I forhold til hvor mange tusinde medarbejdere, der arbejder på Rockstars massive open world-spil, er det imponerende, hvordan udvikleren ofte formår at holde kortene tæt ind til kroppen. Nu er der dog kommet en hel del information ud om det kommende Grand Theft Auto VI, takket være den normalt relativt pålidelige Jason Schreier fra finansmediet Bloomberg.
I forbindelse med en længere artikel, der handler om arbejdsmiljøet hos Rockstar (der nu skulle kræve mindre overtid og generelt være blevet forbedret), afslører Schreier flere detaljer om det længe ventede Grand Theft Auto VI.
Som der længe har været rygter om, vil spillet foregå i og omkring Miami, der i Rockstars univers går under navnet Vice City. Inspireret af GTA: Online vil der blive tale om en slags live service-model, hvor flere byer og lokationer føjes til spillet løbende efter lanceringen.
Samtidig vil man for første gang i seriens nyere historie (her skal der således ses bort fra det originale Grand Theft Auto) kunne spille som en kvindelig hovedkarakter. Hun skulle være af latinamerikansk afstamning og vil sammen med en anden karakter, udgøre en slags duo inspireret af forbryderparret Bonnie og Clyde.
Grundet det mindre pressede arbejdstempo og det forsatte arbejde på Grand Theft Auto V skulle flere medarbejdere på projektet være skeptiske omkring, hvorvidt spillet kan nå en lancering i Take Two Interactives regnskabsår 2024 (april 23 til marts 24). Der går derfor nok en rum tid, inden Rockstar selv præsenterer flere detaljer om projektet.