James Gunn har allerede afsløret at den første Batman-film der bliver en del af det nye, etablerede DC-filmunivers bliver en "Brave and the Bold"-film, inspireret af Grant Morrisons historie der primært handler om forholdet mellem Bruce Wayne og sønnen Damian.
Men hvem skal instruere den her film? Ja, noget tyder på at det bliver Andy Muschietti, der netop har gjort The Flash færdig, som har høstet fine anmeldelser, og som står til at blive en stor succes i biograferne også.
One Take News har bekræftet dette med adskillige kilder, men for nylig insinuerede Muschietti selv at dette var tilfældet, da han sagde; "I don't think I can talk about that yet", da han blev spurgt ret så direkte.
Det vides dog ikke hvornår filmen går i fuld produktion, og vi afventer fortsat mere konkret information.