Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
Serieanmeldelser

Vi kigger nærmere på de første afsnit af Servant

M Night Shyamalans nye serie er landet på AppleTV+, og vi kigger nærmere på de første tre afsnt.

Vi her på Gamereactor er ret vilde med én af Apples store produktioner, See, men det er så sandelig ikke noget som den brede anmelderskare verden over lader til at være enige i. Dog kan vi, denne centrale forskel til trods, godt se at Apples store originale streamingsatsning har ramt med et hult bump snarere end et brag. The Morning Show var ikke helt det hit tjenesten havde brug for, men nu får det sparsomme udvalg forstærkninger fra... M. Night Shyamalan?

Ja, den kontroversielle horror-instruktør vender tilbage på AppleTV+ med Servant, den nok hidtil mørkeste serie som Apple har forsøgt sig med, og som er kommet til at spille en afgørende rolle for tjenestens ve og vel her i starten. Shyamalan er samtidig et interessant valg, for hvorimod Apple kunne have valgt at samarbejde med langt mere træfsikre instruktører, så har netop han en baggage for at sige det mildt.

Servant

Men er Servant så noget værd? Ja, det må man sige. Det er måske ikke det kritikerroste hit som tjenesten absolut mangler, men som et mørkt, bizart og tankevækkende supplement til tjenesten, der gør Shyamalan lige det han skal.

Dorothy og Sean har det ikke synderligt godt i det vi møder dem i det første afsnit. Nogle år forinden mistede de deres nyfødte søn, Jericho, og lige siden har der været koldt og mørkt i deres hjem i Philadelphia imens de på hver deres møde bearbejder deres tab. Men oppe på Jerichos værelse ligger der stadig et barn, eller det er faktisk snarere en meget, meget livagtig dukke, en såkaldt "Reborn Doll", som Dorothy bruger for at komme sig oven på tabet af Jericho.

Servant

Problemet er at dukken nu bruges som benægtelse, og derfor må Sean se hjælpeløst til imens Dorothy faktisk hyrer en barnepige til at passe... dukken. Ja, de inviterer den unge barnepige Leanne ind i deres hjem, og herfra begynder det hele langsomt at spirallere ud af kontrol, imens Leanne tager rollen lige lovlig seriøst, og overnaturlige kræfter tilsyneladende banker på døren.

Som du måske kan mærke allerede må den centrale præmise siges at være ganske bizar. Det er dog netop denne mangel på fornuft der gør at man, igennem de første tre afsnit om ikke andet, sidder klistret til skærmen for at se hvorhen den næste intense scene tager en.

Hver skuespiller er fuldt ud dedikeret til præmissen, og det kan mærkes. Det er netop sådan en opsætning der kræver skuespillerpræstationer der kræver at man skruer lidt op for hele det følelsesmæssige spektrum, og Lauren Ambrose som Dorothy, Nell Tiger Free som Leanne og særligt Rupert Grin (Ron Weasely) er medrivende. Toby Kebbell som Sean sidder dog tilbage som det dedikerede følelsesmæssige anker, og er altid den der bryder ind med en mere logisk forklaring, eller et logisk spørgsmål for den sags skyld. Her havde det nok været bedre med en Twin Peaks-agtig opsætning, hvor alle opfører sig bizart, og så tvinges publikummet egentlig bare med på rejsen.

Servant

Dette er en af de slags gyser/thriller-opsætninger hvor det egentligt overnaturlige foregår på et overfladisk visuelt plan, og at det som serien egentlig beskæftiger sig med er dyb sorgs forskellige bearbejdelsesstadier. Det er dog ret effektivt, så åbenlyst som det nu er, men vi håber at serien formår at grave lidt dybere ned i de her lag i senere afsnit.

Det er begrænset hvor varieret et formsprog parrets hus kan give Servant, men Shyamalan formår faktisk at finde uhyggen i skyggerne, og han har alle dage været ganske effektiv med et kamera. Det er i manuskriptdepartementet at han ofte snubler, men her er det faktisk Tony Basgallop der har leveret samtlige manuskripter, og Shyamalan har fået lov til at instruere og iscenesætte, som han gør ganske glimrende.

Det bliver spændende at følge Servant helt frem til det tiende og sidste afsnit. Vi er ret vilde med præmissen, og synes at skuespillerne stort set leverer dedikerede præstationer. Hvad der dog bliver afgørende er hvordan den behandler paralellen imellem det vi faktisk ser og den dybere fortolkning af de begivenheder. Indtil videre er de dog kommet godt fra start.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold