Når vi snakker om moderne, poseløse og batteridrevne støvsugere, så har Dyson sat sig ret tungt på samtalen fra start af. Det er måske delvist med rette, deres teknologi og brand awareness har i årevis sikret at når folk i det mindste tænker på at skulle have en ny, dyr støvsuger - ja, så handler det mere om hvilken Dyson, snarere end "Dyson eller ej".
Men der er udfordrerer derude, og vi har for første gang haft fat i Samsungs Bespoke Jet, som godt nok ikke ligefrem udfordrer Dyson på prisen, men som byder på forfriskende design og glimrende sugeevne.
En Bespoke Jet står dig nemlig i noget, der ligner 6000 kroner. Det er ikke bare mange penge, det er for mange penge, og det er nok Bespoke Jets svageste punkt, og også et øjeblikkeligt turn-off for mange forbrugere der mener at hverken en Dyson, en Samsung Bespoke Jet eller nogen støvsuger skal koste det. Det kan jeg et eller andet sted sagtens spejle mig i, men jeg kan dog sige at du får ret spidsfindig funktionalitet for de penge, skulle du vælge at investere alligevel.

Først og fremmest er Bespoke Jet bare pænere. Det føles måske relativt arbitrært, men Dysons industrielle, ja nærmest teardown-inspirerede design påkalder sig så meget opmærksomhed, at det til tider kan føles lidt selvpariodierende. Samsung derimod har klædt Bespoke Jet i hvad der på afstand ligner keramik - tænke Royal Copenhagens Contrast-krus. Du får en stander med, og begge kan fås i en række forskellige farver. Ideen er at støvsugeren, isat sin stander, står ret centralt i stuen, køkkenet, gangen eller hvorend du nu opbevarer din støvsuger, så den altid er klar til at køre. Den er pænere end Dysons tilsvarende udseende, som den står der og troner.
Standeren lader ikke bare, der er faktisk en støvsugerpose i, så når du placerer din Bespoke Jet tilbage i standeren efter brug, så kan du vælge at puste det indsamlede støv og snavs ned i standerens støvsugerpose ved et enkelt knaptryk.
Derudover er meget som det plejer, og du får et hav af hoveder med, der kan klar alt fra bilen til gulvet, og man føler ikke som sådan at der er noget der mangler. Desuden får du altid et ekstra batteri med, noget som Dyson kræver at du betaler ekstra for.

Den er ret let, bare 2.5 kilo, og kører cirka en time på en opladning. Der er et lækkert lille LED-display i toppen, der giver mig afgørende informationer om batterilevetid og modes. Sugeeffekten er op til 210W, og via blandt andet Jet Mode føles det nærmest som om at den hiver gulvbrædderne af. Ikke bare det, den er faktisk ret så let at rengøre, fordi hele systemet kan vaskes.
Sugeevnen er der, udseendet er der, behændigheden er der, det er på mange måder en gedigen Dyson-konkurrent, og selvom at den fremstår dyr, så skal det dog siges at det udstyr du får med i den samlede pakke er uden sammenligning.
Jeg vil kraftigt anbefale at du overvejer Bespoke Jet inden du bestemmer dig for hvilken støvsuger du skal have næste gang.