Vi ved, at Nintendo arbejder på efterfølgeren til The Legend of Zelda: Breath of the Wild, og at spillet vil foregå i samme univers som det første spil. Meget mere ved vi heller ikke.
Rygter om spillet er der dog nok af. Og nu er endnu et kommet til verden. Denne gang på Reddit fra brugeren BobisTheWise, som dog påpeger, at kilden til disse rygter før har haft ret i sine forudsigelser om blandt andet Xenoblade Chronicles 2.
Kilden fortæller, at The Legend of Zelda: Breath of the Wild 2 tidsmæssigt vil foregå lige efter det første spil. Derudover vil der være interaktive flashback-sekvenser, som tager spilleren helt tilbage til, før Link sank i sin 100 år lange søvn. Den mest interessante detalje er dog, at Ganon ifølge kilden ikke vil være en del af spillet.
Kilden er dog mere end ukendt, så tag det hele med et ordentligt gran salt.
