På trods af overskriften har dette ikke noget med Lenin, Sovjetunionen eller Kommunisme at gøre, ingen gang politik. Bloggen handler i stedet om hvad der må gøres, hvis spilbranchen i fremtiden skal fremtiden skal være innovativ. Jeg ved mange har kritiseret mig for at være for negativ og for lidt positiv. Jeg vil i denne blog forsøge at give løsnings modeller til hvordan spilmarkedet kan forberedes.

1. Beløn tidlige købere I stedet for at fratage follk ting ved sælge spillet når det er brugt, bør man i stedet belønne de køber som køber spillet tidligt eller pre order. Dette sker allerede, men hvis man smækker nogle ekstra godbidder ind specielle karaktere, våben osv. Ved de første X antal kopier (et par hundredtusind virker for mig passende). Jeg mener personligt der forskel på at give noget ekstra download på de første kopier som ikke er betydningsfulde, men nok ville få folk til at spytte lidt i kassen frem for at fra tage ting som ligger på disken når den sælges videre).

2. Giv ekstra bonus med spillet. Hvorfor har man ikke bagom spillet eller soundtrack med på til alle spil. Kommentator spor på film og anden bonus er mere eller mindre standard, dette er det dog langt fra i spilbranchen. Hvis man via f.eks. en kode havde en bagom spillet film (en film som vidste hvordan spillet var skabt), samt en kode med soundtracket, så det kunne høres npr og hvor man ville, så ville folk i højere grad være villig til at købe spillet. Du får noget som ikke med når du køber spillet brugt, samtidigt er det ikke noget som ødelægger selve spiloplevelsen. En bagom film kan ud fra det store spilbudget ikke være dyr at producere og kunne evt. ligge med som en kode når man køber spillet, dette vil også give en grund til forbrugere at k. Det samme gælder soundtracket hvorfor kan man ikke få det med som en downloadkode, så man kan spille det når man vil?

3. Lav superstjerner. Promover gode programmører. Sammenligner man med musik og filmbranchen, så er yderst få programmører kendte af offentligheden, ja af folk som beskæftiger sig meget med branchen, men ikke for den brede befolkning. Dette mener jeg vil være med til at sælge spil. Hvis du har kendte programmører stående på forsiden, så kan spillet promoveres på den måde. Dette kunne f.eks. gøres ved at der på coveret stod hvilke personer som stod bag, så det var klart og synligt. Det er sket, men i et meget lille omfang. Ligeledes kunne der yderligere skabes et bånd mellem spiller og udvikler ved at udgive flere bag om spillet diske.. Vil man have at folk skal identificere sig med produktet og dermed større chance for at købe det, er man nød til at få sat ansigt på hvem som står bag. Spillet er stadig det samme og spillet mister ikke værdi af at man ikke har filmen, men nogle vil nok være villige til at købe spillet fra nyt frem for brugt.. Det er ikke kun spiludviklere som burde bliver promoveret mere, det samme gælder stemmeskuespillere. Hvorfor står der ikke ude på Batman Arkham Asylum og Arkham City at det er Jokeren fra TAS Mark Hamill som lægger stemme til? Det er langt fra alle tjekker op på alle detjailer om alle spil, medvirkende burde promoveres langt bedre.

4. Mindre griskhed. Den senste generation bliver i mine øjne blive husket for at man indførte mange ligegyldige DLC og microtransaction. Der kan argumenteres for at hvis folk køber det, så er prisen i orden. Jeg vil dog mene at det skaber en række problemer. Mange spillere (uden at have undersøgt hvor mange, men blot en konstatering af indlæg på diverse forums) er trætte af der kommer ligegyldige DLC som enten er ligegyldig og blot en penge maskine eller burde være i det originale spil, men bliver gemt væk eller udgivet kort efter for at tjene nogle ekstra penge. Microtransaktion er dog det værste, da dette i mange spil (særlig spil til mobil/tablet) gør at spillet mere eller mindre er umuligt, hvis ikke du betaler med rigtige penge for at gå en given genstand. Denne genstand kan tjenes end ved at spille, men der skal lægges så mange timer i det, er det i princippet er umuligt. Jeg bar set gamere overveje helt at smutte eller i stedet fokusere på retro gaming, da spilmarket nu mere handler om at tjene penge frem for at udgive fede spil. Samhørigheden som der før var mellem spiller og udvikler ser jeg som er ved at forsvinde. Der brug for flere folk som tænker som John Carmack, som intet har haft imod at hans spil (Castel Wolfenstein serien, Doom serien og Quake serien) er blevet moddet og har tit udgivet koderne senere så folk kunne lege med dem som de lyster. Han tror grundlæggende på at koder er frie og ikke kan beskyttes af copyright.

Konklusion: Der mange måder hvor på man kan belønne spilleren på, frem for at straffe dem for at sælge deres produkt vider. Ligeledes bør spilbranchen blive langt bedre til at promovere de udvikler og kendte som medvirker i spillende. Stjerner sælger og spilbranchen har sine stjerner, det gælder blot om at promovere dem bedre. Hvis spilbranchen fremover skal lave spil som ren faktisk handler om at udfordre spillere og ikke personens pengepung, så er udviklerne nød til at træde et skridt tilbage, se sig selv i øjne og spørge sig selv hvorfor udvikler jeg spil? Mere spilideologi og mindre Kapitalisme.

Siden det kom frem at EA har valgt at Mass Effect 3 skal spilles via Origin og det der ikke kan spilles på Steam eller blot offline på sin PC som det var muligt i game dage har der været en lang række imod dette tiltag fra gamere, men det bliver ved det brok. Nogle vælger at bide i det sure æble og spille det via Origin andre søger mod konsol versionen i stedet meget få snakker om ikke at købe spillet. Kære venner vi er selv skyld i at udviklingen er gået som den er gået. Vi har accepteret det ved stadig at købe spillene, selvom friheden i den lovlige brug af spillene. Det er så og sige vores helt egne skyld, fordi vi gamere ikke har været i stand til at være kritiske forbrugere.

Hvis man mener sådanne tiltag er forkerte, så lad med at købe spillet, det er det eneste sprog firmaerne forstår. Tjener de penge og folk brokker sig er de ligeglade, mister de penge og folk brokker sig, så er de straks mere lydhøre. At man låser et spil til en bestemt form for software er ikke det eneste skridt EA. De lancerede for år tilbage deres Online Pass. Dette medførte også stor kritik, men købte alligevel spillene også Online Passet, hvis de købte det brugt. EA var i hvert fald glade for deres tiltag og så det som en succes. . Ganske vist lavede Gamestop en lappelæsning i USA, men det hjælper jo langt fra alle. Endvidere gør det ikke handlen mellem to gamere bedre.

Helt dårlig har ideen åbenbart ikke været, den har i hvert fået stor opbakning fra andre udviklere. Activision støttede som jeg ser det ikke særlig overraskende også op og lancere sig deres eget program. Det kom mere bag på mig at en første parts udvikler som Sony også indførte deres eget program.

Det finder jeg næsten endnu mere kritisabelt, forbrugere har allerede brugt penge på systemet, men skal alligevel straffes, hvis man ikke køber fremtidige produkter som de vil have det. I starten så det ud til kun at gå udover online delen, og man kan så argumentere for at dem som ikke gad online delen sagtens kunne nøjes med et brugt spil uden problemer. Det fik Warner Brothers dog lavet om på da de udgav Batman: Arkham City. Nu blev Catwoman delen af spillet skåret fra så man ikke fik hele fortællingen.

Ganske vist har dette haft en ganske fornuftig indvirkning på mulighederne for at låne film. I hvert fald har Blockbuster gode udlejnings tilbud i USA. Jeg vil dog mene dette er et rimelig dårligt bytte. Desuden siger det jo intet om hvad man gør med Online Passet.

Spillet kan spilles uden, men jeg har endnu ikke set i filmbranchen, tegneserie branchen eller musik industrien at fordi du køber et produkt brugt så forsvinder der indhold. Ligeledes kender jeg ikke til nogle brancher hvor det firma man har købt et produkt af mindsker værdien af den vare man skal sælge ved at gøre produktet mindre værd for køberen. Hvis ikke vi ændrer vores købemønstre og simpelthen undlader at købe spil fra producent (eller i det mindste bare de spil) som forringer gaming fællesskabet vil udviklingen forsætte.

Brugtsalg har været en stor del af kulturen ligeså længe jeg kan huske, det samme har det at låne spil af venner og bekendte jeg mener at der at kæmpe tab at vi nu skal have dårligere betingelser når vi skal handle med hinanden. Det er dog tomt bare at brokke sig uden at bakke det op med handling, så hvis du ikke bryder der om en bestemt udvikling, så lad være med at støt den. Fejlen finder du ikke hos udgiveren, den finder du i spejlet.

Vi høre tit at videospil ikke bliver taget seriøst som kunst form (hvilket sådan set er korrekt nok) spørgsmålet er om vi overhovedet skal se på spil som kunst. Det er få spil som jeg vil mene har den egenskab, en af dem er Limbo, som får fortalt en historie som ikke kan fortælles gennem en film. Den fortæller historien igennem hvad jeg som spiller gør, den får mig til at tænke som en film ikke ville gøre. Et andet godt eksempel er Braid. Mange ville måske nævne spil som er inspireret fra filmens verden, her bliver dog der fortalt en historie som filmens verden kunne havde fortalt bedre en spillet. Videospil skal fortælle en historie som film, musik, bøger, malerier, skulpturer og ikke mindst tegneserier.

Tegneserie er endelig ved at blive taget seriøst som kunstform, det har så taget industrien noget der ligner 70-80 år. Selvom det først er inden for de sidste par år at tegneserier kan læse af ikke nørder og kan fortælle noget vedkommende. Allerede i 70-80'erne var der begyndt at komme en række mere seriøse og ikke blot underholdene, men mere tankevækkende historier. Ganske vist er Watchmen blevet bedømt som en af den bedste romaner af Times Magazine og Maus noget opmærksomhed, men det generelle billede var det stadig forbeholdt nørder. Så selvom vi nu ser at der så små kommer kunsteriske spil, skal vi ikke forvente at det kommer til at blive taget seriøst før om del år. Spørgsmålet er som om det pt. Behøver det.

Det er klart med tiden, at videospil kan blive mere kunsterisk, men det vil i den grad også være underholdning, det er det ligesom tegneserie det er skabt som og dens første premis. Spilindustrien er heldigvis ved at blive taget seriøst som en del af underholdnings industrien og det er skridt på vejen. Dog handler det ikke her om enten at være kunst eller underholdning. Det er klart at nogle spil vil være i mere i en retning end i den anden, men industrien kan godt være begge dele på en gang.

Det ser man med alle større kunstformer især inden for musik, film, tv, bøger og tegneserier. Det er klart at de kunstneriske værker vil stå i skygge af de store underholdende spil, men det laver ikke om på at de kunstneriske spil sagtens med tiden kan komme. De største film, tv serier, musiknumre, tegneserier er i dag kunst, men der bliver stadig lavet ny kunst inden for alle kunstformerne. Vi ser nu de første spadestik som tegneserierne så få mere end 30 år siden. Om det vil tage 30 år for videospil til at blive set som seriøst kunst vil tiden vise.

Det betyder dog hvis det er en fremtid vi ønsker, at vi bare skal vente på det sker. Begivenheder sker ikke af sig selv, det er noget man må arbejde for det. Det må bå vi som forbrugere og spiljournalister. Selv top folk som David Jaffe beder om det. Så når kunsterne selv beder om at krave mere, bør vi så ikke gøre det? Hvis vi bliver ved med at kræve mere og forlange mere, vil industrien også gå i den retning vil vi have. Forhåbentlig vil Roger Ebert så være i stand til at opleve et spil som måske får ham på andre tanker. Dermed vil vi forhåbentligt se flere som Nicholson Baker som vil opleve spilmediet som ældre, men som har mod på at udforske det selvom man ikke spilede som barn. Dermed vil Guillermo del Toro forhåbentligt få ret i sin udtales om at fremtidens kunstværker vil ske på spilfronten.

I dag modtog jeg en NES og en SNES controller converter til Wii. Det lyder som en noget rodet formulering. Nærmer forklaring følger.

Disse to convertere (se billedet) funger på den måde at de bliver smækket ind i Gamecube porten på din Wii. Du kan så bruge kontrollerne til at spille dine downloade NES og snes spil på den helt gamle måde. jeg har testet dem kort og fungere som de skal.

Grunden til jeg købte dem er, at jeg har en masse gamle gode minder på både SNES og NES, jeg har dog desværre ikke konsollerne længere og bruger derfor kun de digitale versioner man kan købe til Wii'en.

Det skal siges at styringen måske ikke bliver bedre end på en klassik kontroller. Man bl.a. kan bruge analog stik til Sim City hvilket gør styringen nemmere, dette er selvfølgelig ikke muligt med en SNES kontroller eftersom den ikke har en analogstik.

Det der dog er formålet er at genoplive den gamle følelse med at side med de gamle kontrollers i hånden hvilket de gør 100 %. Man får dermed den følelse man havde da man spillede spile på de gamle maskiner.

Siden er amerikansk så der er risiko for tolden tager dem. Da der ikke er forskel (eller så vidt jeg ved) på hardwaren mellem USA og Europa kan man sagtens bruge sine gamle europæiske kontroller. Min (nyindkøbte) NES kontroller burde i hvert fald være europæisk, min (nyindkøbte) SNES kontroller er 8så vidt jeg kan forstå) Amerikansk.

Som det fremgår medfølger der ikke kontrollers, så dem skal man selv skaffe, hvis man ikke har dem. De findes også til computeren (en kontroller med USB stik), så man kan spille emulator på den gamle måde.

Forhandleren findes her: http://www.retrousb.com/

En anden hands on: http://retrowaretv.com/sold-separately-retroports/

Jeg vil umiddelbart ikke bruge tid på en definition, den kan man læse her. Jeg vil i stedet koncentrere mig om hvad problemerne er ved ideen. Først og fremmest er der et kæmpe på den måde flere af disse micro transactions fungere på. De er som regel at finde i meget børnevenlige gratis spil, hvor ekstra indhold koster penge. Dette kan få børn som ikke er klar over, at der bliver brugt rigtige penge til, at bruge penge som forældrene ikke har.

Dette er i større grad som et praktisk problem end et rent gameplay orienteret problem, hvis vi derfor tager et kig på hvad det betyder for gameplayet bliver det ikke bedre.

Systemet bryder som jeg set det med et grundlægende gameplayværdi (hvis man kan tale om sådanne). Den værdi jeg tænker på er, at man skal gøre sig fortjent til ved at besejre spillets udfordringer til at komme videre i spillet. Her kan du så simpelthen snyde dig til at komme via mod betaling, det er ikke anderledes end snydekoder. Micro transaction er dog et langt værre fænomen, for det er her firmaet tjener sine penge. Det vil sige udviklerne i langt større grad vil have dig til at snyde, det er så og sige spillets formål. Det er simpelthen for tidskrævende at komme så langt frem i spillet med mindre du betaler dig fra det.

Kan dette fænomen så overhovedet bruges for nuftigt? Spil som Skylanders og Eye of Jugement har lavet hvad der virker til, at være rimelig måde at inkorpere micotransaction. Men her kan selve spil oplevelsen hellere ikke skaffes uden at købe tillægspakkerne. Spillene fungere så vidt jeg har forstået fint uden de ekstra pakker, men giver en eksra dimension mede pakkerne.

Konklussionen må dog stadig være at micro transaction klart er at undvære og ikke ønskeligt for gameplayet, da det skævvrider belønningen af at kunne spille. Det er pludselig vigtigere hvor mange penge man vil bruge på et spil frem for hvor god du er til det. Dette er ikke en udvikling jeg vil have bredt sig ud til den almindelige/hardcore spilindustri. Det virker desværre til, at være tilfældet. Hvor at Fifa og Madden Ultimate Team er det klareste eksempel. Disse to spilmodes virker ikke (eller i meget begrænset omfang) hvis ikke du hoster op med knasterne.