I dag findes der rigtig mange spil- og konsolselskaber, som forsøger at få en bid af den store kage, vi alle elsker. Men ét af de selskaber, som har været en del af spilindustrien lige siden dens spæde start, er Sega. Det japanske konsolfirma nærmer sig faktisk så småt pensionsalderen, da det i går fyldte 60 år. Og det fejrer firmaet blandt andet med en finurlig konsollancering.
Konsollen går under navnet Game Gear Micro. Og hvad er så det? Ja, det er en lidt speciel størrelse - bogstaveligt talt. Segas nye konsol er en form for håndholdt Game Boy i miniatureudgave, der er på størrelse med en håndflade. Og med konsollen følger en skærm på intet mindre end én tomme. Game Gear Micro udkommer i fire forskellige farvetemaer, som hver især indeholder fire forskellige spil, og trods den mikroskopiske størrelse er der stadig gjort plads til både jackstik- samt USB-indgang, som den kan oplades via. Konsollen kører desuden på to AAA-batterier.
Game Gear Micro lanceres i Japan den 6. oktober. Desværre har Sega dog endnu ikke meddelt, om mikrokonsollen også kommer til Vesten. Men det håber vi nu på.
Du kan se en video af den løjerlige spillemaskine herunder. Hvad tænker du om den?