Lad mig starte med et kort historisk gennemgang: da pilen blev opfundet endte den med at dræbe utallige dyr og mennesker. Pilens opståend var ikke et produkt at naturen eller mennesket ondskab men blot en del af en evolution som ingen, hverken naturen eller mennesket havde forudset. Pilen, kan det tilføjes, afløste fæller, spyd og masser af andre produkter der kunne gøre skade. Og pilen er sidenhen blevet afløst af en masser andre forfinet objekter der gjorde det endnu nemmere at gøre skade og gavn.

Vi kan herved konkludere at menneskeskabte objekter opstået af videnskab og forfinet kulturelle egenskaber kan slå ihjel.

Lad os skrue tiden helt frem til i dag. Og lad os erkende at spil, som ligeledes er et produkt at teknologi og kultur, også kan være medvirken til både gavn og skade.

Jeg skriver det her, som et svar til alle de personer der frasiger sig et ansvar i spils medvirken til at skabe og forme vores verden vi lever i. Fuldstændig som alle andre kulturelle udtryksformer vil spil sætte et aftryk på den person der udsættes for spil. Bøger har gjort det hundrede af år, film har gjort det de siden starten af det tyvende århundred og således vil spil viderfører alt det som andre medier har gjort det.

Lad os erkende, at som pilen kan dræbe hvor der er en vilje, vil spils eksplicite udbasunering af vold og kærlighed også kunne påvirker mennesker i begge retninger.

Det er der ingen skam i. Vis vi blot vil acceptere spil rolle - og derigennem vores eget ansvar for dem - vil de ulykke der uvægerligt vil ske, kunne modarbejdes og måske undgås i langt højere grad.

Forståelse og erkendelse af spils rolle gælder ikke kun de kunstneriske og økonomiske interesse. Verden påvirkes tilstadighed af nye medier - spil er en af dem. Lad os erkende det.

Tragisk. Eller rettere sagt fantastisk.

Hvorfor er det, når tingene spidser til at ser væk? Netop der hvor tingene kræver fuld opmærksomhed syntes vi at se alt det andet der er så pokkers interessant.

Min last er teknik og spil. Hvis en eksamen presser på kan jeg mærker hvor vild meget lyst jeg pludselig har til en genspilning af Fallout 3 eller Super Mario Galaxy - "jeg må bare liiige prøve det fantastisk spil igen"..

Som studerende har man som folk nok ved knappe midler - med en lille skøn unge har man knap med tid - alt i alt en lidt trist affære for det utrænede øje. Således også for mig engang i mellem. Så pludselig syntes jeg der skulle ske noget nyt (netop hvor jeg hverken har tid og penge) - og det skulle være en ny bærbar. En særlig tak til GR Mod Thor86 skal her lyde for en lang mail tråd :)

Nå, men i sidste ende for den bedre halvdel mig overbevist om hvordan tingenes rette sammenhæng er - hvilke jeg blev stærkt ophidset og irriteret over: "du ved da for pokker ikke hvad jeg har tid til eller ej" - var mit modne og gennemtænkte svar..

Det vidste hun så godt. Typisk kvinder.

3 uger med (stressende) jagt på "gode" tilbud på en bærbar pc er nu afløst af en knap 8500 kr. billigere alternativ - nyt gfx til den søde lille stationære i stedet.

Mit tanke er blot at hvis du - som jeg - ud af det blå og meget pludseligt får en ustyrlig træng til at skifte noget ud eller købe noget nyt så gør det ikke. Det er en stor, fed, dyr, unødvendig overspringshandling på det der ligger og glor på dig ved næste gadehjørne. De problemer og fantastisk oplevelser der altid er når man lever livet.

Så stress ikke husk at værre til stede der hvor du er :)

Go' weekend, alle!

PS.: Det blev et Radon 6870.

'Okay, this is, I think, more welcoming.' Not 'dumbed down' or anything like that, but welcoming," - fortæller Mike Laidlaw (Bioware) os omkring rollespil. Særligt Dragon Age II.

Helt fint. Rollespil skal være nemmere at gå til men stadig være rollespil. Så rollespil defineres altså implicit at det er: 1. svært at gå til, 2. svært ved at holde spilleren fanget, 3. svært at gennemfører. Så godt så langt. Eller hvad?

Jeg syntes tendensen er tydelig. Særligt den oplevet igennem Dragon Age II demoen. Spillet er utrolig nemt at gå til og de elementer der i lang tid har domineret rollespilgenren er udvasket tilfordel for tilgængelighed og mindre tekst. Igen fair nok. Men hvad er den umiddelbare fordel?

Er det at vi som spillere skal fokusere mere på action? Mere på de narrative og historiefortællende elementer? Eller måske på den grafiske del af spillet? Hvis det et samlet hele af disse elementer, hilser jeg måske denne simplificering velkommen. Personligt spiller jeg spil for at komme væk fra dagligdagens røde S-Tog og overtræk på kontoen - ikke får at rage rundt avanceret og ubrugelige menuer.

Men faren ved denne lyst til at forenkle og fjerne er også at vi får svære ved at drømme os væk? At vi mister følelsen af rollespillet og bevæger os i raske skridt hen mod et klassisk action epos som eksempelvis (den eller fantastiske spilserie) Uncharted? God historie, flot grafik, fed action - nul rollespil og indlevelse - kun interaktiv underholdning.

Skidt? Godt? Tror ikke jeg selv har en helt ærlig mening efter jeg har spillet Dragon Age II færdig. Men jeg håber og beder til, at vi stadig kan dykke ned og fordybe os i firespells og tohåndsværd med den klassiske dybe som rollespil før har været.

I går fik jeg slettet en bruger. Eller, det er var ikke mig der slettede brugeren men det skete på baggrund af en henvendelse fra mig. Vedkommende havde et brugernavn som jeg aldrig kunne forestille mig at et sundt menneske ville tage som nick - "Dr. Mengele" - eller Josef Mengele. Eller Dødens Engel som han blev kaldt.

For måske lige at forklare hvorfor jeg blev nød til at reagere er en lille historisk re-cap på sin plads: Josef Mengele er en tysk kaptajn med lægelig baggrund der, på grund af en krigsskade bliver fundet uegnet til at være soldat. Han afløser en sygemeldt læge i koncentrationslejren Auschwitz-Birkennau. Hvis du ved det mindste om 2. Verdenskrig ved du også at dette er en af de adskellige udrydningslejre de tyske nazister har opført i årende efter '39.

Her begår han krigens måske mest afskyelige forbrydelser mod mennesker. Jeg kender ikke noget fortilfælde af denne art tortur nogen steder fra - intet sted i verdenshistorien har man så metodisk udført så sadistiske og utilgivelige eksperimenter på levende mennesker.. Specielt ikke så veldokumenteret. Det er skæbnes kolde ironi, at netop Mengeles perfektionisme er kilden til disse uforståelige overgreb.

Jeg syntes faktisk ikke jeg har lyst til at give andet end ét eksempel, da flere blot vil gøre dig som læser i dårligt humør. Men Mengele havde en "interesse" for tvillinger - særligt identiske tvillinger. Børn. Næsten altid kun børn. Et af hans eksperimenter var at tage øjet ud på et af børnene og derefter syge det på baghovedet af barnets tvillinger søster/bror. Han ville se om det kunne vokse videre der. Alt dette foregår mens ofret var levende og ved bevidsthed.

Jeg behøver ikke at uddybe hvorfor Josef Mengele var et fuldstændigt afsindigt og psykopatisk menneske, ingen er tjent med at blive mindet om.

Da jeg så ser en bruger der har valgt netop dét nick, bliver jeg nød til at reagere. Det er grotesk at vælge et navn der i den grad står for psykopati, sadisme og forbrydelse ud over et hvert normalt menneskes fatteevne.

Men hvorfor skrive en blog om det? For det første fordi jeg altid for dårlig samvittighed når man "ødelægge" det for en anden. Og jeg ødelagde jo lidt oplevelsen af Gamereactor. Men også fordi at jeg undrer mig over hvor egoistiske og snævertsyndet vi mennesker er blevet.

Hvorfor stopper vi ikke op mere og tænker over de konsekvenser vores egne handlinger medføre, til andre mennesker? Hvorfor stopper vi ikke op og erkender at vi tog fejl? At det vi sagde lige der, var måske ikke det rigtige svar?

Det er har ikke så meget med store floskler som ytringsfrihed og samfund at gøre - men måske bare almindelig og opførelse og tanke for ham der står ved siden af dig i toget.

Jeg må indrømme jeg savner lidt dengang hvor man, alene fordi den anden var en person, havde en umiddelbar respekt for vedkommende. Opførte sig som om man ikke selv var midtpunktet i denne verden.

Hvis du ikke lige vidste det så kan den skinbarlige sandhed godt vise sig på bunden af en kop god kaffe, på et mellemgodt kaffested.

Sådan fik jeg det i hvert fald denne mandag eftermiddag på Baresso lige ved Nørreport station. En studiekammerat og jeg sad og diskuterede kvaliteten i at være universitetsstuderende og igennem den snak, kom vi ind på hvor meget dårlig underholdning og "kunst" vi er omgivet af i vores hverdag.

Eksemplet var den snart allestedsnærværende pestilens, Amailie (kan ikke engang hendes efternavn). En case, om man vil, på at janteloven ikke bare er et dansk dogme om ikke at tro du er noget, men måske i langt højere grad et skisme om almindelig sund fornuft og kritisk sands for det du bliver udsat for.

Hun er så øredøvende ringe til alt hvad hun stiller sig frem på tv og gør. Hun kan ikke synge, hun kan ikke danse, hun kan ikke sætte en sætning sammen uden den er fyldt groteske misforståelser og brug af ord og begreber. Og hun kan ikke engang vinde Paradise Hotel.

Alligevel mener hun, at når folk kritisere hende at det er fordi man ligger under for janteloven. At vi ikke under hende den "succes" hun forsøger at opnå.

Nej, Kære Amalie. Det er ikke det vi prøver på. Du måtte gerne synge - hvis du kunnne. Du måtte gerne danse (og synge) - hvis du kunne. Og du måtte gerne tale om alle mulige ting - hvis du kunne sige noget fornuftigt.

Det må du jo gerne gøre alle de ting - derhjemme i badet eller foran din speedway kæreste Peter. Men hvorfor skal du udstille din talentløshed overfor hele Danmark?

Hvorfor er det, at når retter kritik mod alle de ultra talentløse mennesker, så ligger man under for janteloven?

På en toiletvæg ude på universitet på Amager, står der en fin lille sætning som måske opsummere hvad jeg prøver at sige:

"Mennesker glemmer ofte forskellen på at være et individ og at være et unikum".