
Det ser ud til, at holdet bag Senua's Saga: Hellblade II, Ninja Theory, har nået en ny milepæl i udviklingen af den eftertragtede Xbox-eksklusiv. Et nyt opslag på udviklerens X-konto afslører, at hele holdet for nyligt samledes for at spille hele spillet igennem:
"Nothing beats getting everyone together to play through the game," skriver udvikleren i opslaget.
Det betyder selvfølgelig ikke, at spillet er klar til udgivelse, og det slørede billede, som Ninja Theory fremviser, siger ikke meget om spillets tilstand.
Spillet står til at udkomme engang i løbet af næste år, og vi krydser fingre for en udgivelse tidligt på året. Nu da Starfield er ude i butikkerne, er Ninja Theorys efterfølger til Hellblade: Senua's Sacrifice et af de allermest ventede spil til Xbox. Vi glæder os til at se, hvilken oplevelse de mange års udvikling leder til.