Sea of Stars

Vi ser relativt ofte spiludviklere fra nær og fjern febrilsk forsøge at genopfinde den dybe tallerken ved at benytte sig af en kombination af nostalgi og moderne sensibilitet og designfilosofi. Det virker ikke altid, men det er svært at benægte at det at blive hensat i en stemning, hvor man husker hvordan spil fungerede dengang man selv var barn, det er en magtfuld kraft.

Sea of Stars forsøger ikke at kombinere det klassiske med det moderne, nej, det her er et straight-up 90'er JRPG i stil med de klassiske Final Fantasy-titler, og måske i helt særlig grad Chrono Trigger. Jo, der er små raffinementer hist og her, men her handler det om at fejre en forgangen æra, og ikke nødvendigvis at genopfinde den, eller præsentere den for et nyt publikum. Isometrisk perspektiv, party-opsætning af unikke karakterer med unikke evner, en bombatisk fantasy-fortælling, storslåede bosser - det hele er her.

Hvis Sea of Stars gør noget moderne, så er det uden tvivl det at strømline en genre, der notorisk er kendt for at blive en kende uhåndterbar i forhold til antallet af aktive systemer, interaktionsmuligheder og indholdstyper. Sea of Stars er godt en slags emulering af de klassiske JRPG-titler, men det sker uden en quest log, et utal af crafting-systemer, æoner af års valgfrit sideindhold og uendelige ekspositionstunge dialoger karaktererne imellem. Selvom at spillet ikke mangler indhold - det vil tage dig godt 30 timer at komme igennem - så er det meget direkte hele vejen igennem, decideret lineært meget af tiden, faktisk.

I det her fantasy-univers kæmper de såkaldte Warriors of Solstice imod den ondskabsfulde "Fleshmancer", en sagnomspunden entitet, der godt har forladt dette univers, men som har efterladt sig et utal af såkaldte "Dwellers", som ikke kan bare efterlades, eftersom de løbende bliver stærkere og en større trussel imod verdensfreden. Det er op til vores helte, Zale og Valere, der sammen med deres trofaste følgesvend Garl skal finde den næste Dweller inden denne vokser sig for stærk.

Det er en relativt klassisk fortælling i sin opsætning, med et utal af mytiske skikkelser og vage stednavne, der kyles i hovedet på spilleren, uden at meget af det nødvendigvis sætter sig fast. Det skal dog siges, at tværs over den relativt lange historie demonstrerer studiet Sabotage igen (første gang via The Messenger, der teknisk set foregår i samme univers, bare tusindvis af år i fremtiden), at de forstår sort humor, komik og narrativ præcision lige så vel som det mere ekspansive og brede. Der er flere øjeblikke, der er direkte sjove, og fungerer som en slags kritik med et glimt i øje af de legendariske spil, det drager sin inspiration fra. Jeg ville aldrig gå så langt som til at kalde fortællingen original, men det afgørende her, at der konstrueres en effektiv rammefortælling, hvor man er interesseret i at se, hvordan vores karakterer vil reagere på det næste twist, så det her er så vidt fikst uden at være prangende.

Det er i sin helhjertede dedikerede kærlighed til 16-bit æraen at spillets primære kvaliteter skal findes, og heldigvis kræver det kun få øjeblikke at blive forelsket. Selvom at spillets æstetik også trækker i de nostalgiske hjertestrenge, så er der en farve, en bredde og en volumen i dine omgivelser, der gør det til en absolut fryd at se på. Sea of Stars byder på et utal af unikke karaktermodeller, der både imponerer som "sprites" på skærmen, og som karakterportrætter under dialogudvekslinger. Kombiner det med fantastisk musik, der både rytmisk og melodisk formår at hænge fast i mange, mange timer efter hver endt spilsession, og så har du et spil der både ser og lyder glimrende.

Selvom at Sea of Stars er en slags emulering af fortiden, så kan førnævnte strømlining mærkes i alle afkroge af oplevelsen - på godt og ondt. Mange vil måske sætte pris på det ikke- eksisterende "grind" (der er vitterligt kun de fjender der er, og ingen reel mulighed for at komme spillets progression i forkøbet med lidt ekstra arbejde), men samtidig vil nogle måske mangle et ekstra system eller to, eller muligheder for at udforske yderligere udover den stringente sti der er bredt ud foran dig. I Sea of Stars er det vitterligt "what you see is what you get", og selvom at det er let at rose den knivskarpe vision bag, så er det samtidig svært ikke at føle, at der mangler et eller andet.

Tag kampsystemet som eksempel. Der er ingen crafting, så du køber bare det bedste våben hos den nærmeste handlende i den næste by, du trasker ind i. Der er ingen tilpasselighed i det udvalg af unikke besværgelser, hver af de karakterer du spiller med har - de låser bare op for dem løbende, og de tilføjes så til kartoteket. Der tilføjes ikke mere kompleksitet med tiden, det er det samme rudimentære turbaserede system. Fjendernes angreb har tur-timere på, de er særligt svage overfor visse elementer og stærke overfor andre. At blokere en stærk fjendtlig besværgelse kræver lidt taktisk tilgang, eftersom du skal bruge det antal runder, du har, til at få eksekveret specifikke angreb. Dette kommer særligt til udtryk i boss-kampene, der fremstår langt mere skarpe end meget af det andet dyng, du ender med at udrydde. Der er lidt timing med hist og her, der er Live Mana der skaber yderligere sammenhæng mellem besværgelser og standardangreb, og der er muligheden for kombinationer hist og her, men samlet set er kampsystemet du bliver introduceret for i løbet af den første time det samme, som du ender med.

Det er virkelig ikke det samme som at spillet er kompromitteret, eftersom man, igen, let kan vende en kritik om manglende variation til lovprisning af at kende sine begrænsninger. Og man må give Sabotage, at Sea of Stars er en umådelig præcis spiloplevelse fra ende til anden, om det er progression, udfordring, kampe eller det overraskende sjove minispil Wheels. Det er alt sammen poleret, finpudset og checket for at sikre, at det hele spiller sammen.

Alligevel føler jeg det nødvendigt at pointere, at jeg manglede alsidighed, variation og en "curveball" eller to til at skabe et forøget drive igennem fortællingen, men samtidig anerkender jeg, at ens tolerance overfor de mildest talt unødvendige fedtlag, der distraherer en fra den saftige kerne, er en subjektiv smagssag. Når alt kommer til alt, så godt klaret Sabotage for et præcist designet, perfekt accuenteret kærestebrev til en forgangen æra, som jeg er sikker på, at mange vil elske bare lidt mere, end jeg gjorde.