Jo - ser du, Rufus Wainwright søger altid nye musikalske græsgange, og det er også tilfældet på hans nyeste plade. Med hans sjette album har han valgt at gå tilbage til sine rødder, og har skabt et mageløst og flot album, der som grundsten kun er baseret på vokalarbejde og klaver. Albummet er skrevet med hans mor i tankerne, da hun døde af kræft, mens han indspillede. Det er en underspillet og melankolsk værk, som måske ikke sættes på i den bagende forårssol, men nærmere har sin plads i det melankolske og dystre hjørne, alene hjemme med et glas rødvin i hånden, mens regnen banker stille på ruden.
Moderens spøgelser hænger over albummet, og Wainwright har skrevet nogle af sine mest personlige tekster i mange år til dette album. Der er tre sange, som er skrevet direkte ud fra sonetter af Shakespeare, og et enkelt nummer der er baseret på musikken fra hans opera, der havde præmiere sidste år.
Det her vil bestemt ikke være noget for alle, og det tager en del lytninger før man kommer helt ned under lagene, og mærker den passion og skønhed som Rufus Wainwright har skabt. Det er, uden diskussion, et meget intenst album, og selvom det måske ikke altid er lyttevenligt, så er det altid spændende og udforskende, og hans gode ideer og produktioner overskygger oftest de mindre gode.
De smukke klaverakkorder på "Who Are You New York" introducerer albummet på smuk vis, og sætter Wainwright i scene som en mystisk person, der higer efter følelser i storbyen. Det er en omfavnende og følelsesladet sang. "Martha" er derudover en af Wainwrights mest personlige sange, siden "Dinner at Eight" - Og hvor man tidligere har hørt om synge om de dæmoner der var i hans forhold til sin far, er dette nummer et smukt ensemble af følelser omhandlende hans rivalisering med søsteren. Et forunderligt og smukt nummer, der med en hjerteskærende blød melodi forener det digt , som sangen i sidste ende er. Rufus Wainwright bidrager samtidig med en hjerteskærende vokal og det er ganske betagnede at lytte med.
Sangene er generelt meget sørgelige, og det er en trykkende atmosfære der bliver lagt for døren. Det kan føles kvælende, men mange gange redder Wainwright hele balladen hjem med et opløftende og positivt budskab til sidst.
"Give Me What A Want" introducerer en velkomst, og på skønnest vis et klaverspil der lyder fuldstændig sublimt. Mange vil måske være irriteret over Wainwrights altid higende vokal, og det faktum at han trækker vejret inden hver linje, kan måske godt i længden bliver en anelse forceret. Det gør ikke mig så meget, da det er et varemærke han altid har haft, men det kan måske virke irriterende på nye lyttere.
Albummet truer dog med at falde i sin egen kunstneriske lomme, på anden halvdel af pladen, og specielt ved sonetterne af Shakespeare. Selvom det er et sjovt og interessant eksperiment, kan man godt blive en smule irriteret over dem, da de ødelægger et helhedsbillede af et ellers meget personligt album.
Men på "Zebulon", en simpel men vidunderlig hyldest til Wainwrights mor, lukkes albummet af på smukkeste vis. Det bløde, langsomme og potente klaver fungerer som vidunderlig lydkulisse til den lyriske kunnen. Det er, efter min mening, en af Wainwrights allerbedste sange.
For 3 år siden udgav Rufus sit forrige album, men det fungerede ikke rigtigt for mig. Bevares, det var et kvalitetsprodukt, men den kunstneriske formåen var lagt på hylden til fordel for et mere poppet udtryk. Nu er vi tilbage, og vi mærker at manden laver det, han gør bedst: følelsesmæssig musik, der kan mærkes i sjælen.