Jeg vil gerne slå et slag for genbrugsforretninger. Bum.

Jeg har tidligere haft det lidt ambivalent med disse foretagender. Kirkens Korshær, Blå Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Igen... You Name It! Alle var de ud fra min naive indstilling arnested for gamle trolde, psykisk syge eller alkoholiske fattigrøve, hvilket lod sig afspejle i et uoverskueligt rod af støvede møbler, lamper, ulækkert service og et uendeligt hav af På Slaget 12- og Absolute Music-cd'er. Men jeg er blevet snydt!

Jovist, mine betragtninger vedrørende inventaret holder stik langt hen ad vejen og mange genbrugsforretninger lader sig sikkert begrænse til dette indhold, men hvis du fx bor i Aarhus-området er der masser af lækkerier at finde, hvis man har overblik og tålmodighed nok til at rode igennem alskens ragelse for at finde de virkelige guldkorn.

Jeg kan ikke udtale mig om møbler, tøj, service eller lignende, men inden for mit interesseområde har jeg inden for de sidste par uger fundet både svært anskaffelige og fremragende ting. Her taler jeg især om cd'er (og til dels bøger og dvd'er). Især Folkekirkens Nødhjælp har vist sig som en uventet guldgrube af dimensioner. Ikke mindre end 40 sublime cd'er er det blevet til i løbet af de uger - de bedste køb jeg muligvis nogensinde har gjort mig, da jeg sammenlagt for de 40 cd'er kun har skullet slippe omkring 300 kr (og derudover fik jeg en enkelt dvd med og en rigtig fin udgave af God of War, knapt nok pillet ved). Det har krævet timers arbejde - men det har været timers arbejde værd, da mange af pladerne er svære at opstøve eller ellers ville være forholdsvist dyre at erhverve sig. Og en stor del af cd'erne er nogle jeg har været på udkig efter gennem længere tid.

Nedenfor følger en fuld liste over mine indkøbte guldkorn, der om ikke andet beviser, at genbrugsforretninger kan indeholde meget andet end NOW Music og Sko/Torp-udgivelser, hvis man altså tager sig tiden til at lede og finder de rette forretninger

Jeg vil desuden hellere end gerne høre nogle bud på jeres mest positive og overraskende gode handler I har gjort jer!

Listen af cd'er er som følger:

A Perfect Circle - Thirteenth Step Belle & Sebastian - Tigermilk (allerede blandt mine favorit-albums) Blur - 13 Blur - Think Tank (kostede 1 kr.) Bon Iver - For Emma, Forever Ago Bonnie 'Prince' Billy - I See a Darkness Bright Eyes - Fevers & Mirrors The Chemical Brothers - Dig Your Own Hole Deftones - White Pony Feist - Let It Die Thomas Helmig - Stupid Man Thomas Helmig - Helmig Herfra Jean Michelle Jarre - Oxygene 7-13 Kashmir - The Good Life Kitty Wu - (en single) Kitty Wu - The Rules of Transportation Low - Trust Low - Things We Lost In The Fire Mazzy Star - So Tonight That I May See PJ Harvey - Stories From The City, Stories From The Sea Portishead - Portishead Prince - Purple Rain Prince - Lovesexy Prince - The Love Symbol album Quadron - Avalance The Raveonettes - Pretty In Black Red Hot Chili Peppers - Blood Sugar Sex Magik Slint - Spiderland Slowdive - Just for a Day Elliott Smith - Figure 8 Justin Timberlake - Future Sex / Love Sounds Tool - Undertow TV On The Radio - Return to Cookie Mountain

- Og derudover tre plader lidt for sjov: Toy-Box, Haddaway og MC Hammer.

Jeg er selv pisseglad for endelig at have en ordentlig stak nye, gode cd'er til at stå - så har jeg lidt at give mig i kast med under opvasken :D (PS: Jeg er fuldt ud bevidst om, at denne blog virker enormt meget som ananas i egen juice..)

Men ja, hvilke hammergode handler har I gjort jer i tidens løb - gerne med genbrugsforretninger? :)

Nu har jeg ikke gjort mig de store observationer, hvad angår lanceringen af den forrige/nuværende generation af konsoller, hvorfor jeg ikke kan udtale mig om, hvorvidt muligheden for lettjente penge altid gør sig gældende ved konsollanceringer. Men...

En fornuftig læser i en tråd på GR gjorde opmærksom på det forhold, at han skulle sælge sin PS4 grundet tidsmangel og derigennem sporede vedkommende en tendens til at sælge PS4-konsollerne videre til uhørt overpris (hvilket han dog ikke selv gjorde). Som følge af denne oplysning klikkede jeg mig selvfølgelig ind på DBA for at se, hvordan det stod til med privatsalg efter PS4-lanceringen i DK. Og ganske rigtigt var der et væld af konsoller, som blev solgt til fuldstændigt vanvittige priser - jeg så sågar en tråd, hvor højeste bud indtil videre var 8300 kr.

Jeg vil egentlig bare høre, om det kun er mig, der er målløs over denne udnyttelse af velmenende gamere, der bare gerne ville have haft en PS4 på lanceringsdagen? Mange af sælgerne var selvfølgelig folk, der af den ene eller anden grund ikke havde mulighed for at benytte sig af konsollerne foreløbigt, men at man så alligevel udnytter udbud/efterspørgsel-princippet så groft, finder jeg dybt samvittighedsløst. Og dertil skal regnes, at flere af sælgerne åbenlyst gjorde opmærksomme på, at de kun solgte så højt, fordi andre tillod sig at sælge til den pris.

Jeg ved ikke, om der er folk, der på forhånd specifikt havde forudset denne lettilgængelige mulighed allerede ved forudbestillingerne, men den mildest talt dårlige håndtering af forudbestillinger i DK har resulteret i, at mange spændte og velmenende gamere ikke fik deres konsoller alligevel. At andre folk, der på ingen måde har samme behov for eller ønske om en PS4, så komplet udnytter muligheden for at sælge konsollerne til over den dobbelte pris... Ja, jeg ved ikke hvad jeg skal tænke. For igen, det er jo bare en skidegod handel man kan gøre sig, hvis man har samvittigheden til det.

Jeg handler selv med spil, og køber nogen gange billige spil med henblik på at sælge med fortjeneste, men jeg kunne aldrig forestille mig at gøre det i denne størrelsesorden.

Men ja. Er det bare mig, der er en alt for samvittighedsfuld vatnisse på det punkt? Er det bare sådan det nu engang er med lanceringen af konsoller/diverse hardware i det hele taget (i så fald er det aldrig et forhold, jeg har været opmærksom på)? Hvad tænker I om det? :)

Det er noget af en mundfuld at give sig i kast med en anmeldelse af Arcade Fires seneste udspil, Reflektor . Et af årets mest ventede og hypede album, og et album der i høj grad har delt vandene i anmelderlejrene pga. bandets nye retninger mht. deres musikalske univers.

Albummet har fået mange anmeldere (såvel som brugere) til at sammenligne albummet med diverse stilskift fra andre store bands gennem tiden. I særdeleshed U2, der med Achtung Baby gjorde op med deres storladede rockrødder og udvidede deres lydunivers markant i en mere eksperimentel retning. Og Radiohead, der med Kid A fuldstændigt rev deres eget fundament fra hinanden ved at gå fra et hovedsageligt guitarpræget lydbillede til et udpræget elektronisk- og klaverorienteret lydbillede. Begge bands gjorde dette med enorm succes. I omfang bringer Reflektor dog mere minder om ambitiøse langspillere som Rolling Stones' Exile on Main Street samt The Clash's überlange Sandanista - et album, der så vidt muligt ville det hele (jeg tager ikke æren for alle disse sammenligninger, da de identificeres i snart hver anmeldelse af albummet - det gør dog ikke sammenligningerne mindre relevante).

Når jeg siger, at albummet er ekstremt ambitiøst er det derfor ikke nogen overdrivelse og anmeldelsen her er ikke alene en stor mundfuld - det er albummet i sig selv også, men hvert øjeblik er interessant. Det er e enormt legesygt album, hvilket tydeligst fremgår af det enorme væld af genreinspirationer, der oser ud af albummet. Flashbulb Eyes , der er som taget ud af sene Flaming Lips-udspil, leger med ambiente gimmicks over et fremragende rockriff, mens Neil Young-melankolien stråler ud af anden plades åbningsnummer, Here Comes the Night Time II .

I det hele tage er inspirationskilderne uendelige og ofte meget tydelige (foruden ovennævnte kan nævnes Beatles, 80er-disco a la Drive-soundtracket og selvfølgelig producer James Murphys skrottede projekt LCD Soundsystem ). I sig selv et projekt, der kunne komme til at fremstå ekstremt uoriginalt, forvirret og flagrende, hvis ikke det havde været for den enorme kærlighed der emmer ud af albummet og farver hvert øjeblik. Desuden er albummet som helhed stringent kontrolleret af det gennemgående lyriske tema, centreret omkring samtidens (nutidens) bagside af vores internetprægede hverdag og virkelighed. Som en anmelder (jeg kan desværre ikke huske hvor) så fint påpegede det, så handler albummet meget om det paradoksale i det faktum, at vi lever online på såkaldte sociale hjemmesider, men i virkeligheden er vi mere alene end hidtil. Sammen; men alene.

At teksterne enkelte gange falder igennem i enkelte passager, som i fx Porno og passager af Reflektor , gør ikke så meget ved helhedsindtrykket. Og oftest er teksterne både rørende, komiske og tankevækkende. I denne forbindelse vil jeg især fremhæve Normal Person , der effektivt problematiserer, hvad det vil sige at være en normal person i dag.

Melodierne står skarpt over hele linjen og netop Porno opvejes af en fantastisk vokalpræstation af Win Butler, især i omkvædet der både leveres i dybt register og overraskende rørende falset. It's Never Over (Oh Orpheus) og Afterlife bør slutteligt fremhæves som to af Arcade Fires stærkeste numre til dato. Afterlife især har med sin fremdrift en rus af energi og gennemslagskraft, der bringer associationer til bandets første udspils ( Funeral ) bedste numre: Win Butler er ængstelig som aldrig før i sin vokalisering, mens han synger "Can we work it out, if we scream and shout, till we work it out"...

Og det kan de godt, for Arcade Fire har gjort det igen - leveret et mesterværk af et album (ja, nu sagde jeg det - I'm ready for the bashing), såfremt man kan møde albummet på dets volumniøse præmisser. Som det var tilfældet med U2's Achtung Baby har Arcade Fire formået at gøre op med deres storladede indie-rock uden at give afkald på det unikke Arcade Fire'ske i deres udtryk. Personligt er det muligvis mit favoritalbum fra gruppen, og især anden plade er med dens mere søgende og atmosfæriske tilgang en komplet nydelse, hvis man giver den en chance.

Albummet vil ganske givet ikke blive modtaget med kyshånd af alle deres fans, da indie-kernen er svært genkendelig i et så legesygt univers, men hvis man bare har den mindste smule lyst til at udvide sin egen horisont i selskab med et af nutidens bedste bands, så ser jeg ikke et bedre bud end Reflektor.

Mange brugere her på sitet har nok stiftet bekendtskab med Hotline Miami, en af de mest omtalte indie-titler ved sin udgivelse og stadig det bedste indiespil, jeg har brugt tid på. Hotline Miami trak ikke kun opmærksomhed for sit ekstremt voldelige indhold, men i særdeleshed også for det fantastiske 80'er-inspirerede soundtrack, hvoraf især M.O.O.N. løb med en stor del af opmærksomheden for to af spillets mest velkendte numre. Det var dog et andet nummer, der formåede at vække min interesse for alvor.

Nummeret er Miami Disco, lavet af Perturbator, der sammen med flere andre musikere på Aphasia Records laver albums og EP'er centreret omkring fiktive 80er-slasher-film med oftest pornografiske under- og overtoner. Hans musik bygger altså i et vist omfang på koncepter, der dog kun skinner igennem via sangtitler - og enkelte sangtekster af tvivlsom kvalitet hist og her - samt de associationer, det elektronisk musikalske univers skaber hos den enkelte lytter.

Koncepterne ovenfor er ofte grinagtige og som sådan harmonerer det ikke med min umiddelbare oplevelse af Miami Disco - et nummer der, trods det simple præmis, vækkede enorme følelser i mig og ændrede min oplevelse af Hotline Miami radikalt. Nummeret gjorde mig pludselig enormt bevidst om mine forfærdelige handlinger, og det hele oplevedes pludselig som en absurd feberhallucinerende ud-af-kroppen-oplevelse (ja, jeg overdriver). Om ikke andet fik Miami Disco mig hurtigt til at downloade alt, hvad jeg lige kunne finde af kunstneren bag. Og lad mig med det samme sige, at min oplevelse med Miami Disco ikke blev enkeltstående. Lad jer ikke narre af de håbløse koncepter, for den konkrete lytteroplevelse vidner om en dybere forståelse for de følelser musik kan skabe - dette gælder også elektronisk musik, får Perturbator understreget!

Musikalsk bevæger Perturbator sig oftest i et tungere elektronisk hard-synth landskab ofte kontrapunkteret med bedrøvende ambiente musikstykker. Tænk M83's sentimentale, sublime melodier (især på deres første store instrumental-album: Dead Cities...), men langt mere bagudskuende.

Jeg kan især anbefale Perturbators anden og mest kendte fuldspiller, I Am The Night . Jeg har ikke tænkt meget over historien, men musikken skaber en fortløbende og dybt engagerende, mørk fornemmelse, der kan sætte en umiddelbart kikset historie i perspektiv og skabe en mere velfungerende helhedsoplevelse. Albummet er samtidig et perfekt eksempel på Perturbators velsignede fornemmelse for 'den gode melodi'. Så godt som hvert nummer, han har lavet, har efter min mening et bundsolidt grundriff, om hvilket diverse ambiente lydlandskaber danner et fuldendt lydbillede og som følge deraf en enormt effektiv visuel oplevelse af musikken.

Sexualizer-EP'en er sandsynligvis hans mest kiksede til dato (den omhandler en håbefuld knægt, der bliver pornostjerne i storbyen og - selvfølgelig - et emotionelt vrag, som følge af pornobranchens og storbyens utilitaristiske natur). Men igen, melodierne står knivskarpt, og man får som lytter meget mere ud af at konstruere sin egen fortælling i oplevelsen, eller blot læne sig tilbage og nyde melodierne, der i denne omgang udviser større diversitet i lydbilledet. Især pop-udtrykket har fået en særlig plads, men Perturbator formår at inkorporere det fint i sit velkendte univers. Jeg vil desuden fremhæve afslutningsnummeret som et af hans bedste, mest dvælende momenter, i hvilket temasangens grundriff tentativt dukker op lukker EP'en af på fineste manér.

Nocturne City's koncept er jeg ikke bekendt med (det kan også være godt det samme - desuden siger titlen nok det hele), men den leverer muligvis 5 af Perturbators fineste melodier: Skarpe synth-drevne riffs står side om side med velfungerende, ambiente synth-numre. Som sådan er Nocturne City et glimrende eksempel på begge ender af Perturbators 80er-spektrum.

Jeg vil slutteligt råde nye lyttere til at give hver enkelt sang en chance, da det enormt afgrænsede elektroniske lydbillede kan gøre det svært at skelne mellem visse sange i første omgang. Gentagne lyt vil dog belønne den tålmodige lytter, såfremt man har en forkærlighed for skarpe, elektronisk synthede melodier... Og evt. 80er-action/slashere og porno.

(Jeg har muligvis en masse mere at sige, men min umiddelbare, lidenskabelige strøm har nok smidt mit fornuftige og skarpe overblik overbord).

Håber I vil give ham et lyt og støtte en dybt begavet musiker.

Giv evt. følgende sange et lyt: Miami Disco Retrogenesis Perverted Precinct Welcome to Nocturne City There Is No Love Highway

God fornøjelse!

Nu er det efterhånden noget tid siden, vi fra Chili Cheese Food har bedrevet noget som helst. En heftig eksamensperiode og andre arrangementer har været grunden. Efter så lang tid besluttede vi at komme igen med et brag af et måltid.: Chili Chizza , der som forventet smagte glimrende og fungerede upåklageligt. Fast food med fast food på - sikkert og lækkert. Samme måltid bød dog også på en anden og mere vovet kreation, som vi længe har fiflet med: Chili Cheese Cake . Så åbenlyst og dog så utænkeligt. Mere end nogensinde før inkorporerede vi Cheese Toppen, idet selve Cheese Top-fyldet udgjorde fyldet til Chili Cheese Caken, mens Chili Cheese Tops-dejen udenom var en del af kagens bund. Dette var vores første Chili Cheese-dessert, og retten var en succes. I hvert fald i forhold til konstruktionen af kagen. Selve smagsoplevelsen har været den mest splittede blandt medlemmerne, men det er ikke en oplevelse, vi ville have været foruden.

Tjek det ud på Vores blog.

Og husk: Chili Cheese Tops er livets krydderi!