Black Myth: Wukong er et massivt hit, det er der ingen vej uden om, og udvikler Game Science er uden tvivl ret så tilfredse med spillets præstation på markedet henover de seneste uger.
Og derfor giver det da også mening hvis der skulle komme en eller anden form for ekstra indhold over det næste stykke tid, og det mener insider Lunatic Ignus netop er på vej. I en besked på Discord-serveren siger han at der er hele to store udvidelser på vej.
Dette er blandt andet baseret på lydbidder fundet i spillets kildefiler, som fokuserer på Buddha, Jade Emperor og Nezha, som angiveligt har roller i studiets næste spil. Desuden pointerer Ignus, at Game Science originalt ønskede at spillet skulle have 13 kapitler, men at dette antal blev reduceret.
Til sidst bekræfter insideren at studiets næste spil også bliver et Black Myth-spil. Du kan se hele beskeden via billedet herunder.