Det er blevet særligt svært i forbrugerelektronikbranchen at holde hemmeligheder, og så sandelig slap stort set samtlige detaljer om Samsung Galaxy Note10 og Note10+ ud inden den endelige afsløring i går aftes. Nu er detaljerne endelig kommet på bordet, og det lader til at Samsung fortsætter med at præsentere Note-serien som de telefoner der kan det hele.
Den "lille" model tilbyder en 6.3 tommer FHD+-skærm på 2280x1080, hvorimod Note10+ har en 6.8 tommer Quad HD+ på 3040x1440. Begge skærme er AMOLED-paneler med HDR10+ og Dynamic Tone Mapping. Desuden har de begge et såkaldt "hole punch" i displayet der huser et enkelt frontkamera.
Ingen af telefonerne har et hovedtelefonstik, og Samsung giver dig i stedet USB-C-hovedtelefoner med i æsken. Batteriet på Note10 er 3500mAh overfor 4300mAh i Note10+. Desuden har Note10 8GB RAM og 256/512GB plads, hvor Note10+ har 12GB RAM. Den almindelige Note10 har ikke nogen microSD-plads.
Begge telefoner har salgsstart d. 23 august, og fås i tre farver. Priserne starter på 7499 for Note10 og 8499 for Note10+.
Videoen herunder giver dig desuden mere information om begge produkter.