Svabergasts blog https://www.gamereactor.dk/blog/svabergast/ da 60 Hvad er nu det? https://www.gamereactor.dk/blog/Svabergast/141783/Hvad+er+nu+det/ https://www.gamereactor.dk/blog/Svabergast/141783/Hvad+er+nu+det/

Jeg tænkte for nyligt på Gamereactor, og at det faktisk er godt to år siden jeg sidst har været herinde. Jeg ved ikke hvorfor jeg kom til at tænke på det, altså på den måde. Jeg følger Gamereactor på Facebook, så jeg får de daglige nyheder osv. men jeg har ikke tænkt på Gamereactor på DEN måde. Så for sjov, tænkte jeg til mig selv, burde jeg da tage et smut forbi igen og se hvad der foregår. Denne her side fyldte ret meget af mine teenage år. Medlem siden 2008 står der. Jeg kan huske dage hvor jeg kom hjem fra skole, og bare sad og trykkede F5 for at opdatere forummet, for at se hvad der nu var blevet skrevet. Der er godt nok meget der har ændret sig, ikke mindst mig selv. Det er nu godt 6 måneder siden jeg sidst rørte et spil, siden jeg sidst har haft en konsol eller gamer pc tændt. Ikke fordi jeg selv bare besluttede mig for at stoppe med at spille, men fordi den tid og de ressourcer jeg har bare ikke rækker til det. Jeg har abstinenser. Eller, det tror jeg i hvert fald. Jeg savner det. Det kommer dog til at ændre sig, da jeg bygger en ny PC her til september, har jeg lovet mig selv. Jeg bliver ved med at købe spil, uden at røre dem. Det er lidt som om det fylder et lille hul i mig.

Jeg var i Australien her for godt et år siden, hvor jeg ikke fik spillet meget, naturligvis. Jeg købte mig en 3DS, for nu ville jeg spille på farten. Den fyldte ingenting og den var nem at hive frem når man trængte til at spille. Jeg købte Pokémon Y, og hev den ellers frem (altså, 3DS'en) når jeg kedede mig på mit hostel eller det sted jeg ny boede. Senere blev The Legend of Zelda: A Link Between Worlds købt, samt Monster Hunter Tri. Men det var lidt ligesom det jeg nåede til. For det gik op for mig, at jeg trængte til noget andet. Jeg savnede at spille på min computer. Dermed ikke sagt 3DS er en dårlig konsol eller udvalget er dårligt, overhovedet ikke. Jeg hyggede mig med gode spil, men det var alligevel ikke helt det jeg ledte efter. Jeg fyldte en dag om ugen med Giantbombcast i håbet om at det kunne fylde lidt af hullet ud, men det hjalp kun lidt. Men til sidst var tiden egentlig gået, i Australien. Pludselig så de "abstinenser" jeg havde, meget små ud. Som om det var fem minutter om dagen, hvor jeg lige tænkte tilbage på hvad jeg engang lavede. Og jeg har det lidt på samme måde lige nu. Bortset fra der er en computer få meter fra mig, det samme med en PS3 og en 3DS. Men det er lidt som om jeg venter på en undskyldning for at må spille igen, det er en mærkelig ambivalent følelse at sidde med. Jeg vil gerne, men vil på samme tid ikke. I stedet ender jeg med at sidde og kigge på katte og folk der slår sig på Youtube, eller et eller andet dumt. Så jeg føler jeg spilder tiden endnu mere end hvad jeg ville have gjort hvis jeg spillede.

Men hvad er det egentlig jeg vil frem til? Jeg ved det faktisk ikke. Jeg tænkte at nu var det tid til at skrive en blog. Jeg savner faktisk at skrive. Bare sådan, dele mine tanker med omverden. Om der så er nogen der læser dem eller ej, er jeg egentlig i princippet ligeglad med, det føles bare godt at kommunikere digitalt. Og det gjorde jeg meget af her på Gamereactor. Jeg tør dog ikke gå tilbage og læse hvad jeg skrev dengang jeg var en lille knægt. Ganske vist er det en bid af mig, men det er ikke altid man er stolt af sit unge sind og de tanker der væltede rundt derinde. Men det var faktisk lidt terapeutisk at skrive en blog engang i mellem, og der var overraskende nok folk der læste dem og kommenterede. Jeg ved ikke om det var af interesse eller om det var af sympati. Uanset hvad, gjorde det i hvert fald en lille dreng glad. Nu er jeg så ude i den virkelige verden. Jeg bor i Aarhus, deler en lejlighed med en rigtig god veninde, har arbejde og kæreste. Og alligevel føler jeg mig mere klar end nogensinde til at hoppe ind i en digital verden, og opleve kunsten af at manipulere pixels. For som jeg selv er modnet, er min forståelse af spil også modnet. Ligesom jeg besøger biografen Øst for Paradis, som har de mere obskure og eksperimenterende film, end f.eks. Cinemaxx eller Nordisk Film Biografer, så opsøger jeg ligeså de mere obskure og eksperimentende spil. Det er i hvert fald dem jeg finder mest interessante. Givet, der vil altid være nogen spil der er mindre og mærkeligere, det samme med film og musik. Bare fordi jeg ikke er nede i internettes gaming huler, hvor der bliver delt prototyper i Python, Unity osv. hvor nye spil mekanikker bliver diskuteret, vil jeg alligevel tillade mig at sige at jeg alligevel kigger på de mindre populære spil. Det giver en god kontrast til AAA-titlerne vi er så glad for.

Men jeg tier stiller nu. Klokken er 03.02, og jeg skal op kl. 9. Heh, det har jeg savnet. De her sene nattetimer hvor man prokrastinerer søvnens dyrebare timer væk. Jeg føler mig underligt livlig, som tiden skrider frem. Det er her min hjerne er mest aktiv og nysgerrig. Men med det sagt, må jeg hellere runde det af. Jeg aner ikke om det her giver mening, men som sagt, det er altid sjovt at kommunikere ud til nogle bits og bytes, uanset hvad.

Tak fordi du læste med.

Fri, 17 Jul 2015 01:00:39 GMT
Baggrund https://www.gamereactor.dk/blog/Svabergast/105541/Baggrund/ https://www.gamereactor.dk/blog/Svabergast/105541/Baggrund/

Det at vælge baggrund er en sjov ting. Det kan virke meget personligt for nogle, mens andre egentlig bare har en standard Windows eller Mac OS baggrund. For nogle, inklusiv mig, drejer det sig om et vigtigt og møjsommeligt valg, hvor jeg ofte kan sidde og bruge timer på at finde den helt rigtige baggrund. Bevares, jeg gemmer mange baggrunde imens jeg leder efter den, der lige passer til mit humør på det tidspunkt.

Jeg slettede min baggrundsmappe her for et par timer siden, og nu har jeg fået gemt fem baggrunde i den tid jeg har søgt efter nogle. Den var meget blandet, min baggrundsmappe, og er egentlig meget kritisk inden jeg gemmer et billede, men alligevel var der mange jeg slet ikke forstod hvorfor jeg gemte. Min handlinger er vel en refleksion af mit humør og tilstand lige nu og her. Det var tydeligt at jeg ikke rigtig gad dem med et specifikt motiv på, og der må heller ikke være mennesker på. Der skal gerne indgå et landskab, men det skal være unikt og ikke mindst i høj opløsning. Hvis der er noget der driver mig til vanvid er det lav opløsning, eller uklart fokus i et billede. Det gider jeg ikke have som baggrund. Det må gerne være farverigt og lyst, noget som man kan falde i staver til. Jeg har før haft mange baggrunde der var tegnede eller computer generede, men er gået lidt væk fra det igen, da jeg finder det distraherende når jeg ser på min baggrund. Nu skal I dog heller ikke tro, at jeg sidder og stirrer på min baggrund hele dagen, for det gør jeg bestemt ikke. Det er faktisk ikke særlig tit jeg er ude at kigge på min baggrund, så man kan spørge hvorfor det er så vigtigt for mig at have en pæn baggrund.

Den personlige computer er en af de få ting man har kontrol over, og selv den kan være udsat for andre kilder. Men i det store hele, er din computer din egen, og som endnu-ikke-flyttet-hjemmefra, føler jeg at min computer er mit råderum, hvor jeg helt selv bestemmer. Men hvad med mit værelse? Ja, det ligner en rodebunke, for at sige det mildt, og det er kedeligt og uinteressant at begive sig rundt i, men på computeren? Jamen på computeren kan jeg jo se på hvad jeg har lyst til, drømme mig hvorhen jeg vil. Og det kan mine baggrundsbilleder hjælpe mig med. Jeg tror, for folk der går op i deres baggrund, at det er noget der reflekterer ens personlighed eller i hvert fald humør. Jeg ønsker mig f.eks. væk fra mit hjem, og ikke mindst Danmark. Jeg drømmer om at komme ud at rejse, men lige nu er jeg "fanget" i gymnsiet med blot et halv år endnu. Så jeg drømmer heldigvis videre med den overbevisning, at jeg snart skal ud at opleve verden. Det kan være derfor jeg har valgt et billede, hvis perspektiv er fra "ansigtet" på et tog, der kigger udover en dal, mens togskinnen snor sig af sted igennem landskabet. Et andet eksempel: en af mine venner er fotograf, bruger mange Apple produkter og foretrækker minimalistiske baggrunde. Det hele skal være så simpelt, så fokuseret som overhovedet muligt, der må ikke være noget der distraherer. Hvilket man kan sige er en fotografs arbejde, at få et budskab klart igennem med sine billeder, og samtidig er Apple kendt for dets design, det strømlinede og flotte styrestem, og ikke mindst udseendet på deres produkter. Men det kan også være jeg bare overfortolker, og leder søgt efter et budskab. Men faktum er, at min baggrund reflekterer mig og mit humør.

Jeg sidder her, søndag nat er det vel, og lytter til Tom Day med en 5 timers dansk aflevering der skulle være skrevet for en halv time siden, som jeg dog ikke er begyndt på endnu. Den kommer nok til at tage mig to timer i alt, fordi jeg ikke gider at gøre noget ud af den, og mangler disciplin til at komme i gang. Så nu sidder jeg her og ser på baggrunde, mens jeg drømmer mig væk med tankener om en fremtid i det spændende og ukendte, væk fra det restriktive uddannelsessystem og væk fra mit værelse. Ja, væk fra min computer.

Hvordan ser din baggrund ud?

Sun, 03 Feb 2013 23:07:00 GMT
DRM - Djævelens Rod og Makværk https://www.gamereactor.dk/blog/Svabergast/95221/DRM+-+Djaevelens+Rod+og+Makvaerk/ https://www.gamereactor.dk/blog/Svabergast/95221/DRM+-+Djaevelens+Rod+og+Makvaerk/

Et lille ordspil, hvis I forstår sådan en lille en.

Det er et emne diskuteret ofte, både blandt spillere, men også blandt udviklere. Og ingen af dem virker særlig fornøjet over det. Man skulle efterhånden tro at DRM ville være udryddet fuldstændig, eftersom man aldrig rigtig har hørt noget positivt om det. Digital Rights Management som det officielt hedder, er et forsøg på at stoppe pirater fra at ulovligt hente et produkt fra nettet eller lignende. Det kan være alt fra musik til spil. F.eks. i spil hvor man skal indtaste en lille kode inden man får adgang til spillet, eller i andre tilfælde hvor man skal være online hele tiden, for at have forbindelse til deres servere. Det er dog primært på PC man støder på problemerne.

Tag Ubisoft som eksempel. Det er der sikkert mange spillere der har haft rod med, inklusiv mig selv, og forbander Ubisoft langt ned i helvede for at have det her system i deres spil. Jeg købte Splinter Cell: Conviction på Steam, og det første man lægger mærke til når spillet bliver startet er, at den skal igennem Ubisofts "Uplay". Et sted hvor man skal registrere spillet og starte det der fra. Okay, jeg har ikke noget imod at udvikleren har deres eget lille system hvor ens spil fra dem, bliver knyttet til en bruger der. Det kan jeg godt overleve. Hvis det er udført rigtig, og uden problemer. Hvad jeg derimod oplevede var, at udviklerens servere ikke svarer, og gjorde spillet uspilleligt. Det skete for mig, og jeg måtte sidde og se på et spil i en hel dag, uden jeg kunne spille det. Jeg ville gerne, men fordi Ubisoft insisterede på at jeg skulle igennem denne "service", så kunne jeg altså ikke komme til det. Og! Ikke nok med det, så kan Uplay heller ikke finde ud af at synkronisere mine gemte spil med det lokale gemte spil. Altså, deres cloud kan ikke finde ud af hvilket gemt spil jeg har på harddisken.

Så hver gang jeg starter spillet op, får jeg spørgsmålet om jeg vil synkronisere det gemte spil på harddisken med det fra deres cloud. Trykker jeg ja, bliver jeg smidt 2 timer bag ud i spillet. Trykker jeg nej, bliver jeg også smidt 2 timer bag ud i spillet. Det er det samme checkpoint i spillet jeg bliver smidt tilbage til hver gang, uanset hvor langt jeg er kommet! Og nej mine kære venner, det er ikke sket én gang. Det er heller ikke sket to gange, næh tænk en gang TRE hele gange før jeg gav op med det skide spil og den lorte service. Jeg har altså et spil jeg skal gennemføre i ét hug, eller jeg kan vælge at downloade et gemt spil fra internettet. Kan I se hvor jeg vil hen?

Jeg sidder altså her som forbruger, og har BETALT for at komme til at spille det her spil. Ikke nok med at jeg har givet dem penge for deres produkt, har jeg ikke engang adgang til det. Jeg sidder her en hel dag uden at kunne spille spillet, fordi deres servere er nede. Hvis jeg havde været pirat, kunne jeg have spillet det uden problemer. Og så ikke nok med at jeg dagen efter ENDELIG får lov til at starte spillet, så kan den knageme ikke engang finde ud af at gemme spillet? Den giver mig muligheden for at tage det gemte spil i deres cloud, eller det gemte spil på min harddisk. Men INGEN af dem har gemt fra det sted jeg kom til? Og problemet er jo at den kører på checkpoints, så jeg har altså ingen mulighed for selv at gøre noget ved det! Og hvad der også irriterer mig er at jeg har netop muligheden for at vælge mellem de to gemte spil, men jeg ved ikke hvad det indebærer! Den siger handlingen er permanent, okay fint nok, men hvilken ville være smartest at tage? Hvad for en fil er jeg kommet længst i?! Informer mig dog, skide service, om det her åh så drastiske valg som I selv siger. Men uanset hvad jeg vælger, bliver jeg røvrendt.

Men det stopper jo ikke for Ubisoft her. Vi har vist alle sammen hørt om de fantastiske Assassin's Creed spil på PC, og hvor god en lanceringsdag og følgende dage, de har haft. Hov, vent nej? Det tror jeg da ikke vi har, netop fordi Ubisoft har bøffet i den igen igen. Folk der slet ikke havde adgang til spillet, deres servere var nede og bla bla bla. Problemer i massevis. Alt sammen fordi de vil forhindre pirater. PIRATER! Som ikke engang kommer til at have de her problemer. Her sidder der nogle forbrugere, der har betalt penge, givet ressourcer til firmaet så det kan leve videre, men de skal da straffes! Hvor vover de at støtte os, tænker Ubisoft! Lad os implementere det værste DRM system mennesket har set, så kan de da lære det! Alt imens det ikke hjælper en skid på de pirater der sidder og gnider sig i hænderne over at have et spil uden forbindelses problemer, selvom det ganske vist tog en måned (!) for dem om at snige sig uden om Uplays problemer, og så yderligere en måned at finde en version der slet ikke krævede det! Og så er det jo det går forholdsvis nemt derfra, for når først koden er knækket, bliver den lidt lettere næste gang...

Kan I også huske da Blizzard annoncerede at det krævede at være online konstant, for at spille Diablo III? Der lød noget af et ramaskrig fra brugerne, men personligt holdt jeg hovedet koldt fordi jeg alligevel var online hele tiden. Men jeg forstår ikke grunden til hvorfor de dog skulle implementere det? For at forhindre snydere, folk der bruger bots til at få det bedste udstyr? Ja, tænk engang! Det kunne de heller ikke finde ud af. Her for et par dage siden så jeg at den bedste spiller var en bot! Han havde spillet noget nær 100 dage, og ikke ÉN dag havde han brugt på at spille på det sværeste niveau. Altså, en "spiller" der har spillet 100 dage uden at opleve hele spillet? Altså, undskyld mig, men det lyder ret usandsynligt at en person ville bruge så meget tid på at lave andet end at farme guld. Men okay, givet, det kan godt være kinesiske guldfarmere, det skal jeg ikke kunne sige. Men er det ikke stort set godt det samme? Profilen er i hvert fald her, så tag et kig http://eu.battle.net/d3/en/profile/morfz0r-2997/

Jeg kan ikke understrege nok gange hvor meget jeg hader DRM. Det er en straf for brugerne, og ikke andet. Derudover maler udviklerne fanden på væggen når de snakker om piratkopiering, og om hvordan det ødelægger alt for dem. Men hør nu her, små venner, I ødelægger det jo for jer selv. Se på CD Projekt RED f.eks. De har elimineret DRM fra deres spil, eftersom forbrugerne klagede over det. De havde det i The Witcher, men fjernede det så med en patch og inkluderede det ikke igen. Og jeg vil da vove at påstå de har haft rigtig god fornøjelse af deres salg på PC'en. De kører desuden også en service der hedder GOG.com, som sælger spil uden nogen form for DRM og jeg har da indtrykket af det kører rigtig godt for dem. Jeg har købt masser af spil der, og vil jævnligt blive ved med at støtte dem.

DRM bør skaffes af vejen. Mange musikudgivere har helt droppet ideen med DRM, netop fordi at det ikke kunne betale sig i sidste ende. De tabte simpelthen penge på at have DRM på deres CD'er og lignende. Og jeg tror inderligt det kun ville gavne udviklerne hvis de droppede DRM. Jeg ved at der er mange der downloader spillene ulovligt for netop at slippe for det gøgl, og jeg synes at der er et meget mere intimt forhold mellem forbruger og udvikler, end der er mellem forbruger og musiker. Specielt fordi at udviklernes indkomst udelukkende kommer fra salg til forbrugerne, hvorimod musikere har koncerter. Derfor er det netop vigtigt der er skabt et grundlag for udvikleren, bestående af respekt og god behandling af forbrugeren, i stedet for at skide på dem mens de tager deres penge. Jeg kan da også annoncere at jeg ikke køber et spil til PC fra Ubisoft igen. Jeg har ikke problemer på PS3 med deres spil, men jeg håber da de kan mærke der er meget lavere salg på PC end der bør være, netop fordi de har deres lorte DRM. Udviklere, gør jer selv en tjeneste og behandl forbrugeren som I bør. Det er en meget større investering at købe spil end andre medier, og vi fortjener at blive behandlet ordentligt. Så er der også meget større sandsynlighed for at vi køber et spil hos udviklerne igen. Jeg er i hvert fald kæmpe fan af CD Projekt RED, og vil købe hvert et spil de laver, bare for at støtte dem. Jeg håber snart Ubisoft og de andre ser dagens lys, og dropper det her pjat. Det gavner ingen. Forbrugeren lider og piraterne har det godt.

Er det er det I ønsker?

OBS: Jeg støtter på ingen måde pirateri, og jeg benytter mig heller ikke selv af det. Jeg har endnu ikke downloadet et spil, men hvis udviklingen fortsætter sådan her, skal jeg ikke kunne sige hvad jeg finder på. Jeg tænkte bare lige at det skulle ud i verden.

Sun, 12 Aug 2012 18:17:41 GMT
Hvad er kedsomhed? https://www.gamereactor.dk/blog/Svabergast/92541/Hvad+er+kedsomhed/ https://www.gamereactor.dk/blog/Svabergast/92541/Hvad+er+kedsomhed/

Håber det er nogenlunde læseligt. Jeg fandt mig selv famle rundt imellem enormt mange tanker, og blev nødt til at håndplukke dem der gav mest mening og sætte ord på dem. Det her er så et forsøg på det. Det er ikke alle sætninger der nødvendigvis giver mening...

Efter en søgen efter noget at lave, havde jeg lagt mig på sofaen i håb om at se noget sjovt i tv. Det var der ikke, og jeg mærkede langsomt mine øjne falde i. Pludselig slog det mig: "Hvorfor ser vi egentlig kedsomhed som en dårlig ting?" Her mener jeg at kedsomhed generelt bliver betragtet som en negativ følelse. Men hvorfor dog det? HVAD er det lige præcis der gør den negativ? Måske spørger jeg dig hvorfor det er du mener kedsomhed er en dårlig ting, men kan du helt præcis sætte fingeren på det? Du har ikke noget at lave, ja, derfor keder du dig. Men det ikke at have noget at lave, er det en dårlig ting? Ikke nødvendigvis. Nu skal jeg sige dig, hvorfor jeg tror kedsomhed bliver betragtet som en negativ ting.

Vi skal alle sammen dø.

Det er mit bud på, hvorfor vi alle sammen er så fikserede på ikke at vi ikke må kede os. Vi har nemlig ét fokuspunkt i livet: At få så meget ud af den tid vi har på jorden. Så hvorfor ikke bruge tiden på jorden på den mest fornuftige måde? Fordi når vi ikke har noget at lave, så går vi jo glip af noget! En oplevelse vi ikke får med i graven. Det er ærgerligt at kede sig, fordi du skal opleve så meget du kan, i den tid du lever. Altså er kedsomhed "spild af liv", og du kunne jo bruge tiden på noget langt mere fornuftigt end at kede dig. Du har jo ikke evig tid at tage af. Kedsomhed er en dårlig ting, fordi vi ikke laver noget der er spændende, noget som vi ikke kan fortælle vennerne om. Men alligevel kan jeg ikke undgå at se det pudsige i, at jeg her fik inspiration til en blog ved at kede mig. Spændende, ikke? Min hjerne der begynder at bearbejde indtryk og tanker, og bum! Så finder den på noget den og jeg kan lave sammen.

Jeg sidder også nu og tænker hvor meget dødsbevidsthed betyder for vores hverdag, altså det at vi alle ved vi skal dø. Ville du være i gang med en uddannelse eller et arbejde lige nu, hvis du ikke vidste du skulle dø? Det tror jeg ikke jeg ville, men hvad jeg ville lave i stedet kan jeg ikke helt dreje. Ville jeg rende rundt at lege? Hmm, måske. Men med hvem? Jeg ville jo i princippet ikke kende nogen af de venner jeg har nu, pga. jeg kender dem ved hjælp af vores uddannelsessystem. Nej okay, men nogle lokale ville jeg sikkert kende. Så kan man også spørge, hvis vi endnu ikke har opfattet vi skal dø, hvor er vi så henne i teknologiens verden? Hvis vi ikke engang kan sammenslutte at de og de personer med rynker, der har en dårlig krop og manglende hukommelse, dør en eller anden dag, ja så tror jeg ikke vi er langt. Eller også er vi måske bare ignorante? Vælger at se bort fra netop lige det fænomen, og i stedet har fokuseret på at leve livet og udvikle os. Men ville vi overhovedet tænke på at vi skulle have det sjovt eller udvikle os? Vi kunne jo være rablende ligeglade for vi mener jo ikke der kommer til at ske noget med os. Ville vi opfatte ordet sjov? Hvor mange af vores ords betydning tager egentlig grund for at vi er dødsbevidste? Vigtig? Får det ikke en helt ny betydning f.eks.? Hvad er vigtigt... jamen, det er jo ligegyldigt, for vi kan jo være ligeglade med vigtighed, så længe vi har det godt. Er lykkelige. Og sjov. Et ord der beskriver en genstand, en person, en situation, you name it. Som regel er sjov det samme som at sige din tid er brugt positivt. Sjov kan vi altid bruge, fordi vi har ikke tid til at gå og triste.

Jeg må dog indrømme at jeg bevæger mig ud på et punkt hvor jeg ikke længere kan bunde. Men det er bestemt en spændende tanke, det her med vores dødsbevidsthed og det grundlag det har skabt for vores samfund. Jeg tror dog aldrig vi finder ud af hvordan det ser ud på den anden side, på den 'ignorante' side, så at sige. Men vil vi også det? Det ved jeg ikke, det tror jeg heller ikke jeg skal rode med. Så bevæger jeg mig længere ud i vandet, og ender sikkert med at blive spist af en haj. Så næste gang du keder dig, overvej lige: Hvor slemt er det? Behøver du virkelig lave noget hele tiden? Fordyb dig i dine tanker, din tilstedeværelse, og indse hvor heldig du overhovedet er, at kunne kede dig. Nu mener jeg ikke nødvendigvis "Åh, jamen tænk på de små børn i Afrika der kun kan tænke på overlevelse!", nej, jeg tænker nu mere på at du har en bevidsthed. At du kan begribe din tilstedeværelse, på mere end bare et simpelt plan.

Men eftersom denne blog er skrevet, så tror jeg at jeg vil smide mig på sengen og kede videre. Eller måske får jeg en ny idé efter der er trykket 'Send'. Jeg ved det ikke. Livet er uforudsigeligt, og vi bør et eller andet sted omfavne enhver kedelig time vi har, for vi aner ikke hvad den næste bringer. Nyd din kedsomhed, mens den varer. Du ved aldrig hvornår du får tid til at kede dig igen.

Thu, 28 Jun 2012 17:42:46 GMT
Rant om druk og cyklister https://www.gamereactor.dk/blog/Svabergast/82541/Rant+om+druk+og+cyklister/ https://www.gamereactor.dk/blog/Svabergast/82541/Rant+om+druk+og+cyklister/

Vil lige advare alle om at dette er en uge-muggen blog, efter en lang uge med søvnunderskud, trænger jeg til at lukke mine tanker ud. Håber det ikke er for kludret.

"Skal du med I fredagscafé?" "Nej, jeg synes ikke rigtig jeg har lyst, er også lidt træt." "Jo, kom nu..." "Jeg skal alligevel ikke drikke." "Du er jo aldrig med! Du er så pisse asocial." "Okay fint, så er jeg der lidt tid!"

Sådan forløb samtalen i går, nogenlunde. Desværre var det til mine forventninger enormt kedeligt, og handlede bare om folk der drak øl og hørte dårlig musik. Mange af dem skulle ikke engang noget i går aftes, de drak bare for at drikke. Og det koncept har jeg ikke helt fattet... Hvad er der med den danske ungdomskultur og druk? Det hele er jo centreret om druk. Ja selv aftener hvor man ser film eller endda spiller, skal have alkohol med i sig. Og hvis du ikke gider at deltage i disse arrangementer, ja så er du sgu asocial. Hvad fanden er der galt med dig? Der bliver hele tiden spurgt om du ikke skal have noget at drikke. "Jo tak, en cola ville være rigtig rart" "Det har de sgu da ikke din tosse." Nej undskyld jeg ikke gider forgifte min krop bare for at forgifte min krop. Hvis folk virkelig elsker øl så meget, for smagen, jamen så er det fair. Jeg hører tit om denne "En varm sommerdag, og så bare en kold øl i hånden, det er sgu godt!". Giv mig en kold cola i stedet, eller lignende, og jeg er helt med på hvad du siger. Men øl... det smager satme dårligt du. Hader det, og det irriterer mig et eller andet sted at jeg altid vil være lidt udenfor de sociale rammer fordi jeg ikke kan lide øl. Ja, jeg har prøvet at lære det. Nej, sidste gang jeg prøvede at bunde en halv, kastede jeg op bagefter. Øl er bare ikke mig.

Det er sjældent vi har lov til at sige: "Nej." til en fest eller lignede, der skal altid en grund til. Og grunden: "Jeg har bare ikke rigtig lyst." holder ikke. Du skal have lyst. Der skal være noget andet samme dag hvis du skal slippe. Du får desuden også at vide at du er asocial hvis du ikke gider. Er der noget galt i hellere at ville spille lidt, slappe af, lidt kvalitetstid med familien? "Jamen, jeg vil hellere bare slappe af og spille lidt computer eller Playstation." "Seriøst? Mener du det?" "Ja, hvorfor ikke?" "Det er sgu da mega nederen... vær nu sammen med os andre."

Det er heller ikke fordi jeg har noget imod mine venners selskab, overhovedet ikke. Har nogle rigtig gode venner, men igen, så er alkohol omdrejningspunktet. Kan vi ikke bare droppe det her alkohol? Jeg skal dog ikke spille hellig, jeg er glad for fester en gang i mellem hvor man trænger til at lægge hjernen på hylden, og en dag med tømmermænd som undskyldning for at ligge i sengen til klokken 16 om eftermiddagen, hvor man ikke har lavet andet end at spise chips og drukket vand, samt set en serie, film eller spillet. Men der er sgu andet der kan binde mennesker sammen, helt ærligt... Jeg synes bare det er så hjernedødt at tage til en café for at drikke alkohol, selvom der ikke sker noget om aftenen. Der skal være en anledning i mine øjne. En planlagt fest eller måske fødselsdag. Datoer er for mig en ret vigtig ting. Jeg elsker at planlægge tingene, så jeg ved hvornår dit og dat sker, og bryder mig ikke om de spontane "Vil du med i byen i aften?", for det er så sjældent jeg føler nød til at drikke en lørdag aften, efter en god lang søvn, samt et godt morgenmåltid. Eller måske er det først ved aftensmaden der bliver spurgt. "Øh... d'øøh... det ved jeg ikke rigtig?" Det er enormt upraktisk, og jeg føler mig meget sjældent anlagt til at feste og gå til den, sådan en slap-af-dag i weekenden. Hvis det nu var planlagt i stedet.

Jeg synes bare det er synd, at vi unge fokuserer så meget på at der skal gift ind i vores arrangementer. Hvad er der med en god gammeldags filmaften? Eller hvad med et LAN? Eller hvad med bare at sidder derhjemme, ALENE, fordi man bare trænger til at slappe af? Men nej, du skal til fest. Og med alkohol. Skide være med om du ikke har lyst til at gå sammen med en flok mennesker der er fulde, bare fordi du ikke føler for at drikke. Åh ja, det minder mig om, vidste I, at omkring 90% af alle skiulykker er danskere? Jo, den er god nok, læste det i avisen. Og det er specielt det her "Afterski" der står for ulykkerne. Jamen hvad tænker folk på? Jeg ryster bare på hovedet...

Og så til en helt anden ting... Trafik Eller lad mig sige: Cyklister og børn. Hvis der er en ting der er forfærdelig i trafikken, så er det børn og cyklister. Det skal lige siges, jeg cykler selv hver dag i skole, og jeg sørger for at gøre mit bedste for at overholde loven. Cyklister ved I nok godt hvorfor, de tager det som om de ejer vejene. Det er bilerne der skal tage hensyn, ikke cyklisterne. Ja godmorgen, det er sgu da lige så vigtigt at du kigger dig for, som bilisten. Bilisten kan jo også sige at i det mindste kommer han ikke til skade? Kør nu ordentligt, og lær for fanden hvordan man giver tegn til at stoppe, dreje til højre og venstre og hvordan man skal opføre sig. RØDT BETYDER RØDT GAMLE DAME! Det irriterede mig grænseløst. Så i går en gammel dame som kørte over for rødt, bare fordi hun lige skulle dreje til højre. Jamen hvad fanden? HVAD FANDEN? Hvor er logikken i det? Jeg har set det før, mange gange. De højresving som cyklisten lige tænker: "Jamen, jeg kan liiiige smyge mig ind her!", nej du får en bøde på 1000 kroner! Er glad for at bøderne er så høje nu, så kan folk måske lige tænke sig om en ekstra gang. Og folk der kører i den forkerte side... HALLÅ?! DU ER DOVEN DIN IDIOT! Så lad da være med at tage cyklen hvis du ikke engang gider at køre lovligt? Jeg er virkelig fristet til at række armen ud som de cykler forbi. Huhej det gør mig tosset.

Og børn... jeg ved godt de er små osv. men de burde virkelig til at se Nanna. "Først så kigger vi til højre. Kommer der nogle biler? Nej. Så kigger vi til venstre. Kommer der nogle biler? Nej. OG SÅ kigger vi til højre. Kommer der nogle- åh, nu blev det rød mand igen." Åh, Nanna... Nej, on topic. Jeg oplever tit at den cykelsti som der løber forbi den skole hvor de små børn går på, den er enormt trafikeret, fyldt om med små børn både på cykler og på gåben. De kigger sig aldrig for. De går over, og stopper op halvvejs for så at finde ud af at der er en cykel på vej. Og så står de bare lammet. Nej du skal endelig ikke flytte dig. Og børn på cykler, som slet ikke har lært reglerne for at cykle, de kører nærmest tre ved siden af hinanden, overhaler hid og did og... Ja, føler nærmest jeg bør afslutte det her. Jeg er træt, og negativ. Jeg synes ikke jeg gider mere, jeg vil bare gerne tidligt i seng i aften, og så sove længe. Mmm... min helt egen seng. Evt. med lidt sodavand og chokolade i aften, samt en god film. Se dét er top dollar.

Tak fordi du gad at læse med, og at du kunne holde min 'rant' ud.

Kaptajn Knast - out ////via flaskepost\\\\

Sat, 03 Mar 2012 19:13:22 GMT