer - skal formes. Men hvori ligger den personlige frihed? Og hvor langt skal man gå for at finde den?

Forestil dig meterhøje stenfigurer, der enten kigger søgende op mod himlen eller olmt efter dig, når du går forbi. Statuer i fineste materiale og udsmykning, der alle står for et eller andet og har et eller andet budskab (må man i hvert fald formode, når de nu står, hvor de gør). Tusindvis af tons af sten, der peger på meningen med livet og fortæller os, hvordan vi skal leve. Peterskirken er et forunderligt sted. Samtidig med at være verdens mavefornemmelse og hjerte i katolikken og verdens største religion, står den massive bygning som et slags ældrecenter i både arkitektonisk, men også åndelig forstand. At gå rundt inde i hovedbygningen og mærke nærmere end føle de mange meter op til loftet, de millimeterpræcise udsmykninger, den på samme tid spirituelle og kolde stemningsmætning er en ambivalent følelse, så ordet ambivalent aldrig får samme slagkraft igen. En øjeblikkelig følelse er smerten i kæben, der ligger på gulvet. Hvordan i himlens navn - for nu at blive i kirkens udtryk - har mennesket kunnet skabe dette? Det er ikke mindre end et mirakel, at mennesker på omtrent 190 centimeter rendte rundt for 500 år siden og byggede noget, man i dag ikke engang rigtigt forstår omfanget af. På en eller anden måde fyldes jeg med en stolthed over at være menneske, mens de bagvedliggende tanker gerne skubbes til side, i hvert fald til efter rundvisningen.

Vi fortsætter videre. En gebrokkent engelsktalende guide viser en flok japanere rundt, der med knipsende kameraer ikke har tid til at høre på den rare dame. På en måde føles oplevelsen for mættet til at bruge andet end synssansen - denne statue blev lavet som en hyldest til August den syvende i forbindelse med denne dato - jo tak, men se lige, hvor stort et hoved, han har! Peterskirken er ikke bare ambitiøs. Den er utvivlsomt det mest prætentiøse bygningsværk, verden har set. Det er sikkert også derfor, jeg blev fyldt med, hvad jeg ville kalde en nærmest ligegyldig følelse, da jeg traskede rundt derinde. Hvad kirken har i værdiansættelse, mangler den i nærhed. Så vil en god katolik sikkert mene, at Peterskirken nærmere er en hyldest til en legendarisk centralfigur i kristendommen samt Gud i sig selv end et lommetørklæde for enhver, der måtte føle trang til at græde ud ved en given skulder. Det virker bare for mig som en tom skal, en kæmpe regning, der bekræfter menneskets egen stolthed, men som glemmer fodfæstet. For at undgå at komme alt for langt ind i en religiøs diskussion, vil jeg dreje ad en anden vej - det er her, friheden kommer ind!

Meningen med al den snak om den kristne bevægelse fra min side er at pointere, at frihed kræver omkostninger. Frihed ud fra et religiøst perspektiv er interessant. I gamle dage var det let nok at være kristen. Du blev hængt, hvis du var utro, mens du ved at gå i kirke hver søndag ville komme i himlen. I dag er det mere kompliceret. Religion er blevet et mere diffust område, der ikke har samme konkrete retningslinjer som før. Mennesket har altid søgt grænsen - lavet regler og krydset dem, fordi frihedsbegrebet er menneskeskabt. Man siger i dag, at religion har indskrænket den personlige frihed - og jeg er trods alt ikke dum nok til at se bort fra de vilkår, den almene bonde levede under for bare 300 år siden, fordi godsejerne hyggede sig for meget med Kirken og Kongen - men på trods af det kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, hvad der så er frihed. Er frihed et synonym for det grønne græs på den anden side? Er det bare noget, vi higer efter, fordi vores hverdag ikke helt har den pondus, vi gerne havde set. Som H.C. Andersen formidler det i sit digt, 'Den lille flugt til Rom':

Os spørger hver en Stemme, „Hvorledes staaer det hjemme?" „Det staaer, som før det stod! Det regner og er sølet, Man gaaer og er forkjølet, For Vintren er saa god!" Hallo, hallo, hallo, hallo! Ja god, det kan I tro!

Man kan næsten smage ironien i forholdet mellem en god badeferie og den høje menneskelige frihed. Det er en interessant diskussion, fordi mennesker, på trods af at være forskellige, åbenlyst leder efter de samme goder i livet. Det er en romantisk tanke, at alle mennesker er forskellige og derfor bør nyde den ultimative private frihed. Men i mine øjne er det netop ekstremt romantiseret, fordi vi alle, hvis vi bliver spurgt om fremtiden, livets mening og andre klichéer, svarer det samme. Teenagere svarer enstemmigt, 30-årige svarer noget andet, og 70-årige vil noget nyt. Det gennemsnitlige menneske har en række mål, der kan sættes ind i kulturhistorisk kontekst - forstået på den måde, at den gennemsnitlige dansker har andre behov i dag end før. Kirken stiller på samme måde andre krav i dag. Familien stiller andre krav. Samfundet stiller andre krav. Man taler om et slags kulturelt vakuum - Der sker alt for meget til, at man kan finde sin rette plads. Udviklingen er sandelig ikke i vakuum-tilstand, men det menneskelige sind er. Der er ikke rigtigt nogen, der fortæller dig, hvad du skal gøre, men gør det dig mere fri? Og gør det dig mere glad at være fri? At sidde på Den Spanske Trappe i Rom en for enhver dansker lun vinteraften er først og fremmest hyggeligt. Men udover det får de mange seværdigheder i verdens vejcentral mig til at tænke på menneskets stræben efter friheden. Ikke bare kirker, men alle fortidige, pompøse værker i Rom fortæller os om menneskets stolthed og hyldest til friheden. Men hvem byggede Peterskirken og Den Spanske Trappe? Hvem byggede de mange fontæner og kirker, ja, selv ganske almindelige borgerlige huse? Var det stolte romere eller lidende slaver?

I dag er frihedskrænkelse ikke mindre end principielt selvmord. Folk værner om ytringsfriheden, hvordan man så end værner om en sådan, og stoltheden vil ingen ende tage. Men mennesket er ikke større end sig selv. Den menneskelige frihed er ikke større end det enkelte menneske. At stå sammen kræver organisation og hierarki. Derfor er den personlige frihed et omsonst område. Den er det, vi alle søger efter, selvom vi samtidig gerne vil have familie og ansvar (i dette tilfælde det, de 30-årige vil svare). Det er i virkeligheden et ret ironisk verdensbillede, når nu anarki er et skældsord, og arbejdsløse er nogle dovne samfundssnyltere. Alle verdens samfund bygger på samarbejde og hierarki. Enkelte dyreracer foretrækker måske enspænderkarrieren, der vil jeg ikke afvise. Men i sidste ende går overlevelsesinstinkterne ikke ud på at være fri - men på at overleve. Vi kæmper instinktivt for overlevelse og velfærd, kort fortalt, og så vil den listige afbryde mig her og spørge, om ikke grundlæggende frihed er en del af grundlæggende velfærd, og til det kan jeg naturligvis kun svare ja. Hvem er jeg at affærdige civilisationer af beviser på menneskets frihedsønske. Men det er heller ikke helt der, jeg vil hen. Folk er hverken klar til eller til for den ultimative frihed. Frihedsfølelsen stemmer i det hele taget ikke overens med de andre mest basale menneskelige følelser, kan man sige. Ansvar og næstekærlighed. Det ville være vovet og karikeret at kalde alle mennesker ens, så det vil jeg lade være med. Men som jeg sidder og mindes min hyggelige studietur til Rom, så nyder jeg min personlige frihed. Hvad skulle jeg da også gøre uden den.

Tobias

DETTE ER EN REKLAME

Hej. Når du hver dag står op, fodrer knægten, kysser lillemor, tager på arbejde, smugryger på toilettet, råber af computeren, ringer til gammelmor, tager hjem, laver mad, læser avis, ser fjernsyn, drikker kaffe, kysser lillemor og går i seng igen, er det så med den trods alt behagelige tanke, at du har et ansvar? At du må tænke på andre end dig selv?

Selvfølgelig er det det!

Men hvad med vildskaben? Hvad med morskaben? Har du aldrig ind imellem brug for et skub i den rigtige retning? Og hvem skal skubbe dig? Hvor er vi dog glade for dit spørgsmål. På GRGz er er der ingen grænser for fantasien, og med det nye GR GANGWARZ sættes der en tyk streg under kvalitetsbevidstheden. Har du en "mortal enemy"? En, du bare har lyst til at trykke i panden med en tyk malerpensel? Vær med i GRG warz og find det heldige asen - og tvær ham ud. Hvis han ikke svarer igen inden for 12 timer, er han død, og du er ét skridt nærmere førstepladsen. Jeg ved ikke med jer, men GRG warz lyder sandelig som noget, JEG kunne finde på at bruge min tid på.

GRG warz fås også som brætspil, og med udsigt til en kontrakt indenfor spilmediet er der ingen grænser - GRG warz VIL komme, og hvis du er hurtig, kan du ramme din bedste ven, før han når dig.

http://www.gamereactor.dk/grupper/464/forum/?thread=614