Jeg kan sagtens forstå, at der sidste år var en masse der med harme og afsky tog kategorisk afstand fra foldbare enheder. Det gør jeg virkelig. Selvom vi befinder os på kanten af hvad der er teknologisk muligt, så kræver det et særligt mindset at bruge 15.000 kroner på en telefon der ikke kan tåle vand, støv eller fugt, og som til og med, i visse tilfælde, er mindre pålidelig end en standard "glass sandwich".
Det forhindrede mig dog dengang ikke i at udtrykke stor glæde over at Samsung tog en kæmpe chance, en risiko, ved at udgive den originale Fold, og at de dernæst fulgte op med Z Flip, to telefoner som man så sandelig ikke kan påstå fulgte den ellers ret så ensporede og traditionsbundne designfilosofi. Endelig blev der eksperimenteret på smartphone-markedet igen, endelig kunne vi tale om helt nye brugsscenarier, om nye måder at interagere med vores telefoner på, snarere end om hvorvidt den havde en Snapdragon 855+ eller en Snapdragon 865, eller om hvorvidt der var 10 eller 12GB RAM om bord. Det er skam ikke fordi disse betragtninger ikke er afgørende, men det var tydeligt, for mig i hvert fald, at der skulle ske noget.

Og det gjorde der, og i min anmeldelse af Fold slog jeg fast, at selvom der her var tale om en første generation, et tidligt, modigt første spring ud i en ny, skrøbelig virkelighed, så kunne jeg anbefale Fold allerede på det tidspunkt. Så god en telefon var det alligevel. Alligevel slog jeg fast, at vi måtte have en ret fantastisk efterfølger i vente, og det har vi nu fået.
Velkommen til Samsung Galaxy Z Fold 2, den direkte efterfølger til den originale Fold, der, ulig mange andre af Samsungs opfølgende modeller i år, faktisk adresserer stort set samtlige klage- og ankepunkter ved den originale, og fremstår, for mig, som den bedste dyre telefon på markedet i dag. Okay, lad os begynde.
I stedet for at drage inspiration fra den første Fold, så lader Fold 2 til at være noget direkte udviklet i samspil med Note 20 Ultra. Jo, du kan få den i Mystic Black, men den fremviste (og testede model) er Mystic Bronze, og ligesom Note 20 Ultra føles telefonen som om at der er blevet hældt flydende metal ned i en form, så robust, solid og massiv føles den. Den vejer 282 gram, har en mat overflade bagpå, og et ret tydeligt kamerahus, og den er gudesmuk at se på.
Allerede her er det værd at nævne, at vi denne gang får nogle af de ekstra små, men alligevel signifikante features, som vi måtte undlade sidste gang. Der er trådløs opladning denne gang, indvendig er der et lille holepunch-kamera i stedet for et modul der åd en portion af displayet, stereohøjttalerne er større og bedre, fingeraftrykslæseren er langt mere præcis end den supersoniske under glasset i eksempelvis Note 20 Ultra. Tag ikke fejl, det her er et flagskib, et flagskib der kan mere end alle andre flagskibe.

Det bliver bare bedre og bedre, for ulig sidste år, skal vi ikke nøjes med et frontdisplay der er så lille, at det er svært at bruge. Denne gang taler vi et edge-to-edge display på 6.23 tommer, altså større end en iPhone 11 Pro, og dette af Super AMOLED-varianten på 816x2260, med 120Hz Adaptive Refresh-Rate og understøttelse af HDR10+. Det er med andre ord brugbart, og kan let bruges til at se videoer, svare på beskeder og læse emails. Det er en telefon nu, hvor dimensionerne er skaleringen er så forventet, om ikke en kende smalt. Så du ofrer ikke den hurtige funktionalitet som før, men samtidig ændrer alt sig, når du så åbner den op. Her bliver du budt velkommen af et Dynamic OLED 2X Capacitive display på 7.6 tommer i 1768x2208, med 120Hz, HDR10+ og en samlet pixeldensitet på 373ppi, med andre ord det nok mest imponerende display på markedet lige nu. Det er virkelig svært at forklare hvor storslået det føles, at kunne folde en så alsidig, robust og kvalitetsbevidst minitablet ned i telefonformat, og have den i baglommen, men brugsscenarierne er nærmest uendelige. Desuden er selve hængslen anderledes, og det er nu samme Flex Hinge som i Galaxy Z Flip. Det betyder at den ikke bare have to stadier, åben og lukket, men kan indstilles i lige præcis den hældning du ønsker. Selvom det er lidt svært at bruge Flex som Samsung ønsker det, når nu så få applikationer reelt set understøtter det, så er multi-tasking stadig direkte understøttet af de fleste apps, og det er let at bruge Netflix et sted, beskeder et andet, eller have hele tre apps åbne samtidig.
Det kan Fold 2 klare, fordi den, ligesom sidst, byder på de stærkeste komponenter på markedet. Vi snakker en Snapdragon 865+, 12GB RAM, 512GB UFS 3.1-harddiskplads og en Adreno 650 GPU. Hvad det betyder er sådan set bare, at Fold 2 kan hamle op med samtlige af flagskibene på markedet. Selve tallene fra disse komponenter er naturligvis set andetsteds, men vi kørte alligevel nogle syntetiske benchmark-tests, som du kan se herunder.
Geekbenh 5
Galaxy Z Fold 2: 3204
Note 20 Ultra: 3207
GFXBench (Aztec Ruins)
Galaxy Z Fold 2: 1455 frames
Note 20 Ultra: 1444 frames

Så præcis som antaget, så formår Fold 2 at holde nogenlunde ved, så du får flagskibs-performance, som vist også kun giver mening. Med sit batteri på 4500mAh skulle man dog forvente at Fold 2 ville løbe hurtigere tør for strøm, men det var faktisk ikke tilfældet. Vi klemte omtrent en dags blandt til intens brug ud af hver opladning, og selvom man sagtens kan støde på billigere telefoner der kan gå længere imellem ture til opladeren, så kan de ikke noget nær det samme.
Sublim byggekvalitet, storslåede displays, og fine performance-tal? Det hele begynder at pege i en meget specifik retning, men nu kommer vi altså til kameraerne. Samsung har i løbet af det sidste års tid eksperimenteret med ret store kameralinser, og blandt andet S20 Ultra og Note 20 Ultra har budt på en hovedlinse på hele 108 megapixel. Om hvorvidt denne mission har været en succes diskuteres ofte, men pointen er at både Googles Pixel-serie, og de seneste iPhones, beviser at når det gælder om fotografering fra en smartphone, så er software mindst lige så vigtigt - man behøver ikke altid, som Samsung plejede at sige, at "get it right, in the camera". Fold 2 har tre centrale linser, og alle tre er på 12 megapixel. Mere specifikt kigger vi på en en standard wide-linse på f/1.8, en f/2.4 telefotolinse og en f/2.2 ultra-wide på 123 grader. De samme opgraderinger som Samsung løbende har foretaget med deres kameramoduler er dog til stede her, og resultatet er, overraskende nok, bundsolidt. Faktisk ville jeg argumentere for, at selvom et Fold 2-billede ikke helt er på linje med et Note 20 Ultra-billede, eller et Pixel 4-billede, så slår Samsung her OnePlus, Xiaomi, ja sågar Sony.
OiS-sensoren sikrer solid bokeh-effekt på tværs af linserne, præcise farver og kontraster er til stede, igen på tværs af linserne, og alt i alt fik jeg nogle ret fornuftige resultater på tværs af de to uger jeg tog med telefonen. Hvad der følger herunder er nogle eksempler:

Detaljerne bliver lidt bløde i ultra-wide, men formår alligevel at bibeholde lyset og en korrekt farveprofil.

Z Fold 2 har intet dedikeret makrokamera, men er nu ret kompetent helt tæt på.

Her taget med standardlinsen.

Og hermed et eksempel på telefotolinsen, som viste sig at være en positiv overraskelse.
Og hvad ender vi så med? Ja, vi ender hvor vi startede. Telefoner bliver løbende dyrere, og hvorimod du måske ikke umiddelbart mener at en Xperia Pro, eller en S20 Ultra, eller en 512GB iPhone 11 Pro Max er over 10.000 kroner værd, så ville jeg argumentere for, at den måske eneste telefon på markedet i dag der faktisk er den skyhøje pris værd, er Fold 2. Det er nemlig den eneste af de førnævnte modeller, der reelt set giver dig helt nye brugsscenarier, tilbyder funktionalitet du ikke får noget andet sted, og som ændrer den helt basale måde hvorpå du interagerer med din smartphone på. Hvad bedre er, så ofrer du ikke længere nogle småtterier som trådløs opladning, et cover display du faktisk kan bruge, og en høj refresh-rate. Ja, hvor ender vi, vi ender med en konklusion som I måske ikke umiddelbart er enige med, men som jeg er nu alligevel vil stå stolt ved - Fold 2 er et mesterværk. Samsung er efterhånden blevet rigtig, rigtig gode til at lave telefoner, det beviser vores 10-taller til både S20 Ultra og Note 20 Ultra fra bare i år. Fold 2 fortjener at slutte sig til dem. Det gør den bare. Og sådan er det.
Så tak fordi I satser hele butikken Samsung, bliv ved med det.