Rygte: Gears of War: E-Day ser ud til at blive et af de dyreste spil nogensinde
Ifølge en pålidelig kilde, har spillet et budget på over 400 millioner dollars.
De fleste har nok bemærket, at det kommende Gears of War: E-Day ser spektakulært ud. Det canadiske studie The Coalition er, sammen med den britiske udvikler Playground Games (Forza Horizon 6), uden tvivl de absolut bedste til at producere spektakulær grafik hos Xbox Game Studios - så gode, at Epic Games fik deres hjælp til at levere den næsten fotorealistiske Unreal Engine 5 tech-demo The Matrix Awakens.
Deres seneste selvudviklede spil er Gears 5 fra 2019, så The Coalition har virkelig haft masser af tid til at arbejde på Gears of War: E-Day. Den 6. oktober udkommer det endelig, hvor vi påtager os rollen som en ung Marcus Fenix og hans venner, mens helvede bryder løs på planeten Sera (læs vores store preview her).
Men... Kvalitet har en pris. Journalisten Tom Henderson er kendt for sine gode kilder, og i det seneste afsnit af Insider Gaming-podcasten siger Henderson, at "Gears of War budget is insane. I've heard upwards of 400 million dollars." (svarende til lige under 2,6 milliarder kroner).
Hvis dette er sandt, betyder det, at Gears of War: E-Day sandsynligvis er et af de fem dyreste spil nogensinde og husk, at markedsføringen for det knap nok er startet endnu. Om det vil være muligt at få dækket omkostningerne, må tiden vise; Microsoft annoncerede under Xbox Games Showcase i sidste weekend, at det vil blive udgivet eksklusivt til PC og Xbox Series X/S, og præciserede, at det ikke vil være en tidsbegrænset eksklusiv.
Hvis spillet viser sig at være godt, vil det nok resultere i et stærkt salg, samt en stigning i Game Pass-abonnementer.






