Hvor er det sørgeligt at vi lever i et samfund hvor kritik er uvelkomment, og hvor det at sætte spørgsmålstegn er forbudt. Ikke bare på et emotionelt plan har vi mennesker vendt os til at vende nakken til kritik, det er blevet en del af vores etikette og formalitet at skrue ned for de negative ord. Når man overvejer at kritik er den hurtigste måde til forbedring er dette dybt, dybt tragisk.

Jeg gemmer den lange, filosofiske blog om emnet til senere, evt. redigerer jeg denne, jeg ville bare markere hvor latterligt et dilemma jeg oplever når jeg spørger mig selv om jeg fuldt og fair vil kritisere folk når situationen viser sig. Mit omdømme vil ryge i vasken, men burde jeg overhovedet se nogen værdi i mit omdømme i disse folks øjne, disse folk, der ikke kan klare negativitet?

Ja, jeg er træt, og ja, jeg skulle nok ikke have skrevet denne ugennemtænkte og ufærdige blog, men... se det som en invitation. Hvis jeg kan få noget validt feedback kan jeg bruge det i en dybere gravning senere.

Jeg skriver kun denne anmeldelse for at udbrede viden, forbedre mig selv, og underholde andre. Jeg er ikke særligt vis på film og anime og min kvalitetssans er stadig spæd. Værd sød at tage denne anmeldelse med et gram salt. Du kan eventuelt sammenligne den med andre anmeldelser om samme subjekt. -Thargh

Navn: Mushishi Forfatter: Yuki Urushibara Udgiver: Kodansha Genre: Drama, mystik Antal episoder: 24 Start-/slutdato: Oktober 22, 2005 - maj 14, 2006. Baseret på manga?: Ja

Gemt væk fra alskens anime med biljagter, eksplosioner, skolekærlighedsdramaer og energi-niveauer, finder man Mushishi, en forholdsvis ukendt og lille serie, om menneskets liv med fremmede kræfter.

Mød Ginko. En rejsende såkaldt "mushi-shi". Hans job er at fradrive eller på anden måde stoppe mushi fra at gøre for stor indflydelse på menneskers dagligdag. Hvad er mushi spørger du? Mushi er en form for væsener, der ligger imellem fysiske manifestationer, som dyr og mennesker, og egentlig eksistens, og kun få mennesker (de fleste hvilke ender som mushi-shi, ligesom Ginko) kan se. De kan være alt, og gøre alt; fra at overtage ild, og gøre det koldt, til at mimikere regnbuer. Mushi er skam ikke onde skabninger. Deres formål er ikke at gøre livet surt for diverse uskyldige mennesker, men simpelthen at leve. Præcis som vores egne dyr, gør de bare hvad de kan for at overleve atter en dag. Desværre sker det, at en mushi kommer til at forandre almindelige menneskers liv lige en tand for grovt, og så er det, at Ginko bliver kaldt til hjælp. Hvad han møder, og oplever, er alt sammen kernen af serien..

Og lad mig sige det fra starten, skaberne her har været yderst kreative. Det er en fryd at opstarte hvert afsnit, velvidende at man snart vil blive præsenteret for et endnu mere langt ude og kreativt koncept. Hvad siger du til en dreng der er ved at få horn, fordi at et par mushi lever i hans kranium, og konverterer stilhed til lyd, så han er ved at drives sindsyg, ligesom hans mor engang blev det? Det er dramatiske sager.

Serien følger en episodisk natur. Der er ingen større sammenhæng, og man kan derfor opleve hver en episode uden at have set den forrige. Et valg der passer godt til serien, men alligevel ender med at blive dets svageste punkt; simpelthen det, at der er et komplet mangel på narrativ. Du har aldrig nogen kulmination at glæde dig til, og hvad værre er, at hver en episode følger det samme mønster, og det ender med at trække meget ud, da du hver eneste gang skal igennem den samme introduktion. Hver episode starter og slutter på den samme måde, og det er kun indholdet der skifter. Dette skifter til gengæld også på det kreativeste, hvilket redder serien fra at falde fra hinanden.

Inden for karakterer og deres udvikling er der ikke meget at sige. Ginko er den eneste dominerende person, kun få andre skimtes i flere episoder. Vi lærer kun lidt om Ginko og hans fortid, men dette er også med fuldt overlæg, da de liv vi møder skal ses mere igennem deres handlinger, og reflekteres ind i virkeligheden. I de fleste episoder møder Ginko én anden gennemtænkt person, hvilket resulterer i et stort og bredtfavnende persongalleri, der dog ikke altid vil huskes lige godt. Stemmeskuespillet er igennem hele showet godt, men ikke meget mere end det.

Mushishis visuelle side er vellykket. Væld efter væld af nærmest maleriske billeder strømmer i hovedet på dig, og du kan ikke gøre andet end at se på i forbløffelse. Til gengæld kan det virke som om at dette har udpint tegnerne, da der er en vis mangel på detalje i de mere ligegyldige sektioner. Mange karakterers ansigter tegnes ikke, så snart der er en smule afstand, og de fleste hytter og indendørs baggrunde fremstår kedelige.

Akkompagnerende billedsiden, finder man lyden. Som i så mange andre tilfælde, er soundtracket nydeligt. Faktisk overraskende mindeværdigt, og brugt perfekt. Hver eneste gang der sker noget fascinerende, følger lyden trop, så flydende som overhovedet muligt. Bedst af alt er et unikt stykke musik skrevet til slutningen på hver eneste episode, hvilket afholder forudsigelighed, og lader de åh så vellykkede gåsehudsmomenter komme endnu mere spontant.

Mushishi er en yderst langsomt avancerende serie, og er bestemt ikke for de utålmodige. Du må klare dig igennem bølge efter bølge af dialog, og det første langt inde i episoderne, at det begynder at gå op for dig, hvor skaberne vil hen denne gang. Det er dog også en del af seriens charme, da der ikke findes en oplevelse, som når det hele kommer sammen og giver mening, hen mod slutningen af episoden. Fænomenalt. Der er ikke sparet på symbolisme og metaforer, og du skal kigge under overfladen hvis du vil følge med i det hele. Heldigvis er intet skjult for heftigt, og de fleste burde kunne følge med og opleve Mushishi i sin storhed, så længe de hengiver lidt tid og koncentration til det. Serien er interresant, tankefremkalende og mindeværdig.

Mushishi er en fremragende serie. Selvom den er holdt lidt nede på grund af manglen på narrativ, de lidt for ens introduktioner, og den måske en tand for langsomme og sparende fremgang, kan man ikke lade være med at elske kreativiteten, og de rørende livslektioner der er at lære her. Hvis du sætter dig ned og giver lidt tid og sind til det, vil jeg love dig at du ikke vil fortryde kendskabet til denne serie. Den er absolut forbløffende.

Så tager jeg samme iniativ som en anden herinde, og skriver karakterene på alle de spil jeg ikke nåede at skrive anmeldelser om. Jeg har den indstilling at man kun skal skrive anmeldelser når man har spillet spillet helt færdigt, og husker og føler oplevelsen. Derfor er der flere spil der aldrig blev vurderet.

The Elder Scrolls: Oblivion - 9/10 Viva Pinata - 8/10 Gears of War - 9/10 Mortal Kombat: Deception - 8/10 Bioshock - 9/10 Call of Duty 4 - 9/10 Halo 3 - 10/10

Det var skam bare det, og så vil jeg indsætte nye her, hver gang den redigeres.

12/10-08

Jeg, for en, er virkelig, virkelig træt af at skulle holde spoilers ude selv. Det burde ikke være mit problem. For hvis jeg er virkelig hyped over et kommende spil, så bliver det pludselig mit sidearbejde at gøre rede for oplevelsen. Jeg vil gerne diskutere og tændes for spillet, men samtidig ødelægges oplevelsen, hvis jeg ser alle gameplay videoer. Udgivere er komplet ligeglade med deres kunder, når det gælder penge. Specielt i horror spil. De udsender videoer med skrækmoment efter skrækmoment, og du sidder og savler af glæde. Det bliver jo det mest uhyggelige nogensinde! Men når du så køber spillet, opdager du, at du nu har oplevet hver og et af de punkter i spillet, hvor du ville have blevet skræmt. Samtidig virker det som om at flere magasiner og firmaer har problemer med at forstå hvad spoilers er. Man kan ikke kun spolere historien, der er så meget mere. En ting; enheder. Jeg ved ikke med jer, men jeg synes at det er en stor del af oplevelsen at finde ud af hvem du ender med at bekæmpe, og hvem bosserne er; hvordan din karakter udvikler sig, og hvilke magiske objekter der er at finde. Det tikker mig virkelig, når en tilfældig anmeldelse, viser noget af det mystiske fra et spil. Jeg vil ikke se, hvem der startede den onde kult. Jeg vil ikke opdage den race der startede alle problemerne. Lad dog være med at vise et billede af dem! Video anmeldere er også ligeglade. "Vi skal vise gameplay, vi skal have gode eksempler, malk alt det gode!". Jeg er simpelthen tvunget til at kigge væk fra videoen, og ignorere lydeffekterne, når jeg ser video anmeldelser! Jeg ved i skal virke professionelle, men kan folk ikke holde alt det interessante ude, indtil vi faktisk får fingrende i spillet? Er det ikke hele meningen?

Jeg har altid vidst at online communities generalt er lort, men det her? 70 % af alle man møder online i fighting spil har ingen forstand på hvad de laver. Disse mennesker trykker løs på tasterne, og giver "usportslig" en ny mening. Folk må tage at lære at fighting genren er anderledes. Dette er en genre du bliver nødt til at sætte dig ind i hvis du bruger penge på den. Du bliver nødt til at lære spillets mekanikker. Det er ikke en dårlig undskyldning at sige at spammere vinder, sådan er spillet desværre designet. Det er kun meget få spil der har opnået ren balance i sit gameplay. Hvorfor er jeg tvunget til at bruge længere tid på at udsende negative spiller-anmeldelser, end på egentligt at kæmpe? Hvorfor vælger alle de absolut kedelige figurer, bare for at kunne sparke røv indenfor en kortere tidsramme end normalt? Hvorfor er folk tier-whores, og vælger de bedste figurer, bare fordi de er bedst, uden faktisk at nyde spillet? Hvorfor forlader folk spillet før pointene uddeles? Hvorfor lader folk sig selv bruge de samme ensartede angreb igen og igen? For det virker faktisk. Jeg prøver at spille på et højt niveau, og jeg nægter at tro at folk er så naive. Jeg bliver slået, fordi jeg ikke gider gå med til at spille min fjendes spil. Hvorfor skal jeg udrydde alt kamp logik, bare for at kunne slå lille mester asshat? Hvorfor blærer folk sig, når de udmærket ved, at de vandt under latterlige omstændigheder? En stor del af Soul Caliburs elite spillere har faktisk komplet forladt online tiltaget. Det er blevet et must at kunne finde lokal konkurrence, fordi at online åbenbart tiltrækker sådan et egoistisk stykke af menneskeligheden. Nej, der er ingen måde at bevise at dette ikke kan slås. Der vil altid være folk der skriger, at hvad de gør sagtens kan stoppes. Men nej, for en blanding af balance problemer og online forsinkelser spiller en større faktor en du tror.

Jeg er drevet ind i en ond cyklus. Nærmest dagligt hopper jeg entusiastisk online, for at spille noget af det mest dybe og langtidsholdbare indenfor spilverdenen, for 30 min. Senere at side med en dunkende pande og uden nogen som helst form for energi tilbage i kroppen.

Jeg kan forstå at jeg bliver nødt til at dumme mig selv ned, for at kunne tage idioterne på deres eget niveau, men det kan simpelthen ikke være rigtigt.

Jeg kan nok ikke forklarer hvorfor dette udråb ikke er bias, specielt i mit nuværende humør, men jeg håber at gutterne på Caliburforum kan gøre det for mig.

http://caliburforum.com/forums/showthread.php?s=&threadid=338<wrap>60&highlight=online+vent

God nat...