Skip to main content
Hardware

Samsung Bespoke AI Jet Ultra 400 Watt

Støvsugeren der lige er lidt mere ekstrem end naboens
Kim Olsen 7 oktober 2025

Markedet for trådløse støvsugere er blevet mere og mere fyldt de seneste år, og mange af de store etablerede mærker har været lidt sløve til at tilbyde avancerede produkter, der kan hamle op med de mange kinesiske mærker. Selvom prisen generelt er halvdyr, og har man en støvsuger, så er det ikke en overraskelse, så har det taget alt for lang tid at indse, at der er penge at tjene.

Her kigger vi på Samsungs topmodel, Bespoke AI Jet Ultra - en støvsuger så avanceret, at den simpelthen har intelligent rengøring, en betegnelse der måske har været lidt for mange gange igennem marketingsafdelingen. Og det er synd, for ingeniørerne har gjort et ret solidt stykke arbejde. Den har et intelligent system, der selv tilpasser sugestyrke og børsterotation alt efter underlaget - rigtig god idé. Det kræver dog wifi og, at tingene går igennem SmartThings-app'en. Umiddelbart kræver det, at man bruger den medfølgende "Slim LED Brush+", som er standardhovedet, og det giver god mening. Men det havde været fedt, hvis "Active Dual Brush"-hovedet, der også har LED-lys og to forskellige slags børster og er ret effektivt, eller hvis man som jeg har flere husdyr og derfor ofte må bruge "Pet Tool+"-børsten, også fungerede med AI. Men skal jeg være ærlig, så bruger jeg stort set kun Slim LED Brush+, da den tager stort set alt uden problemer. Selv de specialbørster der følger med til hjørner og andet, har jeg stort set ikke rørt - det er ganske enkelt ikke nødvendigt. Og ja, LED-lyset har en reel funktion, og ja, du støvsuger oftere, da det går op for dig, hvor hurtigt der bliver beskidt igen. Særligt med husdyr...

Det ligner mange andre systemer på markedet, så hvis man ikke kan lide det pistolgreb, den bruger - og stort set alle andre bruger - ja, så skal man tilbage til en kablet model. Der er en fin LED-skærm med alle relevante oplysninger, og min eneste kritik er, at teleskoprøret kun kan justeres i tre trin, men det skyldes nok, at det ikke er så langt. I fremtiden ser jeg gerne et kortere rør, der kan forlænges mere, men i praksis må jeg også erkende, at det passede mig glimrende. Jeg synes at have læst et sted, at man også kan tage telefonopkald igennem den - men hvis det er sandt, så er jeg glad for at have overset det, for det virker simpelthen for tosset.

HexaJet-motorsystemet kommer med ti års garanti - det er ret imponerende. Og hold fast, der er 33 luftindtag, der føder de 12 cykloner i Jet-cyklonsystemet. Marketingafdelingen har virkelig haft en festdag med det her produkt. Det er i øvrigt vaskbart - det må jeg erkende, at jeg ikke fik prøvet, men det er faktisk en super hygiejnisk funktion, som jeg er stor fan af.
Der er fem-lags filtrering, HEPA-filter - hvilket er nødvendigt, hvis man har husdyr eller små børn - og sågar en holder til alle ekstra mundstykker og tilbehør. Det virker åndssvagt, men den er både praktisk og pæn, så point for det.

Prisen er ret voldsom, 10.500 kroner, men den er dog på tilbud til det halve en gang imellem - faktisk så tit, at det nok er den reelle markedspris. Det indikerer, at elektronikvarehusene tjener for meget. Til den pris havde det dog været fedt, hvis der var noget slangeværk, der gjorde den god til en bil. Jeg synes også at have læst, at man kan få noget ekstra vask-/damp-hoved til den. Igen - til den pris burde det have fulgt med i min verden.

Selve støvbeholderen er overraskende pæn, hvis man kigger på hvad der ellers er, men støvsugerens beholder kan dog være lidt klodset at få på plads grundet højden - det er mit problem - og vægten. Her kunne jeg dog have valgt at bruge et lettere hverdagsbatteri i støvsugeren i stedet for det med maksimal kapacitet. Men det er vildt nok, at batteriudskiftning, som vi kender det fra elværktøj til haven, reelt er blevet standard inden for, hvad der må betegnes som husholdningen. Men poserne er ikke helt billige, og hvis det jeg kan finde frem til passer, så har de kun den halve kapacitet af en normal støvsugerpose (2,5 L mod 5 L). Prisen er også lidt højere, men det afhænger af, om man bruger off-brand normalt, og om det er særligt hygiejniske typer som disse.

Der er en stor mængde tilbehør med til den i øvrigt elegant og moderne designede støvsuger, men langt de fleste vil nok bare montere standardhovedet. Dog mangler jeg, at den bare æder små stykker mad uden at brokke sig, som min egen gør det. Men retfærdigvis skal jeg pointere, at jeg nok burde have fjernet dem med en fejebakke og en lille kost, før jeg støvsugede - jeg er bare doven.

Men langt vigtigere er sugeevnen, som typisk er et problem i forhold til kablede støvsugere, der kører på 220V og kan trække flere kilowatt ud af stikkontakten.

For dette er et 400 Watt-monster - og det er 400 Watt sugeevne, ikke 400 Watt strømforbrug. Langt de fleste opgiver ikke sugeevnen, men strømforbruget, og svinger mellem 250-500 Watt alt efter model. Her er der tale om 400 Watt sugeevne og et forbrug på 1050 Watt - hvilket gør batterilevetiden endnu mere imponerende: 100 minutter på det almindelige batteri, og yderligere 60 minutter på reservebatteriet. Ja, det er på den laveste af fem indstillinger, men den er mere end rigeligt til næsten alt almindelig rengøring.

Den larmer en del på den maksimale indstilling, men dog ikke så meget som min egen med kabel. Og så er de forskellige børster bare meget mere effektive end de gammeldags standard, som findes på de fleste kablede støvsugere.

Den løbende vedligeholdelse er for mig en af de mest positive punkter. Den er let og nem nok at få rundt over det hele, og støjen er overraskende lav på de to laveste sugetrin. Men det er samtidigt kraftigt nok til at tage det meste snavs. Selve håndtaget med motor er dog ikke ligefrem let - det skyldes måske netop motoren og den solide byggekvalitet - men for mig betød det ikke det store, måske fordi jeg til gengæld har fået 10 års garanti.

Den reelle markedspris gør Bespoke AI Jet Ultra noget mere attraktiv. AI-funktionen og det tilhørende børstehoved gør rengøringen noget nemmere, da man ikke skal skifte børstehoved eller indstillinger konstant. Når min kablede "Pet Kontrol Ultra"-støvsuger dør en dag, så er jeg i hvert fald overbevist om, at en ledningsfri, håndholdt støvsuger både har kraften og evnerne til at holde et hjem med husdyr og småbørn rent.

Fuld profil 1.173 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.