Skip to main content
Gamereactor Hardware Samsung Galaxy Buds Live
Hardware

Samsung Galaxy Buds Live

Samsungs nyeste trådløse in-ears repræsenterer et radikalt redesign, men virker det?
Magnus Groth-Andersen 23 august 2020

Samsungs seneste Unpacked-begivenhed var en milepæl for virksomheden. I løbet af de seneste år er de for alvor kommet ind på en succesfuld løbebane, men mange følte at det hele var en kende for uambitøst, at de spillede lidt for sikkert. Men efter introduktionen af Note20 Ultra, Tab S7+ og også Buds Live, jamen så er det svært at påstå længere.

Og det er faktisk særligt Buds Live der viser Samsungs nye ansigt, en virksomhed der er mere tilbøjelig til at tage en risiko. Man skal kun kaste ét enkelt øjekast på designet på de nye AirPods-konkurrenter, for at se, at det her er noget helt andet end de nu forældede Galaxy Buds, som var effektive, ja, men uhyre konventionelle i deres struktur og udlægning. De nye Live er allerede blevet et meme på internettet netop på grund af deres ganske særlige design. De ligner bønner, hestebønner for at være mere specifik, og det betyder også at disse ikke skal presse ind i øregangen via en gummibelagt spids, men snarere hviler i det ydre øre. Ja, vildt, ikke? Lad os så finde ud af, om de kan mere end bare at se anderledes ud.

Men vi skal måske umiddelbart starte med at gå i dybden med designet. De fås i enten Mystic White, Black eller Bronze, hvor særligt bronzefarven må siges at være særligt iøjenfaldende. Lige meget hvilken farve du vælger, så er de dog ret så smukke at se på, på en måde. Selve etuiet siger Samsung er inspireret af et smykkeskrin, og er udført i en afart solid plastik, der har fået en glossy finish. Du som sådan ikke et låg, som en æske pastiller, men en lille æske, som henleder tankerne til etuiet man har en forlovelsesring i. Lækkert tager det sig ud, og skiller sig samtidig ud fra stort set alle andre etuier på markedet. Der er den perfekte mængde magnetisme i låg og bund, og to status LED'er foran og inden i. Og når ja, det oplades med USB-C, og kan også oplades trådløst, så langt så godt.

Som sagt sætter du ikke din Buds Live i ørerne som med andre, lignende produkter. De er udformet som den inderste portion af dit ydre øre, og skal derfor drejes let så den ene side af hver enhed drejer indad imod øregangen. Det ville være løgn at påstå at dette ikke føles en smule akavet de første par gange, men det bliver hurtigt tydeligt, at her er et design som bør kopieres igen, igen og igen af andre på markedet. Ikke bare er de behagelige, da de ligesom er fuldstændig formet efter ørets folder, men de er langt sikrere derinde i spænd, ind eksempelvis One Plus Buds er, eller de traditionelle AirPods, der har selve stammen hængende udenfor øret, som i sidste ende skaber en ubalance. Jeg overdriver virkelig ikke, når jeg siger at Buds Live bør være en slags milepæl fremadrettet for komfort og pasform - så gode er de bare.

De lyder faktisk også ret godt. Det er måske ikke så mærkeligt når Samsungs lyd, på tværs af alle deres produkter, er tunet af AKG, som Samsung købte for en del år siden, og de 12 millimeter drivere i hver af de to enheder præsenterer et ret komplet lydlandskab uden at tabe hverken mellemtonen eller bassen. Naturligvis er sidstnævnte lettere i sine træk end eksempelvis AirPods Pro, men Samsung har faktisk skabt en særlig "bass duct", et lille hul der skal sikre at undertonen ikke tabes på gulvet. Det virker faktisk ganske fint, og den fornemmelse forstærkes desuden af det luftindtag som Samsung har kopieret fra Apple, som giver en følelse af indelukkethed, men ikke isolation - som er en afgørende distinktion.

Så de ser godt ud, og lyder godt også? "What's not to like?" Ja, i det her tilfælde betaler du for et par earbuds der tilbyder ANC, eller Active Noise Cancellation, som lyder kuriøst når nu Buds Live ikke danner noget fysisk segl i øret via en gummibeklædt spids, men må, af naturlige årsager, lukke støj ind.

Det er nok her hvor "Live" kommer ind i billedet, for det lader til at de her er designet til at udelukke mere bastant lavfrekvensstøj fra et tog, eller en bil, men derimod ikke håndtere pludselige tilråb eller dytten fra en bus. Så virker det? Nej, det gør det ikke. Det gør det faktisk overhovedet ikke. Lad os dog lige slå fast her, at vi faktisk ikke savnede ANC, og dånede mere over pasform, komfort og lydkvalitet, men når Samsung reklamerer og markedsfører med en feature, som du som forbruger ikke rigtig får noget ud af, så bør det nævnes.

Udover det er det dog svært at finde synderligt meget at beklage sig over. Vi har, ulig nogle andre medier, ikke oplevet problemer med bluetooth-stabiliteten, og batteriet klarede cirka fem timers afspilning, og dertil får du 21 timer fra etuiet. Ydermere sikrer de tre indbyggede mikrofoner, samt stemmegenkendelsesenheden, at du får ret solid opkaldskvalitet, og vi oplevede at Buds Live her faktisk slår AirPods Pro. Der er også touch-baseret styring, og denne lader til at være blevet taget fra Galaxy Buds og Buds Plus, og det gør os som sådan ingenting. Det hele kan indstilles og tilpasses fra den fine Wearable-applikation, og vi oplevede ingen fejlfortolkede inputs i testperioden.

Selv prisen er svær at sætte en finger på. Jo, de koster 1399, og det er muligt at få solide earbuds til en billigere penge, men de koster det samme som et sæt standard AirPods, og vi ved godt hvilke vi ville vælge, og det er lige meget om du er på iOS eller Android. Faktisk er det her et uhyre fuldendt produkt, men vi anbefaler først og fremmest at du prøver dem inden du køber. Det er hård plast det her, og passer de ikke, så er der ikke noget der kan få dem til det. Det er jo fordelen ved udskiftelige gummispidser i forskellig størrelse. Desuden var vi pænt skuffede over "ANC"-funktionaliteten. Men udover det? Tjo, de er faktisk ret fantastiske.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.