Syndrome, det kommende gyserspil fra Camel 101 og Bigmoon Entertainment, er en titel, der nok vil tiltale fans af sci-fi horror. Gamereactor talte for nyligt med Camel 101 om spillet, og her er nogle af de detaljer, vi lærte om spillet i den forbindelse.
Ifølge produceren Ricardo Cesteiro er Syndrome et spil, hvor spilleren vågner alene på et rumskib uden nogen hukommelse om, hvordan de er havnet der, og som han selv siger:
"as the game evolves he starts to regain his memories and to find out what's happening exactly".
Spillet fokuserer meget på følelsen af isolation, men spilleren møder dog stadig alligevel andre levende væsener - nogen man nok helst ville undgå. Det er nemlig fjendtlige monstre, der er blevet fordærvede af et mystisk væsen, der også truer hovedpersonens overlevelse. Da spørgsmålet om konfrontationen med disse monstre kom på banen, svarede Cesteiro:
"We didn't want to repeat the formula of just running away from the monster and hiding."
Og det hinter jo en smule til nogle ligheder mellem dette spil og Alien: Isolation.
Cesteiro fortalte os endvidere, at de heller ikke ønskede at gøre spillet til en shooter, så derfor sigtede de efter en god balance mellem at kæmpe og at flygte. I de tidlige bidder af gameplay, vi har fået, ser man hovedpersonen bruge forskellige redskaber som våben.

Når det kommer til udforskning, så er det noget som udviklerne også har haft fokus på. Cesteiro fortæller, at de opfordrer spillerne til at udforske skibet, og derfor har de lagt en masse arbejde i at gøre rumskibet stort med flere etager. Der gemmer sig også en række hemmeligheder i skibets afkroge, som skal fungere som motivation for at udforske.
Udviklerne har arbejdet på Syndrome i de sidste 18 måneder nu. De har forsøgt at skabe en god spiloplevelse, der fungerer på både PC og konsoller, og da vi spurgte ind til muligheden for VR, var Cesteiro meget begejstret over at kunne fortælle, at holdet allerede kører spillet med Oculus, og at Syndrome vil være perfekt at opleve i VR.
Syndrome vil efter planen udkomme i denne måned på PC, mens konsolversionen forventes at udkomme senere i år. Du kan se spillet i aktion lige herunder: