Med hver generation bliver telefonerne kraftigere, skærmen bedre og kameraet mere naturtro. Samsung Galaxy S8+ er ingen undtagelse. Det er de astronomiske priser heller ikke, 6795,- for en telefon er mange penge, selv når man kigger på vores primære fagområde inden for hardware, gaming-komponenter og tilbehør. Kigger man på nærmeste konkurrent der har afskaffet 64 GB-versionen af sin plusmodel, så er de næsten 7000 (vejl. 6999,-) kroner for en 64 GB-model næsten billigt, især når man kobler med at man kan udvide med yderligere 256 GB microSd-kort, mens at denne option ikke findes hos nærmeste konkurrent, her er man tvunget til at købe en 256GB version til 8.700,-. Det gør ikke Samsung bedre, kun faktuelt billigere, og det er faktisk synd for forbrugeren, for på trods af den kraftige ydelse hos moderne flagskibstelefoner skal producenterne stadig have kul i deres julesok for at drive priserne 50% op på under 10 år. At priserne så var eksorbitant høje til at starte med er så noget andet.
Men tilbage til Galaxy S8+. Den udmærker sig ved at have et display der er 0.4" større end sin standard lillebror, begge dog med et 1440x2960 (Quad HD+) Super AMOLED display, men reelt er det batteristørrelsen, 3000 mAh mod 3500 mAh der er den store forskel. Forskellen kommer så også til udtryk i vægten, 22 gram koster det mere, men S8+ holder sig stadig på meget lave 173 gram. Den lidt større skærm giver så en lidt lavere PPI, 529 mod 570, men det er næppe noget man reelt vil opleve forskel på. Det samme er størrelsen, lidt over 5 mm i bredden, og kun lidt over en cencimeter i højden. Til gengæld koster den almindelige S8 model over 1000 kroner mindre - så hurra for det.
Formatet bliver så det lidt specielle 18.5:9, det kan telefonen for det meste selv finde ud af at tilpasse. Man kan også bare slå "fuld skærm" til, og så mærker man ikke det store. Det er dog ærgerligt at man skal igennem en specialmenu for at få de mobilspil der specifikt understøtter formatet. De fleste spil afvikles nu uden bemærkning. Youtube er desværre ikke lige så tilgivende, og man kan reelt vælge mellem sorte bjælker, eller en over-zoomet video som når man afspiller 4:3-formaet på et moderne TV.


Hele pointen er at man kan betjene telefonen med én hånd, hvilket også er årsagen til at man nu har en ekstra værktøjslinje skjult i højre side af skærmen. Det er ikke min kop the til daglig brug, men det virker, og det vil helt sikkert glæde mange. Hvis ikke, ja så bruger man den jo bare som enhver anden Android-telefon.De fysiske knapper er som med mange andre afskaffet, hjemknappen er reduceret til en enkelt bestandig lysende firkant i bunden, og det virker nu fint.
Displayet er klart og tydeligt, sort er sort, og farver levende og naturligt gengivet. Det er, som ved enhver ny flagskibsmodel, ganske imponerende. De afrundede sider går i et med resten af telefonen, og den føles ganske helstøbt - men føj det går galt hvis den tabes. Et cover der går udover skræmen må derfor være et must.
Samtalekvaliteten er heller ikke blevet ringere, og står stadig som værende i den rigtigt gode ende.
Bæstet indeholder ikke uventet en hel del teknologi. Irisskanning og fingeraftryksscanner sikrer at ingen tager din telefon. Fingeraftryksscanneren er ganske smart placeret på bagsiden, så point for at tænke praktisk, men point frataget igen for at placere den ved siden af kameraet - det kræver lige lidt træning. Irisscanneren kan kombineres med ansigtsgenkendelse, der også kan køre solo som låsemetode. Det virker, bare ikke altid, og jeg endte med at gå tilbage til pinkode.
Kameraet er en dobbeltlinse på 12 megapixel på bagsiden, og frontkameraet er på 8 megapixel med autofokus til alle de unge mennesker der ikke kan styre deres trang til selfies. Det skal også nævnes at der er en PRO-tilstand på kameraet, der tillader brugeren at pille ved lukketid, eksponering og hvidbalance selv, som man kender det fra et spejlreflekskamera. Det er at gå linen fuldt ud, men også helt i Android-ånden med at give brugeren alle muligheder. Det vil også gøre Galaxy S8 det åbenlyse valg for de meget kamerabevidste købere.
Kameraet burde man reklamerer noget mere med, for det tager virkeligt imponerende gode billeder.
<newpage>
CPU'en er en ottekernet Exynos 8895 med en quadcore custom CPU (en ny udgave af den der sad i S7), og en ditto Cortex A53, der indeholder en 20 kernet ARM Mali G71 GPU, der rent teoretisk kan afspille 4K video i 120 FPS. Det bliver dog "kun" til 4K 60 FPS afspilning med Galaxy S8+.
Målingerne er i den rigtigt gode ende, ikke overraskende. Faktisk har vi ikke kunne støve noget op der slår den i hverken 3D benchmark, PC Mark eller Antutu. Mon ikke 10 nm teknologien fra Exynos har en del af æren?
Der er 4 GB LPDDR4x ram i telefonen - og det er nok, men mere imponerende er at man faktisk har smidt en DSD kompatibel DAC med i pakken, med andre ord, audiodelen - hvis man kørte den rent digitalt ud, ville være lige så avanceret som på et godt mellemklasseanlæg, og med understøttelse af selv meget obskure audiofile formater. Det går ganske godt til at man har valgt at inkludere et par ordentlige in-ears fra AKG i pakken, og der skal lyde et højt hurra for at man inkluderer ordentlig lyd når man nu tager så mange penge for produktet. Dermed ikke sagt at lyden der kommer ud af højttalerne er i hifikvalitet, for det forhindrer naturlovene simpelthen, men sådan er det med alle telefoner.
Telefonen ligger godt i hånden, og kan reelt enhåndsbetjenes, men højden gør dog at man meget hurtigt ender med at bruge to hænder til mange multimedieapplikationer såvel som skærmbilleder. Ideen med enhåndsbetjening er fint tænkt tilbage ind i smartphones, men medmindre man har absurd lange tommelfingre, så bliver det trods alt lidt svært at nå hele skærmen, så man må i udgangspunktet lade sig nøje med kun at kunne betjen midten, eller de nederste 60-70% af skærmen.
Det stemmestyrede program/assistent hedder hos Samsung Bixby. Det fungerer fint, men den slags har nu aldrig været denne anmelders kop the. Det skal dog ikke afholde mig fra at erkende at det fungerer efter hensigten - hvis man taler engelsk, for dansk sproggenkendelse var ikke understøttet i testperioden. Den har en dedikeret knap, og det er ærgeligt at den ikke kan bruges til noget andet, for man kommer tit til at trække på den da den sidder lige ved siden af volumenknappen, i hvert fald den første uges tid.


Der skal dog falde et ekstra point for ikke at fylde telefonen med tonsvis af elendig og håbløst ringe bloatware, som jeg huskere flere af mine gamle Galaxy-telefoner var udstyret med. Det er som om at Samsung har kigget på flere producenter af bærbare computere og set lyset - vi hader jeres egen software, ikke så meget fordi at brugerflade og grafik er grim og ubrugelig, mest fordi at det sluger batteri som stort set intet andet.
Der benyttes USB C-kabel, men en eller anden har brugt hjernen, og har inkluderet omformere C til A, og C til Micro-B. Der er naturligvis også en superlader med, men måske mere interessant er at man kan Galaxy S8+ også lade trådløst. Det er dog farligt at begynde at kigge på tilbehør, for Samsung har gerne ville lave et totalprodukt, og derfor kan man købe både en Gear VR og en arbejdsdockingstation der omdanner din telefon til en computer.
Betjeningen føles rimeligt flydende, dog skal hjemknappen have lidt ekstra tryk, men det gør også at den føles fysisk, nærmest taktil.
Batteriet oplader helt på mellem 70-80 minutter - og det er hurtigt. Men man kan undres over at batteriet kun er på 3500 mAh når man nu har så meget større og kraftigere skræm, til sammenligning har en OnePlus 3T 3400 mAh batteri, og på ingen måde så stor eller lys en skærm. Det gør så at hvor en 3T kan overleve to dage, så skal din S8+ lades hver dag - men det er de fleste jo desværre blevet tvunget til at vænne sig til alligevel.
De fleste moderne telefoner kan heldigvis tåle vand og støv, efter en kedelig periode hvor smarphones var ret sårbare. Selvom at Samsung bryster sig af en IP68 klassifikation, dvs. at der loves vandtæthed i op til en halv time, under forudsætning af et lettere vandtryk, maks 1,5 meter vand, så var det altså et eksperiment vi valgte ikke at udføre med det fine låneeksemplar vi havde i hånden.
Man skal bruge en uges tid, eller to, på at vænne sig til Galaxy S8+, men kamera og skærm gør at denne highend telefon, sjovt nok, er bedre end sin forgænger. Enhåndsbetjeningen virker ikke efter hensigten, men forsøget var fint. Bixby knappen er derimod lidt ligegyldig, og på trods af at man har kælet for forbrugerne med lækkert ekstraudstyr, så ville en lavere pris og et større batteri nu stadig være prikken over i'et, nu hvor man har droppet at fylde sine telefoner med bloatware.