Forleden læste jeg en udmærket artikel om hvordan computer- og konsolspil har udviklet sig over de sidste 20-30 år - eller rettere, hvordan de har udviklet sig på de tekniske områder, og hvordan udviklingen har været stagnerende til ikke-eksisterende på væsentlige indholds- og gameplaymæssige områder. For mange spilentusiasters vedkommende, mig selv inklusive, har det resulteret i en oplevelse af, at spilindustrien længe har været ramt af kreativ tørke. For mange spilfirmaer har den mest ligetil løsning været, at genbruge de samme gode og succesfulde spilkoncepter og pakke disse koncepter ind i et meget teknisk og flot gavepapir, i form af grafik, der løbende er blevet flottere, mere realistisk og detaljerig - og det kan jeg godt forstå firmaerne gør.

For når der samtidig sidder en hel horde af kåde, ukritiske og u-dannede spilforbrugere på købssiden, som lader sig forblinde af teknikkens illusoriske kræfter og uden tøven vil kaste deres penge efter flotte middelmådige spil. Ja, så har man opskriften på en god forretning. Gudskelov er det ikke alle, som lader sig spise af med denne kreative ørkenvandring i spilindustrien... og jeg kan kun håbe på, at endnu flere får øjnene op, at det er i orden at have større forventninger til branchen og de spil som bliver produceret.

Dermed ikke sagt, at grafikken i et spil er ligegyldig og uvæsentlig for den samlede spiloplevelse, for det er det på ingen måder. Men jeg mener man bør bevæge sig væk fra forestillingen om, at et spil automatisk bliver en bedre spiloplevelse, fordi det er flottere og mere teknisk krævende. Den logik er nærmest blevet et religiøst mantra blandt dem der producerer spil og flertallet af dem der spiller spil - en logik som det nærmest er blasfemisk at udfordre. Men hvorfor er det sådan? Ville spilindustrien og os der elsker at spille spil i virkeligheden ikke have mere at vinde, hvis vi vælger at "den gode spiloplevelse" er det centrale omdrejningspunkt i vores spilunivers (ikke grafik) og lader grafikken være et vigtigt parameter, der kredser omkring "den gode spiloplevelse" på lige fod med andre parametre som lyd, historie, styring, mekanik, gameplay og æstetik?

Hvad mener du?

Jeg læser mange artikler, mange forskellige steder - IGN, N4G, Gamereactor, Kotaku, 1UP... u name it.

Jeg gør det primært, fordi jeg synes det er spændende at læse andres tanker og holdninger til det kæmpe univers, som er bygget op omkring spil. Men det er også her jeg finder ud af, at jeg er en anderledes gamer end flertallet.

Gamertype 1:

Der findes gamere, som har det på samme måde med spil, som hooligans har det med fodbold. De vil gå langt, når debatten raser, og gøre alt for at forsvare deres yndlingskonsol eller pc. Debatten handler om, hvilken konsol der er den bedste og parametrene måles primært ud fra et grafisk perspektiv - Xbox360 har bedre grafik end Ps3, ergo Xbox360 er bedre end Ps3.

Jeg oplever mange af disse gamere som rigide og forblændede i deres tænkning. Ofte er det svært for dem, at rumme en virkelighed, hvor Ps3, Xbox360 og PC alle er gode, men på hver dages måde. Det er som om det kun er legalt, at vælge én konsol eller pc, som sin yndlingshardware.

... og Gud forbyde det, hvis der pludselig dukker artikler op, som handler om, at deres foretrukne hardware mister status og værdi (eksempelvis i snakken omkring eksklusive spil til Wii U, forskellen mellem Skyrim til Xbox360, PC og Ps3 eller spil, som udgives i 1080P opløsning til Wii U og 720P til Xbox360 og Ps3).

Reaktionerne hos nogle minder meget om de reaktioner, der opstod i kølvandet på Muhammedkrisen - fornærmelse, irrationelt had, forstærkning af "dem vs os"-tænkning, brug af hårde ord, radikalisme, afbrænding af hadekonsollen og meget mere.

På det punkt er jeg en anderledes gamer. Jeg er ikke så optaget af, hvilken konsol som, fra et hardwaremæssigt standpunkt, er den bedste... Ja, jeg vil gå så langt, som at sige jeg er ligeglad. Jeg er mere optaget af selve spiloplevelsen og de forandringer en ny konsol eller pc medbringer i forhold til denne oplevelse.

Nogen mener måske, at grafik er den vigtigste del af den måde vi forstår forandring og udvikling på - og jeg er tilbøjelig til at give dem ret, hvis jeg valgte at tænke ligesom dem. Men personligt er grafik, for mig, indpakningspapiret, der omslutter selve gaven. Det kan være lækkert, skinnende, overdekoreret, med flot gavebånd... men ligegyldigt, hvis selve gaven er tam.

De sidste 5-8 år, synes jeg mange områder af spiluniverset, har lidt under spilfirmaernes fokus på profit. Der er blevet udgivet utallige spil, hvor firmaerne har kogt suppe på hinandens koncepter igen og igen. Det har resulteret i spiloplevelser, som blev pakket ind i flottere og flottere gavepapir, mens den grundlæggende oplevelse stort set er det samme, som det første originale spil. Call of Duty, GTA, Gears of War, Halo, Fifa, Super Mario, World of Warcraft... bare for at tage en bred vifte.

Jeg forventer mig mere end blot en opdateret version af det samme spilkoncept... og på den måde er jeg en anderledes gamer!

Hvem er du?

Jeg synes det er ret tankevækkende, at læse de mange kommentarer fra spilentusiaster over hele verden i kølvandet på dette års E3-messe. Mange havde forventet, at det var i år Nintendo ville overbevise os alle om, at Wii U er værd at bruge tid og penge på - flere drømte om, at Sony eller Microsoft ville overraske ved, at præsentere verden for deres bud på næste generations spillekonsoller... og så slog det mig. Hvad er det for nogle parametre vi definerer "næste generation" med?

Det gennemgående træk i mange af kommentarerne og artiklerne er, at en bedre processor og en bedre grafik = næste generation. I min optik er det noget forenklet sat op og det er måske en af grundene til jeg stadig ikke er hoppet på det tog af meningsdannere, som nægter at bruge Wii U og "næste generation" i samme sætning. Jeg er slet og ret uenig i den almene og ofte ureflekterede brug af ordet "næste generation" - derfor fik jeg lyst til at skrive dette indlæg i håb om, at forstyrre og provokere dig, der aldrig har forholdt dig til ovenstående spørgsmål.

Her er nogle af mine tanker omkring emnet:

Hvis vi betragter hvordan begrebet "generation" forstås og anvendes indenfor andre kulturelle kontekster, så handler det sjældent om forbedringer, men mere om, at "noget andet/nogle andre" kommer efter "det/dem der er nu". Tænk på generationen af hippier og rødstrømper, 90'ernes grungebølge - en generation af følsomme og udtryksfulde unge, generelle kommunikationsformer, politik med mere. Noget er godt, noget er skidt, men intet af det forsøger at erstatte det der allerede er med noget påståeligt bedre eller perfekt; det repræsenterer mere et fuldgyldigt alternativ, der eksisterer på sine helt egne præmisser.

Hvad er det jeg vil frem til? I bund og grund kan det spørgsmål besvares enkelt. Jeg vil gerne at flere stopper op og reflekterer over om begrebet "næste generation", indenfor spilbranchen, kun refererer til bedre processor og bedre grafik? Er det helt utænkeligt at forestille sig "næste generation" også er defineret af andre parametre, som nye styreformer, asymmetrisk gameplay, apps, Virtual Reality anno 21th century eller social gaming?

For mig er Wii U ligeså meget et seriøst bud på "næste generation", som den kommende Xbox720 og Playstation 4 er det - netop fordi jeg tager udgangspunkt i en mere nuanceret forståelse af hvad der definerer næste generation. Alle 3 konsoller vil være i stand til, at gøre noget andet og dyrke dette end Xbox360, Ps3 og Wii kan på nuværende tidspunkt... og det på hver deres måde.

Én ting er sikkert - vi går en spændende fremtid i møde, hvor ny generationer af ukendte spilkoncepter fødes side om side med de velkendte og elskede. Dét uanset om man definerer "næste generation" som bedre processor, bedre grafik, nye styreformer, asymmetrisk gameplay eller casual- og social gaming.

Jeg glæder mig. Gør du?

Taget i betragtning af, at rigtig mange forlod E3 2011 med undren over Nintendos konference - flere spørgsmål blev stillet end besvaret. Så synes jeg nu det var fornuftigt af Nintendo, at fokusere mest på "at sælge idéen" om Wii U og Wii U Gamepad'en i stedet for, at overøse publikum med store titler og annonceringer. Havde de gjort sidstnævnte havde mange sikkert stadig tænkt: "Hvorfor skal jeg købe en Wii U, når jeg kan spille de samme spil på min Xbox360 eller Ps3?"... og det er der sikkert mange, som stadig spørger sig selv om.

I mit perspektiv gjorde Nintendo det eneste rigtige - de forsøgte at besvare det store spørgsmål i stedet for, at snakke uden om med en masse store spilannonceringer. Hvordan lykkedes det så?

Ifølge Nintendo bygger Wii U på følgende filosofi:

- Vi kan ændre folks måde, at spille spil på, hvis vi tilføjer flere perspektiver - det være sig i spillet, socialt og underholdningsmæssigt.

Personligt kan jeg godt lide Nintendos idé om, at forstyrre vores én-dimensionelle forestilling om hvordan verden ser ud - at alle ser det samme og derfor bør handle ens. Verden er kompleks og det vil Nintendo gerne videreføre til spilindustrien, som i mange år har været låst fast i skabelonagtige spiludgivelser. Men ideen er på samme tid en noget skrøbelig idé, fordi relationer og perspektiver ikke er så let at afprøve, måle og veje, som skiftet fra 2D til 3D eller fra controllerstyring til bevægelsesstyring var det.

Til konferencen præsenterede Nintendo os for Pikmin 3, ZombiU, Batman: Arkham City Armored Edition, Rayman Legends, Super Mario Bros. Wii U, NintendoLand, Wii U Fit... og flere til. Alle spil, som på hver deres måde skulle overbevise, at der med Wii U er tale om en ny forandring i måden vi spiller spil på - uden at fortidens spilkoncepter fornægtes. Men for at acceptere denne forandring må man først og fremmest sikre sig, at dem man henvender sig til på forhånd kan rumme en kompleks spilvirkelighed eller er villig til at lade sig forstyrre og åbne op for forestillingen om at spil kan foregå i flere dimensioner... og det er svært, hvilket de mange skuffede tilkendegivelser vidner om. Mange ville hellere have det sædvanlige - mere af det de er trygge ved. Det være sig en overraskende efterfølger i en elsket spilserie, spil med en tydelig grafisk udvikling eller facts om konsollens harddisk, CPU og GPU. Det fik man ikke samtidig med man stadigvæk ikke køber præmissen om "together better". Ja måske forstår man det ikke!

Nintendos konference på E3 2012 var en salgstale, som primært var rettet mod de 3-partsudviklere og mange gamere, som endnu ikke forstår konceptet. Taget i betragtning af de udfordringer Nintendo havde med Wii synes dette træk, at være det mest logiske og sikre. Derfor var konferencen i mine øjne hverken den dårligste eller bedste på dette års E3 - den var tilpas i forhold til den opgave Nintendo har foran sig inden Wii U lanceres sidst på året.

Jeg tror ikke jeg kan huske et år, hvor så mange gode spil bliver udgivet... og så lige i rap af hinanden. Efteråret 2011 bliver på mange måder episk... og her er hvorfor:

Det er ikke lang tid siden, at efterfølgerne til to bemærkelsesværdige spil, blev udgivet. Jeg taler selvfølgelig om Dark Souls og Batman: Arkham City. Forgængerne overraskede, fordi de hver især modsagde to respektive filosofier i spilindustrien:

"Hvis et spil skal være sjovt, må det ikke være for svært!"

"Superheltespil kan aldrig blive en succes"

Om Dark Souls og Batman: Arkham City kan gøre kunsten efter og overraske mig positivt, vil jeg lade stå hen i det uvisse. Det er spillene nemlig for nye til (LÆS: Jeg har ikke gennemført dem endnu).

De næste par uger byder også på rigtig STORE spiludgivelser, som bør glæde hver én gamer. Bare for at nævne nogle få:

Battlefield 3

Uncharted 3: Drake's Deception

The Elder Scrolls: Skyrim

Legend of Zelda: Skyward Sword

WOW!!!

... og lad mig slutte denne blog af med et spørgsmål: Hvordan f***** får jeg tid til, at spille alle de spil?